Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5434Visninger
AA

45. Lægen (Helene)

Jeg vågnede med følelsen af at være magtetsløs. Som at være bundet til sengen, og ikke kunne komme ud. Det var kommet så meget bag på mig, at jeg havde så meget ud i hele kroppen, i forhold til da jeg ventede Dylan. Jeg havde slet ikke mærket noget indtil jeg fik veer. Men nu havde jeg haft smerter i hele kroppe i næsten en uge. 

 

Jeg brugte store mængder af varmecreme, i håb om at det ville lindre lidt, hvilket det gjorde i perioder. Men det var bare ikke holdbar løsning. Jeg ønskede inderligt at Chris var hjemme. At han var her, til at hjælpe mig. Jeg havde mistet alt overskud, og jeg havde mest af alt bare lyst til at ligge i sengen og græde hele dagen. 

 

Jessica og Isabella havde været her det meste af i går, bare for at være sikker på at jeg havde det godt. De havde flere gange sagt, at det måske ville være en god ide hvis jeg tog til læge, da der kunne være noget galt med barnet. Det lagde måske forkert, og klemte på noget. Jeg viste de havde ret i, at jeg skulle opsøge en læge, men jeg ville gerne have Chris med. Bare i tilfælde af at der var noget alvorligt. 

 

Ved 11-tiden var jeg kommet ud ad sengen, fået tøj på og sad ved spisebordet i køkkenet. Jeg havde åbnet computeren, og prøvede at regne ud hvor langt Chris mon ville være med optagelserne. Jeg ville så gerne snakke med ham. Høre hans stemme. Høre ham, hvad han mente om at opsøge lægen. 

 

Det bankede på døren. Jeg rejste mig, og gik ud i gangen. Løste døren op, og åbnede. 

 

“Moar.” råbte Dylan.

 

Han kastede sig om mine ben. Jeg bukkede mig ned, og han lagde armene om min hals. Duften af ham, virkede et øjeblik smertestillende. Jeg glemte et øjeblik alle bekymringer. I det øjeblik var han det vigtigste. Jeg kyssede ham i håret og rejste mig. Agusteen og Ted stod stadig på den anden side af dørtærsklen.

 

“Kom ind, kom ind.” sagde jeg.
“Hvordan har du det i dag?” spurgte Agusteen bekymret.
“Det samme.” svarede jeg.
“Du burde nok opsøge en læge, Helene. Hvis det forstætter sådan her, er det ikke kun dig selv det går ud over. Det kan også ramme, Chris og Dylan. Og i værste tilfælde også barnet i maven.” sagde hun omsorgsfuldt.
“Jeg synes det er en beslutning Chris og jeg skal tage sammen.”
“Chris er helt sikkert enig i, at du skal tænke på dit eget helbred. Han øsnker ikke at miste dig, og det er det han frygter allermest lige nu.” sagde Ted.
“Jeg synes vi to, skal tage ned til lægen, og så kan Ted og Dylan blive her imens.” sagde Agusteen bestemt.
“Måske vi skal ringe derned først. Så de ved at vi kommer.”
“Det er lige meget. De har alligevel ikke så meget at laver nu. I kan godt blive her, ikke skat?”
“Selvfølgelig skat.”
“Kom så Helene.”

 

Jeg fik mine sko på, og fulgte efter hende ud i den kølige novemberluft. Jeg fandt min telefon frem, og ringede til Chris, selvom jeg ikke regnede med at han ville tage den. Ganske rigtig, han tog den ikke. Den gik direkte på telefonsvare. 

 

Agusteen havde sat sig ind bag rettet i deres nye Ford Fusion Hybrid. Hun satte den i bevægelse og satte kurs mod Dr. Browns klinik. Det var en lille køretur på 10 minutter. Jeg tog min telefon op, og ringede endnu engang til Chris. Den gik igen på telefonsvarer. Jeg slukkede den, og steg ud af bilen, og gik hen til den store rødstensbygning. Venteværelset var næsten affolket. Der sad en sygeplejerske bag en luge. Jeg gik derhen, og hun kiggede op.

 

“Jeg vil gerne snakke med Doktor Brown.” sagde jeg.
“Hvad er dit navn?”
“Helene Evans.”
“Han har tid om et øjeblik. Du kan bare tage plads, så kommer han, når har er klar.” sagde hun ligegyldigt.

 

Jeg satte mig ved siden af Agusteen, som allerede var i gang med at læse i et gammelt nummer af Vogue. Mit blik faldt på det sidste nummer af Costume. Jeg tog det op, og bladrede hurtigt igennem det. Minutterne sneglede sig afsted, og føltes næsten som timer, inden den velkendte skikkelse kom til syne. Jeg rejste mig, idet han kom hen til mig. 

 

“Sikke en overraskelse at se dig her, Helene.” sagde han.

 

Hans hånd hang let i luften, inden jeg tog imod den.

 

“Jeg håbede du havde til at kigge på hende, doktor.” sagde Agusteen.
“Lad os gå ind på mit kontor og snakke.” sagde han.

 

Han viste vej til et stort lyst rum, i den anden ende af klinikken.

 

“Tag plads.” sagde han, idet han satte sig bag skrivebordet.

 

Jeg satte mig i stolen tættest på det store vindue. Agusteen satte sig ved siden af, og kiggede afventede på mig. 

 

“Nå hvad er der galt?” spurgte han.
“Jeg har smerter i næsten hele kroppen.”
“Hvordan smerter?” spurgte han.
“Ja hun er jo gravid, igen.” sagde Agusteen.
“Ja det kan jeg se, hvor langt er du henne?”
“34+5. Ca. De sidste par dage, har jeg haft store smerter i det meste af kroppen. En smerte som jeg ikke havde da jeg ventede Dylan…”
“Og nu er vi ved at bekymret for hvad der kan være galt.”
“Man ser jo ofte, at anden gangsfødende nogle gang kan have flere smerter med graviditet, især når der er gået nogle år fra første til anden gang. Har du taget smertestillende?”
“Nej.” svarede jeg hurtigt.
“Godt. Vil du lige lægge dig?” spurgte han, og pegede mod briksen.

 

Jeg reste mig, og gik hen og lagde mig. 

 

“Vil du have os undskyldt frue?”
“Ja, selvfølgelig.” 

 

Agusteen rejste sig, og forlod rummet.

 

“Okay, først mærker jeg lidt på din mave, for at mærke om barnet ligger som det skal. Okay?”
“Ja klart.”

Jeg trak op i trøjen, så han kunne mærke. Han havde taget handsker på. Hans fingre føltes kolde mod min mave. 

 

“Vil du lige ligge dig på siden, med ryggen mod mig?”

 

Jeg lagde mig på venstre side. Hans kolde fingre pressede sig mod min ryg. Et smertefuldt jag skud gennem lænden. 

 

“Gjorde det ondt?” spurgte han.
“Ja meget.” sagde jeg.
“Stammer al smerte herfra, eller er der smerter andre steder?” spurgte han.

 

Jeg lagde mig på ryggen igen. 

 

“Det trykker rigtig meget her.” sagde jeg. 

 

Jeg lagde mine hænder lige under maven, for at vise hvor det trykkede. Han lagde sine hænder hvor jeg havde mine.

 

“Du sagde du var 34 uger henne?”
“Ja.”
“Jeg er lidt nervøs for, om dine oplysninger er rigtige.”
“Hvad mener du?” spurgte jeg næsten panisk.

 

Mit åndedrag blev hurtigere, og blodet bankede gennem blodåerne.


“Ingen grund til panik, Helene.” sagde han beroligende.
“Jeg vil tro du er 2 uger bagefter. Så du er nok nærmere i uge 36.”
“Hvad skal det betyde?”
“Der er måske nogle som har overset de væsentlige ting. Men jeg er sikker på at dit barn har det ganske godt. Jeg undre mig dog over, at jordmoderen har overset det. Men hun må måske ikke have set godt nok efter.”
“Eller også er du helt ved siden af.”
“Det kan jeg jo ikke udelukke. Men min erfaring siger mig nu alligevel, at du er lidt længere fremme end regnet. Jeg synes at vi to skal tage en lille tur op på hospitalet. Bare lige for at komme til bunds i det her. I plejer at bruge Hollywood Privat Hospitalet ikke sandt?”
“Jo.”
“Godt, jeg for lige sygeplejerske til at ringe til dem. Hvordan har Dylan det?”
“Han har det godt. Tak.”
“Hvordan har han det pressen? Så vidt jeg husker, var I lidt bekymret med den del.”
“Han bryder sig ikke om dem. Han er næsten bange for dem, især når de kommer styrtende mod os.”
“Hvor ofte har I sikkerhedsvagter med?”
“For det meste, når vi skal ud at rejse.”
“Ikke når I bare bevæger jer rundt?”
“Ikke så meget længere. Vi har perioder, hvor de er mere med end andre.”
“Hvornår for eksempel?”
“Vi var næsten mandsopdækket, lige da vi havde fået Dylan, og vi bevægede os nogle steder. Især når Chris var med. På det tidspunkt kunne jeg stadig gå rundt uden at blive genkendt. Pressen er ikke så interesseret i mig.”
“Det er vel godt, er det ikke? Så kan du og Dylan gå rundt på gaden uden at blive stoppet, når Chris er ude at rejse.”
“Jo, jeg nyder det, selvom jeg ville ønske jeg kunne have ham med.”
“Det er forståeligt.”

 

Jeg var nu kommet på benene igen, og gik hen til døren. Dr. Brown åbnede den for mig, og sammen gik vi ud i venteværelset, hvor vi fandt Agusteen bag Costume. Dr. Brown gik hen til sygeplejerske, hvor han snakkede lavmælt med hende. Jeg selv gik hen til Agusteen. 

 

“Nå hvad sagde han så?”
“Han tror at jeg er i uge 36 og ikke uge 34.” sagde jeg neutralt.
“Hvad?” udbrød hun.

 

Dr. Brown vente sig forskrækket om mod os. Agusteen løftede undskyldende hånden.

 

“Hvordan kan det lade sig gøre, at jordmoderen har kunnet overse det?”
“Jeg ved det ikke. Derfor vil han tage med os ind på hospitalet, så det er vi kan komme til bunds i det. Jeg tror også selv han er lidt nysgerrig på at finde ud af hvad der er galt.” sagde jeg hviskende
“Du tror altså ikke, at han ved hvad der er galt?” hviskede hun.
“Ikke rigtigt.”
“Nå de damer, er I klar til at tage afsted?”
“Ja klart.” svarede jeg hurtigt.

 

Vi rejste os, og gik ud til bilen. Jeg tændte telefonen igen. Chris havde endnu ikke ringet tilbage. Jeg prøvede endnu engang at ringe til ham. Denne gang gik den ikke på svareren. Den ringede 4 gange inden den blev taget.

 

“Helene? Er alt okay?” spurgte han panisk.
“Definer okay.”
“Er der noget galt?”
“Nej. Eller måske. Jeg ved det ikke rigtigt. Jeg har lige været inde ved Dr. Brown. Han mener, at jeg måske er i uge 36 og ikke uge 34 som vi indtil videre havde regnet med.”
“Hvad?” udbrød han.
“Ja. Vi er nu på vej op på hospitalet, for at få det undersøgt nærmere. Jeg ville sådan ønske at du var her Chris.” sagde jeg med gråd i stemmen. 

 

En lille tåre trillede end ad min kind. Jeg havde vent mit ansigt mod runden, og kiggede på byen, som susede forbi udenfor. 

 

“Jeg vil så gerne være der, sammen med dig, skat. Men jeg kan ikke komme herfra, før vi er færdige. Men jeg gør hvad jeg kan for at vi bliver færdig i tide. Lov mig, at vente til jeg kommer hjem.”

 

Hans stemmede dirrede af frustration. Det vigtigste var, at jeg viste, at han prøvede at gøre noget. 

 

“Jeg skal prøve. Ellers skal jeg nok give besked.”
“Det er jeg også sikker på. Jeg har hele tiden en fod i lufthavnen.”
“Det ved jeg skat.”
“Ring til mig, når du ved noget mere.”
“Det skal jeg nok. For resten Chris…”
“Ja?”
“Jeg savner dig afsindig meget.”
“Jeg savner dig endnu mere. Jeg elsker dig skat.”
“Elsker også dig.”
“Jeg bliver nødt til at smutte nu skat.”
“Okay. Vi snakkes ved.”
“Ja vi gør.”

 

Jeg lagde på, og kom telefonen ned i tasken. Bilen stoppede 5 minutter senere foran hospitalet. Jeg havde aldrig nogenside troede at jeg ville blive fulgt ind på et hospital af en læge, men den oplevelse det var. At alle læger på hospitalet kendte ham. At han var så vellidt af alle, kom bag på mig. Han gik hen til skranken og informerede sekretæren, om han ærinde. Vi blev vist op på 5 sal, hvor vi kom ind på et kontor.

 

“I kan bare vente her, så kommer der en læge, som kan kigge på dig.” sagde kvinden.

 

Hun forlod os. Vi ventede ikke særlig læge, før der kom en kvindelig jordmoder. Den selvsamme jordmoder, som jeg har undersøgt mig hele vejen igennem.

 

“Helene, hvilken overrakselse at se dig her. Jeg kan forstå, at der er blevet tvivl om hvor langt du er henne, er det korrekt?”
“Ja.” svarede jeg.
“Okay. Og du må være Dr. Brown?”
“Ja det er korrekt.” svarede han.
“Okay. Lad os se på dig, Helene.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...