Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5438Visninger
AA

27. Engen (Helene)

Jeg var knap nok kommet ind ad døren i hall’en før Jonas kom mig i møde. Han havde taget lang hurtige skridt med kurs mod mig. Hans ansigt var udtryksløs og hård. Han smilede kort til Olivia og Freja, inden han rettede sin fulde ligegyldige opmærksomhed mod mig. Jeg fangede hans blik og fastholde det, indtil han sagde noget.

“William vil gerne snakke med dig. Han er oppe på dit værelse.” sagde han så.
“Okay. Jeg kommer tilbage om et øjeblik.” sagde jeg til pigerne.
“Vi går ingen steder.” sagde Freja.

Jeg kiggede hen mod dem, men de var allerede på vej længere ind i huset. Så skyndte jeg mig op på mit værelse, hvor jeg fandt William stå ved vinduet, og kiggede ud. Han flyttede først blikket da jeg bevist smækkede døren bag mig. Der stod jeg, som om jeg havde gjort noget forkert. Hans blik var hårdt og ansigtet udtryksløst. 

“Hvad er der William. Hele huset er fyldt med gæster, og du som er den gode vært vil snakke med mig.” sagde jeg undrende.
“Hvad skete der? Henne i kirken, mener jeg.” startede han.
“Først kommer du for sent, og derefter stikker du af midt i det hele. Jeg forstår det ikke.”
“Du forstår det ikke? Ved du hvad, det forstår jeg godt, at du ikke gør. For det var ikke dig, der læste mors brev. Det var ikke dig, hun kastede skylden på. Den mand jeg var flygtet fra, sad og kiggede bebrejdende på mig. Selv mine brødre bebrejder mig, for vores mors død. Du så ikke hvordan alle gloede nedladende på mig, da jeg kom ind i kirken. Ved du hvordan det er? Ved du hvordan det er, når du ikke kan græde, over ens død? Det er forfærdelig. Selv når man prøver på at græde, og der ikke sker noget. Så kigger folk endnu mere efter en. Ved du hvor modbydeligt det er?”
“Nej det gør jeg ikke. Men det du gjorde i dag. Det ville den gamle Helene aldrig have gjort. Jeg kan slet ikke kende dig længere.”
“Hvor er du latterlig William. Du har følelserne uden på tøjet. Jeg kan ikke gøre for, at det hele lige pludselig blev for meget, William. Og ved du hvorfor?”
“Nej?”

Han kiggede spørgende på mig. 

“Jeg er gravid igen, William. Jeg… Jeg ved ikke ærligt talt ikke hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forsvare det jeg gjorde. For mig, var det bare det eneste rigtige at gøre. Jeg havde bare brug for en pause.”
“Og tiden?” spurgte han kort.
“Jeg kunne ikke se dem alle i øjnene. Jeg ved godt, hvor meget smerte jeg har forvoldt jer. Og jeg er virkelig ked af det. Men jeg er nødt til at tænke på mig selv. Tænke på hvad der det bedste for mig.”
“Og hvad så med Dylan? Og Chris? Hvor er de?”
“Jeg ville ikke have, at de skulle med. Jeg viste ikke hvor meget kaos der ville komme omkring mig. Både med pressen, og alle dem jeg havde lagt bag mig. Måske var der noget, der ville fryse mig ude, og det synes jeg ikke de skulle opleve.”
“Mest for din egen skyld.” konstaterede han mumlende.
“Ja. For min egen skyld.” svarede jeg hårdt.
“Og jeg har hele tiden fortalt Dylan, at hans mormor og morfar var døde, flere år inden jeg rejste til USA.”
“Okay. Jeg vil ikke vide mere.”

I det samme bankede det på døren. Jeg kiggede på William et øjeblik, inden jeg gik hen og åbnede den. På den anden side stod Jacob. Han blev lidt overrasket over at se William på mit værelse.

“Åh, undskyld. Jeg viste ikke, at du havde flyttet mødet med hende her ind. Jeg troede I ville være i jeres fars kontor.”
“Det er i orden Jacob. Vi er færdige her.” sagde William kort.

Han gik hen til døren og kiggede et øjeblik på Jacob inden han gik ud ad døren, og ned ad korridoren, til trappen. Jeg blev stående og kiggede forvirret på Jacob.

“Jeg ville bare lige minde dig om, at du skulle ringe til Chris.” sagde han forsigtigt.
“Ja. Jeg vil gerne være alene. Bare et lille øjeblik.” svarede jeg.

Han nikkede og lukkede døren. Jeg satte mig på den store seng og kiggede ud i luften. Jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvad jeg skulle ligge i det, William havde sagt. Var han skuffet over mig? Var han vred på mig? Hvorfor blev jeg ved med at gøre alting forkert, når jeg var er? Hvorfor kunne jeg aldrig gøre noget rigtig? Det var som om, mine brødre fik mig til at føle, at jeg var mindreværdig. At jeg var en lille ligegyldig lort, som altid gjorde noget, for at få opmærksomhed. Han blev ikke engang glad, da jeg sagde, at han skulle være onkel igen. 

 

Jeg tog min taske, og gik ud i korridoren. Drejede ned mod trappen. Med raske skridt, gik jeg mod den. Da jeg næsten var nede ad trappen, gik en dør længere inde i huset op. Jeg løb det sidste stykke ned, og greb fat i hovededøren, åbnede den, og gik ud. Jeg gik ned ad den lille fortrappe, og hen mod den lille lund, som lagde bag staldene. Jeg nåede ikke at skifte fodtøj, så da jeg kom til den lille eng, tog jeg dem af, og lod det varme neongrønne græs, glide over mine fødder. Der var fyldt med små margueritter.

 

Midt på engen satte jeg mig midt på engen, og fiskede min telefon op. Chris havde ringet 10 gange. Den nåede ikke at ringe 3. gang inden han havde taget den.

“Hvor er jeg glad for at du ringede. Jeg var ved at dø af bekymring.” startede han.
“Hej skat.” sagde jeg.

Jeg kunne høre gråden i min stemme. Og tårerne pressede sig på i øjenkrogene.

“Hvad er der sket?” spurgte han uroligt.
“Jeg savner dig. Virkelig meget.” hulkede jeg.
“Helene.” sagde han blot.
“Jeg vil så gerne hjem. Jeg vil ikke være her mere.”
“Jamen, hvad er der sket?” sagde han bekymret.
“Det hele er styrtet sammen om ørerne på mig. William blev ikke engang glad, da jeg fortalte at jeg var gravid igen. Jeg ville ønske du var her. Til at holde om mig, og sige at det nok skulle gå.” sagde jeg grædende.
“Helene.” 

Han holdte en kort pause.

“Det skal nok gå det hele. Det er jeg sikker på. Bare slap af. I morgen er det hele sikkert blevet bedre.” prøvede han.
“Jeg kan ikke klare det mere. Alle de bebrejdende blikke. De kolde skuldre. Det er som om de alle samme, tror de er bedre en mig. Jeg er blevet den lille ligegyldige lort i verden.”
“Hold op. Du er ikke nogen lille ligegyldig lort, Helene. Du er den sejeste klippe i verden. Og jeg kender to, hvor du er den sejeste person i verden. Det er to personer, som ikke ved hvad de skal gøre uden dig. Så tænk på Dylan, og tænk på mig. Vi har brug for dig, og vi kan ikke klare os uden dig. Vi har brug for dig. Og vi elsker dig. Mere end noget andet i hele denne her gudsforladte verden.”
“Hvor er du dejlig, Chris. Ved du godt det?” spurgte jeg med et forsigtigt smil på læben.
“Det er jo bare sandheden, Helene. For os er du verdens centrum.”
“Du ved altid hvad du skal sige.” sagde jeg, og rystede på hovedet.
“Hvordan gik begravelsen?”
“Forfærdeligt. Hvert fald hvis man spørger William.”
“Hvad så?”
“Det er lidt svært at forklare. Jeg tror det er nemmere at forklare, når jeg har fået det lidt mere på afstand.”
“Okay. Dylan vil gerne snakke med dig.”
“Okay. Lad mig få ham.”
“Vi snakkes ved skat.”
“Ja.”

Der var stille et øjeblik. 

“Hej mor.” sagde han forsigtig.
“Hej lille skat. Hvordan går det?”
“Det går bedre. Jeg savner dig bare meget.”
“Jeg savner også dig.”

I det fjerne kunne jeg høre, nogen kaldte på mig. Jeg havde et eller andet sted ikke lyst til at blive fundet. Jeg havde lyst til at blive her, og snakke med min familie.

“Hvad har I så lavet?” spurgte jeg.
“Alt muligt. Jeg har været med far, nede i et fotostudie, hvor han fik taget en masse billeder. Jeg tror det var til en parfume. Og så har far skændtes med pressen, fordi de tror, at I er gået fra hinanden.”
“Og det ved du jo godt, ikke er rigtigt?” spurgte jeg.
“Ja. Du er i Danmark, for at få sagt det sidste farvel til din mor. Og når det er færdig kommer du hjem igen.” sagde han forsigtigt.
“Nemlig.” 

De kaldende stemmer var tæt på nu. Jeg kiggede ud mellem træerne, og kunne se, at mine veninder gik ude på stien. Jeg var ked af, at jeg blev nåd til at afbryde kontakten med Dylan allerede. Jeg havde på fornemmelsen, at der var en hel masse, han stadig ville fortælle mig. Jeg forklarede ham, at jeg blev nød til at vende tilbage til de mennesker som ventede på mig. Pigerne havde fået øje på mig i græsset, og var på vej ind til mig, da jeg lagde på. Jeg rejste mig, og børstede det usynlige snavs af ryggen. Jeg smilede undskyldende til dem.

“Hvem var det, du talte med?”
“Det var min søn. Dylan.” svarede jeg forsigtigt.

“Din søn? Har du en søn?”  udbrød Freja.
“Ja. Og jeg venter vores andet barn.”

Jeg hørt selv hvordan min stemme blev mindre og mindre, for til sidst at dø hen over det sidste ord. De kiggede ned på min halvrunde mave. Jeg tænkte lidt over, at hvordan de kunne undgå at lægge mærke til det, med den kjole jeg havde på. Min mave var da enorm at se på. Måbende kiggede de så op igen.

“Okay. Du er gift?” spurgte Amalie. Mest af alt for at være sikker.
“Ja.” svarede jeg uforstående.
“Og du har en søn?”
“Ja. Dylan.”
“Hvor gammel er han?” spurgte Freja.
“Han bliver 5.” svarede jeg.
“5!” udbrød hun.
“Det var et uheld. Jeg mødte ham første gang på Hollywood high. Den skole jeg startede på derover. Han var engelsk lære. Og…”
“Og hvad?” spurgte Olivia.
“Ja, så puf. Så var der nogle tinsoldater, og ja så var jeg gravid. ” svarede jeg og trak på skylderne.
“Hvad skete der med ham?”
“Chris stoppede den 1. december det samme år. Inden nogen fik noget af vide. Vi blev gift i maj, og i august kom den smukkeste lille dreng til verden.”
“Og nu er du gravid igen.”
“Det var også et uheld.” sagde jeg flovt.
“Seriøst?” sagde Amalie.
“Der er ingenting i USA der er planlagt. Det var ikke engang planlagt, at jeg skulle blive gift, vel. planen var, efter et år skulle vi mødes i Tyskland, og finde ud af, hvad der så skulle ske.”
“Men du kom aldrig til Berlin.” sagde Olivia anklagende.
“Vi har kun hørt ganske lidt. Og det  var gennem dine brødre.” fortsatte Amalie.
“Undskyld. Der har bare været så meget.” prøvede jeg.
“Ja, ja. Og så kommer du hjem, og tror at alt er fint.” sagde Freja fornærmet.
“Jeg ved godt, at jeg har kvajet mig, okay! Men det er ikke nemt, når man er gift med en filmstjerne, har et barn, og har fuldtidstudie at se til. Alt skal planlægges ned i midste detalje.”
“Du behøver ikke at forsvare dig. Vi viste, at du ikke kunne kontakte os. Det er bare hårdt, okay?” mumlede Olivia.

“Lad os gå tilbage. De undre sig nok over hvor du er.” sagde Amalie opmuntrende.
“Der er mange der gerne vil sige hej.”
“Og velkommen hjem.” sagde Olivia

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...