Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5438Visninger
AA

33. Hjemkomsten (Helene)

Turen over atlanten, mindede mig om første gang jeg tog turen til USA. Drømmene jeg havde dengang, poppede op i erindringen, og flød over nethinden som små film. Jeg forestillede mig, hvordan mit liv ville have været hvis jeg ikke havde mødt Chris, hvordan jeg ville have været i dag, hvis jeg ikke var taget afsted dengang? Men mest af alt hvor meget jeg elskede det liv jeg havde i dag, og hvor meget jeg savnede mig mand og min elskede søn. Da jeg tog afsted, regnede jeg ikke med, at jeg ikke ville være hjemme på hans fødselsdag, og jeg hadede mig selv for at have glemt at ringe til ham. Men Chris mente at havde haft en god dag alligevel hos Ted og Augusteen. 

 

Da jeg kom ind i ankomsthallen, var den næsten mennesketom, hvilket kom bag på mig. Jeg havde måske forventet at pressen ville være her, og at der ville have været nogen til at tage imod, alle dem som havde været med flyet fra Sverige. Men der var kom nogle sortklædte mænd ved døren og ganske få medarbejder. Midt i det gigantiske rum, stod min familie. Chris, Dylan, Ted, Augusteen, Isabella og hendes børn. Chris og Dylan stod med hver deres kuffert. De var næsten lige ankommet med deres fly fra Detroit. 

 

Dylan gav slip på sin, og løb mig i møde. Glæden over at se ham igen, var overvældende. Den velkendte duft af min søn, fik mig til at græde. Hans små arme om mig, hans tilstedeværelse gjorde mig hel igen. 

“Hvor har jeg savnet dig, Dylan.”
“Jeg har savnet dig mere, mor.” 

 

Glæden havde overmandet ham. Jeg tog blidt fat om hans hovede, og bøjede det så jeg kunne se ham i øjnene. Jeg smilede blidt til ham.

“Jeg er så ked af at jeg glemte din fødselsdag.”
“Det er okay mor. Vi kan bare fejre den nu.”
“Hvor er du sød, Dylan.” sagde jeg og kyssede hans pande.

 

Jeg rejste mig, tog Dylan i hånden og gik hen til familien. Jeg var hurtigt igennem dem. Jeg endte ved Chris. Jeg kunne se på hans ansigt, at han havde ændret sig lidt mens jeg havde været væk. Han var anderledes. Vi stod lidt og bare kiggede nervøst på hinanden.

 

Jeg ville så gerne røre ved ham, men jeg var bange for, at savnet om ham, havde skabt ham i mit hovede. Han løftede forsigtig den ene hånd, og lagde den på min kind. Forløsningen af hans berøring, fik mig til at gispe. Tårerne løb ned ad mine kinder igen. Han var der virkelig. Jeg var virkelig hjemme hos ham. Og han var sig selv. 

“Chris.”
“Helene.”

Han fjernede sin hånd, og lagde armene om mig. Ubevist lagde jeg mine om ham, og lod ham komme tæt på mig, foran hans familie. Jeg kiggede op, og lod mine læber møde hans. Det mest vidunderlige kys, siden brylluppet. Nu var jeg endelig hjemme. Savn og længselen efter ham, gik for alvor op for mig. Jeg havde savnet ham så meget, at jeg næsten ikke kunne overkomme, at skulle give slip på ham igen. Han trak sig lidt væk fra mig.

“Jeg har savnet dig så meget skat.” hviskede han.
“Og jeg endnu mere.” svarede jeg åndeløst, og kiggede op.

Hans øjne lyste af lettelse og glæde. Nu var familien samlet igen. Alt var som det skulle være. Vi kunne kontrollere det hele sammen igen. Vi var der for hinanden igen, og vi kunne gribe hinanden, hvis vi faldt. De andre stod lidt akavet og kiggede på os. Jeg var kun til stede i Chris’ arme. Alt omkring os var ligegyldigt. 

 

Dylan rev lidt i mit ærme. Lidt modstridende lod jeg mit blik glide ned til ham. Han kiggede spørgende op på mig. Hans savn var ikke helt væk. Jeg gav slip på Chris og satte mig på knæene  foran Dylan. Jeg tog ham i mine arme, og holdte om ham. 

 

“Hvor har jeg savnet Dylan.”
“Jeg elsker dig moar.”
“Jeg elsker også dig, lille skat.”
“Skal vi så se, at komme hjem. Jeg tror der er 3 fly, som er landet siden Helene kom herind. Seriøst, så tror jeg også gerne de vil hjem.” bemærkede James utålmodigt.

 

Jeg rejste mig, og tog min kuffert. Chris lagde afslappet en arm om mine skuldre. Det var en ubeskrivelig lykkefølelse som gik igennem min krop. 

 

“Hvordan har du det?” spurgte han forsigtigt.
“Jeg har det fint. Bare en smule udmattet af rejsen.”
“Og dine brødre? Hvordan har de det?”
“William er blevet far. Og skal giftes til foråret. Så han har det fint, efter omstændighederne. Og de 2 andre, har det også fint. Ikke noget vildt der.” smilede jeg.
“En baby? Hold da op.”
“Hun var kun et par dage gammel da jeg mødte hende første gang.”
“Og dine veninder? Hvornår kommer de?”
“De kommer i oktober. De tager afsted i slutningen af denne måned. De ringer, når de ved noget mere.”
“Hvad var deres plan da?”
“Lidt rundrejse i USA, og så ende i nærheden af os. De snakkede om at leje et hotelværelse i L.A. og så komme og besøge os.”

 

Ubevist lagde jeg hånden under maven. Dette måtte være sand lykke. Dylan gik sammen med Ted, et par skridt foran os. Da vi kom ud i den varme efterårsluft, blev jeg mindet om, at temperaturen var en anden i L.A. end den var i Danmark. Jeg havde alt for meget tøj på. Porsche var blevet parkeret lige foran udgangen. Chris havde informeret om, at vi ankom i dag, og ville gerne, at bilen var kørt frem, så det var let for os at komme afsted. Området var helt ryddet for pressen. Det var som om der slet ikke var nogen, som interesserede sig for Chris længere. Men noget sagde mig, at der ventede en masse, når vi kom hjem. Nu fik vi endelig mulighed for at være alene. Bare os 3.

 

“Hvordan var det at være med far på arbejde?” spurgte jeg.
“Det var vildt fedt. Og jeg prøvede også. Og de sagde at jeg var rigtig dygtig til det. Far fik en masse billeder med hjem, som du skal se, mor.”
“Det vil jeg glæde mig til. Jeg er sikker på at du var super dygtig.”
“Det var han.” forsikrede Chris.
“Jeg er så stolt af dig, Dylan. Jeg er stolt af jer begge to. Jeg er glad for at I klarede jer uden mig.”
“Det var svært. Ikke far?”
“Jo meget, men vi var gode sammen.”
“Nemlig.”

 

Jeg fangede Chris’ øjne et øjeblik. Han havde det der faderlige blik. Han havde selvtilliden nu. Jeg lagde min hånd på hans lår og gav det et lille klem. 

“Jeg har tænkt på noget mor.”
“Hvad skat?”

“Hvorfor snakker du mærkeligt engelsk?”
“Det er fordi, jeg ikke har været sammen med jer hele tiden. Jeg har snakket dansk i den tid jeg har været i Danmark. Så jeg har fået min danske accent tilbage. Men bare rolig, om et par dage, er jeg den gode gamle mor, der snakker rigtigt igen.”
“Hvornår kommer min lillebror?”
“Vi regner med at han kommer engang efter jul.” svarede Chris.
“Først efter jul. Jeg troede jeg fik ham i fødselsdagsgave.” svarede han skuffet.
“Desværre skat. Du bliver nødt til at vente lidt endnu.” sagde jeg blidt.
“Er vi snart hjemme far?”
“Arh. Der går nok lidt endnu. Vi er lige kommet ud af lufthavnsområdet.”
“Jeg vil hjem nu.”
“Vi er på vej skat.” sagde jeg kærligt, og sendte ham et sødt smil.

 

Hvor jeg dog havde savnet mine to drenge. Chris’ velkendte krop, og Dylans nærvær. Hvor blev det dog dejligt, at få nogle dage , hvor vi bare var sammen. Uden at bekymre os om noget som helst. 

 

“Hvad tænker du på skat?”
“Hvor meget jeg har savnet jer. Hvor meget jeg har brug for jer, før jeg er lykkelig.”
“Jeg ved hvad du mener. Jeg har det på samme måde.”

“Jeg elsker dig virkelig meget Christopher Evans.”
“I lige måde Helene Evans.”
“Jeg elsker jer mest.” udbrød Dylan, med et stort smil på læben.
“Det er vi slet ikke i tvivl om skat.” sagde jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...