Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5406Visninger
AA

35. Snakken i September (Helene)

Efter et par dage, havde jeg fået min amerikanske accent tilbage. Dylan var igen startet i børnehave, og Chris havde lidt småjobs rundt omring i Los Angeles. Men ellers brugte han rigtig meget tid hjemme ved mig. Jeg havde fået søgt noget arbejde i Hollywood området, men jeg havde endnu ikke hørt fra nogle af stederne. Men på den anden side, mente Chris at jeg ikke behøvede at arbejde. Han tjente nok for os begge to. Men set ud fra alle de biler han har til at stå i parkeringskælderen, skulle jeg mene, at vi var godt dækket ind. Men alligevel. Det ville jo være rart, at komme afsted. At stå op til noget. 

Jeg sad i køkkenet med min MacBook i en af Chris’ trøjer, og et par shorts, da Helga kom hjem fra indkøbscentret. Hun havde insisteret på at tage afsted alene. Hun havde 2 indkøbsposer som hun satte fra sig på køkkenbordet. 

“Hvorfor var det lige du ville afsted alene, Helga?”
“Fordi, jeg altid har handlet ind alene. Og det ville jo se lidt mærkeligt ud, hvis du var med. Synes du ikke?”
“Nej. Jeg går jo bare rundt herhjemme og laver ingenting.”
“Du er gravid Helene. Du skal slappe af.”
“Men jeg er jo først sat til slut december, Helga. Jeg kan jo stadig lave noget.”
“Hvis du gerne vil lave noget, kan du tage ned og hente Dylan fra børnehaven. Eller mødes med Isabella og Jessica. Tage på shopping eller noget.”
“Er jeg virkelig så meget i vejen?”
“Nej du er ikke, Helene. Men du skal ikke gennem dig her, hele tiden. Du skal ud og opleve noget. Det var jo grunden til du kom hertil, til at starte med. Ikke sandt?”
“Jo. Men der er jo sket så meget siden da.”
“Ja. Og når den lille kommer, så har du ikke tid det mere. Du bliver nødt til at nyde, den tid du har nu.”
“Kan jeg spørge dig om noget, Helga?” spurgte jeg en smule forsigtigt.
“Ja selvfølgelig.”
“Tror du, det var det at rigtige? Først at fortælle ham det, efter det var for sent med en abort?”

 

Jeg havde sat mig op på køkkenbordet, og mit blik fulgte Helga rundt i køkkenet. Hun stoppede op og smilede opmuntrende til mig.

 

“Det ved jeg ikke. Inden Chris mødte dig, havde han aldrig snakket om at stifte familie. Heller ikke da han var sammen med Josefine. Men du ændrede noget i ham, Helene. Lige inden Dylan blev født, var han meget nevøs for, om jeres forhold kunne holde til det. Altså at få så stor en opgave. Men I klarede det. Og der er gået 5 år.”
“Han har jo heller ikke været så meget hjemme de sidste 4 år, Helga. Jeg komme jo næsten til at stå med det alene.”
“Jeg skal nok hjælpe jer Helene. Ligesom jeg gjorde med Dylan. Du kommer ikke til at være alene, selvom Chris ikke er hjemme.”
“Det ved jeg Helga. Det ved jeg.”
“Hvad er det så der plager dig?”
“Jeg har bare en mærkelig fornemmelse. Det er den der utroskabsting, som stadig sidder i mig.”
“Jeg tror ikke du behøver at bekymre dig om det Helene. Du kender jo Arianna. Og Chris sagde jo, at der ikke var noget i det.”
“Jeg ved det godt Helga. Men alligevel.”
“Jeg ved godt det er svært. Men tro mig, Helene. Han har ikke været sammen med hende på den måde. Hun har været her mange gange før Chris mødte dig. Og jeg har aldrig oplevet dem på den måde. De er virkelig gode venner. Og ikke mere.”

 

Hovededøren gik op, og Chris kom til syne. Jeg kom ned fra bordet, og gik ud til ham.

 

“Hej skat.” sagde han smilende.
“Du er tidligt hjemme.” sagde jeg blidt, og kyssede ham.
“Ja, jeg ved det. Men jeg savnede dig. På vej hjem, så jeg dem her, og tænkte på dig.”

 

Han havde en stor buket med røde og hvide roser. Overrasket tog jeg imod dem.

 

“Overrasket?” spurgte han.
“Ja. Tak skat.”
“Det var så lidt. Jeg elsker dig.”
“Jeg elsker dig Chris.”

 

Jeg kyssede ham lidt på hagen. Han tog min hånd og gik ind i køkkenet til Helga. Jeg fandt en vase i skabet, og satte blomsterne deri. Helga forsvandt ud i gangen, og videre op på loftet. Chris og jeg gik ud i haven, hvor vi satte os i græsset. 

 

“Er alt okay, Helene? Du har været lidt nedtrykt den sidste uges tid.”
“Jeg er bare lidt nervøs.”
“Hvorfor?” spurgte han oprigtig forundret.
“Det er lige meget.”
“Hvis du er nervøs, må du fortælle mig hvorfor?” sagde han opmuntrende.
“Du vil bare blive sur. Det er ligegyldigt og latterligt.”
“Det er det åbentbart ikke, hvis det genere dig.”
“Du bliver bare sur. Det ved jeg du gør.”
“På dig?”
“Nej, det er lige meget Chris.”
“Hold nu op Helene. Hvis du er nervøs og usikker, er der noget i det. Jeg bliver en smule irriteret over, at du ikke vil fortælle mig hvad der er galt.”

 

Jeg tog hans store hånd og flettede mine fingre i hans. Mit blik mødte nervøst hans blå øjne. Overvejede om det var det værd. Eller om jeg bare skulle lyve. Men uden varsel begyndte min mund at bevæge sig.

 

“Det bunder lidt i den utroskabshistorie der kørte med Arianna. Jeg ved godt du har sagt, at der ikke var noget i det. Og jeg tror også på dig. Det gør jeg virkelig, Chris. Men jeg er også usikker, hver gang du er væk. Jeg er virkelig bange for, at du kunne gøre det. Jeg ved du elsker mig. Men nogen gange er jeg i tvivl. Jeg ved det er latterligt. Men…”

 

Jeg tog en dyb indånding for at holde tårerne tilbage.

 

“Men du er bange for, at jeg svigter dig, nu hvor du har allermest brug for mig.”
“Ja. Jeg elsker dig virkelig meget Chris. Jeg er bange for at miste dig. Hver dag frygter jeg, at du ikke kommer hjem igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden dig. Jeg vil ikke kunne klare det.”
“Det behøver du ikke at tænke på Helene. Alt det er der styr på. Jeg har advokater og bankfolk, som vil komme til at hjælpe dig, hvis uheldet er ude, og der sker mig noget.”
“Er du sikker?”
“Ja. Helt sikker. Og hvad angår det med Arianna. Du sagde det selv. Der var ingenting mellem os. Jeg elsker dig for meget, til at jeg kan gøre det mod dig. Seriøst. Jeg forstår godt, at du frygter det, men det er der ingen grund til. Vi har måske bare ikke rigtig snakket det helt igennem. Men der er virkelig intet sket noget mellem hende og jeg.”
“Det ved jeg godt. Jeg er bare så bange for at miste dig. Hvis jeg gør det, så har jeg ingenting.”
“Du mister hverken mig eller Dylan. Det lover jeg.” sagde han.

 

Han lænede sig hen til mig, og vores læber mødtes. Jeg lagde en hånd til hans øre, og nød hans nærvær. Nød at han var hjemme ved mig. At vi havde nogle timer uden Dylan, så vi kunne være et par. I de timer hvor vi var alene, havde vi ingen bekymringer, ingen ting at tage os af. Vi var bare os. Det som normale mennesker gør, inden de før børn. Det vi aldrig nåde inden Dylan kom til verden. Jeg tror måske, at nu ville vores forhold have haft godt af, at vi havde kendt hinanden lidt bedre, inden vi blev gift og fik barn. Men på den anden side, var der intet af det her, jeg ville have undværet. De var trods alt min familie. 

 

“Hvorfor havde du blomster med hjem skat?” spurgte jeg.
“De var til en fantastisk kvinde, som havde brug for opmærksomhed fra sin mand. Hendes elskede mand, som arbejde for meget i perioder. Og til tider er en virkelig dårlig far og mand.” svarede han med et smil på læben.

 

Jeg smilte og rystede let på hovedet, med en lidt mistroisk grimasse.

 

“Jeg havde blomster med hjem til dig, fordi jeg elsker dig, Helene. Jeg har brug for, at vi får det vi havde inden den dumme affæresting kom frem. Der er noget der har forandret sig. Jeg har brug for at du ved, hvor meget jeg virkelig elsker dig, og hvor meget du betyder for mig. Hver dag er jeg bange for, at du har pakket dine ting, og ikke er her mere.”
“Ligesom Josefine gjorde?”
“Ja lidt ligesom hun gjorde. Men vi to er skabt for hinanden, Helene. Vi elsker hinanden for meget. Nogle gange sker der ting, som virkelig såre den anden. Men så er det vigtigt at vi får snakket godt nok om det, så vi kommer på den anden side sammen.”
“Du mener, vi bekymre os for meget, om fortiden, så vi ikke kan nyde nutiden og glæde os til fremtiden?”
“Ja lidt. Tror jeg. Jeg vil bare have dig. Jeg vil bare denne her lille familie. Det her er unikt. Jeg vil ikke midste dig eller Dylan.”

 

Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige. Det her var noget vi havde snakket om en million gange før. Vi viste hvor meget vi elskede hinanden. Vores største frygt, var at midste den anden. Noget vi begge viste, og noget vi havde i baghovedet hver dag. 

 

“Er der noget du ikke fortæller mig Chris?”spurgte jeg forsigtig.
“Ja.” sagde han, en smule bedrøvet.
“Hvad så, skat?” 

 

Jeg rejste mig fra min stol, og satte mig foran han. Jeg lagde mine fingre lagde sig langs han velkendte ansigt, som nu næsten var bevokset med skæg. Han løftede bedrøvet hovedet, og prøvede at smile. 

 

“Jeg har fået tilbud et par filmroller. Og det er begge nogle jeg virkelig gerne vil have.” startede han.
“Har du fået manus fra nogle af dem?”
“Ja. Men det er ligegyldigt, Helene.”

 

Han tog mine hænder i sine. Jeg kunne se, at det var hårdt, at sprøge mig om det. Jeg viste allerede hvad han ville sige.

 

“Uanset hvilken en af dem jeg vælger, så skal jeg være i Philadelphia fra den 27. til d. 30. december
“Hvor skal du ellers hen?”
“Italien eller Frankrig. Afhængig af hvilken en jeg takker ja til. Hvis jeg overhovedet takker ja til nogen af dem.”
“To fantastiske lande i Europa.” sagde jeg trist.

 

Jeg kunne godt mærke, at jeg snart ville begynde at græde.

 

“Det er ligegyldigt Helene. Jeg ved, det er i det tidsrum du skal føde. Jeg ved godt, at du gerne ville, at jeg var med hele vejen, denne gang. Men det er også bare lang tid, og ikke at lave noget. Du ved hvordan jeg bliver, hvis jeg ikke laver noget i lang tid.”
“Ja. Jeg ved du elsker dit arbejde, og du elsker os. Jeg ved ikke hvad du vil have jeg skal sige, Chris. Det er din beslutning, ikke min.”
“Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, Helene.”
“Hvad vil du have jeg skal gøre? Give dig lov til at arbejde? Du er en voksen mand, som godt kan klare sig selv. For mig er det vigtigt, at du ved hvad du vælger fra.”
“Det ved jeg godt, skat. Og det er det, som er sværest.”
“Må jeg se manuskrifterne?” spurgte jeg.
“Ja klart.”

Vi rejste os, og gik op i soveværelset. Jeg satte mig op i sengen, men Chris fandt de to manuskrifter. Han satte sig op i sengen til mig. Jeg lagde mig op ad ham, og begyndte at læse, de første sider af den ene. 

 

“Hvem skal spille Nicole?” spurgte jeg.
“Emma Watson.” svarede han ligegyldigt, og trak på skuldrene.

 

Uden at svare tog jeg det andet manus, og begyndte at læse i det. Efter at have bladret det let igennem, kiggede jeg spørgende på ham.

 

“Det har du vel seriøst ikke overvejet det her, har du?”
“Jo det har jeg. Vil du slet ikke vide, hvem der skal være med?”
“Nej. Jeg har lige pludselig ikke noget imod den britiske heks” sagde jeg med stor modvilje.
“Hvorfor er det nu, du ikke kan lide hende?”
“Det kan jeg ikke, fordi jeg synes hun er træls. Okay?”
“Det mener du ikke?”
“Jo. Nogle gange kan man bare ikke lide nogen, uden grund. Og sådan har jeg det med hende. Jeg bryder mig bare ikke om hende.”
“Åh skat. Bare vent til du møder hende, så vil du elske hende.”
“Kan du godt lide hende?”
“Jeg kan godt lide hende som bekendt. Og måske som ven, men aldrig mere end det.”
“Er du sikker på det?”
“Hundrede procent. Jeg er den heldigste mand i verden.”
“Ja så siger vi det. Men jeg er altså ikke glad for, at du ikke er hjemme. Dylan får brug for dig, og jeg har brug for, at du er hos ham.”
“Jeg ved det godt skat. Men jeg kan jo ikke gøre så meget.”
“Du kan jo takke nej.”
“Hold nu op.”
“Hvad er det, du vil have jeg skal sige Chris. At du skal bede om fri indtil jeg har født, og så rejse.”
“Jeg er ked af at det skal være sådan.”
“Måske, skal jeg lige have en snak med din moster.” sagde jeg drillende.
“Ja, som om hun har løsningen på det her.”
“Hør her skat. Løsningen finder du selv. I dit hjerte. Hvis du vil have en af disse roller, så skal du tage den, du helst vil have. Og hvis du snakker for din sag, så kan du sikkert få lov, at holde lidt fri ind i mellem, så du kan være hjemme hos os. Hvis ikke, er det så det værd?” sagde jeg alvorligt.
“Hvis de virkelig gerne vil have dig i en af rollerne, så vil de sikkert gerne indgå et kompromis. Tror du ikke?”
“Måske.” svarede han tørt.
“Vil du hente Dylan eller skal jeg?”
“Det skal jeg nok. Du ligner en der godt kunne trænge til et lille hvil.”
“Jeg har ikke sovet så godt i nat, faktisk.”
“Det ved jeg.”
“Vækkede jeg dig?”
“Nej. Men min underbevidsthed registrerede, at du gik rundt i soveværelset et par gange.”
“Det er jeg ked af skat.”

 

Han lagde armene om mig og kyssede mit hår. Jeg tog en dyb indånding, og lod hans duft fylde mine lunger. Der var noget fantastisk og betryggende ved hans store muskuløse brystkasse. Jeg kyssede ham, inden han gik hen til de store vinduer, og trak gardinet for. Han kyssede mig endnu en gang inden han forlod rummet. Jeg lagde manuskrifterne på natbordet, og faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...