Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5412Visninger
AA

46. Optakt til fødslen

Efter forvirringen havde langt sig, forstod jeg nu, hvad det var der var ved at ske. Babyen havde allerede lagt sig til rette til fødslen, og pressede på bækkenet, hvilket skyldes den store smerte, og forvirringen omkring hvor langt var henne. 

 

Jeg havde bedt om 5 minutter alene med telefonen. Mest fordi jeg selv skulle forstå hvad der var blevet sagt, og fordi jeg gerne ville være alene når jeg skulle fortælle det til Chris. 

 

“Hej skat. Noget nyt?” lød den velkendte rolige, men spændte stemme i røret.
“Ja.” lød min stemme dirrende.

 

Øjeblikkeligt kunne jeg fornemme hans uro i røret.

 

“Hvad så?”

 

Han prøvede at lyde fattet. 

 

“De vil sætte fødslen i gang med det samme. Chris!? Jeg er bange.” hulkede jeg.
“Hvad mener du, Helene? Hvorfor?” lød hans urolige stemme. 

 

De hårde indåndinger i røret, virkede på mærkeligt beroligende på mig.

 

“De er bekymret for mit helbred, hvis de lader ham blive derinde ret meget længere. De har taget alle forholdsregler, og er i gang med at forberede akut fødsel. Det kan tage op til 9 timer. 9 smertefulde timer Chris.”
“Skat. Rolig. Træk vejret helt ned i maven. Jeg finder en måde at komme hjem på. Mor vil være hos dig, og far vil være hos Dylan. Jeg får fat på min søster, så hun kan tage hjem til os, hvor hun vil tage sig af Dylan, så far kan ind på hospitalet til dig og mor, hvor han vil holde mig opdateret, mens jeg finder ud af, hvordan jeg kommer hurtigst muligt hjem til dig. Okay?”
“Chris. Hvorfor er du så langt væk, når jeg har mest brug for dig.” spurgte jeg grædende.
“Skat, du skal nok klare det, okay. Det værste er snart overstået. Jeg er hos dig, før du ved ad det. Så er vi sammen igen. Det lover jeg dig.”

 

Jeg kunne høre, frygten og frustrationen i den stemme, han prøvede at holde rolig og kontrolleret. Alt imens jeg frygtede at han ikke ville nå hertil i tide. Det var som om smerten var mere smertefuldt end før.

 

“Uanset hvad, Helene, bliver du nødt til at gøre som de siger. De gør det for at du kommer igennem det her på den bedst mulige måde. Du skal ikke vente på at jeg kommer.”
“Du ville jo så gerne være her denne gang.” prøvede jeg.
“Det er lige meget skat. Det vigtigste er at du har det godt, og vores søn kommer sund og rask ud.”
“Men han bliver jo født for tidligt.”
“Og så klare vi det, skat. Hør på mig. Lægerne er professionelle. De ved hvad de har med at gøre. De ville ikke sætte fødslen igang nu, hvis de ikke mente at det var forsvarligt. Jeg er sikker på, at de mener at han er klar til at komme ud og se hvilken fantastisk familie der venter på ham. Og jeg kommer så hurtigt jeg kan.”
“Jeg har brug for dig her, Chris.”
“Og jeg kommer så hurtigt jeg kan. Mere kan jeg ikke gøre.”
“Skynd dig.”
“Det skal jeg nok. Som jeg sagde tidligere. Jeg ville hele tiden have en fod i lufthavnen. Jeg er allerede på vej.”
“Okay.”
“Vi ses før du ved af det. Det lover jeg dig. Jeg vil have dig i mine tanker hele vejen hjem. Jeg vil være hos dig til det er overstået.”
“Det ved jeg, skat. Men ikke fysisk.”
“Ikke fysisk, men i dine tanker. Tænk på mig når det er værst. Og tænk på mig når det er overstået, hvis jeg ikke er nået frem.”
“Det lover jeg.”
“Fokuser nu på det der er vigtigst. At få vores søn godt til verden. Sig til Dylan jeg elsker ham.”
“Det vil jeg gøre. Skynd dig hjem ikke.”
“Selvfølgelig skat.”

 

Jeg lagde på. Pludselig virkede det ikke så uoverskueligt længere. Nu viste jeg at han var på vej hjem til os. Min klippe var på vej til mig. Jeg havde knap nok afsluttet samtalen med Chris, inden min enestue var flydt med læger, sygeplejsker og jordmødre, som alle snakkede uforstående sammen. Lige i hældene på dem var Agusteen kommet ind. Hun var hurtigt henne ved min sige, for forlangte lavmælt at få alle detaljer fra min samtale med Chris at vide. Jeg fik usammenhængende fortalt hende det vigtigste. 

 

Kort tid efter forlod lægerne igen min stue, og jeg var atter alene med Agusteen. Hun holdte mine ene hånd i sine, og kiggede tomt ud i luften. Hendes ansigtskulør var blegnet lidt i løbet af de sidste par timer. 

 

“Hvor slemt er det Agusteen?” spurgte jeg nervøst.
“Du skal ikke være bange Helene. Det skal nok komme til at gå fint, det er jeg sikker på. De ved hvad de gør. Og vigtigst af alt, de har prøvet det mange gange før, så det burde ikke gå galt.”
“Og hvad med Chris?”
“Han kommer, når han kommer. Det eneste du skal fokusere på, er at få mit barnebarn levende ud, hvilket også kommer til at ske uden problemer. Det er jeg sikker på.”
“Hvordan kan du være så sikker?”
“Du er bange Helene, og det er fuldt ud forståeligt. Det her havde du ikke regnet med. Du kunne ikke have forudset det her. Derfor er du bange, nervøs og alt muligt andet. Og så er Chris her ikke til at støtte dig, hvilket jeg tror du ville have godt af. Mest fordi jeg ikke er så god til det.”

_________________________________________________________

 

(Chris)

At prøve at lade som alt var okay her, mens jeg snakkede med Helene, var endeligt nemt nok, men i det sekund jeg havde lagt på, og jeg var sikker på at der ikke var nogle inden for rækkevidde, som jeg kunne komme til at skade, brød min frustration ud. Alt omkring var mere eller mindre nedlagt, og mange af tingene var formindeligt gået i stykker. I de sekunder, det havde taget mig, at smadre det lille rum, der udgjorde mit værelse på settet, havde tanken om erstatning, ikke strejfet mig. 

 

Vreden over at jeg var så langt hjemmefra, og intet kunne gøre. En flyvetur på 5 timer plus transport mellem lufthavnene, og ventetiden i lufthavnen kunne jeg hvert fald godt, regne med tidligst at være i La kl. 22:30

 

Og hvis de havde tænkt sig at sætte hende i gang med det samme, ville vores søn senest være kommet til verden kl. 16.00. Og hvis jeg skulle køre… Nej det ville ikke engang kunne lade sig gøre, at kunne gøre det på 4 timer. Jeg havde under ingen omstændigheder mulighed for at være hjemme, før vores søn ville være kommet til verden. 

 

Ud af frustrations larmende ekko, kom sorgen. Mit blik fangede billedet som var faldet på gulvet. Helene og Dylans ansigter smilede opmuntrende til mig, bag det smadrede glas. Jeg satte mig på sengen, med billedet i hånden, og mærkede hvordan sorgen spredte sig i kroppen. 

 

“Hvad er der sket her?” lød Emmas forsigtige stemme.

 

Jeg havde slet ikke hørt, at døren var blevet åbnet, og der var kommen nogen ind. Jeg kiggede overrasket op på hendes forskrækkede men spørgende ansigt. Hun undersøgte lynhurtigt mit ansigt, inden hun bevægede sig hen til mig, og satte sig ved min side. Hun lagde en trøstende hånd på min skulder, og kiggede spørgende på mig. Jeg sank en enkel gang inden jeg svarede.

 

“Hun er på hospitalet nu. Hvis hun ikke snart føder, vil de sætte hende i gang. Uanset hvad, vil jeg ikke kunne nå tilbage til L.A. Jeg har ingen chance for at være der til min egen søns fødsel, og nu har hun brug for at jeg er der.”

 

Hun sagde ingenting. Hun kiggede rundt i den lille campingvogn, for at ende ved mig igen. Uden et ord, rejste hun sig og forsvandt ud af døren, som lukkede sig efter hende. Jeg rejste mig, og begyndte at lede efter min taske. 

 

Vi havde forladt hotellet i går, for at indlede de allersidste optagelser. Vi havde fået nogle campingvogne stillet til rådighed, så vi havde så lidt transport, og mere arbejdstid. Men hvad nyttede det nu, hvor jeg burde være hjemme hos min familie. 

 

Døren fløj op, og Allens rasende ansigt kom til syne. Han var knap nok kommet ind, inden han viste hvor slemt det stod til.

 

“Hvad helvede er det der foregår her?” brølede han.
“Jeg bliver nødt til at tage hjem.”
“Ja, gu fanden er du så. Og så skal du tænke dig rigtig godt om hvad du har gjort. Det her er din sidste chance Chris. Jeg vil ikke finde mig i mere fra din side.” sagde han med en løftet pegefinger.
“Sidste chance Chris.”
“Jeg tror ikke du har forstået, Allen.” lød Emmas stemme bag ham.
“Ikke nu Emma.”
“Men Allen…”
“IKKE NU!”

“Jeg er ked af det Chris.” sagde hun, da hun stak hovedet ind.
“Tænk ikke på det, Emma. Nu kan jeg i det mindste rejse hjem.”
“God rejse og hils.”
“Tak.”

 

Jeg fik de sidste ting pakket, og forlod stedet unden at møde et eneste menneske. Allen havde sikkert fået alle ud, for at “sikre” dem om mig. Jeg kunne ikke helt forstå hvorfor han var blevet så sur. Han havde jo hele tiden viste hvordan tingene hang sammen. Han viste jo godt, at jeg helst ville have være hjemme nu, så jeg kunne være sammen med min familie. 

 

Jeg forlod bygningen, og fik hurtigt fat i en taxa.  Turen til lufthavnene virkede lang og uendelig, men varede ikke mere end 30 minutter. Jeg viste ikke hvad der ventede mig indenfor, men jeg håbede at der var så menneskeforladt, at jeg hurtigt kunne få en billet hjem. Jeg steg ud af taxaen, og satte kursen mod indgangen med kufferten på slæb. Desværre var lufthavnen helt flydt, men pressen var her heldigvis ikke endnu. Pludselig var der en som opdagede mig, og skaks brød helvede løs. Efter et par minutters panik fra min side, gik menneskemængden i opløsningen, og jeg var omgivet af sikkerhedsvagter.  Jeg blev vist ind i nogle til stødende lokaler, hvor jeg fik forklarede min situation.

 

“Jo hurtigere jeg kan komme til L.A. jo bedre.”
“Det har du sagt et par gange nu, Chris. Og vi er ved at finde ud af hvad vi kan gøre for at få dig sikkert frem til din distinktion. Jeg må bede dig om at være lidt tålmodig.” mumlede sikkerhedschefen Jordan.
“Tålmodig? Ville du være tålmodig, hvis du viste at din kone måske var ved at føde?”
“Jeg forstår udemærket din frustration, men der er ikke så meget mere jeg kan gøre.”
“Nej selvfølgelig ikke.”

 

Efter 30 minutters venten, havde de formået, at få et mindre passagerfly kørt frem på landingsbanen, og fået to standby piloter, til at flyve turen, samt fået flyet tilpas fyldt. Så var det bare at få tiden i flyet til at gå hurtigt, så jeg snart var hjemme. Lige inden vi gik om bord på flyet, kom jeg i tanke om, at jeg havde lovet Helene, at jeg ville ringe til min far, for at infomere ham. 

 

“Hej far.”
“Nå, hvad så?”
“Jeg har fået en billet hjem. De var meget hjælpsomme i lufthavnen. De har sat et lille passagerfly til rådighed, og fået den flydt, så de ikke taber penge på det. Jeg vil forhåbentlig være der indenfor 5-6 timer.”
“Åh det var godt. Hun er ikke blevet sat i gang i nu. Så hvis heldet er med dig, er du hjemme inden du er blevet far igen.”
“Lad os håbe det.”
“Vi krydser fingre.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...