Capitol

Plera har hele sit liv boet i det overdådige Capitol. Men i modsætning til de andre indbyggere hader hun det og har altid ønsket, at hun kunne gøre en forskel for de fattige distrikter. Men da hun endelig tager sig sammen og løber væk, er hendes nye liv ikke så nemt, som hun havde forestillet sig. Og det bliver ikke bedre, da hun langsomt bliver viklet ind i det ulmende oprør mod Capitol.
/Deltager i Kampen mellem Fandoms konkurrencen: Hunger Games fanfiction/

9Likes
5Kommentarer
1006Visninger
AA

1. Et

Hun kunne ikke skuffe smilet. Det store naive smil, der var klistret til hendes mors ansigt, var simpelthen umuligt at skubbe til, og hun hadede virkelig at se, hvordan glæden falmede, hvis hun så meget som påpegede, noget var forkert. Så hun bekendtgjorde straks, hvor flot den lilla kjole var. Dens skørter var omtrent tre meter lange bag til og hele forstykket var dækket af glas, hvilket gjorde det svært for Plera, ikke at give efter for sin trang til at kyle den ud af vinduet. Istedet hengav hun sig bare til at snakke sin mor efter munden, da hun med sin lille søde Capitol-stemme fortalte om dette års dødspil med samme iver, som børn, der glæder sig til deres fødselsdag. Plera sank en klump, da billederne af blodige lig dræbt af uskyldige mennesker vældede op i hende, og hun kunne ligefrem mærke, hvordan galden skvulpede lidt frem og tilbage i hendes mave.

 Men så skubbede hun de dystre tanker væk og fyldte i stedet dit hoved med ligegyldige ting, mens hendes mor vimsede omkring og afprøvede forskellige frisurer på hende, der måske ville passe til kjolen. Plera kunne ikke lad være med at sammenligne hende med en summende bi, der fløj omkring sin dyrebare honning, som hun gik rundt og afprøvede tusindvis af sirlige fletninger. Det var egentlig ikke op til hendes mor, men Plera vidste bare, hvor meget hun elskede det her, og i øvrigt var hun kun glad for, at hun ikke behøvede at stirre ind i en avox's tomme øjne, der var blottet for alle følelser. Og det var altid svært at skjule det lille stik af medlidenhed, som lå begravet under de mange lag make up. Med et suk lod hun alligevel tankerne strømme. 

De seneste dage havde bare været en tikkende nedtælling. Om fire dage skulle de se interviewene med sonerne, og Plera vidste virkelig ikke, om hun kunne holde masken så længe. Tanken om at skulle høre, hvordan de alle sammen ville dræbe hinanden, så kun en stod tilbage var ganske enkelt frastødende. Hun tvivlede ikke på at hendes forræderiske ansigt lyste af frastødende væmmelse lige nu, og hun kunne vel lige så godt stå og vifte med et skilt, hvor der stod 'Jeg hader Capitol' med blinkende neonbogstaver. 

Heldigvis lod hendes mor ikke til at mærke noget usædvanligt, og lod bare fingrene løbe gennem hendes uglede hår. Plera løftede med et suk hovedet, men da hun fangede sit eget blik i spejlet kunne hun ikke lade være med at rykke lidt tilbage i væmmelse, så hendes mor blev trukket med i en pludselig bevægelse. Hendes hår var blevet grønt i den ene side, mens den havde beholdt sin naturlige mudderbrune farve i den anden. Det var ikke andet end et par dage siden, hun havde sagt til sin mor, at hun ikke ville have farvet hår igen efter en periode med skrigende pink. Men nu havde moren så åbentbart set sit snit til lige at spraye lidt farve i. Det peppede jo bare den grå hverdag lidt om, ville hun nok udtrykke det. 

Alligvel måtte Plera undertrykke trangen til at kaste op over den spinatgrønne farve. Hun kunne ligefrem mærke, hvordan kvalmen voksede og voksede, mens den ventede på, at hendes mor ville gøre endnu en forfærdelig ting ved hende. Derfor blev hun desværre nød til at sige stop nu. Og måske burde hun også bede om at få håret i en lidt mindre opsigtsvækkende farve, for hun vidste ikke, om hun ville kunne bære at se en grønhåret pige kigge tilbage på hende, hver gang hun så sit eget spejlbillede. 

Men så gik det op for hende, at hun var ikke et hak bedre, end dem, der farvede deres hår grønt. Når det kom til stykket, beklagede hun sig lige så meget over sine forældre og sit udseende, som alle andre piger fra Capitol. I modsætning til dem, var hun bare flov over det, og følte sig altid utilpas ved alle overdådige måltider, de fik serveret af de tavse avoxer, når hun vidste at forretten var nok til at mætte en familie i en uge. Hun følte sig medskyldig i alt nøden og sulten, når hun lå i sin varme seng, tynget ned af dundyner. Og dog - hvis hun fik tilbuddet om at flytte ud i et af udkantsdistrikterne, ville hun nok ikke tage det. Hun kunne stønne nok så høj over de tyve forskellige slags kyllinger, men efter alt var hun vant til luksuslivet. Hun var vant til, at kunne svømme i mad og tøj, så hvis hun endte i et distrikt, ville hun nok bare ligge og gylpe, som en fisk på land. 

Med et dybt suk rystede Plera sine mors hænder af sig, så hun kunne rejse sig op. Hun gik lidt rundt for at fordrive stivheden fra kroppen, mens hun sundede sig lidt. Selvom skuffelsen stod malet over hendes mors ansigt, måtte hun indrømme, hun var glad for at slippe lidt væk fra de alt for lange negle, der prydede hendes mors fingre. 

Det bløde gulvtæppe kildede svagt under hendes tæer, da hun forsigtigt begyndte at vaske farven ud med den specielle hårbørste. 

"Så sandt som mit navn er Saria, insisterer jeg på at du ikke fjerner den der friske farve fra dit hår, or jeg har altså spildt meget af min dyrebare tid på at få det viklet ind i dit uregerlige hår” udbryd Saria forarget, mens hun rynkede på næsen. 

"Jeg tænkte bare, at det ville være pænere med lyserøde striber i krøllet" smilede Plera og prøvede forsigtigt at skjule løgnen bag sin sædvanlige Capitol-maske. Hun kunne ikke lade være med at håbe på, masken en dag blev en naturlig del af hendes hud, så hun ikke længere behøvede lade, som om hun passede ind. Men hun tvivlede. For den dag hun begyndte at blive den mønsterborger, alle ville have hende til at være, ville også være den dag hun begik selvmord. Det ville være den dag, hun endelig kunne lade sin krop knuses mod Capitols fortove, badet i mangefarvet lys. 

Hun passede bare ikke ind. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...