If this was a dream

17 årige Cassidy Baxter, lever i skyggen af sine populære søskende. Hendes forældres skilsmisse, er lige gået igennem og hun skal nu vænne sig, til et liv som skilsmissebarn. Men der hun med sin mor flytter til byen Doncaster, begynder tingene, at lysne. Hun møder Louis, som hun på et splitsekund forelsker sig i. Men kan en forelskelse vare evigt? Hvad sker der når hun begår, den måske største fejl i hendes liv? Og, hvad sker der når ingen slankekur kan stoppe en fra, at blive tyk?


9Likes
10Kommentarer
6045Visninger
AA

6. Kapitel 6: Library?

"Arthur, jeg smutter!" Jeg tog min jakke ned og bandt mine slidte grå Nike sko. "Hvor skal du hen?" Jeg bed mig selv i læben og vendte mig om. "På biblioteket." Arthur nikkede og gik tilbage til stuen. Jeg åbnede døren og forsvandt ud i tågen, der netop var taget til. Løgnen overlod mig, med en grim smag i munden og virkelig dårlig samvittighed. At lyve for min familien i næsten en måned, havde været det hårdeste jeg nogensinde havde været nødt til, at gøre. "Cassidy!" Halvråbte Louis, fra hjørnet af vejen, hvor han var sikker på Arthur ikke kunne se os. Jeg små løb over til Louis, som glædeligt tog imod mig. "Hej!" Jeg pressede forsigtigt mine læber mod hans. Han flettede sine fingre ind i mine og vi begyndte, at gå ned af vejen. Længere og længere væk fra Arthur. "Hvad har du planlagt?" Jeg var mere forelsket, end jeg nogensinde havde været før. Og det, at vi ikke måtte blive set sammen. Gjorde bare mine følelser større. "Vi kan tage i biografen.... Eller, vi kan lave det, som jeg har forberedt?" Han drejede ned af en sidegade og det virkede ikke, som om han ville give mig et valg. "Hvad har du forberedt?" Jeg vidste jo godt, at han ikke ville fortælle det. Men jeg prøvede alligevel. Louis førte mig igennem en lys, hyggelig skov. Og på den anden side var det første der faldt mig i øjnene. Et rødt ternet tæppe og en lysbrun picnic kurv. "Kan du lide det?" Han satte sig på det ternede tæppe og blev lyst op, af den klare gule sol. "Det er, som taget ud af en High school musical film." Louis grinede og jeg satte mig på tæppet. "Jeg ligner da også lidt Troy Bolton!" Jeg kunne ikke stoppe mig selv fra, at bryde ud i et stort grin. "Jeg minder, så slet ikke om Gabriella!" Louis grinede igen. "Nej, du er meget smukkere end hende!" Jeg rødmede, men prøvede, at skjule det. "End Vanessa Hudgens? Ingen er smukkere end hende." Louis smilede uden ord. Han åbnede picnic kurven og tog, to madkasser med pastasalat op. "Har du selv lavet det?" Han gav mig den ene kasse. "Min søster Lottie, har lavet det." Jeg tog låget af madkassen og smagte på pastasalaten. "Mmm, den smager godt." Louis tog hånden ned i kurven igen. "Drikker du øl?" Han trak to dåser op. "Jeg drikker faktisk aldrig øl, men så lad gå, denne gang." Jeg tog en af de kolde dåser, åbnede den og tog en lang slurk. Hvorfor drikker jeg aldrig øl? Det må jeg gøre noget oftere, det her stads smagte faktisk godt. "Wow!" Udbrød Louis, da jeg bundede den kolde øl. "Nu håber jeg bare ikke, Arthur kan lugte, at jeg har drukket." Jeg satte den tomme dåse, på det grønne bløde græs. "Han virker meget overbeskyttende, Arthur!" Louis tog den første slurk af sin dåse. "Han plejer ikke, at være sådan. Jeg ved ikke, hvad det er der sker med ham!" Louis tog min hånd og strøg med langsomme bevægelser sin tommelfinger over den. "Det er storebrorgenet! Jeg er selv den største og jeg har næsten kun søstre. Jeg var også overbeskyttende, der de begyndte at hænge ud med drenge. Arthur passer bare på dig." Han tog en slurk af sin øl dåse. "Men burde Josephine så ikke også være lige så overbeskyttende?" Det var, som om Arthur havde skiftet personlighed, siden jeg så ham sidst. "Brødre er mere beskyttende end søstre." Min mobils skingre lyd, nærmest afbrød Louis. Jeg tog den op og sukkede i det øjeblik, jeg så hvem der ringede. "Hej Arthur." Jeg kiggede mig spontant omkring, for jeg skulle være sikker på, at Arthur ikke var kommet forbi og tilfældigvis havde set os. "Hvor er du?" Hans stemme var kold og følelsesløs. "Ved biblioteket, som jeg sagde." "Jeg er på biblioteket og du er ikke her!" Jeg gispede kort. Hvad skulle jeg svare? 'Nej jeg er ikke på biblioteket, for jeg spiser frokost med din holdkammerat, den 6 år ældre Louis?' Det kunne jeg jo ikke sige. "Jeg er lige gået ud, fra biblioteket." Mine overbevisende evner, havde slået fejl før. Men nu skulle de sidde i skabet. "Hvor er du så nu?" Jeg blev tavs for et øjeblik. "Jeg....Ehm..... Jeg går en tur, ja... En lang tur, igennem en nærliggende skov." Nu var det Arthur, som var tavs. "Okay, men så kommer du vel hjem nu, ikke?" Hvordan skulle jeg forklare ham, at jeg ikke kom hjem endu? "Jeg går en lang tur, så jeg ved ikke, hvornår jeg er hjemme!" Jeg håbede så inderligt, at han ville bide på. "Når, men okay. Så ses vi derhjemme!" Han lagde på inden jeg fik sagt farvel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...