Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5422Visninger
AA

12. Mandag aften (Helene)

Dylan sad nede i stuen og så lidt fjernsyn inden han skulle til at sove. Han viste endnu ikke at Chris ville komme hjem engang i dag. Chris havde ringet til ved 15-tiden, og sagt at han kunne komme med et fly kl. 16. Jeg havde sagt til ham, at jeg havde givet Helga fri i morgen, og sagt i børnehavnen at Dylan blev hjemme. Jeg var ved at lægge det sidste vasketøj sammen, inden jeg ville lægge Dylan i seng, og fortælle ham, at Chris snart ville være hjemme. Minutterne sneglede sig afsted, og endelig var der ikke mere tøj der kunne lægges sammen. Hurtigt fik jeg lagt Dylans tøj i skabet, og hængt mit ind i walk-in closet. Kl. var ved at være 20 og Dylan skulle til at i seng. Den stille brummen fra fjernsynet, var den eneste lyd der var i stuen. Jeg kiggede hen i sofaen, hvor Dylan var faldet i søvn. Jeg slukkede fjernsynet og løftede ham op i seng. Endnu en aften alene. Ingenting at tage sig til. Hvor jeg dog havde lyst til et glas hvidvin. Nej ikke bare hvidvin. Jeg havde faktisk mest lyst til en tur i byen, og drikke. Jeg fandt en pose chips i skabet, og satte mig med min Macbook i køkkenet. Der var stadig 3 timer til at han ville være hjemme. Jeg havde taget fri fra skole i morgen, så vi kunne vise Dylan, at der ikke var noget i de rygter, som florerede rundt i øjeblikket. Han havde været meget bange for, at vi ville gå fra hinanden. Jeg havde prøvet, det bedste jeg kunne, at forklare ham, at det ville vi ikke, men det var til sidst svært selv at tro på det, når der hele tiden, var folk som troede de vidste en masse, og som siger, at det ikke vil holde. Medierne var helt fyldt med diverse ugeblades bud på, hvad der ville ske nu. Jeg havde fået en masse beskeder fra fremmede mennesker, som virkelige håbede at jeg ville tilgive ham, hvis rygterne havde noget på sig. Jeg åbnede endnu engang min Facebook. Min startside var fyldt med folk der skrev, at de krydsede fingre for, at vi ville klare det. Hvis de bare kendte sandheden. Hvis de bare viste, at det bare var rygter, og de ikke var rigtige. At de viste, at det bare var Ariana. Jeg ville så gerne fortælle dem det, men jeg viste ikke, om jeg skulle. Ville det virke for naivt? Måske, måske ikke. Jeg lod den ligge, indtil jeg havde Chris. Han viste trods alt hvad der skete. Han kendte det her cirkus bedre end mig. Han viste hvordan man skulle håndtere det. Jeg manglede han. Han gav mig den tryghed, som jeg havde brug for. Jeg havde brug for ham, til at kunne håndtere det. I frustration lukkede jeg computeren. Jeg gik rastløs rundt i huset. Det hele virkede så perfekt, men det var ikke mig, der gjorde det perfekt, det var Helga. Hun var her, og gjorde livet lettere for mig. Det var rart. Lige nu var det virkelig rart. Jeg gik op ad trappen. Jeg var så træt. Kl. havde for længst  passeret 21, og Dylan sov tungt. Jeg kom af tøjet, og mit blik fangede min krop i spejlet. Åh gud. Man kunne allerede se det. Jeg gik trist hen til sengen, og lagde mig træt på tværs af den. Lukkede øjnene et øjeblik. Ubesværet faldt hen i en let overfladisk søvn. Chris ville trods alt snart være hjemme igen.

Jeg vågnede med et sæt, da en dør blev lukket i det fjerne. Lod mine øjne sanse omgivelserne, søgte efter noget bevægeligt. Intet. Så måtte det have været hoveddøren. Jeg satte mig op i sengen, og kom på benene. Gik hen til døren, og gik ud på gangen. Jeg lod mine ører, søge efter lyde i gangen. En jakke blev hængt på en knage, og et par sko blev sparket af. Lettet gik jeg hen til trappen. Mit blik fangede den velkendt skikkelse i den mørke gang. Han kiggede op på mig. Jeg smilede let til ham i mørket. Han løb op da trappen, og tog mig i sine arme. Hans åndedrag mod mit hår, hans hænder mod min ryg. Hans læber mod mine. Mine fingre mærkede hans hals. Følte hans hår. Hans bløde velkendte hår. Han trak sig forsigtigt væk fra mig, og kiggede ned ad mig. Et forsigtigt smil bredte sig over hans læber. Nåde hans smukke klare øjne. Tog mit hoved i sine hænder og trak mig ind til sig igen. Vores læber mødtes. Endelig var det sværeste overstået. Vi var sammen, og nu kunne han være den mand, jeg havde så meget brug for. Nu kunne vi være sammen om det. Ikke adskilt af flere tusinde kilometer. Vi var under samme tag. På en og samme tid, så ufatteligt og dejligt. Jeg kunne endnu engang ikke fatte, at han virkelig var her. Og glæden over at han virkelig var her, var overvældende. Det jeg havde håbet allermest på, var nu sket.

”Jeg elsker dig.” sagde han, og kyssede mig.
”Mere end noget som helst andet.”
”Du er virkelig hjemme.”

Jeg kunne mærke en uvirkelig glæde. Det kom bag på mig, hvor dejligt det var, at han var hjemme. At han var kommet hjem.

”Ja. Jeg er lige her. Vi skal nok få det til at fungere. Vi finder ud af det.”
”Jeg er tryg nu. Nu ved jeg, at det var rygter.”
”Det har det altid været.”

Han tog min hænder, og trak mig ind i soveværelset. Tændte lyset, og kiggede beundrende på mig. Smilede. Lagde sine hænder på min mave, og kiggede mig lige i øjnene. Jeg viste nu, at det var rigtigt. Det havde det hele tiden været. Men jeg havde ikke turde håbe på at det var sådan. Men nu var jeg sikker. Han var kommet hjem før tid, for min skyld. For vores skyld.

”Det har været den sværeste periode i min karriere.”
”Det ved jeg.”

Jeg prøvede smilede opmuntrende til ham, men det virkede vist ikke. Jeg tog hans hænder og kyssede dem let. Han tog sine hænder til sig, og lagde dem om mig. Tog mig i sin trykke favn. Hans duft. Den velkendte duft, af den mand jeg elskede så meget. Nu var han her.

”Ved han, at jeg er kommet hjem?” spurgte han pludselig.
”Nej, han faldt i søvn på sofaen, og jeg ville ikke vække ham.”
”Okay. Du ser lidt træt ud, skat.”
”Jeg var også faldet i søvn.”

Jeg kiggede op på ham. Hans øjne mødte mine. Jeg forsvandt ind i en helt anden verden. Vores lille dimission. Et lille stykke af denne verden, som bare var vores. Jeg gik hen til sengen, og lagde mig. Chris kom af tøjet, og kom hen til mig.  Jeg var altid glad for, at han kom hjem. Det var jeg. Men i dag, var noget andet. Jeg var lykkelig for, at han var hjemme. Den lille usikre pige, som jeg engang havde været, men som jeg havde gemt væk, var kommet tilbage. Nu havde en til at beskytte mig, en der passede på mig. Intet andet skulle til, før jeg kunne gemme den usikre side væk igen. Alt det jeg manglede var her. Endelig kunne jeg være den mor, og den kone, som de to ting i verden, som jeg elskede mest, havde brug for. Og jeg kunne være den person, som jeg elskede at være. Mig selv. Intet pres.

Jeg lagde mig helt ind til Chris’ krop. Han lagde sine arme om mig, og kyssede mit hår. Jeg faldt hen i en let søvn, som hurtigt tog til, og jeg var omgivet af et betrykkende mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...