Dybets Slaver 3: Den Usynlige

Vi befinder os i middelalderen, et sted i mellemøsten. Røde Måne og Shem er medlemmer af "Ordenen", en organisation der bekæmper det overnaturlige. Men Ordenen er i færd med at udkæmpe en borgerkrig, som nærmer sig sin blodige afslutning. Og Røde Månes fortid og herkomst bliver nu endelig afsløret...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Illustrationer af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

0Likes
0Kommentarer
393Visninger
AA

4. Kapitel 4: Ved Khazar-havet

Shem så fra havet der slog mod klipperne, og over på de godt hundrede udøvere bag sig. Omtrent halvdelen af dem havde iført sig tykke dragter, med hjelme der mindede om store kupler. De resterende var af et ophav, der gjorde at de ville kunne tåle trykket fra de vandmasser de snart skulle synke ned i.

      ”Nu skal I høre godt efter, bette børn,” sagde Kaptajnen.

      Af alle udøvere der skulle deltage i angrebet, havde de færreste af dem nogen tiltro til denne mands evner, men de lad ham tale.

      ”Der er en fæstning ligesom jeres i midten af det hav. Eftersom ham dræberen er ude for at tiltrække sig deres spejderes opmærksomhed, så har vi overraskelsesmomentet på vores side. Men de har nok deres sejeste skiderikker inde i midten af den tingest, så I kan godt regne med at de fleste af jer dør. Ingen spørgsmål – lad os gå til den!”

      ”Vent,” sagde Stjernetyder. ”Er vi sikre på at vores mestre er i position til at indlede angrebet fra den anden...”

      ”Hold nu kæft,” sagde Kaptajnen. ”Jeg ved godt at I er vant til at have hundrede år til at planlægge at pille næse, men nu er det på tide at få hovedet ud af den fælles røv I har haft det oppe i. Hvis de er lige så sløve i optrækket som jer, så vil det gøre meget mere ondt på dem at hundrede mand dukker op uden varsel, end hvis de har tid til at reagere på at tusind mand omringer dem. Ingenspørgsmålgodt, ladosgåtilden!”

      Kaptajnen satte sin egen hjelm på, og de begyndte at vandre ud i bølgerne.

      Shem havde aldrig følt sig så underligt til mode, som da de vadede fra den stenede bred, ud i marker af græs, der i stedet for at blafre i vinden, vuggede i takt til bølgerne, og omsluttede dem.

 

***                     

      ”Vis dig! Så vis dig dog!” råbte Røde Måne.

      Han vidste ikke hvordan tredive besætningsmedlemmer kunne være forsvundet uden en lyd – men han havde en grim anelse om hvad det handlede om. Selv om der var gået tusind år, og han var blevet vækket af ordenen ti gange, så var der stadig nogen på sporet af ham.

      ”Hvad er det du vil have mig til?! Hvad har de mennesker gjort dig?!”

      Han styrtede tilbage til kahytten. Der var ikke det samme blod, ikke den samme kryptiske besked som dengang han havde fundet den britanniske oprørsleder. Men selv om han ikke havde, aldrig havde fået, så meget som færten af sin modstander, var han sikker på at det handlede om det samme, bare ikke hvad det handlede om. Han burde nok have vidst at tavlen ville være væk. Men han havde ikke regnet med at der ville være noget andet i dets plads.

      En lille splint fra et spejl.

      Han vandrede udenfor igen, og så op på den stjernehimlen.

      Så ramte noget hans baghoved med en voldsom kraft.

 

***

 

      Shem hørte en stemme hviske si i gøret, at nu blev mørkesynet slået til. Han blinkede, og kunne nu se hvordan lange, pansrede fisk gled væk fra dem.

      Og da fik de øje på den.

      ”Min Gud!” udbrød han.

      ”Det siger du ikke,” lød Kaptajnens stemme.

      Shem havde ikke ord for hvad det lignede, men det tætteste han kunne komme på, var en umådelig vandmand, der lå begravet i sandet. Og et sted inde fra dens midte, kom der et svagt, blåligt lys. Hele stedet blævrede faktisk.

      ”Der synes ikke at være nogen form for indgang,” hørte han Stjernetyders stemme inde i sit hoved.

      Inden nogen kunne nå at stoppe ham, havde kaptajnen rakt sin arm ud efter tingesten.

      Den blævrende tingest gav ikke efter, men blev øjeblikkeligt fast.

      ”Hård som mit lem”, sagde Kaptajnen. ”Tror I at man skal bruge et trylleord eller noget?”

       ”Sæt blot jeres vilje igennem,” lød Stjernetyders stemme.

      Kaptajnen stak hånden ind i ”vandmanden” igen. Den gik uden problemer igennem den tyktflydende masse.

      Ingen tøvede, ikke undtagen Shem.

      Og så, på den anden side...

      Mørke – mørke som hans hjelm ikke kunne fjerne. Det blålige lys de havde set på ydersiden, var ingen steder at finde her.

      ”Der er jo ingen her!” råbte Kaptajnen. ”Hvad er det for noget pis?!”

      ”I kan ikke se dem?!” lød Stjernetyders stemme. ”Mennesker, hold jer tilbage!”

      Shem fornemmede ikke angrebet – men lysrustningen gjorde.

      ”Undvigemanøvre!” lød det i hans ører.

      Hvad end det var, havde det åbenbart gemt sig bag et skjold – men ved at slå ud, havde det afsløret sig selv. Både sig selv, og hele flokken bag dem. Hundredvis af dem.

      Der var en dødlignende stilhed et øjeblik – så løftede udøverne deres hænder, og sendte bølge efter bølge af energi-udladninger ind i mængden foran dem.

      Rustningen dæmpede virkningen fra udladningerne, men Shem kunne stadig mærke chokbølgen sende ham tilbage, og hans syn blev ved med at skifte fra en rødlig til en blålig dis, for ikke at beskadige hans øjne.

      Og endelig fik han et godt blik på angriberne. De var iklædt store, uformelige rustninger, der mindede om knoglehvide blokke.

      En angriber løftede en mægtig hånd, hvori der sad noget der lignede en takket klinge, der konstant snurrede rundt.

      Den tunge angriber slog ud, og strejfede Lysrustningen. Der fløj gnister ud til alle sider, og der lød en høj hvinen, som hans hjelm, gudskelov, endnu en gang var i stand til at filtrere fra.

      Han fik endelig trukket sit sværd, og drev den skarpe æg direkte ind i hvad han formodede var sin modstanders solar plexus. Den tunge rustning foldede en smule indad, og der kom væske ud, men i den flimrende belysning var det svært at se om det var blod, eller om det kom fra rustningen.

      Angriberen reagerede knapt nok på det, men blev næsten væltet omkuld af en lilla kraftudladning fra Stjernetyder.

      Men den nærmede sig stadig, indtil Kaptajnen sprang direkte op på den, og hamrede sin økse ned i den oppefra. Endelig vaklede den, og faldt bagover, mens Kaptajnen sprang videre til den næste med et drenget hyl.

      ”De er en slags enkemagere!” råbte Shem. ”Vi skal gå efter hovedet!”

      ”Hvor helvede er hovedet?!” råbte Kaptajnen, og huggede videre.

      Shem sprang efter ham, og huggede selv oppefra og ned. Selvfølgelig åbnede det op for at de kunne angribe ham, men igen slog deres våben gnister mod Lysrustningen.

      ”Vi slår dem,” tænkte han. ”De er hårde at knække, men de kan ikke engang komme tæt på udøverne.”            

      Selv om Lysrustningen gav ham kunstig styrke, havde han ikke straks styrke til endnu et slag som dét, så han trak sig om bag udøverne, i hvert fald bare et øjeblik.

      ”Vent...” sagde han højt. ”Kaptajn... hvor er deres udøvere henne?!”                

      ”De gemmer sig vel bag den her mur af håndlangere! Kom så, mens der stadig er nogen tilbage!”

      ”Nej, der er noget i vejen! Vi bør ikke trænge længere ind. Jeg er bange for...”

      Så tændte det pulserende blå lys inde i goplen. 

      Chokbølgen fra dét der fulgte, sendte ham hvirvlende væk, mens rustningen forstummede helt.

      Shem følte sig meget, meget bange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...