Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5434Visninger
AA

3. Parken (Helene)

Jeg havde brugt hele formiddagen, på at lave de lektier jeg havde for, til den kommende uge. Mit blik søgte for første gang, hen mod de små tal i bunden af min computer. 11:30 stod der. Jeg havde prøvet at planlægge, den korte tid jeg havde selv, med at jeg skulle være henne ved parken omkring kl. 12:00, men den plan var skredet fuldstændig. Jeg besluttede mig for, at slukke computeren, og gå ned i køkkenet, for at lave de sandwich til drengene. 25 minutter senere ringede min telefon.

”Hej skat.” sagde jeg, da jeg tog den.
”Hejsa skatter. Jeg ville bare høre hvor langt du var?”
”Jeg er på vej ud af døren. Lektierne trak lidt ud.”
”Okay.”
”Må jeg tage Alfa’en derhen?”
”Ja selvfølgelig må du det. Bare du skynder dig.” sagde han, og grinede.
”Det skal jeg nok.”

Jeg tog bilnøglerne, i den ene hånd, og posen med maden i den anden.

”Vi ses snart skat.”
”Det gør vi. Og vær nu forsigtig.” sagde jeg.
”Det er jeg altid skat. Elsker dig.”

Inden jeg nåede at svare, havde han lagt på. Jeg tog telefonen fra øret, med bilnøgles hånden, og lagde dem i mine shorts. Jeg gik ned til den store parkeringskælder. Jeg viste, at Alfa’en ville holde først, og derfor også var den nemmeste at få ud. Jeg satte maden ind på passagersædet, og startede bilen. Hurtigt var jeg ude på vejen, og fulgte den lette strøm af biler, gennem Los Angeles gader, hen til den lille park. Parken var næsten mennesketom, og der var kun et par enkelte biler på parkeringspladsen. Jeg parkerede bilen et par båse fra stien, ind til parken. Motorens stille brummen og blev opslugt af den dulmende stilhed. Jeg sad et øjeblik, og kiggede ind mod de store træer,  og de store græsplæner hvor børn og voksne legede. Min hånd greb fat om nøglen, og trak den ud. Jeg steg ud ad bilen, og blev opslugt af den brændende varme fra asfalten.  Jeg greb posen, og gik hen mod grusstien. Solen stod højt på den klare blå himmel, og kastede sin varme mod os. Blomsterne stod i fuld flor, og egernerne løb hen over plænerne, og op i de høje træer. Jeg tog en dyb indånding, og tænkte tilbage til den første gang jeg var her.

'Det var en sensommerdag, en måned efter Dylan var kommet til verden. Chris havde haft fri, og ville vise mig parken. Vi gik gennem parken, og snakkede om alting, og vi var bare et helt almindeligt par. Det første år efter Dylans fødsel havde vi sikkerhedsvagter omkring os, for at holde pressen og fans'ene væk. Det var en hyggelig dag, som jeg elsker at tænke tilbage på. Men jo ældre han blev, og jo mere Chris skulle arbejde, blev det mindre og mindre nødvendigt med sikkerhedsvagter. Jeg kunne gå gennem parken uden, nogle viste hvem vi var, men når Chris var med, var vi omringet af mennesker, inden vi var kommet ud af bilen.'

I dag, hvor vejret var så godt, kom det lidt bag på mig, at der ikke var flere mennesker. Min telefon begyndte at brumme i min lomme. Jeg fiskede den op med min frie hånd, og trykkede på den grønne telefon.

”Det er Helene.” sagde jeg.
”Hej skat. Hvor langt er du ved at være?”
”Jeg er ved det store egetræ. Hvor er I?”
”Ikke så langt derfra. Bliv hvor du er, så finder vi dig.”
”Okay. Elsker dig.”
”Elsker også dig. Ses om lidt”

Jeg lagde på, og kiggede lidt rundt. Jeg kunne høre, nogle gå lidt længere nede af stien bag mig. Jeg drejede rundt. Der var dig. Chris’s brystkasse bevægede sig lidt hurtigere ind og ud. Jeg satte mig på hug, og fangede Dylan, da han løb hen mod mig. Han kyssede mig på kinden, hvorefter han slap mig.

”Hej skat.” sagde jeg til mig.
”Hej mor.”
”Har I hygget jer?”
”Ja. Vi har spillet bold, og jagtet egern, og løbet mellem fuglene, som satte sig på græsset. Og så har vi været nede og se på ænderne ved dammen. Og så har vi spillet mere bold.”
”Det lyder godt nok sjovt, Dylan.”

Jeg kyssede Chris på kinden, og tog hans hånd.

”Nu skal jeg tage den pose.” sagde han, og tog posen.

Jeg smilede til ham, og flettede mine fingre i hans. Vi gik hen mod den fjerneste plæne i parken, hvor der sjælden var nogle, og hvor der var nogle bænke. Mens Dylan snakkede om alt muligt, gik Chris og jeg og kiggede forelsket på hinanden. Pludselig stoppede Dylan op, og pegede hen mod en masse varevogne, som holdte ude op vejen.

”Se der!” udbrød han,

Vi kiggede hen mod de mange varevogne. Det var pressen. Jeg havde endnu ikke affundet mig med, at de bare kunne tage billeder af alle berømte, og skrive om dem i bladene. På ingen tid, var vi omringet af journalister fra forskellige blade, magasiner og diverse tv-programmer. De kastede sig over Chris, og udspurgte ham, om hvordan det gik med den nye film, og hvordan det havde været i New York, og om det var dejligt at være hjemme ved familien igen. Om han havde savnet sin søn, og hvordan han kunne holde ud, at være adskilt fra os i så lange perioder ad gangen. Mens han prøvede at besvare alle spørgsmålene, prøvede jeg at få Dylan væk fra de mange mennesker. Hans hænder klamrede sig til min, og jeg kunne se på ham, at han ikke brød sig om, at være omgivet af så mange lange ben. Og jeg kunne godt forstå ham. Det var ubehageligt. Efter lidt tids kamp, kom vi endelig ud af den store mængde blitzende lys, og de højtråbende folk af mennesker, som ihærdigt prøvede at overdøve personen ved siden af. Vi gik hen til en bæk og satte os.

”Sig frem skat.” sagde jeg.

Jeg lagde en arm om ham, og han lænede sig ind mod mig. Han rystede en lille smule.

”De er så skræmmende, og voldsomme. Hvorfor kan de ikke bare spørge om, de lige må stille ham, et par spørgsmål?”

Han kiggede spørgende op på mig.

”Det er fordi, de ved, at hvis de gør det, så for de ingenting. Men hvis de bare overfalder dem, som de gør, så har de større chance for, at få det de gerne vil. Men når det er sagt, er der også mange venlige mennesker, som far hellere vil snakke med end dem der.”
”Hvem?”
”Talkshowsværter.”
”Dem i fjernsynet.”
”Ja lige præcis. Dem i fjernsynet. For der tager han selv ind til dem, og han ved hvad de vil spørge om.”
”Men det gør han ikke, når de overflader ham på den måde?”
”Nej det gøre han ikke. Derfor kan han heller ikke lide dem.”
”Det forstår jeg godt.”

Mens vi sad og snakkede, blev Chris udspurgt om alt. Efter 15 minutters intensivt interview, greb jeg ind.

”Så er det vist også ved at være nok.”
”Hvordan har det været for dig, at din mand har været så meget væk, de sidste 5 år?”
”Så længe I har holdt jeg væk, har det været fint, men det her er, skulle være en familietur, og jeg tror vist også at I er ved at have nok, det de næste par ugers ugeblade.”
”Vær venlig at lade os være. Jeg vil gerne nyde den korte tid jeg har med min familie. Og helst gerne uden jer i røven.”

Journalisterne blev fornærmet, og gik tilbage til deres biler. Jeg tog hans hånd og gav den et lille klem. Hans læber fandt mit hår. Vi gik hen til bænken, og satte os på hver side af Dylan.  

”Hvem vil have en sandwich?” spurgte jeg.
”Det vil vi.” svarede Chris og Dylan, samtidigt

Jeg tog sandwichene op, og gav en til hver. Men de pakkede deres op, tog jeg den sidste op. Vi sad i tavshed og spiste dem. Kiggede på menneskerne der gik forbi, som prøvede at undgå at kigge på os, men det lykkes ikke for så mange af dem. Jeg prøvede at lade som ingenting, men det gik mig, ualmindeligt meget på, at pressen lige præcis i dag skulle vælge at komme. Hvorfor kunne de ikke have ventet til en anden dag? Jeg kyssede Dylan, hvorefter jeg kiggede over på Chris. Han smilede opmuntrende til mig.

”Du skal ikke tage det så tungt Helene. Man ved aldrig hvornår de kommer. De er der bare. ”
”Skal vi ikke snakke om det, når vi kommer hjem?”
”Nej jeg syntes vi skal tage den nu.”
”Hvorfor?” udbrød jeg.

Jeg vente mig om mod ham, og kiggede surt på ham. Han trak på skuldrene, og undgik vist den diskussion nu.

”I må ikke være uvenner.” sagde Dylan.
”Det er vi heller ikke Dylan. Vi diskutere bare.” sagde Chris.
”Den har du taget fra mig.” sagde jeg.
”Hvis den virker, så virker den, og det er fint med mig.” svarede han med et smil.
”Men det er ikke fint med mig. Jeg vil have, at I er gode venner, hele tiden. Jeg vil have nogle almindelig forældre, som henter mig efter børnehave, og som ikke er på forsiden af alle ugeblade hver uge. Jeg vil bare været et helt almindeligt barn.”
”Det er du også Dylan.”

Jeg satte mig ned på knæene, og lagde mine hænder på hans lår. Lidt noget andet end Chris’ store veltrænet lår, og kiggede lige ind i hans små blå øjne.

”Du er lige præcis, den du skal være. Og vi elsker dig for det. Men det er svært for os, at få tingene til at fungere lige nu. Men det løser sig. Det lover jeg dig.”

Jeg kiggede fra Dylan til Chris.

”Det skal det.” sagde jeg
 ”Og det kommer det til. Vi skal nok, blive en så almindelig familie, som det kan lade sig gøre. Men det blive lige nød til at være sådan her, lidt endnu.” sagde Chris.

Jeg tog Dylans hænder, og gav dem et lille klem, mens jeg smilede til ham.

”Det skal nok komme til at fungere, Dylan. Vi har bare ikke fundet en rytme endnu.”
”En rytme?”
”Ja, en rytme. En måde, at få tingene til at køre. Alle familier har problemer en gang i mellem.”
”Men alle mine venners forældre er skilt.”
”Dylan.” sagde jeg.
”Ja?”
”Det kommer ikke til at ske.”

Jeg kiggede op på Chris.

”Nej det gør ikke.”

Efter det gik vi tilbage til bilen. Chris satte sig ind bag rettet, og kørte hjem, mens jeg sad på bagsædet, og fortalte historier. Han elskede at høre eventyr, og jeg var ved at kunne mange af dem i hovedet. Hver gang jeg fortalte en ny, ville han have, at jeg skulle ændre lidt i den, så de aldrig blev ens. Jeg fangede et par gange Chris’ blik i bagspejlet. Hans øjne fortalte, at han også lyttede til mine historier.

”Du skulle da, skrive din egen bog, med små eventyr.”
”Er det ikke lidt snyd, hvis jeg bruger grundformen, fra et andet eventyr?”
”Måske. Men hvem finder ud af det, hvis du ændre det væsentlige?”
”Jeg ved det ikke. Jeg er ikke lige forfattertypen.”
”Nej, du er mere til kunst og museer.”
”Ja, det giver mere mening.”
”Helt klart.” sagde han, og himlede med øjnene.

Jeg undgik det oplagte, og grinede bare af ham. Jeg smilede til Dylan, og fortsatte med min fortælling, indtil bilen stoppede i parkeringskælderen. Vi steg ud, og gik tilbage til huset. Det var nu engang dejligt at være hjemme, efter sådan en dag. Dylan gik direkte ind, og tændte fjernsynet. Chris og jeg satte os i køkkenet og snakkede. Snakkede om fortiden, nutiden, og fremtiden. Mine fingre flettede sig ind i hans muskuløse fingre.

”Du ser lidt sløj ud skat.” kommenterede han.
”Jeg er bare lidt træt. Ikke andet.” svarede jeg.
”Er du sikker. Du ser lidt bleg ud.”
”Jeg har det fint Chris.”

Jeg rejste mig, fra stolen, og gik hen til køkkenvaske. Jeg kiggede ned i vasken, og tændte hanen. Lod det kolde vand løbe igennem, mens jeg fandt et glas.

”Gå op og læg dig lidt skat. Så laver jeg aftensmad.”
”Okay. Og ikke noget med at ringe efter Helga.”
”Det kunne jeg aldrig finde på skat.” sagde han og kyssede mig på kinden.

Jeg gik op ad trappen, og ind i soveværelset. Jeg lagde mig på siden, og lod hovedet hvile på puden. Jeg faldt hurtigt hen, i en overfladisk søvn, som med tiden gik over i en dybere søvn, indtil jeg faldt helt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...