Dybets Slaver 3: Den Usynlige

Vi befinder os i middelalderen, et sted i mellemøsten. Røde Måne og Shem er medlemmer af "Ordenen", en organisation der bekæmper det overnaturlige. Men Ordenen er i færd med at udkæmpe en borgerkrig, som nærmer sig sin blodige afslutning. Og Røde Månes fortid og herkomst bliver nu endelig afsløret...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Illustrationer af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

0Likes
0Kommentarer
393Visninger
AA

5. Kapitel 5: I det Skjulte Land

Røde Måne vågnede op. Et mareridt. Det havde bare været mareridt. Det hele. Det var nærmest en lettelse at være tilbage i kisten, og bare vente på at blive sendt ud på endnu en opgave. Der var selvfølgelig helt mørkt, så blev det lyst. Han trådte ud på gulvet, og strøg så over ansigtet, da...

      Nej.

      Der var noget galt.

      Hans fingerspidser blødte.

      Han var nødt til at tænke tilbage, nødt til at finde ud af hvad der var sket med ham...

      Han havde været på skibet. Alene på skibet... men hvilket skib?

      Og han havde fundet spejlet.

      Spejlet...

      ... ”For dine forfædres skyld, så stop dog!” råbte det lille pattedyr, og vaklede nogle skridt...

      Spejlet...

      … Han svulmede af hadefuld styrke indefra, mærkede i sig selv et tungt, kvælende åndedrag som dét fra et monster, som fra et …

      Spejlet...

      … ”Hvor lang tid kan du gemme dit sande ansigt?” …

      Spejlet...

      ... jog kniven ind i hendes underliv, og fortsatte med at presse opad. Han mærkede selv en pludselig smerte i skridtet, men prøvede på at ignorere den, fortsatte med presse kniven...

      Spejlet...

      ”Er du Døden?”

      ...

      Han vaklede videre. Det var metalgulv, hårdt metalgulv. Han kunne knapt nok se noget, men hvis han tvang sine øjne bare en anelse åbne...

      … var han tilbage i det Skjulte Land. Der var ingen tvivl om det. Ingen andre steder groede træerne så højt. Bare det at høre lydene fra rovdyr der ville flå ham fra hinanden på sekunder...

      … men det Skjulte Land var væk. Var det ikke?

      Hvis det var endnu en drøm, så ønskede han ikke at vågne op. Hvis bare han kunne møde nogen. Nogen.

      Selv hans jagtselskab. Hetshepsu. Mkai.

      Bare så længe det var en landsmand.

      Han vandrede ind i opholdsrummet for dér at gøre opmærksom på sin tilbagevenden.

      De var nødt til at forstå hvad han havde gjort for dem ved at forlade dem.

      Æren måtte og skulle blive hans … de blev nødt til at forstå…

      Nogle løftede blikket. Men der var kun tomme blikke der mødte ham. Så tomme, at han i et svagt øjeblik overvejede om de virkelig havde sjæle.

      Forsamlingen holdt frygtsomt inde med at tale. Det var ikke helt meningen, men det fik ham da til at føle sig en anelse mere magtfuld…

      Han besluttede sig for ikke at spørge om noget som helst. Han vidste allerede at svaret ville være ... “ikke noget”. Det forbandede ”ikke noget”, og den evindelige tomme stirren!

      Intet under at han ikke brød sig om stilhed...

      Som det første derefter, besluttede han sig for at finde Djeserit.

      Hvorfor ikke? Han behøvede jo ikke rent faktisk tale med hende. Det ville sikkert kunne gøre det, at betragte hende på afstand et stykke tid.

      Han løb ned ad gangen, til skrifterne.

      ”Djeserit! Det er mig! Insyah!” råbte han.

      I samme øjeblik hun fik øje på ham, veg hun tilbage, til den fjerneste krog af rummet.

      ”Nej, vent! Du må ikke se på mig på den måde!” 

      Hun pegede bare på ham, i tavs frygt. Hendes mund var et gabende sort hul.

      ”Hvad er det du ser? Hvad er det du ikke kan sige? Hvorfor gik det så galt? Hvornår gik det så galt? Da jeg blev født? Men hvad er der med mig? Det er hele er en misforståelse, en misforståelse.... vidste jeg dog blot hvordan I kan have taget fejl af mig, et helt liv igennem!”

      Hun sagde ikke noget, men blev stående i den samme stilling, som en statue.

      Han følte sig svimmel, kvalm. Så bøjede han sig ned over den skrift Djeserit havde siddet bøjet over. Der stod:

      ”Vi har altid kendt dig bedre end du kender dig selv.

      Han               mærkede sit hjerte hamre med den feberhede intensitet han kendte så godt. Det var som om det ville sprænges og sætte hans legeme i brand, hvis ikke...

      ”Fader,” tænkte han.

      Han løb ned ad gangen, der nu var en tunnel der strakte sig ned i et uendeligt mørke. Den så ikke ud til at være hugget ud, men det var tydeligt at mange fødder havde slidt render i gulvet. Vand drev ned ad væggene, og tegnede mønstre i dem. Knogler, kranier, mægtige fangarme, kløer og horn, misdannede myriader af mareridtsagtige vanskabninger.

      Og lige fremme stod Itafe. Ligesom Djeserit, stod han der som en statue, og pegede blot nedad.

      Han stod med noget i hånden. Det var en sort kniv, hvoraf der løb en strøm af mørkt blod, der også rendte nedad, nedad...

      Endelig mundede tunnelen ud i en grotte af proportioner hvis lige han aldrig havde forestillet sig. Der stank så meget af død at det var svært at afgøre om der var tale om en by eller en gravplads – men for de der engang havde boet der, havde det næppe gjort nogen forskel. Grunden under ham var hverken jord eller sand, men aske blandet med knoglerester. Og hvad der overskyggede hele stedet, var et vildtvoksende, violet bygningsværk.

      ”Insyah,” hørte han en stemme bag sig.

      Mkai.

      ”Der er sket noget frygteligt. Du er vort jagtfællesskabs leder. Hjælp os.”

      Nu tog de kun nogle få skridt tilbage, og var pludselig i et bart rum, men med en hel rundkreds af mennesker. Ligesom næsten alle andre, var de ganske tavse, stod helt stille.

      Hans blod frøs til is, i samme øjeblik han fik øje på hvad de alle sammen betragtede i tavs rædsel, med de samme sorte munde som Djeserit havde haft.

      Det var en lille kvinde – knapt nok en kvinde – med maven flået op.

      Han bøjede sig ned over liget.

      Det var meget tydeligt at der ikke havde været tale om et våben. Hvordan end det var sket, var hun ikke blevet penetreret, men flået op indefra.

      Han vendte sig op mod mængden for at fortælle dem hvad der var sket. Men nu de stod ikke længere omkring ham. I stedet var der en hel skov af nøgne mennesker, der knælede, ydmyge eller ydmygede, overfor en kæmpe mand, der havde tårnet op over dem alle, selv hvis ikke han havde stået på en sten.

      ”Ved beskytternes blod, som ruller i mine årer, sværger jeg, at jeg taler den fulde sandhed! Der er ingen fremtid for vor stad og vort folk, der er ingen steder hvor forbandelsens fingre ikke kan nå os! Det eneste vi kan gøre for vores børn, og vores børns børn, er at forsvinde ud i folkehavet omkring os, hvor vi kan håbe at vort navn vil blive glemt!”

”Nej!” råbte Røde Måne. ”Med hvilken ret dømmer du hele denne stad til undergang?!”

”Hvem lytter til dig?!” råbte kæmpen tilbage. ”Du slog din egen mor ihjel!”

Han så tilbage, men kunne nu ikke længere få øje på liget.

Da han vendte sig om igen, stod han pludselig inde i midten af mængden. De pegede alle sammen på ham.

”Nej! Nej! Jeg vil ikke, kan ikke påtage mig skylden for det! Jeg er ligeglad med om jeg er den Mærkede!

Den Onde er her, men det er ikke mig! Hører du, Usynlige?! Det er ikke mig! Du udslettede Jem-Sepat – ikke jeg! Du dræbte min plejefader, og jog min elskede på flugt – ikke jeg! Du dræbte hamskifteren i Achaia og tyven i Armenia – ikke jeg! Uanset hvad min stad troede om mig, uanset hvad du har ventet på at jeg ville gøre, uanset hvad du troede at jeg ville afsløre mig  selv som, så vil jeg det ikke! Og jeg vil kæmpe for retten til mit liv, ligesom Itafe kæmpede for mig – og vandt!

Usynlige – jeg udfordrer til bloddyst!”

Hele mængden omkring ham forsvandt som dug for solen. Det samme gjorde alle spor efter staden.

Det eneste han nu kunne se, var en sal, der strakte sig vidt i hver retning, alt sammen i den metalliske, grå farve som Ordenen brugte til næsten alle deres bygninger.

Det havde aldrig været virkeligt. Men det havde heller ikke været en drøm, et mareridt. Det var noget som den Usynlige på én eller anden måde havde skabt.

Alt sammen til ære for ham, Insyah, søn af Khenti...

”Du hørte mig,” sagde Røde Måne. ”Jeg udfordrer til bloddyst. Vi er trods alt af det samme folk – det kan du ikke nægte mig!”

Først skete der intet – der var lige så stille som før. Så ligesom tonede den Usynlige frem fra intetheden. Det undrede ikke Røde Måne at han havde stået ved siden af ham hele tiden. Han havde formentlig spillet alle de roller der havde sagt noget.

Den Usynlige stod foran ham i bar overkrop, hvilket afslørede at han var i formidabel form af gammel mand at være. Hans muskler og årer lignede et knudret træ fra de ældste dele af skoven. Ansigtet var arret hinsides genkendelighed, han havde kun få tænder i munden, men håret lignede en hvid manke. Han bar en mægtig stav i hænderne. Der gik stadig trækninger af skiftende farve hen over huden. Han smed staven fra sig, og hamrede sin ene, knyttede næve ind i sin åbne håndflade. På den måde havde han erklæret sit våben.

”Vi har aldrig tilhørt det samme folk,” sagde den Usynlige. ”Du er ikke engang et menneske.”

Røde Måne gik til angreb. Hvis den Usynlige var ham der havde begyndt striden, skulle han nok få den afsluttet.

Den Usynlige dukkede sig i sidste øjeblik, og gav Røde Måne et voldsomt slag, der ramte hans kindben. Det begyndte at bløde, og til hans uro så voksede det ikke sammen.

Røde Måne sparkede ud efter den Usynliges ben, og ramte ham lige på siden af knæskallen. Men i stedet for at sparke benet af led, gav det ligesom et stød op igennem hans eget ben. Den Usynlige greb fat i hans ben med begge hænder, og sendte ham bagud mod gulvet, hvor han mærkede at det knækkede i ryggen.

Den Usynlige spildte ikke tiden, men landede oven på ham med sin fulde vægt, og tog et kvælertag på ham, som Røde Måne allerede vidste at han ikke ville kunne bryde. Den Usynliges øjne skinnede af rent had, så det var ubærligt, umuligt at forstå.

Så begyndte det at ske. Hans fingerspidser, der havde blødt lige siden han var stået op fra sin kiste, begyndte at vokse, eller rettere, knoglerne voksede ud igennem, og huden skrællede væk. Spidserne så skarpe ud som kløer, og de skar med lethed igennem selv den Usynliges seje hud, da han stødte dem ind igennem siden på ham. Den Usynlige brølede af smerte, og selv om han ikke slap ham, så slækkede han bare en lille smule på grebet. Nok til at Røde Måne kunne bevæge sit hoved nok til at flå i sin modstanders hængende halskød. Blodet begyndte at strømme ud, rødt og frodigt, og han begyndte at slikke det i sig, labbe det i sig, indtil han mærkede den Usynliges krop tørre helt ind.

”Nej,” hviskede han, og rejste sig op, knækket rygrad eller ej. ”Jeg er ikke hvad du troede... Jeg er ikke...”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...