Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5437Visninger
AA

39. Pigerne fra Danmark (Helene)

Nogle dage efter at Chris var taget afsted, blev det nemmere at være alene. Dylan var igen i børnehave, og vi var ved at få vores hverdag til at fungere igen. Jeg havde brugt hele fredagen på at hjælpe Helga med at gøre rent, da pigerne fra Danmark ville komme i dag. Jeg var så nervøs for, om de kunne lide det, og hvordan de ville reagere på Dylan. Og hvordan han ville reagere på dem. Jeg havde givet Helga fri i dag. Normalt når Chris var ude og rejse arbejde hun også om lørdagen, men jeg synes det ville virke mærkeligt hvis hun var her. Jeg havde lige vækket Dylan, og var ved at få ham i tøjet. Han havde fået lov til at sove lidt længere end han plejede, mest fordi jeg havde nogle ting, jeg lige skulle have gjort inden pigerne kom. 

 

“Du virker nervøs. mor.” Han kiggede spørgende på mig.
“Det er jeg også.”
“Hvorfor? Jeg troede de var dine venner?”
“Det er de også. skat. Det som gør mig nervøs, er hvordan de vil reagere på dig. Og på vores hjem.”
“Det forstår jeg ikke mor.”

 

Jeg satte mig op i sengen, og trak ham ind til mig.

 

“Da jeg tog til USA, startede jeg med at bo hos Jessica, da jeg var udvekslingsstudent. Og da jeg blev gravid med dig, flyttede jeg ind hos far. Han havde ligesom indrettet stedet her, så jeg har ligesom ikke rigtigt sat mit præg på vores hjem.”
“Vil det sige, at alting er som da du flyttede ind?”
“Næsten. Dit værelse har jeg været med til at indrette. Og så er der nogle småting, som jeg har ændret ganske lidt på efterhånden som tiden gik. Men det har ikke været meget. Men altså, i Danmark bedømmer kvinder ubevist deres veninders hjem. Så det gør mig nervøs, at jeg ligesom ikke kan sige, at jeg har været med til at indrette det.”
“Men er du ikke glad for det?”

“Jo da. Jeg er helt vild med det. Men det er ikke ens betydet med, at mine venner kan lide det. Og så er der jo dig. Du er alting i det er hjem. Men for mine venner, er det lidt underligt, at jeg knap nok kendte far, da jeg blev gravid. Og de forstod ikke, at jeg valgte at beholde dig.”
“Kan man bare give sine børn væk?”
“Nogle vælger at bortadoptere deres nyfødte børn af forskellige årsager. Men far og jeg havde aldrig overvejet det. Vi elskede dig allerede inden du blev født.”

 

Jeg smilede opmuntrende til ham, inden jeg kyssede ham let i håret. 

 

“Vil jeres kærlighed blive mindre når jeg får en lillebror?” spurte ham bekymret.
“Nej slet ikke. Det er det, som er så smukt med kærlighed. Når der kommer nye til, vil kærligheden vokse. Der vil blive mere af den. Så du får alt den kærlighed, som du får nu. Men der vil være en lang periode, hvor du måske ikke får så meget opmærksomhed, som du får nu.”
“Hvorfor?”
“Fordi et nyfødt barn, kræver meget opmærksomhed. Men vi glemmer dig ikke, bare rolig.”
“Er du sikker på det?”
“Helt sikker, skat. Du er det bedste der er sket for os. Og vil elsker dig virkelig Dylan.”

 

Dørklokken ringede. Jeg tog en dyb indånding inden jeg smilede til Dylan. Han var på vej ud ad sengen. Jeg rejste mig, og gik ud på gangen, og ned ad trappen. Dylan blev på loftet. Bare for at se dem an. Jeg kiggede smilende op til ham inden jeg lagde hånden på håndtaget.

 

Jeg håbede virkelig de ville kunne lide det.Jeg havde ikke troet, at jeg kunne blive nervøs over, at få mine veninder på besøg. Eller at de var rejst hele vejen fra Danmark for at besøge mig. Jeg var så bange for at skuffe dem. Tænk hvis det ikke levede op til det de troede?

 

Jeg åbnede døren. På den anden side stod de alle 3, Freja, Amalie og Olivia. 

 

“Hej piger.” sagde jeg.
“Hej Helene.” sagde Freja, og gav mig et knus.

 

De andre fulgte let efter, og gik ind i huset. De kiggede sig rundt i entreen. Jeg smilede nervøst til dem, mens jeg klemte mine hænder sammen.

 

“Nå, hvad tænker I så?”
“Det var ikke helt det, jeg havde regnet med, men det er fedt.” startede Olivia.
“Ja, meget mande-agtigt.” prøvede Amalie.
“Og det er meget rent, taget i betrakning, at der også bor et barn.” mumlede Freja.
“Åh gud ja. Hvor er den lille charmetrold, vi har hørt så meget om.” udbrød Oliva.
“Et øjeblik, så skal jeg hente ham. Han er lidt genert og bange for fremmede.”

 

Jeg gik op ad trappen, og ind i soveværelset, hvor jeg lidt regnede med, at han ville være. Han stod henne ved vinduet, og kiggede på mig, da jeg kom ind.

 

“Hvorfor snakker de så mærkeligt mor?” spurgte han.
“Det er fordi, de snakkede dansk, Dylan.”
“Men jeg forstår det ikke.”
“Vi har aldrig tænkt på, at du ville få brug for det, skat. Kom med ned og så hej. De vil gerne møde dig.”
“Vil de?” spurgte han.
“Ja de vil.”

 

Han løb hen til mig, og tog min hånd. Sammen gik ud op gangen. Han strammede sit greb om min hånd, da vi næsten var henne ved trappe. Jeg kiggede ned på ham, og smilede til ham.

 

“De skal nok kunne lide dig Dylan. Bare rolig.” 

 

I det samme kom vi hen til trappen. Jeg kiggede ned på pigerne, som nysgerrigt kiggede op efter Dylan. 

 

Jeg kunne se begejstringen i deres ansigter. Jeg smilede til dem, og så til Dylan. De gik hen til foden af trappen. 

 

“Åh hvor er han bedårende.” sagde Freja.
“Han er da den sødeste dreng i verden.” tilføjede Olivia.

 

De havde begge slået over i engelsk, måske mest for Dylans skyld. Amalie var helt mundlam. Da vi kom ned ad trappen, lod jeg lige Dylan suge de nye ansigter til sig.

 

“Dylan. Det her er Freja, Amalie og Olivia. Mine veninder fra Danmark. Piger, det her er Dylan, min søn.”
“Hej” sagde han prøvende.
“Hej Dylan.” sagde de i kor.
“Vil I se resten af huset.” spurgte jeg.
“Ja klart.” sagde Amalie.
“Vil du med skat?” spurgte jeg.

 

Han rystede bare på hovedet, og gik ind i stuen. Jeg smilede til pigerne.

 

“Han er da fantastisk.” sagde Amalie
“Han er da slet ikke til at stå for. Og så de blå øjne. Dem må han da have arvet fra Chris.” sagde Olivia
“Hvor er han endtenlig henne?” spurte Freja.
“Han er i Paris.”
“I Paris? Hvad laver han der?” spurgte Olivia.
“Han arbejder. Nå men, der er ikke så meget mere her i entreen, så lad os gå i køkkenet.”
“Ja. Snak udenom det væsentlige, og vis os det dejlige rum, som er familiens samlingsrum.” sagde Freja.

 

Vi gik ind i køkkenet. Mens pigerne kiggede rundt, fik jeg hurtigt hevet noget morgenmad frem til Dylan. Han var sikkert sulten, men for genert til at sige noget. 

 

“Dylan, der er morgenmad.” halvråbte jeg mod stuen. 

 

Han kom hurtig til syne, og satte sig ved bordet. Jeg satte tallerknen foran ham, og kyssede ham på kinden. 

 

“Har du fået morgenmad, mor?” spurgte han.
“Ja. Jeg har været tidligt oppe.” svarede jeg smilende.
“Spiser I ikke sammen?” spurgte Olivia.
“Jo, for det meste. Men nogen gange skal jeg bruge lidt flere timer i døgnet. Så får han lov til at sove lidt længere. Nå det var køkkenet, stuen er derinde.” sagde jeg og pegede.
“Jeg kommer om et øjeblik.”

 

De gik ind i stuen. Jeg kiggede spørgende på Dylan. Han nikkede forstående, og spiste videre. Jeg gik ind i stuen til de andre. De stod allerede over ved bryllupsbillederne.

 

“Jeg må endnu engang sige; Jeg er sygt misundelig på, at du har scoret selveste Chris Evans. Jeg fatter ikke hvordan du bar dig ad?” sagde Freja.
“Tro mig, af og til undre jeg mig også over hvordan det lykkedes mig, men jeg er virkelig glad for at det lykkedes mig.”
“Det kan jeg sku godt forstå. Han er sku også en steg. Men se lige dig, på de her billeder. Jeg må også indrømme, at du er ret lækker, selvom du er lidt tyk.” sagde Amalie.
“I klæder hinanden rigtig godt. Hvor stor er aldersforskellen, endtenlig?”
“12 år.” sagde jeg.
“Det er ikke til at se på de her billeder. Han ser yngre ud.”  sagde Amalie.
“Hvornår kommer han hjem?”
“Det gør han i næste uge. De var foran med optagelserne,. Hvis alt går vel, er de hjemme 2 dage før planlagt. Så det håber jeg lidt på, så I kan møde ham.”
“Det ville være ret fedt. Tænk på, at komme hjem, og sige at man har mødt Chris Evans.”
“Han er nu ikke så meget anderledes end alle andre.”
“Moar!” råbte Dylan.
“Ja, hvad er der Dylan.”

 

Jeg gik hen til døren og kiggede hen mod bordet. Han var kommet ned fra stolen, og stod med tallerknen i hænderne. Han kiggede spørgende på mig. Jeg smilede til ham, mens jeg gik hen til ham. 

 

“Hvor er Helga?”
“Hun har fri i dag. Nu skal jeg tage den der.”
“Hun plejer da altid at være her. når far er ude og rejse.” sagde han, og gav mig tallerknen.
“Det ved jeg, skat. Men hun ville gerne have fri i dag, så det fik hun.”

 

Jeg satte tallerkenen i vasken, og smilede ned til ham. Mest fordi jeg ikke rigtig viste hvad jeg skulle gøre. V kiggede lidt på hinanden, inden jeg gik hen til ham igen.

 

“Er der noget galt skat?” spurgte jeg stille.
“Nej.” svarede han.
“Jo, der er. Fortæl mig hvad der er galt.” prøvede jeg.
“Jeg savner far.”
“Åh. Han er snart hjemme igen, ikke.”
“Jo.”
“Kom med ind i stuen.”

 

Jeg rakte ham min hånd, og ventede på at han tog den. Han overvejede det lidt, inden han forsigtig tog den. Vi gik ind i stuen, hvor pigerne stod henne ved de franske døre ud til haven.

 

“I kan bare åbne den, hvis I har det varmt.” sagde jeg let.

 

Dylan slap min hånd, og satte sig i sofaen. Da jeg var sikker på at han sad godt, tændte jeg fjernsynet, og kiggede diskret hen på pigerne, som var i gang med at åbne døren.

 

“Hold da op.” kommenterede Olivia.
“Det er nok den mest almindelige baghave jeg har set.” tilføjede Freja.
“I har slet ingen pool eller noget vildt.” afsluttede Amalie.
“Det er heller ikke helt nødvendig, når Chris’ forældre bor lige op ad Santa Monica Beach.”

 

Jeg tog et skridt forbi pigerne, og ud i solens stråler. For Chris og jeg var haven perfekt. 

 

“Hvordan er han? Chris altså?”
“Han er fantastisk. Det er svært at forklare. Man skal møde ham, og selv opleve det enestående menneske han er.”
“Han er ligesom alle andre.” lød det inde fra stuen.
“Jeg håber han når at komme hjem, så vi kan møde han.” sagde Freja.
“Hvad synes I?”
“Det er et mega fedt sted I har. Men meget mandet.” sagde Amalie og rynkede på næsen.
“Chris overtog det, 2 år inden han mødte sin tidligere kæreste, så han har vel snart boet her i 8 år.”
“Hold da kæft. Det ser ellers helt nyt ud, det hele.”
“Det er løbende blevet renoveret, mens han har været her, så det er grunden til at det er meget maskulint.”
“Det er meget rent, og rydeligt.” sagde Amalie.
“Ja, det kan jeg ikke tage æren for.”
“Det kommer sku heller ikke bag på nogen.” grinede Olivia.
“Chris hyrede en rengøringsdame, kort tid efter at han var færdig med at renovere. Og så har hun hængt ved lige siden.”
“Og det har du det fint med?” spurgte Freja.
“Ja. Hun har virkelig gjort alt nemmere for os. Vil I se resten af huset?”
“Ja hvorfor ikke.” mumlede de.

 

Vi gik ind igen. Ud af øjenkrogen fik jeg øjenkontakt med Dylan. Han vinkede kort, inden jeg atter var ude i køkkenet. Jeg startede med at vise dem Dylans værelse. De var overrasket over alle de action-man han havde. Men det var forståeligt med den far han havde. Derefter var det kontoret og badeværelset. Det var hurtigt overstået. Vi endte inde i soveværelset. 

“WOW. Se lige den udsigt.” udbrød Amalie.
“Tjek lige den giga seng. Hvornår er der sidst blevet skiftet sengetøj.” spurgte Freja.
“I går.”
“Hvilken side der din.”
“Den herover.” svarede jeg, og pegede.
“Men tjek lige det her.” sagde jeg, og åbnede døren ind til tøjet.

 

Måbende gik de ind i walk-in’et. 

 

“WOW. Det er nok det vildeste rum i det her hus. Har han virkelig haft alle de der smokings og habitter på?” spurgte Olivia.
“Ja. Og nogle af dem flere gange. Vil i se min brudekjole?” 

 

Inden de nåede at svare, havde jeg fundet den, og var ved at pakke den ud.

 

“Hold da kæft en kjole.”
“Og tjek lige ryggen.” kommenterede jeg.
“Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal sige. Udover det er den fedeste brudekjole jeg nogensinde har set. Kan du stadig passe den?”
“Det tror jeg. Jeg har ikke haft den på siden brylluppet.”
“Hvor var i henne på bryllupsrejse?”
“Hawaii. Det var så lækkert. Og så romantisk.”
“Selvfølgelig var det Hawaii. En dansker har som har det næsten hele Europa, skal da forkæles med en tur til det fantastiske ø-rige Hawaii. Jeg er slet ikke misundelig.” grinede Amalie.
“Det kan jeg godt fornemme. Jeg tror aldrig, jeg forstår hvor heldig jeg har været.”
“Det her er virkelig det perfekte sted for dig, Helene. Jeg forstår godt, du aldrig kom tilbage.” sagde Olivia
“Jeg kunne jo ikke rigtig komme tilbage mens min mor levede. Jeg var så bange for, at jeg ikke kunne komme tilbage til det her.”
“Din mor prøvede aldrig på at få et udrejseforbud. Hvis du var kommet til Danmark, ville du uden problemer, være vendt tilbage hertil.” sagde Freja.
“Men det viste jeg ikke. Jeg ville gerne have været i Danmark oftere. Men uden sikkerheden for, om jeg kunne komme tilbage, var den en chance, jeg ikke turde tage.”
“Og det forstår vi godt, Helene.” sagde Freja forstående.

“Jeg er glad for, at I kom. Det betyder meget for mig. Og det betyder meget for Chris.”

 

Vi gik ned i køkkenet, og satte os ved bordet. Snakken gik mens Dylan sad og så fjernsyn. Ved middagstid, var hans tålmodighed sluppet op, og han havde fået for meget krudt i røven. Vi tog ind til centrum af Hollywood, og spiste frokost. Derefter tog vi en tur i parken, inden vi tog hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...