De Snakker Om Dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 maj 2015
  • Opdateret: 11 maj 2015
  • Status: Færdig
En novelle jeg skulle skrive til terminsprøve. Opgaven lød sådan her:
Tekstuddraget herunder skal være anslaget til en novelle.
Skriv novellen færdig.
Det er Julie og mig på en bænk i et hjørne af skolegården i pausen mellem
matematik og dansk. Vi er i midten af februar, og det er pissekoldt.
Jeg ryger. Julie kikker ned på sine fingre, fletter dem ind i hinanden, ud
igen.
Og så siger hun det.
”De snakker om dig. Om dig og Daniel.”
Mit blod. Det stiger til hovedet. Eller holder op med at løbe rundt, jeg
er ikke sikker.
”Hvem gør?” kvækker jeg.
”Nogle af dem fra klassen. Blandt andet.”
Jeg skodder. På en måde har jeg vel hele tiden vidst, at det ville komme,
men alligevel var jeg nok ikke helt forberedt. Slet ikke.
”Mads kom hen til mig i går,” siger hun, mens hun tegner et usynligt
mønster på jorden med spidsen af sin sko. ”Han spurgte, om det passede”.

2Likes
1Kommentarer
254Visninger
AA

1. De Snakker Om Dig

Jeg kigger på hende med et blik der ville kunne dræbe, mens tanker flyver igennem mit hoved. Hvad så hvis det passer? Ændrer det ved noget? Er jeg så ikke den samme som jeg altid har været? Hvorfor er det så vigtigt? Hun kigger stadig på sine fingrer, der skiftevis flettes ind og ud af hinanden, undgår mit spiddende blik. Der går lidt tid hvor vi bare sidder i tavshed, før jeg endelig sænker blikket. Da jeg ikke svarer på hendes antydning, spørger hun igen, denne gang mere direkte: ”Passer det?” Mit blik hviler på mine sko, jeg kan mærke hvordan mit hoved bliver tungere, hvordan min krop synker sammen under det. Hvad skal jeg svare? Det er en side af mig selv jeg har været nødt til at holde skjult så utroligt længe, fordi jeg var så bange for at jeg ikke ville blive accepteret af hverken min familie eller venner. Men jeg er så træt af at gemme den, en hemmelighed jeg er træt af at bære alene. Julie er min søster, måske vil hun kunne forstå det, forstå mig. Hun har aldrig været ligesom de andre, hun har altid været der for mig, altid støttet mig. Jeg mærker vreden langsomt sive ud af mig, mens jeg grundigt overvejer mit svar. Det irriterer mig at hun er nysgerrig, at hun ikke bare kan acceptere at det ikke er alt hun behøver at vide, og at hemmeligheder nogle gange bare skal holdes for én selv. Men det forstår hun ikke. Det har hun aldrig gjort, og det er egentlig også okay. Hun fanger mig altid på tispunkter hvor jeg er lige ved at bryde sammen, lade hemmeligheden sluge mig hel, hvorefter jeg fortæller hende alt, og hun endnu engang redder mig fra den dybe afgrund i mit hoved. Jeg mærker hvordan spændingerne i min krop løsnes og hvordan jeg begynder at slappe af igen. Hun har altid haft en afslappende effekt på mig, og uanset hvor hårdt jeg prøver, vil jeg nok aldrig kunne holde en hemmelighed for hende. Før jeg kan nå at stoppe den, breder min mund sig i et fjoget smil. Jeg kigger op på hende, og det første jeg møder er hendes alvorlige øjne der hviler på mig. ”Du ved godt, at uanset hvad, vil du altid være min bror,” siger hun, ”og jeg vil altid være her for dig.” Hendes blik falder på mit dumme grin, og hun spørger mig hvad jeg smiler sådan for. ”Jeg holder sgu af dig,” siger jeg, og endelig slapper hun af. Hendes blik løsnes, hendes hænder fletter ikke længere, og hun er igen den søster jeg holder så meget af. Hun puffer blødt til min skulder. ”Jeg prøver at være alvorlig her,” siger hun, ”det her er sgu vigtigt Ask, og jeg vil gerne have at du fortæller mig sandheden. Det her er ikke en hemmelighed…” ”Hvad nu hvis det er sandt?” Afbryder jeg hende. ”Ville det virkelig ændre på noget?” Jeg stikker min hånd i lommen for at lede efter min pakke med smøger. Hvor fanden har jeg gjort af den? Jeg mærker hvordan Julies blik følger mig og hver en bevægelse jeg laver. Endelig griber min hånd om pakken, og jeg fisker en cigaret op. Jeg stikker enden af den i munden, og Julie tænder den med sin lighter. Vi sidder tavse i et lille stykke tid. Kulden bider i mine fingrer og kinder, og jeg savner varmen fra skolens radiatorer. Hvor langt er det her frikvarter lige? ”De snakker om dig,” siger hun igen, men jeg hører hende knap nok. Jeg er ligeglad med om de snakker om mig eller ej. Det plejede jeg ikke at være. Jeg plejede at gå alt for meget op i hvad andre tænkte om mig, plejede at skjule dele af mig selv jeg ikke mente de ville kunne forstå, skar de dele ud af mit liv der ikke var acceptable. Først var det min yndlingsbamse, så mine bøger og det faktum at jeg kunne lide at læse og nu dette. Nej, jeg vil ikke lade det komme så vidt. De kan tænke hvad de vil om mig, for det her er en del af mig jeg er træt af at gemme, træt af at benægte, og jeg ved at jeg aldrig vil kunne afskære mig fra den. Jeg er træt af at være en person jeg i virkeligheden ikke er. Måske er det bare på tide at springe frem i lyset, vise dem hvem jeg er, og så bare være ligeglad med dem og deres accept. Jeg kunne mærke mindet skylle ind over mig. Mindet om Daniels læber presset mod mine. Jeg kunne stadig huske følelsen der nærmest havde overvældet mig. I starten havde det føltes mærkeligt og forkert. Men forkert blev hurtigt erstattet med rigtigt, og mærkeligt blev hurtigt erstattet med fantastisk.

”Ja,” siger jeg, og kigger på Julie. Et undrende blik i hendes øjne møder mine, og endnu en gang begynder jeg at smile fjoget. ”Ja hvad?” Spørger hun med forventning i stemmen. Jeg skodder cigaretten, kommer hænderne i lommerne og vender blikket væk fra hende. Jeg kan mærke hvordan mine hænder ryster af angst for hendes reaktion. Det her er den jeg er, og jeg er træt af at skjule det, tænker jeg, i sidste et forsøg på at overbevise mig selv om, at der ingen vej er tilbage nu. Jeg stirrer tomt ud mod skolegården. ”Ja, det passer.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...