Dybets Slaver 3: Den Usynlige

Vi befinder os i middelalderen, et sted i mellemøsten. Røde Måne og Shem er medlemmer af "Ordenen", en organisation der bekæmper det overnaturlige. Men Ordenen er i færd med at udkæmpe en borgerkrig, som nærmer sig sin blodige afslutning. Og Røde Månes fortid og herkomst bliver nu endelig afsløret...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Illustrationer af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

0Likes
0Kommentarer
393Visninger
AA

2. Kapitel 2: Al-Qahirah

”Fred være med eder,” sagde Røde Måne og gik ind på skriverens stue.

      Da Røde Måne havde fået at han til det Sorte Land igen – nu under et nyt navn – så havde han  frygtet det værste. Gyder, smøger, et sammenrend af mennesker. Men det viste sig at al-Qahirah lidt af en befrielse. Af alle de byer han havde besøgt, var den i det mindste ren, og palmerne groede i stort tal omkring byen.

      Hvad han aldrig nogensinde havde forestillet sig, var pludselig at føle sig hensat til det gamle bibliotek, hvor Djeserit havde siddet og studeret i så mange timer. Det var svært ikke at drage sammenligningen, når der ikke var egentlige bøger på hylderne, men blot tavle på tavle af skrifter på det Sorte Lands sprog.

      Det Skjulte Land virkede så uendelig fjernt nu, men han havde i det mindste stadig mindet af et minde af en pige han havde holdt af...

      ”Og fred være med eder,” sagde den relativt unge skriver, der var ved at sætte nogle af tavlerne på plads. ”Så du er altså den store lærde?”

      ”Hverken du eller jeg er den slags gamle imam man ville forvente at en lærd var,” sagde Røde Måne.

      ”Hm. Vores alder har vist meget lidt at sige overfor disse levn,” sagde hans vært. ”Men jeg kan nogle gange have svært ved at retfærdiggøre min interesse for at lære at læse dem, når der stadig er passager af de hellige bøger, som er svære at forstå.”                

      Han strøg sit lange hageskæg.

      ”Hør, skal jeg få min slave til at hente os noget mocha? Jeg har lige fået det importeret. Angiveligt er det blevet opfundet af kristne nede sydpå, men jeg kan garantere for at det bestemt er en drik for de rettroende også.”

      ”Jeg må takke nej,” sagde Røde Måne. ”Jeg kan næsten ikke vente med at studere tavlerne.”

      ”Meget forståeligt,” sagde hans vært. ”Undskyld, må jeg spørge om hvor du egentlig er fra? Jeg tror aldrig at jeg har set nogen som dig før.”

      Røde Måne studerede sin vært. Han var mørk og med kruset hår, ligesom folk på disse kanter altid havde haft. Men hans ansigtstræk var meget anderledes, ligesom skarpere, end både det Sorte Lands gamle befolkning, og de hellenere og romere der var kommet dertil efterfølgende.

      ”Lad os bare sige, at jeg har mødt vildere folkefærd end selv mongoler og franker,” sagde Røde Måne, og formåede at få sin kunstige latter til at lyde ganske lun.

      ”Så sandt, så sandt,” sagde hans vært. ”Jeg er blot så imponeret, ikke blot over dit gode arabiske, men dit kendskab til de gamle skrifter. De fleste forstår ikke engang at der må være tale om skrifttegn, og ikke bare billeder. De fleste ser bare slange, fugl, øje... og selv jeg må indrømme, at det er svært at få øje på andet!”

      ”Giv mig blot en dag her,” sagde Røde Måne, ”og jeg skal se om jeg kan hjælpe.”

      Han lod sit blik glide hen over tavlerne. Selv på afstand kunne han se at der var tale om regnskab, regnskab, en bøn til deres gamle guder...

      ”Det kommer til at tage lang tid at få dem til at give nogen mening overhovedet,” sagde Røde Måne. ”Er de alle sammen sådan?”

      ”Nej,” sagde hans vært. ”Der er også andre tegn, der kan minde mere om egentlig skrift. Tag dig tid. Jeg har mange pligter, men jeg vil aldrig være langt væk.”

      Han skulle lige til at forlade rummet, da han stoppede op.

      ”Hør, du skulle vel ikke have hørt om en ung kristen fra Ancona? Han rejser omkring i sultanatets lande, og stiller en masse spørgsmål om de gamle tider?”

      Røde Måne tænkte sig om. Kunne denne rejsende være én af mod-Ordenens agenter? Hvis ikke, så var han sikkert i fare for at blive angrebet af dem. Det var under alle omstændigheder noget han måtte se på, lige så snart han var færdig her. Det kunne være endnu et spor.

      ”Det er lyder som et farligt sted at rejse rundt lige nu – der er oprørere, mongoler og værre på spil.”

      ”Sandt nok,” sagde hans vært og smilede.

      Efter en halv dags arbejde, havde Røde Måne tydeligt fået dem opdelt i to slags – billedtavlerne, som han forstod, og så det yngre folkesprog, som stadig havde været brugt da Rom beherskede landet.

      Og så var der den ene forvanskede tavle...

      For alle andre lignede det givetvis de samme dyretegn, blot langt mindre, og mindre detaljerede.

      Men for ham, Røde Måne, Insyah, var tegnene så tydeligt anderledes, at det gjorde ondt i hjertet.

      Der var en tavle på det Skjulte Lands sprog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...