Luk Døren På Vej Ud

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2015
  • Opdateret: 11 maj 2015
  • Status: Færdig
En novelle jeg skulle skrive til 9. klasses eksamen.

0Likes
0Kommentarer
200Visninger
AA

2. Luk Døren På Vej Ud

Der var mørkt i hele huset bortset fra på badeværelset, og der var der kun et enkelt lys tændt. Jeg stod på det kolde flisegulv med mine bare fødder, og så på mig selv i spejlet som hang over vasken. Mit mørke krøllede hår var ved at blive langt, og var for nylig begyndt at falde ned i mine øjne. Mine alt for grønne øjne skar sig igennem spejlets glas, kiggede med et kritisk blik, som jeg umuligt kunne undgå, tilbage på mig. De mørke rande under dem afslørede tydeligt min søvnløshed. Jeg gned mig i øjnene, løsrev mig fra mit hånende spejlbillede, og satte mig ned på brættet på toilettet ved siden af mig. Lyset var endnu svagt, for min tante ville ikke gå med til at have andet end sparepærere i huset. Det vil jo så sige at hun ikke var min tante. I hvert fald ikke sådan rigtigt. Hun var min mormors storesøster, så hun var rimelig gammel. Hun var den eneste der var tilbage til at passe mig, for der var ikke andre der ville have mig, ikke engang mine egne forældre. Min mor og far blev skilt da jeg var omkring seks år, min mor fandt sammen med en ny mand, Anton, og min far flyttede til USA for at starte på en frisk. Jeg var for lille til at forstå at min far var væk, men eftersom jeg blev ældre, gjorde min mor et stort nummer ud af, at jeg i hvert fald ikke måtte glemme at han var den største idiot, og at der på ingen måde fandtes tilgivelse eller noget som helst når det gjaldt ham. Hun havde jo på en måde også ret. Han ringede aldrig til mig, besøgte mig aldrig, inviterede mig aldrig over eller noget som helst. Hvis jeg var heldig, fik jeg et kort til min fødselsdag, men så skulle jeg også være meget heldig. Det gik ned ad bakke lige siden da. Min mor og Anton var så forelskede, at de blev gift efter de havde været sammen i kun ét år. Jeg hadede Anton, og han kunne heller ikke lide mig. Det var i hvert fald ikke min opfattelse. Han gik altid og snakkede om hvor glad han var for at han ikke havde fået børn, og hvor meget han bare ikke kunne lide dem. Det at min mor omtalte mig som deres barn, og at hun hele tiden omtalte ham som min far, gjorde det hele meget værre. Det gjorde så ondt når hun omtalte ham på den måde. Han var ikke min far, og han ville aldrig være det. Nej, jeg havde måske ikke den bedste far i verden, men jeg havde kun én. Min mor sagde aldrig noget til ham når han talte sådan, og hun omtalte ham aldrig anderledes, uanset hvor mange gange jeg forsøgte at sige det til hende. Hun kiggede bare forelsket på ham, og hun roste ham altid, og talte kun om ham. Jeg prøvede at fortælle hende hvordan jeg havde det med ham, at han sårede mig når han talte grimt til mig og om mig. Vi endte i et kæmpe skænderi, og det var den første gang jeg gjorde det. Den første gang jeg skar. Jeg stjal ét af hans barberblade midt om natten, og så låste jeg mig inde på badeværelset. Jeg kunne tydeligt huske det første snit, den første stribe blod der løb ned af min arm. Det var så befriende. Det gjorde ikke engang særlig ondt, og det var der problemet var. Jeg ville have det til at gøre ondt, fjerne min fokus fra smerten indefra, så jeg skar dybere og dybere. Striben blev til en mindre strøm, og jeg var begyndt at blive svimmel. Kniven stoppede, og mit blik ville ikke fjerne sig fra min mishandlede arm. Min mund bredte sig langsomt i et smil, og det blev mere og mere hånligt. Det var Antons barberblad. Nu kunne han se hvad han gjorde imod mig, hvad de gjorde imod mig.

Jeg holdt hånden over mit lange hvide ar på min underarm, som nu sad der som et evigt minde. Et ar fra en kamp jeg kæmpede bravt. Et ar jeg aldrig ville slippe af med, og som altid ville være der til at minde mig om den aften, i tilfælde af at jeg skulle glemme det. For glemsel ville det ikke tillade. Det ville altid sidde der, endnu engang minde mig om at min krop bestemt ikke var perfekt, uanset hvor meget jeg selv ønskede det. Den var aldrig tynd nok, aldrig høj nok, muskuløs nok, havde aldrig den helt rigtige form.

Jeg havde altid været vanskelig, så det var i virkeligheden intet under at min mor forlod mig til fordel for Anton. Men hvorfor kom det så som sådan et chok? Jeg havde altid vidst at jeg ikke var perfekt, og det havde hun vel også, så det var jo bare et spørgsmål om tid. Mit udseende var ikke perfekt, og det var min personlighed heller ikke. Jeg interesserede mig aldrig for de rette ting, jeg havde ikke nogle venner, og jeg foretrak altid bare at sidde for mig selv på mit værelse bag en lukket dør. En dør der kunne holde verden ude. En dør jeg ville kunne gemme mig bag, og som ingen nogensinde ville kunne hive mig frem fra. En dør, hvor jeg ikke behøvede at stå ansigt til ansigt med virkeligheden, når jeg sad bag den.

Men hun fandt den. Hun fandt døren, og hun tvang mig væk. Hun fandt mit sår et par dage efter, og jeg kunne se den endelige opgivelse i hendes øjne, da hun så det. Hun spurgte mig hvad der var sket, men det var tydeligt at se at hun godt vidste det, og da jeg ikke svarede hende, bekræftede det bare hendes mistanke. Hun så ikke på mig i flere dage, talte slet ikke til mig, indtil dagen endelig kom. Hun afleverede mig hos min tante, og det var det. Hun havde opgivet mig, og hun havde set alt det som kun jeg kunne se. Jeg var ikke perfekt, jeg var ødelagt. Og hvad sker der med ødelagte ting? De bliver smidt ud.

Hun havde ikke fortalt min tante noget. Jeg tror stadig at hun skammede sig over mig. Efter bruddet med min far var hun opsat på at skabe sig den perfekte kernefamilie, men det at jeg ikke var perfekt ødelagde billedet. Jeg var nød til at blive skåret fra, hvis hun skulle få det til at blive til virkelighed. Så det blev jeg.

Det var altid på badeværelset jeg endte, når jeg ikke kunne sove. Det var her jeg gik hen for at få styr på det evige rod jeg havde i mit hoved. Men jeg havde brug for hjælp til at holde orden i det hele, for jeg kunne ikke klare det hele selv.

Jeg rejste mig op igen, og gik hen til vasken med spejlet. Sådan, nu var det tid. Det var tid til at ende det hele. Denne her gang var det ikke et barberblad jeg havde i hånden, men en kniv fra knivblokken i køkkenet. Det var et langt større arbejde som skulle udføres, og et lille barberblad ville ikke kunne gøre det. Jeg tog kniven i hånden, lagde det kolde blad på min underarm mellem alle de andre ar fra utallige aftener med et rodet sind. Jeg kiggede på mit spejlbillede. Sidste gang, tænkte jeg, og skar igennem.

Det sidste jeg husker er, at jeg blev meget svimmel, og faldt om på de kolde fliser på badeværelsesgulvet. Jeg kan huske at jeg stødte ind i nogle forskellige ting på vej ned, og jeg kan huske et brag og nogle skår som lå ved siden af mig. Jeg kan huske at jeg hørte en eller anden råbe mit navn. Måske fandtes livet efter døden, og der var lige nu én eller anden som kaldte mig hjem? Livets store mysterium, og jeg ville snart få svaret. Det er næsten ærgerligt, at jeg ikke ville kunne komme tilbage og give dem svaret. Men kun næsten. Jeg mine øjne lukkedes i, og alt blev sort.

Jeg vågnede op igen, men det var ikke på mit værelse, eller i det hele taget i min tantes hus. Nej, jeg vågnede op på en alt for steril stue i en hospitalsseng. Lyset skar i mine øjne, en læge stod nær min seng, og min tante sad ved siden af ham. Jeg havde en masse ting koblet til mig, og jeg kunne høre maskinen der målte min hjertelyd, og som skulle sikre sig at jeg var i live. Bip. Bip. Bip. Bekræftende blev maskinen ved med at fortælle mig at jeg havde fejlet. Det virkede ikke. Jeg var ikke død. Men hvorfor følte jeg mig så så død? ”Ask” hørte jeg min tante sige, og både hun og lægen kiggede på mig. ”Ask, kan du høre mig?” Lægen talte med en dyb og alvorlig stemme. ”Hvad skete der?” Spurgte jeg, ”jeg er ikke død?” Lægen og min tante kiggede sigende på hinanden, og lægen begyndte at forklare: ”Ask, en dyb flænge var i din underarm og den havde ramt pulsåren. Hvis det ikke havde været fordi din tante havde nået dig i tide, ville du have været død nu.” Min tante kiggede nervøst over på mig. ”Hvis du ikke havde ramt vores sæbebeholder af porcelæn, da du faldt om, ville jeg aldrig have hørt dig.” Så det var de skår jeg kunne huske, og det må så også være dér braget kom fra. Var det hende der havde råbt mit navn? ”En ambulance blev tilkaldt, og du kom på operationsstuen med det samme. Vi fik syet såret sammen igen, men du mistede en masse blod, så vi var nød til at give dig ekstra fra en donor. Du vil nok føle noget ubehag i nogle dage endnu.” Lægen stoppede, og kiggede ned på min arm. ”Du vil nok få et ar på armen, men…” ”Tak doktor,” afbrød min tante, og han forlod lokalet. Da han var gået, tog min tante min hånd. ”Hør, Ask, der er noget jeg har tænkt over.” Åh nej, hvad er det hun vil sige? ”Jeg kan se at du har nogle problemer,” Åh nej, hvad vil hun gøre mod mig? ”Så jeg har besluttet mig for at søge hjælp. Professionel hjælp.” Åh nej, hvad skal der blive af mig? ”Sommerferien er jo snart slut, og der er denne her efterskole hvor de kan sørge for særlig hjælp til unge med problemer.” Vær sød at fortælle mig at hun ikke også giver op. Jeg kan ikke klare flere der giver op. ”Jeg har ringet til dem imens du lå her, og de har sagt at de er villige til at tage dig ind, selvom det er pludseligt og ansøgningsfristen er overksredet. Der vil være psykologer til stede, og lærerne er specielt uddannede til at tage sig af problemfulde unge. Du starter efter sommerferien.” Mit ansigt blev ligblegt. Ikke igen. Nu giver hun også op. Endnu engang har jeg afsløret at jeg ikke er perfekt, at jeg ikke er god nok. Jeg er ødelagt, og ødelagte ting bliver smidt ud, for de kan ikke bruges til noget. Jeg er uduelig. Vil det altid gå mig sådan her? Vil jeg gang på gang afsløre mig selv, og gang på gang blive forladt? Nej, jeg må skjule mig bedre. Lukke døren, og lade den forblive lukket. Ingen kommer ind, ingen kommer ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...