Capitol

Plera har hele sit liv boet i det overdådige Capitol. Men i modsætning til de andre indbyggere hader hun det og har altid ønsket, at hun kunne gøre en forskel for de fattige distrikter. Men da hun endelig tager sig sammen og løber væk, er hendes nye liv ikke så nemt, som hun havde forestillet sig. Og det bliver ikke bedre, da hun langsomt bliver viklet ind i det ulmende oprør mod Capitol.
/Deltager i Kampen mellem Fandoms konkurrencen: Hunger Games fanfiction/

9Likes
5Kommentarer
1004Visninger
AA

9. Ni

Plera havde helt glemt, at hun havde bare fødder, hvordan det så end var muligt, så det kom som lidt af et chok, da hendes tæer rørte jorden. Den var fuld af skarpe sten, så da hun skar sig på en, begyndte smerten straks at dunke under foden. Hun trøstede sig selv med, at det i det mindste var bedre end stiletter og begyndte så at bevæge sig afsted, mens hun hele tiden kastede paranoide blikke over skulderen, som forventede hun, at nogen ville snige sig ind på hende.

For selvom pladsen var åben, var den alligevel fuld af små huse, klemt sammen, hvilket for Plera blot lignede murer man kunne gemme sig bag. Hun kunne sagtens forestille sig, hvordan skyggerne ville stå på lure og overfalde hende, og hun kunne ikke ryste følelsen af at nogen kiggede på hende, af sig. Nu, hvor hun var kommet af toget, virkede distriktet pludselig ikke så magisk mere, men nærmere skræmmende. Husenes vinduer, der før havde set hyggelige ud med træskodder og  flakkende stearinlys lignede nu tomme øjenhuler i et dødt ansigt. Plera skuttede sig svagt. 

Hun måtte indrømme, at hun var begyndt at fortryde, hun havde forladt toget og overhovedet tænkt på det. For at være ærlig var det ikke helt oplevelsen værd, når hun vidste, at nogen hvert øjeblik kunne spotte hende. Med et suk, vendte hun sig om mod toget for igen at gå ind, da hun så, at det var væk. 

Der var intet spor af, at det havde været der. Hun løb fortabt ud på sporet, lige tidsnok til at se en lille prik forsvinde i horisonten. De havde virkelig bare ventet på at slippe af med hende, indså hun håbløst. Hun faldt stille sammen på jorden, da det gik op for hende, hun var fanget i et distrikt, hvor alle, hun mødte, sikkert ville dræbe hende for lidt mad, og hvor magisk det end så ud, kunne det ikke opretholde det udtryk, når man dykkede ned i det. Hun følte sig som en lus, fanget mellem millioner af negle, blot ventende på, at en af dem ville knuse hende. Hun kunne ikke gøre noget. 

Plera begyndte langsomt at græde, for hun vidste ikke hvilket gang. Selvom hun prøvede at gøre det lydløst, kunne hun ikke undgå, at dybe hulk slap ud gennem hendes læber, mens tårerne samlede sig i små pytter. Hun magtede ikke at prøve at stoppe dem og lå bare krøllet helt sammen på sporet, ligeglad med faktummet, der kunne komme et tog hvert øjeblik, det skulle være. Hun var omsider brudt sammen under byrden af begivenhederne. 

Det var da, hun hørte en lille stemme. Ikke højere end et vindpust, men dog stadigvæk en stemme. 

"Sikke en fin kjole". Det gibbede i hende, og hun vendte sig hurtig om mod lyden. En lille pige stod bøjet ind over hende, med store nysgerrige øjne, som beundrede hendes kjole. Hun smilede, og fremstammede et svagt' tak', der følte helt fremmed i hendes mund. Det føltes som evigheder siden, hun sidst havde sagt tak til en kompliment. 

Pigen rakte forsigtigt ud efter kjolen og lod sine fingre strejfe dens stof. Et instinkt gav Plera lyst til at trække sig tilbage, da hun så, hvor snavsede hendes små hænder var, men kjolen var allerede så fuld af pletter, en mere ikke ville gøre noget. Alligevel væmmedes hun vel sig selv, fordi hun næsten havde trukket sig tilbage, da der endelig var en, som rent faktisk var venlig mod hende. Så meget, havde hun åbentlyst ikke forandret sig. 

"Jeg ville ønske, at jeg havde sådan en, men mor siger, at det kun er Rue, der må det. Hun siger endda at vi er heldige vi er her. Det tror jeg godt, jeg forstår. Men je så bare din kjole ud af vinduet og tænkte, at jeg ville have sådan en. Jeg kunne nemlig ikke sove" 

"Du skulle heller ikke ønske dig den her., for den er virkelig besværlig at gå rundt med," svarede Plera hende langsomt, mens hun overvejede sine ord med omhu. Kunne hun tillade sig at bede pigen om noget andet tøj, og fortælle hende, at hun var strandet her? Det var måske ikke lige det bedste valg, at lade sit liv afhænge af en lille pige, men det var stort set det eneste, hun fik at vælge imellem. 

"Jeg ville gerne have den, for jeg tror, at Rue ville blive stolt stolt af mig, hvis hun så mig have sådan noget på. Mor er ret irriterende, når hun siger, at vi ikke kan se hende igen. Jeg er altså sikker på, hun komme hjem, for hun er meget bedre end mig til at klatre i træer. Og jeg er altså god! Men jeg hedder forresten Octavia," sagde pigen - Octavia - så hurtigt at Plera blev forpustet af bare at høre på hende. 

"Hvor er din søster?" spurgte hun forsigtigt, selvom hun allerede havde regnet svaret ud. 

"Hun er med i spillet, selvfølgelig. Og hun har allerede klaret sig gennem første dag, så hun vinder helt sikkert. Men må jeg fortælle dig en hemmelighed?"

"Ja"

"Nogle gange græder jeg om natten, fordi jeg er bange for, hvad der vil ske med hende. Hvorfor er du ked af det?”

Plera havde lyst til at svare hende. Hun havde lyst til at fortælle de hele til en lille naiv pige, hvis storesøster brutalt nok var blevet udvalgt til at deltage i spillet, for det spinkle ansigt og det oprigtige smil  gav hende den største lyst til at knuge hende hårdt ind til sig. Hun åbnede munden netop som en kegle af lys ramte dem. 

Et stor projektørlys pegede lige mod dem og blændede Plera, så hun kun kunne se silhuetten af to personer, der bevægede sig hastigt i mod dem. I et øjeblik tillod hun sig selv at tro, det blot var et par venlige mennesker, der også syntes, at hendes kjole var flot, men hun vidste godt, det ikke var tilfældet. Så hun blev ikke overrasket, da hun så de hvide uniformer træde frem af skyggerne, med geværer hævet. Fredsvogtere. 

Plera vidste, hun burde skrige eller gispe eller koldsvede eller græde eller bare gøre noget, men hun sad bare og betragtede, hvordan de kom nærmere uden at ulejlige sig selv med at prøvet at flygte. Uheldigvis var Octavia ikke så koldblodig, så hun knugede sig klynkende ind til Plera med frygten malet i ansigtet og små tårer løbende ned af kinderne. 

"Bliv hvor i er," råbte den ene fredsvogter pludselig med en stemme, der gav Plera gåsehud. Hun fandt det dog lidt ironisk, han ventede til, der kun var få meters afstand med at råbe, som om de gerne måtte have rørt sig inden. Men bare det at være i stand til at se ironisk på tingene, anså hun som et stort fremskridt, og hun lovede tavst sig selv, hun ikke ville flygte. Hun var træt af at være bange og hun ville ikke lade dem røre Octavia. Hun var blevet for træt til at være bange

"Rejs jer op". En kort kommando, der fik Octavia til at springe op, mens Plera fulgte efter, mens hun fumlede med kjolen. Hun nød at se irritationen i deres ansigter, som om hun spildte deres tid. Det var tydeligt, at de ville have dette afsluttet. Men hun  var for  travlt optaget af at studere deres ansigter, så det tog hende lang tid at opfatte den ene stod og afsikrede sit gevær. Og han sigtede på Octavia. 

Plera tænkte ikke, da hun snublende kastede sig ind foran hende. 

Lyden af skuddet gav genlyd i natten. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...