Dybets Slaver 3: Den Usynlige

Vi befinder os i middelalderen, et sted i mellemøsten. Røde Måne og Shem er medlemmer af "Ordenen", en organisation der bekæmper det overnaturlige. Men Ordenen er i færd med at udkæmpe en borgerkrig, som nærmer sig sin blodige afslutning. Og Røde Månes fortid og herkomst bliver nu endelig afsløret...

Dybets Slaver er mit bud på fantasy for lidt ældre læsere. Dele af dette univers har tidligere optrådt i antologien Forvandlinger, samt i bladet Himmelskibet.

Illustrationer af Ulrik Kristiansen fra "Drømmetidens Fanger" http://www.movellas.com/da/story/201304022138267928-drommetidens-fanger

0Likes
0Kommentarer
391Visninger
AA

1. Kapitel 1: Ordenens hovedkvarter

Det første Røde Måne hørte var suget fra kisten idet den blev åbnet. Som altid, var alting først helt mørkt, hvorefter det kun langsomt blev lyst. Han svang fødderne ud over kisten, og sad med ansigtet begravet i hænderne mens han ventede på at hans syn skulle vende tilbage.

      ”Hvem vil I nu have mig til at dræbe?” spurgte han som det første.

      ”Shh,” lød Mithuras stemme. ”Du har været væk meget lang tid denne gang.”

      ”Hvem?” spurgte han bare.

      ”Oprørere...” sagde Mithura tøvende.

      Røde Måne rejste sig op, og begyndte at vakle hen over gangbroen. Han kunne stadig ikke se noget, men han var gået denne vej så mange gange nu, at han kendte hver en detalje. Ikke mange hundrede skridt bag ham lå Shem måske stadig og hvilede sig. Lageret hvor hans udstyr befandt sig var ikke meget længere end tyve skridt væk.

      ”Vent,” sagde Mithura.

      Nærmest i søvne iførte han sig én af ordenens heldragter, og lod sin hjelm glide på plads.

      ”Oprørere,” sagde han. ”I vækkede mig ikke for andet?”

      ”Det kan jeg ikke sige endnu,” sagde Mithura.

      I samme øjeblik hun havde sagt det, vidste han straks at der ville følge mere. Hun virkede så meget ældre – selv et tidløst væsen som hende.

      ”Du vil nok opdage at det er en meget anderledes verden derude,” sagde Mithura.

      ”Det er det altid,” sagde han.

 

***

      Stormesteren og Røde Måne gik igennem træningskvarteret. Fra hvor de stod, var det muligt at se lærlingene blive udsat for alle former for prøver, gerne nogle der involverede at de skulle blokere objekter der blev sendt mod dem, med deres viljestyrke alene. De kunne se de elever der trænede – men eleverne kunne ikke se dem.

      Særligt ét af rummene fangede hans opmærksomhed.

      Shem.

      Han var iklædt noget der lignede en meget tung rustning, helt gylden, og tungere end selv enkemagernes. Han sparrede mod én, der svang en meget tung økse med begge hænder.

”Jeg forstår blot ikke hvorfor I skal bruge Shem,” sagde Røde Måne. ”Han er bare et menneske. Lad ham dog glemme, og gå tilbage til sit folk! Det eksisterer faktisk stadig!”

”Jeg hører hvad du siger,” sagde Stormesteren. ”Men vi har brug for ham. Til at bære Lysrustningen, ja, men mest som menneske. Jeg har aldrig haft kortsigtede fornøjelser, aldrig lært at nyde at bruge tid på at være ineffektiv eller irrationel. Aldrig vidst hvad det vil sige at bruge tid. Og jeg har ellers brugt århundreder på at forske i hvordan et menneske kan ødsle med andres liv i titusindvis, og ofte også sit eget – og samtidig være i stand til at bekymre sig om betydningen af det enkelte liv.”

”Du mener, holde af en person?” spurgte Røde Måne.

”Ja,” sagde Stormesteren. ”Det slår mig, at Shem er mere og andet end en bestanddel af livsflammen.”

”Så skån ham! I risikerer at hans livsflamme bliver slukket!”

De to sparringspartnere svang rundt, og Røde Måne fik øje på et arret ansigt med kun ét øje.

”Nej!” udbrød han. ”Det kan ikke passe! Ikke ham igen!”

”Du mener Kaptajnen?” spurgte Stormesteren. ”Minder han dig om?”

”Minder mig om nogen?! Han er magen til den lejesoldat der overfaldt os dengang vi først mødtes! Og magen til den lejesoldat der var i Frumentarius' tjeneste! Sig ikke, at du ikke er klar over det!”

”Det er interessant,” sagde Stormesteren bare, uden at det lød som om det i virkeligheden interesserede ham det fjerneste, ”det lader til at menneskeheden konvergerer.”

”De gør hvad?”

”Frembringer praktisk talt identiske eksemplarer, for at udfylde samme rolle i verden. Der synes at være samme behov for en fribytter som ham nu, som for tusinde år siden, og tusinde år før. Denne skabning er en 'renegat.' Han blev født for omtrent fyrre år siden i det område der førhen blev kaldt for Italia, og måske vil blive det igen. Men hans appetit efter skatte fik ham til at slutte sig til røvere fra den anden af havet. Indtil vi fandt ud af at gøre nytte af ham.”

Røde Måne knyttede sine næver i græmmelser.

”Vil det sige at jeg aldrig kan blive fri for ham?!”

”Selvfølgelig er det muligt,” sagde Stormesteren. ”Men der vil nok altid være mennesker som ham.”

”Men hvorfor skal han dog være her? Han er det modsatte af alt Ordenen står for!”

”Ti, Røde Måne,” sagde Stormesteren. ”Han er brugbar, og lader sig bruge – op. SOL, åben døren.”

Den væk, der afholdt Shem og Kaptajnen fra at se ud, flimrede og forsvandt.

De vendte sig begge to om. Shem knælede i samme øjeblik han overhovedet anede at Stormesteren stod der.

”Hej mester,” sagde Kaptajnen, og sendte dem et forfærdeligt smil. Han nikkede over mod Røde Måne.

”Ah, så det er dig der er den store, stygge dræber. Jeg gad gerne se hvor god du egentlig er.”

Røde Måne sendte ham ét af sine blikke.

”Hold da op,” lo Kaptajnen. ”Så en anden gang, måske?”

Så begyndte han at slentre forbi dem, mens Shem støjende fik den tunge rustning på benene. Det gav højt genlyd for hvert skridt han tog, og den summede en anelse idet han gik.

Pludselig langede Kaptajnen ud efter Røde Månes skridt med sin ene næve. Røde Måne fangede næven med en simpel parade, men han var ikke forberedt på den skalle der pludselig ramte ham mellem øjnene. Han sank tilbage mod væggen.

”Insyah!” sagde Shem, og rakte en metallisk arm frem mod ham. ”Har du det godt nok?”

Han kunne dårligt se ud af sit tilbageværende øje, men han rakte instinktivt ud efter Profetens Arm.

”Nej, gamle ven!”

Stormesteren sendte Kaptajnen et hårdt blik.

”Hvorfor?” spurgte han.

Kaptajnen trak på skuldrene.

”Og det var ham du forventede at jeg tog imod ordrer fra? Med mit rygte, burde han have set den komme.”

Røde Måne var næsten lettet over at høre Zaradan vrænge ad dem.

”Stormester, hvis børnene er færdige med at lege, så er de alle sammen ventet.”

      Med et lettelsens suk vendte Røde Måne sig bort fra Kaptajnen, og gik ned ad gangen, hvor han vidste at det lokale han havde lært at kende som ”auditoriet” befandt sig.

      Shem og Kaptajnen kiggede sig omkring alt hvad de kunne, som om de samme grå stålkorridorer var noget særligt for dem, eller som om de ledte efter noget der kunne hjælpe dem med at huske vejen tilbage. 

      Auditoriet var egentlig ti halvcirkler af sæder, bestående af noget der svagt lignede beige sten, men som ganske let formede sig efter deres legemer idet de satte sig ned.

      Stormesteren og Mithura stillede foran alle sæderne, mens der sad en del ”udøvere” i hvide kåber på rækkerne. De stirrede på de tre krigere der lige var ankommet.

      Røde Måne følte sig ikke tryg ved det, og skulle til at sætte sig ned med det samme, fjernt fra udøverne, da Shem hviskede:

      ”Det går ikke. Det her er nogenlunde ligesom at forme én hærafdeling ud af to gamle... Hvis ikke vi gør noget ved det med det samme, bliver opgaven meget vanskeligere.”

      ”Shem, de er jo ikke engang mennesker, de…”

      ”Du må stole på mig, makker. Du kender de her væsener langt bedre end os andre to. Jeg har knapt været tøet op, endsige set særligt meget til stedet her. Hvis ikke du hjælper med at få det til at fungere, så vil det ikke komme til at fungere overhovedet. Beklager.”

      Røde Måne skulle til at sige noget, men bed kæberne sammen. Han så sig over skulderen efter Kaptajnen, da det gik op for ham at sømanden allerede havde sat sig midt i mellem udøverne, der kun lige akkurat skjulte deres mishag.

      ”Godt. Jeg har forstået,” sagde Røde Måne ud i mellem tænderne, ”nogle gange er alle menneskelige.”

      Røde Måne og Shem henholdsvis satte sig ned på, og faldt ned i, sæderne på hver sin side af Kaptajnen og udøverne.

      Først sagde Røde Måne ikke noget, og han prøvede forgæves at ignorere nogle af de fagter Shem lavede.

Han tænkte over hvad han skulle sige for at hjælpe på stemningen – at de, med deres kombination af stål og besværgelser, ville være i stand til at udrette mere end nogen af dem havde drømt om?

Han nåede dog ikke at få vægtet ordene inde i hovedet, før end Kaptajnen havde åbnet munden.                       

”Skal vi sidde her længe?” spurgte Kaptajnen. ”I så fald kan jeg vel godt tage støvlerne…”

Røde Måne skulede af ham, det bedste han havde lært.

”… af. Hold kæft hvor jeg trænger til det,” fortsatte Kaptajnen, og smed dem bag sig. En ram lugt, meget lig en hjord af kvæg, begyndte at brede sig.

”Der er visse ting I bør vide, før end vi sender jer ud på jeres opgave,” påbegyndte Stormesteren sin tale. ”Vi har både dybets slaver og oprørerne at tage os af. I har ret til at vide at oprøret oprindelig opstod på grundlag af hvad der skulle ske med dybets slaver.

SOL, vis dem billederne.”

En bygning tonede frem på væggen, hverken mejslet eller malet, men mere som om de kunne se den med deres egne øjne. Den mindede om en knudret, violet træstub der strakte sig opefter, med blålige kupler der sad som svampe på stammen.

”Cadra. Engang det stærkeste samlingspunkt for dybets slaver – eller 'mareridtsfyrster' som de kaldte sig selv – da  de endnu var i stand til at holde store dele af menneskeheden som arbejdskraft og som føde. Det lykkedes for Ordenen at erobre det og knække dybets slaver, takket være at menneskene rejste sig mod deres herrer. Desværre blev det en hul sejr, da der opstod uenigheder.

Ordenens officielle holdning var at mennesket fremover skulle herske over sig at selv, og at det måtte være muligt at blande dybets slaver med menneskene, så at deres onde arv ville forsvinde som en dråbe i havet.

Oprørerne mente både at menneskeheden skulle sættes under forvaltning af Ordenen, og at de resterende dybets slaver burde destrueres. SOL, fortsæt.”

 Et stenrelief i en kulsort, skinnende sten tonede frem på den ene væg. Af et portræt at være, var det meget stiliseret, men det var tydeligt at der var tale om en strengt udseende, midaldrende mand, med stene filtret ind i sit vildtvoksende hår.

”Romnur, måske bedre kendt i Ordenens historie som Anti-Mesteren, var den første virkeligt markante leder af oprøret. Da Anti-Mesteren og hans oprørere indså at de ikke kunne vinde, låste de Cadra fast uden for tid og rum.”

”Indtil nu,” sagde Røde Måne højt.

Alle i hele salen vendte sig mod ham. Zaradan var ikke glad.

”Ja! Man vil gerne bruge jer krigere til at forhindre både oprørere og dybets slaver i at bemægtige sig stedet! Men der er mere! Mangel på viden kan dræbe!”

”Røde Måne har ret i sin antagelse,” sagde Mithura.

Tre Flammers letgenkendelige våbenskjold tonede frem, uden at SOL overhovedet var blevet bedt om at vise det.

”Vi kender stadig meget lidt til den skabning, der var kendt som Tre Flammer,” sagde Stormesteren. ”Eftersom han tilhørte fyrsterne fra Nord, burde det have været en ren umulighed for ham samtidig at være én af dybets slaver. I lyset af den daværende situation, var det mest rationelle at spille ham oprørerne i hænde, og lade ham gøre så megen skade som muligt, inden eventuel neutralisering.”

”Tre Flammer er den uberegnelige faktor,” sagde Mithura. ”Nu er vi nødt til at stille os selv det spørgsmål hvor meget de hver især kender til Cadra. Det virker usandsynligt at dybets slaver kender til Cadra, eftersom de ikke længere eksisterer som art, men kun som en nedarvet, parasitisk overtagelse. Ikke desto mindre skabte Tre Flammer et antal skyggeporte, hvilket kan opfattes som et indicium for at han ville svække den forsegling der har låst Cadra væk...

Oprørerne kender sandsynligvis til Cadra, men højst sandsynligt ikke til nogen metode at bryde forseglingen på. Hidtige erfaringer viser, at hvis de er i stand til noget – så gør de det. At de netop nu sender agenter ud over hele planeten, kan være et indicium for at de blot mangler det afgørende spor.”

”Jeg forstår ikke en lyd af det præste-ævl,” mumlede Kaptajnen.

Røde Måne skulle til at tysse på ham, men i stedet udbrød han:

”Hvordan kunne Tre Flammer vide den slags?!”

”Det kunne han ikke,” sagde Stormesteren. ”Blandt Ordenen er Cadra kun kendt af personerne i dette rum.”

”Men hvad hvis oprørerne og den sidste mareridtsfyrste sad med hver deres del af hemmeligheden om Cadra?” spurgte Røde Måne.

Zaradan pegede på ham.

”Som om man ville være tåbelig nok til at...”

”Hold inde,” sagde Stormesteren. ”Han har ret. Vi løb en stor risiko. For at lokke dem ud i det åbne. Slå til mod deres hovedkvarter, der ligger på bunden af dét menneskene kalder for Khazar-havet eller Mazandaran-havet.”

I ved hvor det er?!

”Lige siden Tre Flammer bekræftede det for os. Eftersom de har sendt deres agenter ud, er de sårbare. Derfor vil nogle få af jer gå deres spejdere i møde, mens resten af jer indleder en offensiv.”

”Med et menneskeligt udtryk sætter vi alt på ét bræt,” sagde Mihtura.

Kaptajnen klappede hårdt i hænderne.

”Sådan! Der er alligevel ingen planlægning der kan slå godt, gammeldags held! Men hvad er indsatsen, folk?!”

”Menneskeheden,” svarede Stormesteren. ”Og det er derfor at vi har udpeget nogen til at lede angrebet, som gør brug af uortodoske og improviserede metoder. Selv for hans art.”

Han pegede på Kaptajnen.

Røde Måne rejste sig straks op.

”I kan ikke forvente at jeg vil tage imod ordrer fra den... den...”

”Det forventes ej heller,” sagde Stormesteren. ”Samtidig med at angrebet står på, vil du være ansvarlig for at imødegå fjendens agenter på de øvrige kontinenter.”

”Vent, jeg har slet ikke dræberen med på holdet?” spurgte Kaptajnen. ”Æv, sgu. Jeg havde jo lige vist ham hvem der bestemte!”

”Vis hvem der bestemmer, når vi kommer til angrebet,” sagde Mithura. 

”Så behøver jeg vel ikke at høre mere af det her,” sagde Kaptajnen, og rejste sig op.

Shem skulle til at gribe fat i hans arm, men Mithura rystede på hovedet, og Kaptajnen sjoskede ud af auditoriet.

”Følg efter ham, observer ham” sagde Stormesteren til forsamlingen. ”Prøv at lære at forvirre og irritere fjenden ligesom ham.”

De fleste forlod auditoriet, indtil kun Røde Måne og nogle få andre var tilbage.

”Menneskeheden som indsats, og jeg skal bare holde mig væk?” snerrede Røde Måne.

”Røde Måne!” udbrød Stormesteren. Han råbte næsten. ”Vi kan ikke bruge dig til et frontalt angreb! Du må tro på de ordrer du bliver givet! Er du ikke blevet givet en viden som kun er forundt de få?”

”I fortalte alt dét til forsamlingen, fordi I ikke regner med at de vil overleve angrebet. Hvad er der så vigtigt ved min opgave?”

”Det er fordi oprørerne er på sporet af Sortild,” sagde Mithura. ”Det er på tide at du får mere at vide om hende.”

”Sortild var den sidste ægte mareridtsfyrste,” sagde Stormesteren. ”Den uigenkaldeligt sidste.”

”Men Tre Flammer...”

”... synes at være kædet sammen med Sortild. Men vi ved endnu ikke hvordan.”

”Sortild var ikke en specielt magtfuld udøver,” sagde Stormesteren. ”Men hun var én af vores farligste modstandere,  fordi hun var snu, og lagde langsigtede planer, der kunne være hundredevis af år om at blive opfyldt.”

”Hun havde været mindre farlig, hvis ikke for den vedvarende idé om at 'helbrede' hende!” sagde Zaradan.

”Zaradan, det er ikke tid og sted for den diskussion nu,” sagde Mithura.

”Virkelig? For man synes at nu er det perfekte tidspunkt at minde om, at vi ikke kan styre dem!”

”Åh, Zaradan...” sukkede Mithura.

”Forlad os,” sagde Stormesteren blot.

Zaradan gjorde som der blev sagt, men han stirrede på Røde Måne hele vejen.

”Hvad mester Zaradan hentydede til, var at hun ikke var ond, men syg på både krop og sind,” sagde Mithura.” Hendes oprindelige plan var at fylde verden med sit 'perfekte afkom.' Første trin i denne plan, var at parre sig med den bedst mulige mand. Ved at afprøve ikke så få af dem først.” 

Røde Måne lod sit ansigt synke ned i hændene.

”Uheldigvis pådrog hun sig visse følgevirkninger, der gjorde det umuligt for hende at få børn,” sagde Stormesteren. ”Efterfølgende forsøgte hun sig med at skabe kunstige væsener hun kunne styre, og med at gøre alle andre lige så golde som hende selv. Det lykkedes næsten.”

”Men I stoppede hende,” sagde Røde Måne.

”Tilsyneladende,” sagde Stormesteren. ”Indtil vi for nyligt fangede én af oprørernes agenter, der havde fundet dette i en hule i menneskeriget Granada.”

I samme øjeblik Stormesteren sagde dette, viste SOL et billede af en rund stentavle. Han genkendte med det samme typen af symboler, selv om det var flere tusinder af år siden. Det mindede om de sprækker i virkeligheden, som han havde set på stenbordet i cymrernes land. 

”Hvad betyder de?” spurgte Røde Måne.

”Tre Flammer åbnede engang en port til en verden hinsides denne med lignende symboler, således at denne verden kunne flyde ind i vores. Hvis den stod længe nok, så ville det være muligt for nogen i vores verden at komme ind i den anden verden. Men dette er ikke en portåbning. Det er et anker. Og den er gjort af Sortild hånd.”

Røde Måne nikkede.

”Jeg kan godt gætte mig til forskellen. Det er os der et det hinsides for nogle andre.”

”Akkurat,” sagde Mithura. ”Vi må altså forvente, frygte at noget vil prøve på at åbne porten fra den anden side,” sagde Mithura. ”Selvfølgelig forudsat at dette ikke allerede er sket. Det kunne forklare hvorledes Tre Flammer har lært om Cadra.”

”Vi ved ikke hvor mange ankre der er,” sagde Stormesteren. ”Men oprørerne mener tydeligvis at de kan finde flere. De har formentlig deres metoder til at finde ud af hvorfra 'ankeret' er kastet. Og finder de ud af det, er det muligt at de også kan rejse dertil. Det er ikke en risiko vi kan løbe. Så find deres spejdere, og du vil finde de øvrige ankre. Find de øvrige ankre, og du vil finde oprørernes spejdere.”

”Det er gjort,” sagde Røde Måne. ”Hvad er mit første spor?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...