If this was a dream

17 årige Cassidy Baxter, lever i skyggen af sine populære søskende. Hendes forældres skilsmisse, er lige gået igennem og hun skal nu vænne sig, til et liv som skilsmissebarn. Men der hun med sin mor flytter til byen Doncaster, begynder tingene, at lysne. Hun møder Louis, som hun på et splitsekund forelsker sig i. Men kan en forelskelse vare evigt? Hvad sker der når hun begår, den måske største fejl i hendes liv? Og, hvad sker der når ingen slankekur kan stoppe en fra, at blive tyk?


9Likes
10Kommentarer
6075Visninger
AA

21. kapitel 21: My little girl!

Sorte pletter for mine øjne, gjorde det svært for mig at se, de mange mennesker, der stod ved min seng. Jeg havde et kradsene drop, på min venstre hånd, med en slange, som gik op til en lille pose, med saltvand. "Louis, hun er vågen." Råbte Arthur og Louis, med en lille lyserød pose, kom til syne. Mine øjne så klart igen og Louis satte sig på sengekanten. Han holdt let, men stramt, om den lille pose, inden han rakte mig den. Jeg holdt mine arme om den og så, ned på det smukkeste jeg nogensinde, havde set. Dig! Dine små, stadig lukkede øjne, dine små rynkede fødder og hænder. "Er hun ikke smuk?" Louis satte sig på hug, ved siden af os. Han nussede dig blidt på kinden og kyssede dig på panden. Fra det øjeblik af, vidste jeg at Louis ville blive den bedste far i hele verden.

En læge kom ind på stuen og smilede let. "Hvor er det godt du er vågen, kan jeg snakke med dig?" Jeg nikkede og så videre ned på dig. "Alene?" Vemodigt, gav jeg dig tilbage til Louis og de forlod alle rummet. Lægen Camilla, satte sig på stolen, ved siden af min seng og kiggede alvorligt på mig. "Du besvimede, vi gav dig kejsersnit, hvordan har du det?" Min mave var væk, i stedet var der kommet et aflangt ar. Det kunne altid minde mig om dig. En mor-tatovering. "Jeg har det fint, lidt ondt." Camilla nikkede forstående. Det var faktisk virkelig belastende, den måde hun nikkede på. "Hvorfor forlod du din stue?" Hun virkede pædagogisk, hun kendte nok godt min alder. "Jeg ville have frisk luft." Var det, det hun skulle snakke med mig om alene? Havde jeg givet dig videre, efter kun et par minutter med dig i armene, uden grund? "Nu skal du høre, vi fandt en knude, i dit bryst!" Camilla kiggede i sine papirer og så op på mig igen. "Vi er ikke sikre på, hvad det er, men det kunne godt tyde på en særlig form for brystkræft." Jeg stivnede. "Hvorfor gjorde i så ikke noget ved det?" Overrasket kiggede jeg på lægen, der blot så nervøst i sine papirer igen. "Det kan vi ikke, den skal udvikle sig, før vi overhovedet kan give dig medicin." Magtesløs lagde jeg tungt mit hoved på puden bag mig. "Hvis det er kræft, er den udviklet på 5 til 7 år. Du skal love mig, at når du mærker noget, skal du ringe!" Jeg nikkede og Camilla kiggede i sine papirer en sidste gang. "Vi er ikke sikre, du skal ikke være bange. Hvis det er kræft, bliver du først syg, om 5 til 7 år." Hun rejste sig fra stolen og gav mig hånden. "Jeg kommer senere og tjekker til din datter." Lægen forlod rummet og dig, Louis og de andre kom ind igen. "Hvad ville hun?" Spurgte Louis, mens han igen, lagde dig i mine arme. "Bare tjekke til mig." Jeg løj. Det var for hans eget bedste. Lægerne var jo ikke sikre, så han skulle ikke bekymre sig om noget, der måske ikke engang blev aktuelt. Jeg kiggede ned på dig igen, du åbnede lige så stille dine øjne. "Allesammen, hun åbner øjnene!" Sagde Louis højt. Efterhånden, var jeg ligeglad, med at min mor var til stede. Jeg så kun dig. "Hej lille skat." Du blinkede træt, med øjnene. Midt i dette fine øjeblik, gik døren op igen og Louis' band venner, kom ind. "Er der forældre til stede?" Halv råbte Liam. Louis tyssede på ham, med et smil på læben. "Må vi se hende?" Niall gned sig spændt i hænderne. Jeg rakte dig, til Louis og han gik over til drengene og viste dig frem. "Må jeg holde hende?" Louis Nikkede og gav dig fra sig, til Liam. Han vuggede dig frem og tilbage og lavede sjove ansigter til dig. "Hvad hedder hun?" Louis og jeg rødmede begge. "De har ikke fundet et navn til hende endu!" Indskød Alex sukkende. Alle i rummet kiggede underligt på os. "Vi ved det snart!" Forsvarede Louis. Liam gav dig videre til Niall. Han så på dig længe, med et stort smil. "Hey, jeg vil også holde hende!" Niall gav dig til Harry. De så nærmest fortryllet på dig, min lille smukke pige. "Hun er min drenge, i må få jeres egen." De grinede sammen i hjørnet af værelse.

Min mor satte sig på stolen ved siden af mig og tog min hånd, som jeg i refleks trak til mig. "Hvad skal hun hedde?" Hun kastede et blik på dig og jeg så koldt på hende. "Vi ved det ikke endu, hørte du ikke Louis?" Snerrede jeg, hun sukkede, rejste sig og forlod rummet. Josephine løb efter hende. "Lad hende nu!" Arthur satte sig, hvor min mor lige havde siddet. "Nej, hun skal ikke tro hun kan komme tilbage og så bare blive elsket, som før." Arthur sukkede tungt. Louis lagde dig, tilbage i mine arme og satte sig ved siden af mig. "Cassidy, vi skal prøve noget!" Han kiggede alvorligt på mig, men med glæden bag øjnene. "Kig godt på hende! Så tæller jeg til tre og så siger vi begge, det første navn, som popper op, okay?" Jeg nikkede, med blikket stift plantet på dig. "1....2.....3" Og det var sådan, vi fandt dit navn!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...