Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5420Visninger
AA

13. Overraskelse (Chris)

Jeg rørte lidt på mig, inden jeg slog øjnene op. Helene lagde og kiggede på mig. Mine øjne mødte hendes. De klare brune øjne strålede af glæde, og solens stråler gav dem, en ny nuance. Hun lagde let en sin hånd på min kind, og rystede let på hovedet.

”Tillykke med fødselsdagen, skat.” hviskede hun.
”Har jeg fødselsdage i dag?” spurgte jeg.
”Ja.” sagde hun, og kyssede mig.

Hendes smile, viste at hun virkelig var glad. Hun var blevet så meget voksen, de 5 år jeg havde kendt hende. Hun var så afslappet, når jeg var hjemme. Jeg lagde en hånd på hende mave. Det var så uvirkeligt, at hun var gravid igen. Jeg havde endnu ikke helt fattet det. Men jeg kunne jo se det på hende. Jeg kunne mærke det. Hun lagde sin venstre hånd på min højre skulder, og lagde sig lidt op ad mig. Min venstre arm lagde sig, under hendes nakke, og lagde sig langs hendes ryg. Jeg lagde mig om på siden, og lagde min højre arm om hende. Helenes læber lagde sig ind til mit bryst. Kyssede det blidt. Hendes hånd kørte let op og ned ad min ryg. Det var så beroligende at være hjemme igen.

Da jeg kom hjem  i går, kunne jeg mærke på hende, at hun havde været nervøs, og utrolig usikker. Hun havde været bange og skræmt. Hun havde fortalt mig, at hun var blevet utrolig usikker på os. Hun viste ikke, hvad hun skulle gøre, og hun ville bare genre, at jeg kunne være sammen med hende. Fortælle hende at det hele ville blive okay. At jeg kunne fortæller Dylan, at vi ikke blev skilt. Hun havde prøvet at fortælle ham det, men hun var begyndt, at tro på det journalisterne sagde og skrev. Og helt ærligt, så forstod jeg hende godt. Det var så svært at finde ud af hvad der var rigtig og hvad der var forkert. Men det var som om, at alt faldt på plads, da hun så mig i entreen i nat. I hendes trætte ansigt, kunne jeg se glædens greb om hende. Nu kunne jeg slappe af. Vi var begge sikre på, hvad der ville ske. Vi viste at vores kærlighed, var stærk nok, til at den kunne overleve det. Hun viste, at der ikke var noget mellem Ariana og mig. De havde mødt hinanden et par gange, og de var vist blevet ret gode venner.

”Hvad tænker du på?” spurgte hun.
”Hvor glad jeg er for, at du kender Ariana. At du ved, at vi ikke har været sammen på den måde.”
”Ariana kan godt lide dig. Men jeg ved, at du elsker mig så meget, at du aldrig kunne drømme om, at gøre det mod mig. Du elsker din familie mere end det.”
”Ja, du har ret. Jeg elsker dig og jeg elsker Dylan. Jeg elsker allerede den lille ting, som du gemmer på. Jeg ved hvor ondt det gør på mig, at se dig blive ødelagt. Jeg ville hade mig selv, hvis  jeg viste, at jeg havde forvoldt dig den smerte. Det ville jeg ikke kunne leve med.”
”Jeg er glad for, at du fortæller mig det.”
”Det lovede jeg dig, da vi blev gift. Jeg lovede dig, at jeg ville gøre alt for, at gøre dig lykkelig.”
”Det her er ikke din skyld.”
”Ikke? Hvis jeg havde været lidt mere forsigtig, havde de ikke fået de billeder, og så havde de ikke noget. Alt de havde, var de skide billeder.”
”Chris. Du skal ikke være så hård ved dig selv. Du var jo bare ude, og spise med en god ven.”

Hun var så perfekt. Hun viste altid, hvad hun skulle sige, og hun viste altid, hvordan hun skulle sige det. Mine læber fandt hendes pande bag det lysebrune hår. Min hånd kørte roligt op og ned ad hendes nøgne overarm. Sekunderne tog minutterne, og minutterne blev til timer. Vi stod op ved middagstid, hvor Helenes telefon ringede. Det var vist Jessica, som ville høre, om det ikke var i dag, jeg havde fødselsdag. De snakkede kun kort sammen. Mens hun snakkede med Jessica, gik jeg ind og vækkede Dylan. Hans glæde over at se mig, var overvældende. Det var altid en glæde, at se glæden i ens børn når de så en, efter lang tids adskillelse, men i mit stille sind, tror jeg at noget af glæden, også skyldes den usikkerhed, der havde været omkring os. Og jeg forstod ham godt. Det er noget svært noget, at skulle forholde sig til. Jeg sad lidt på gulvet inde ved ham, inden vi gik nedenunder. Helene var ved, at hælde morgenmad op til Dylan, da vi gik ind i køkkenet. Dylan løb hen til hende, og slog hende på låret.

”Hvorfor slår du?” spurgte hun, og satte sig på hug.
”Du har ikke sagt at far kom hjem.” sagde han anklagende 
”Arh. Det skulle være en overraskelse.” sagde hun.

Hun kørte let sine fingre gennem hans brune tykke hår.

”Har du sovet godt?”
”Ja. Skal jeg ikke i børnehave?”
”Nej, du har fri i dag.”
”Fordi far kom hjem?”
”Lige præcis.”

Hun lagde let sin pegefinger på hans næse. Så løftede hun ham på, og gik hen til bordet. Hun satte ham på en stol og kiggede på mig, og smilede.

”Hvad?” spurgte hun.
”Ikke noget.” svarede jeg.

Jeg gik hen til hende og kyssede hende på kinden. Hun flyttede hovedet, så hendes læber mødte mine. Dylan var begyndt at spise. Jeg snurrede Helene rundt, så hun vente ud mod gangen. Jeg lagde let min ene hånd om hendes balle. Hun lagde sine arme om min hals, og kyssede mig lidt mere intens ind før. Jeg flyttede mine kys ned til hendes øre.

”Jeg synes bare ikke du skal løfte på ham.”
”Fordi jeg er gravid?” hviskede hun tilbage.
”Nemlig.”

Jeg flyttede mit hoved, og smilte undskyldende til hende. Hun lagde en forstående hånd på min overarm.

”Vi skal spise.” sagde hun.

Hun fik sig revet løs, og gik hen til bordet. Satte sig ved siden af Dylan. Jeg kiggede lidt på dem, inden jeg gik hen til dem. De var perfekte.

”Vil du gerne i parken i dag, Dylan?” spurgte jeg.
”Ja. Jeg vil spille baseball.” svarede han.
”Vil du med skat?” spurgte jeg, og kiggede på Helene.
”Jo, hvorfor ikke. Det skulle vist blive dejlig vejr.”
”Ha, for dig er godt vejr, når solen skinner.”
”Det er bare fordi du er vokset op her, at du ikke kan se det dejlige i en varm sommerdag.” svarede hun næsvisende.
”Ja helt sikkert.”

Helene hviskede kort noget til Dylan, hvorefter han hoppede ned fra stolen, og løb op på sit værelse. Mit blik fangede Helenes.

”Din fødselsdagsgave. Han har selv lavet den.”
”Arh. Har du købt en gave?” spurgte jeg.
”Ja. Men den får du, først senere.”

Hun lænede sig ind over bordet, og jeg gjorde det samme. I et kort øjeblik mødtes vores læber endnu engang. Dylan kom løbende ned ad trappen, og rev os ud af det. Jeg skubbede stolen lidt ud, og løftede ham op på mine lår. Han gav mig en lille tynd pakke, som var pakket ind i noget papir fra børnehaven. Jeg åbnede den, og indeni var en tegning, som var sat i en glasramme. Der var 3 tændstik mennesker,  et hus, en sol og et flag.

”Det er dig, og det er mor, og det er mig.” sagde han, og pegede.
”Og det er vores hus, og vores flagstang.”
”Hold da op, den er rigtig flot Dylan. Den er jeg rigtig glad for.”

Jeg gav han et kys på kinden, og gav ham et kram.

”Hvornår har du tegnet den?”
”I går. Henne i børnehaven.”

Jeg kiggede op på Helene. Hun sad stille og smilede. Dylan fortsatte med at fortælle om tegningen. Der var noget i Helenes blik, som skræmte mig en smule.

”Hvad er der galt skat?”
”Ingenting.” sagde hun, og rystede på hovedet.
”Mor har ondt i maven.” sagde Dylan.

Jeg kiggede ned på ham, men han havde sin opmærksomhed på billedet. Jeg kiggede op på Helene igen. Dylan kunne godt have ret. Hun sad lidt, som om hun havde ondt i maven. Hun rejste sig, og begyndte at tage af bordet.

”Nu skal jeg skat.”
”Jeg har det fint, Chris.” sagde hun.
”Det har du jo ikke, hvis du har ondt.”
”Det har jeg ikke. Kan du ikke få Dylan i tøjet, så vi kan komme hen i parken?”
”Jo, men du siger til, hvis du får det dårligere. Okay?”
”Ja, det skal jeg nok.”

Jeg kyssede hende på kinden, og tog Dylan med op ovenpå. Han begyndte, at tage sit nattøj af. Jeg fandt et par short og en t-shirt i skabet, og hjalp ham i det.

”Hvad er der galt med mor?” spurgte han forsigtigt.
”Der er ingenting.” svarede jeg opmuntrende.
”Hun har bare haft meget at se til.”
”Har jeg gjort noget forkert?”

Jeg kiggede undrende på ham et øjeblik inden jeg svarede. Jeg forstod det ikke.

”Nej Dylan. Du har intet gjort forkert. Og du må aldrig tro, at du gør noget forkert. Okay?”
”Hvorfor er mor så ked af det?”
”Hun har haft det svært, denne gang. Men det er på grund af mig. Jeg har gjort nogle dumme ting i New York. Og det er der nogle der har fundet ud af, og så har de skrevet, en masse om det i bladende.”
”Har du været utro?” spurgte han.
”Nej det har jeg ikke. Kan du huske min veninde fra High School? Ariana?”
”Ja.” svarede han.
”Hun boede på det samme hotel, som jeg gjorde, og der var nogle som så os, gå ind på hotellet, men der var ingen der så os gå ud igen, før dagen efter. Og så troede de, at jeg havde været utro. Men det har jeg ikke Dylan. Jeg elsker mor, og hun elsker mig. Og vi elsker dig. Kan du forstå det? Der er ingenting at være bange for.”
”Okay.” svarede han usikkert, og nikkede.
”Kom lad os gå nedenunder til mor. Hun er sikkert ved at være klar.”

Han hoppede ned fra sengen, og gik ud på gangen. Jeg fulgte efter, og lukkede døren ind til hans værelse. Helene var ved at tage sine sandaler på. Dylan gik ned ad trappen, og satte sig på det sidste trin. Jeg hjalp ham i sine sandaler. Jeg fandt et par gamle sandaler, som jeg fik på.

”Må jeg køre?” spurgte Helene.

Jeg kiggede undersøgende på hende. Hun havde hele tiden sagt, at hun helst ikke ville køre, når jeg var hjemme. Hun havde taget sit søde pokerface i brug. Der var noget i luften.

”Hvorfor?” spurgte jeg.

Hun trak ligegyldigt på skulderne og smilede sødt.

”Må jeg?”
”Ja okay.” svarede jeg.
”Kom Dylan.”

Hun tog nøglerne til Alfaen, og så gik vi ned til garganen. Hun fik bilen på vejen, og kørte mod Hollywood området.

”Hvor skal vi hen?” spurgte jeg.
”Vil du fortælle det Dylan?”
”Vi skal på opdagelse i Hollywood.” sagde han spændt.
”Vi skal til Hollywood?”
”Ikke så mange spørgsmål, skat. Svarende vil komme til dig.”

Hun parkede bilen foran  mit studiet. Hun steg ud, og hjalp Dylan. Jeg steg ud, og kiggede undrende på dem.

”Hvad laver vi her?”
”Luk os ind, så får du at se hvad vi skal.” svarede hun.

Hun havde et eller andet kort i ærmet, som jeg ikke kendte. Snu er hun, når hun vil. Og få Dylan med på den, er noget som kun hun kan. Jeg lukkede os ind, og viste dem rundt på min arbejdsplads. Viste dem genvejene, fortalte hvilke film, der var blevet lavet hvor. Vi endte nede i det studie, hvor jeg skulle lave de sidste optagelser til den film jeg var i gang med. Ligesom alle de andre rum, lagde dette her også badende i mørke. Jeg tændte de mange lys, så rummet blev oplyst. Vi gik ind. Da vi stod mit i rummet, var der en masse mennesker der kom hoppede frem alle steder fra.

”Surprise!” råbte de.

Overrasket kiggede jeg rundt på alle menneskerne omkring mig. Alle var her. Mine forældre, min søster og hendes familie, alle mine kollegaer, som burde være i New York, Jessica og Isabella, min familie fra New  York. Alle jeg kendte var her.

”Hvordan..?”
”Der er fordele og ulemper ved alt skat.” svarede hun.
”Hvem har hju.. Chris?”

Jeg kiggede hen på ham, og sendte ham mit bedste dræberblik.

”Er du overrasket?” spurgte Helene.
”Ja  det er jeg.”
”Er du stadig?”
”Ja, det er jeg. Den kan jeg Surprise væk”

Dylan forlod os til fordel for Chris og Annas børn. Deres yngste var et enkelt år ældre end Dylan. Vi gik udenfor, hvor der var blevet sat en stor grill op, og der var kommet en grillmester, for at lave maden. Fordelen ved at have fødselsdag i juni, og bo i LA. Solen skinner altid. Timerne gik, og alle havde det sjovt. De havde virkelig sørget for det hele.

”Var det her din fødselsdagsgave?”
”Nej, det var det ikke. Kom med, så skal du få den.”
”Okay.” svarede jeg tøvende.

Jeg kiggede lidt hen på gæsterne, men der var vist ingen der ville opdage, hvis vi forsvandt. Helene havde taget min hånd, og trak mig hen mod de store bygninger.

”Kan du huske sidste år, da vi var i Brasilien i november?”
”Ja det var en dejlig ferie.”
”Det var det nemlig. Og vi fik taget en masse billeder.”
”Ja. Og mange var rigtig gode.”
”Nemlig. Isabella kender en, som er god til sådan noget, og hun fik ham til at lave dem her.”

Hun tog en pose frem, som havde stået gemt i mørket. Hun rakte mig posen. Jeg åbnede den og indeni lage en masse pakker.

”Lad os gå ud i lyset, så kan du åbne dem derude.” sagde hun.
”Hvad nu hvis, jeg gerne vil åbne dem herinde?”
”Så går tyverialarmen i gang.” svarede.
”Lad os komme ud.”

Jeg tog hendes hånd og gik mod udgangen. Lige inde jeg nåde døren, stoppede hun op, og trak mig ind til sig. Hun lagde sine arme om mig, og kyssede mig.

”Jeg elsker dig. Mere end noget andet.”
”Jeg elsker også dig. Mere end nogen har elsker en anden.”

Jeg kyssede hende. Satte posen forsigtigt fra mig. Hun trak mig med ind i mørket.

”Det er måske det dummeste sted at gøre det.” sagde Helene.
”Måske. Men der er jo ingen.”
”Nej endnu. Men det her, er nok det første sted de vil begynde at lede.”
”Ja du har ret. Lad os vente til vi kommer hjem. Så er det kun Dylan der kan opdage det.”
”Han tager med dine forældre hjem.”
”Du er så fuld af overraskelser.”
”Igen det er fordelen ved at du rejser så meget. Det er nemmere for mig, at holde det hemmeligt, og det er sværere for dig, at opdage det.”
”Lad os gå ud til de andre.”

Jeg tog hendes hånd, og gik ud i den varme aftenluft. Aften fløje afsted, og de tidlige nattetimerne havde hurtigt overtaget de sene aftentimer. Mor og far var taget hjem lige omkring midnat med Dylan. Men ellers var der ingen der forlod stedet for tidligt onsdag morgen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...