Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5401Visninger
AA

11. New York (Chris)

Jeg stod ved vinduet på mit hotelværelse. Byen var langsomt ved at være forvandlet til dens natlige side. Solen var for længst gået ned, og mørket var ved, at have indfundet sig, mellem byens skyskrabere og parkernes træer. Nu var byens tage oplyst af månen, som af og til kastede sit skær ned til os. Vejene og fortovene badede i pærernes skær, og bilernes lygter. Mennesker slentrede hen ad fortovet. Uden en anelse om, at de blev kigget på. Jeg kiggede på dem, beundrede dem, og misundende dem. Mest dem, som havde deres familie. Jeg havde mig selv, mens min elskede familie, mit et og alt, var i Californien. Fjernsynet summede svagt inde i stuen. Nyhederne startede snart, og USA ville snart få endnu en løgn forærende. De kunne jo ikke vide, at det var en løgn. Men det var det. Jeg kunne aldrig komme i tanke om, at gøre det mod Helene. Hun stolede fuldt ud på mig. Ariana var min ven. Vi havde været venner siden børnehaven. Hun boede på det her hotel. To etager over mig. Vi havde været ude og spise, hvor vi havde snakket om gamle dage, og så var vi taget tilbage til hotellet. Intet var sket. Kun gode venner, som havde været ude og spise. En fotograf havde set os forlade restauranten, og havde så fulgt efter os tilbage til hotellet. Han havde troet at der ville ske noget mellem os. Hvordan kunne han vide, at vi kun var venner? Og at vi begge boede på det her hotel? Det kunne han ikke, og det var derfor mest oplagte at tro, at vi havde en affære. En form af usikkerhed ruller ind over mig. Hvor ville jeg dog gerne hjem til Californien. Hjem til min familie. Det banker stille på døren. Jeg kom ud i den lille gang, og åbnede døren. Ariana trådte ind, og gik ind i stuen. Hun satte sig tilpas i lænestolen, og lagde det ene ben over det andet.

”Har du set det?” spurgte hun.
”Nej. Men jeg hørte det.” savede jeg, og satte mig i sofaen.
”Jeg har snakket med Helene.”
”Hvordan tog hun det?”
”Hun var i parken med Dylan, til mit held. Et lille behersket udbrud og en snert af usikkerhed. Hendes stemme knækkede over en enkel gang.” svarede jeg.
”Det var det mest rigtige, Chris. Hun skulle have det af vide, af dig. Ikke af pressen. Ikke fra nyhederne. Jeg er sikker på hun forstår det. Hun ved jo, vi bare er venner.”
”Du har nok ret.  Jeg er glad for, at du forstår mig.” sagde jeg, og smilede.
”Selvfølgelig.”

Hun rejste sig, og gik mod døren.

”God nat Ariana.” sagde jeg.
”Nat, nat Chris.”

Jeg slukkede fjernsynet og gik tilbage til soveværelset. Kom af tøjet, og lagde mig tungt i den enorme seng, hvor jeg hurtigt faldt i søvn.

Jeg vågnede af en konstant banken på døren. Jeg slog øjnene op, og kiggede på min telefon, som lagde på natbordet. 10:05 Jeg havde overhørt de to vækkeurer, som skulle have vækket mig, kl. 7 i morges. Jeg kom ud ad sengen, og halvløb ud til døren. Der ventede så meget en skideballe til mig. Jeg åbnede roligt døren.

”Har du sovet godt, prinsesse?” spurgte Chris.
”Jo tak, nu du spørg.”
”Har du glemt at slå vækkeuret til, eller hvad?”
”Nej jeg har ej. Jeg har bare overhørt dem.”
”Ja, ja så siger vi det. Kom i noget tøj, så vi kan komme hen til settet, så vi kan få skud de sidste scener. Du vil sikkert også gerne hjem til Helene.”

Jeg kom hurtigt i tøjet. På ingen tid var vi kommet ned på gaden, fået fat en taxa, og var på vej til settet.

”Hvor slemt er det?”
”Vi har ikke haft brug for dig endnu, så jeg tror ikke det bliver så slemt. Men hold dig væk fra dem, så går det sku nok. Og desuden er de i rigtig godt humør i dag.”
”Tror du, der er nogen, som har haft travlt i nat?” spurgte jeg.
”Hæ, hæ, det tror jeg.” svarede han, på en måden, som kun han kunne.

Det var en intern skuespillervits. Hvis instruktøren var i godt humør, i denne her periode af en optagelse, var det enten fordi han havde fået noget, eller også fordi han kunne se en ende på det. Og fordi det har været en af de lettere film at lave, så troede jeg mest på det første. 

Taxaen holdte ind til siden, 200 meter fra indgangen til et afspærret område. Hvis jeg var kommet til tiden, ville man kunne se noget hegn, med noget hvidt plastik, så man ikke kunne se ind. Men kl. 11 en mandag, efter affærenyheden, kunne jeg vel ikke forvente andet end et tæt pakket område af journalister og paparazzier. Fokuseret gik jeg forbi dem, og prøvede så vidt muligt, ikke og kigge op i kamerarene. Spørgsmålene fløj rundt om ørene på mig. Hvor ville jeg dog gøre alt for, at jeg kunne være hjemme ved Helene. Bare være der. Holde om hende, og fortælle hende, at det hele var en løgn. Fortælle hende, at hun var den eneste ene. At jeg ikke havde andre end hende. At det var Ariana, og at vi gik hver til sit, i elevatoren. At der ikke var sket noget. Vi fik os mast frem til indgangen, hvor vi uden besvær blev lukket ind.  Jeg kunne se for mig, hvordan Helene så du, da jeg fortalte hende det. Hendes sukkersøde stemme, der knækkede over. Hendes stille rysten. Hendes anstrengelser for at være så naturlig som muligt. Men mest af alt, hendes smukke øjne, med en snert af fortvivles og panik.

”Så kunne man være her.” sagde John James, instruktøren.
”Det er jeg sku ked af. Jeg havde ikke hørt vækkeuret.”
”Heldigt for dig, at du ikke skulle være med i de første optagelser. Nu kan vi komme videre med filmen. Gå ind og skift.”
”Ja.”

Jeg gik forbi ham, og hen til min garderobe, hvor jeg skiftede, og var klar til flere timers optagelser, med konstante afbrydelser. Men jeg var ikke til stede. Jeg kunne ikke leve mig ind i min rolle. 3 timer senere, var vi ikke kommet meget længere. En smule irriteret gik jeg tilbage til min garderobe. Rummets indhold var ikke noget særligt. En stol, et bord, et lille badeværelse og en seng, til de sene aftentimer. Jeg smed mig på sengen, og tog min telefon frem. Fandt Helenes nummer. Tjekkede lige klokken. Bare for at være sikker på, at det ikke, lige var midt i eksamen. Tiden passede, og hun skulle være færdig for 1 time siden. Jeg ringede op, og 3 ring senere tog hun den.

”Det Helene.” sagde hun.

Hun lød ked af det.

”Hej skat. Det er mig.”
”Hvordan går det?” spurgte hun.
”Forfærdeligt. Jeg ville ønske, at jeg kunne være hos dig, lige nu. At jeg kunne holde om dig, og fortælle dig, hvor meget jeg virkelig elsker dig.”
”Jeg elsker også dig Chris. Bliv færdig med den film, og kom hjem. Jeg har brug for dig.”

Hendes stemme knække over, og jeg kunne høre hendes stille hulk.

”Du må ikke græde skat. Det skal nok gå. Det lover jeg dig. Vi finder ud af det her. Sammen. Vær stærk. For mig skyld.”
”Jeg føler mig magtesløs i det her helved, Chris. Jeg ved ikke hvordan jeg skal håndtere det. Jeg frygter at forlade huset, og Dylan er panisk her gang en varevogn kører forbi.”
”Tag op på hotellet. Bed mine forældre om, at mød dig deroppe, så kan i finde en løsning indtil jeg kommer hjem. Okay?”
”Ja. Jeg skal gøre et forsøg.”
”Det skal nok gå Helene.”

Det bankede på døren.

”Jeg bliver nød til at gå nu. Vi skal til at i gang igen.”
”Elsker dig.”
”Elsker dig mere.” svarede jeg.

Jeg lagde på, og gik hen til døren.  Åbnede den, og gik ud. Det hele passede bare ikke sammen i dag. James kom hen til.

”Hvad så, mand?” spurgte han, og vente ryggen til de andre.
”Du kender historien.” svarede jeg, og gjorde det samme.
”Jeg følger jo med i nyhederne. Har de noget på sig?”
”Nej. Ariana og jeg er bare venner. Og har været det altid.”
”Og hvordan tager fruen det?”
”Frygter at forlade huset, og Dylan er blevet bange for varevogne.”
”Sikke noget lort, hva?”
”Det kan du lige bande på. Skal vi se at blive færdig, så vi kan komme hjem?”
”Nej. Du er færdig her.”
”Var?”

Jeg kiggede chokket på ham. Han kunne da for helvedet ikke fyrre mig nu. Vi er da næsten færdig med. De sidste optagelser i Hollywood, og bum.

”Du er færdig her i New York. Bare rolig. Der er masser af arbejde til dig, når vi kommer tilbage til LA. Jeg har været i dine sko. Det kostede mig, et ægteskab, og kontakten til mine børn. Du og konen har noget særligt. Tag tilbage til hotellet, pak dine ting og tag hjem. Det er en ordre.”
”Javel. Sir.” svarede jeg drillende.
”Hurtigt inden jeg ombestemmer mig.”
”Er allerede på vej.”

Jeg fandt de mine ejendele i garderoben, og forlod settet. Det proppede område, omkring settet, var blevet lidt mere proppet. Journalisterne råbte i munden på hinanden.

”Har rygterne noget på sig?”
”Hvem er hun?”
”Har du snakket med Helene?”
”Hvor længe har det stået på?”
”Vil jeres ægteskab holde til det?”
”Hvordan reagerede Helene?”
”Hvad med Helene?”
”Er hun gravid med jeres andet barn?”
”Og hvad med jeres første?"
”Hvem tager sig af ham?”

Jeg prøvede alt hvad jeg kunne, for ikke at blive sur, råbe ad dem, og bede dem om at skride ad helved til. Jeg havde ikke gjort noget forkert. Jeg var ”stueren”. Hvorfor kunne de ikke se det? Jeg kiggede ned i jorden. Vreden kom buldrende, helt nede fra mine fødder, og den havde taget sorgen med sig. Jeg fik fat i en taxa, og opgav adressen. For mange ville det have være traumatisk oplevelse. Normalt ville det ikke påvirke mig, så meget, men i dag, var det meget tæt på at være traumatisk. Det var det værste jeg endnu havde været ude for. Deres spørgsmål, deres frembrusende adfærd, paparazzierne, den lille irriterende lyd af små klips, når kameraet tog et billede. Jeg sad hele vejen ind til hotellet, og kiggede ned i bunden af bilen. Fandt kontrollen over mit hoved og fandt roen i kroppen. Taxaen holdte ind til siden, og jeg fandt min pung frem. Betalte manden og steg ud. Jeg fandt et billede i min pung. Et lille et med en blå baggrund. Det var taget, kort tid efter Dylans 3 års fødselsdag. Vi havde været på familietur, med mine forældre og Isabella.  Helene, Dylan og jeg sad på et rødt og hvidt ternet tæppe. Jeg sad og kiggede forelsket på Helene, mens hun forelsket kiggede op på mig. Dylan sad i hendes arme. Man kunne mærke kærligheden i billedet. Mine ben bevægede sig hen mod hotellet. Jeg lagde billedet tilbage i pungen, og lagde den i baglommen. Døren blev åbnet til det store hvide hotel. Jeg nikkede kort til manden og gik hen mod elevatoren. Et par unge piger fik øje på mig, og spurgte efter autografer og billeder. De fik hvad de ville have, og så var jeg ellers i elevatoren til 3. sal. På ingen tid fik jeg den allerede pakket kuffert pakket.

”Hej skat.” sagde jeg, da hun tog den.
"Hej. To gange på under 3 timer. Er der noget galt?” spurgte hun.

Hun lød en smule panisk.

”Nej skat. Alt er fint. Jeg ville bare sige, at jeg er på vej hjem.”
”Allerede? Hvad er der sket?”
”Jeg har fået ordre til at få løst til det affæres noget, af James. Så han mente, at det var bedst hvis jeg tog hjem, og var sammen med dig.” sagde jeg roligt.

Jeg kunne høre hendes glæde, en let vejrtrækning, og et lille grin. Jeg kunne se for mig, at hun også rystede lidt på hovedet

”Er I oppe på hotellet?”
”Ja. Dine forældre har taget Dylan med hjem, og jeg har fået Jessica og Isabella til at komme herhen.”
”Super. Jeg ringer til dig, når jeg har fundet ud af, hvornår jeg kan komme med et fly.”
”Okay. Og Chris.”
”Ja, hvad er der skat?”
”Jeg glæder mig til at have dig her. Til at du er her til at beskytte mig.”
”Du er utrolig. Du er stærkere end du tror. Det ved du godt ikke.”
”Nej, det gør jeg ikke.”
”Men det er du.”
”Jeg elsker dig skat.”
”Jeg elsker også dig. Meget.”
”Det ved jeg godt.”

Jeg kunne høre en banken i baggrunden.

”Det er Isa og Jess der komme. Du ringer når du har fundet et fly.”
”Det gør jeg. Og hils pigerne.”
”Det skal jeg nok. Elsker dig.”
”Elsker også dig.”

Hun lagde på. Jeg tog min kuffert og forlod hotellet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...