If this was a dream

17 årige Cassidy Baxter, lever i skyggen af sine populære søskende. Hendes forældres skilsmisse, er lige gået igennem og hun skal nu vænne sig, til et liv som skilsmissebarn. Men der hun med sin mor flytter til byen Doncaster, begynder tingene, at lysne. Hun møder Louis, som hun på et splitsekund forelsker sig i. Men kan en forelskelse vare evigt? Hvad sker der når hun begår, den måske største fejl i hendes liv? Og, hvad sker der når ingen slankekur kan stoppe en fra, at blive tyk?


9Likes
10Kommentarer
6057Visninger
AA

3. kapitel 3: Arthur

"Skal jeg følge dig hjem?" Solen var på vej ned, dog kunne man stadig se halvdelen, der tittede frem over byens mange huse og træer. "Hvis du har lyst!" Louis stod i døråbningen på vej ud til den stille forladte, men lyse livsfulde gade. "Der er vel det mindste jeg kan gøre." Jeg smilede, mit altid kække smil, imens jeg prøvede, at få min belastende vindjakke på. Jeg tog fat i den lille grå nøgle og gik efterfulgt af Louis ud på gaden. Nøgle blev sat i og jeg drejede den indtil jeg kunne høre et lille blidt 'KLIK'. Louis gik, med hænderne i lommerne på sine stramme sorte jeans. "Mange tak for hjælpen." Jeg prøvede, at bryde den akavede stilhed. "Skulle det være en anden gang." Så blev der stille igen. Der var ingen lyde, kun fuglens pippen og visnen i træet på min venstre side kunne lavt høres. "Jeg føler lidt jeg allerede kender dig." Jeg kiggede undrende på den ellers så selvsikre Louis. "Arthur snakker om dig konstant, han er meget stolt af dig!" Nu undrede jeg mig endu mere, hvorfor var Arthur være stolt af mig. Han burde være stolt af Josephine. Jeg havde ikke engang opnået en brøkdel af hvad hun havde. "Hvorfor skulle Arthur være stolt af mig?" Denne gang var det Louis der kiggede undrende på mig. "Hvorfor skulle han ikke være stolt af dig?" Louis havde kendte mig i en halv dag og alligevel lød det på ham, som om han kendte mig ud og ind. "Der er ikke noget specielt ved mig, Josephine derimod, hende burde enhver i min familie være stolt af, hvilket de også er. Josephine og Arthur er talent børnene, jeg er bare, ja..... Jeg er bare mig!" Vi drejede indtil en lille grussti og op til et stort rødt hus. "På Arthur lyder det, som om du er talent barnet og ikke din søster, måske er han stolt af, at du ikke er i deres brancher, at du bare er normal... På en god måde." Jeg tøsefnis forlod min mund. "Jeg bor her men, hvad vil du sige til, at ses igen?" Jeg nikkede med det samme, i en kraftig bevægelse. "Godt, hils din bror!" Louis gav mig et kram og jeg begyndte, at gå hjemad.

"BANK... BANK..... BANK." "Arthur, jeg ved godt det er dig!" Jeg sad tilbage på mit nye værelse. Jeg prøvede stadig, at vænne mig til de omvendt siddende vinduer. Arthur åbnede døren og kastede sig ned i min seng. "Hvor er dine maner blevet af?" Grinede jeg og rettede på mine baby lyserøde og mint grønne pyntepuder. "Hvad lavede Louis her?" Han blev pludselig meget alvorlig i ansigtet. Noget jeg kun så sjælendt. "Det har jeg jo sagt, han hjalp mig, med at hænge hylder op!" Jeg vendte tilbage til min e-bog. Arthur kiggede på mig, som om jeg var latterlig. "Hvad??" Jeg smed en lyserød pude i hovedet på ham. "Er du forelsket i ham?" Hvordan kunne han overhovedet tænke på det, på den måde. Jeg havde kun lige mødt ham. "Nej!" Han var ikke overbevist og denne gang hjalp det ikke og ignorere ham. "Han sagde du var stolt af mig!" Mit emneskift lykkedes heldigvis. "Gjorde han?" Arthur havde et lumsk smil. "Ja, men jeg regner med, at han løj!" Jeg skiftede side i min e-bog. "Cassidy!! Selvfølgelig er jeg stolt af dig, du er den eneste af os tre, der ikke fremstår, som en inkompetent fodboldspiller eller model i bladene, du er ikke engang i bladene og det er sådan jeg kan lide det.... Derfor vil jeg heller ikke have, at Louis får fat i dig, han er lige kommet ud af et brud og, hvis i blev kærester, det tør jeg slet ikke tænke på." Jeg slukkede min iPad og lagde den på det hvide natbord ved min side. "Vi bliver ikke kærester!" Jeg lød åbenbart ikke overbevisende nok. "Han er også for gammel til dig, du kan score bedre." ÅHHHH, jeg kan ikke klare når mine søskende skal snakke forelskelser og drenge, med mig. Arthur har en tildens til virkelig, at blive særdeles gusten. Og Josephine hun snakker bare sit følelsespladder, hvor jeg forstår, hat og brille. "Lad nu vær Arthur, jeg kan ikke klare sådan noget og det ved du også godt!" Han grinede slesk. "Dine hylder er da også blevet sat pænt op." Han sendte mig sit gustne blik. "Stop nu, han er bare en ven, jeg kender ham ikke, jeg kunne aldrig nogensinde finde på, at finde sammen med en af dine venner!" Arthur grinede og rejste sig fra min store dobbeltseng. "Jeg går ned og hjælper mor med maden, kom når du er klar." Jeg vendte øjne af ham og sendte ham et sarkastisk smil, som han gengældte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...