Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5430Visninger
AA

29. En uventet opringning (Helene)

Natten efter begravelsen ringede min telefon. Men jeg fumlede med at få taget den, kom jeg langsomt til mig selv.

“Ja.” mumlede jeg, da jeg fik den til øret.
“Helene?” sagde manden på engelsk.
“Hvem er det?” spurgte jeg forvirret.
“Det er Ted. Ted Evans.” svarede han.

I det øjeblik kom jeg fuldstændigt til mig selv. Ted ringede aldrig til mig. Hvis der var nogen af dem, der ringede så var det Augusteen. Og hun ringede sjælden. Det var altid mig, eller Chris, der ringede til dem.

“Hvad er der sket?!” spurgte jeg panisk.
“Den er helt galt med Chris.”
“Hvad er der sket?” spurgte jeg, totalt ude af mig selv.
“Rolig Helene. Træk vejret roligt.”

Jeg prøvede at tage det roligt. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, lyset blev tænkt på gangen. Mellem den lille sprække son var mellem døren og gulvet.

“Han er total fra den. Han ævler om, at det hele er hans skyld. At hans familie falder fra hinanden fordi han er en dårlig far for Dylan, og en dårlig mand. Han brød sammen på stranden i Santa Monica…”
“Hvor er han nu?”
“Augusteen er ved ham inde i vores soveværelset. Jeg synes bare du skulle vide, hvad der foregik, inden du så det i Nyhederne, eller på nettet.”

Døren til mit værelse blev åbnet, og Jonas kom til syne. Han tænkte lyset, og gloede forskrækket på mig. Han måtte have hørt mit paniske udbrud.

“Tak Ted. Jeg er glad for at du ringede.”
“Hvornår kommer du hjem, Helene? Jeg tror mest af alt, det er dig han har brug for.”
“Jeg ved det ikke Ted. Min mor kom først i jorden i går. Og der er stadig en masse praktiske ting der skal overstås inden jeg kan tage herfra. Men jeg skal nok skynde mig. Det lover jeg.”
“Okay. Men skynd dig. Inden han bliver vanvittig. Også for Dylans skyld.”
“Det skal jeg nok. Det lover jeg.”
“Okay, Vi snakkes ved Helene.”
“Ja vi snakkes Ted.”

Jeg tog telefonen fra øret, og lagde på. Telefonen smed jeg hen på sengebordet. Mine hænder fløj op til mit hovede. Tårerne begyndte stille at løbe ned ad mine kinder. Jonas gik forsigtigt hen over gulvet, og satte sig op i sengen ved siden af mig. Han lagde en hånd på dynen over mit ben. Prøvede forsigtigt at trøste mig. 

“Jeg bliver nødt til at tage hjem.” fremstammede jeg mellem hulkende.
“Hvad er der sket?” spurgte han.
“Chris er gået ned med flaget. Presset var for stort. Jeg forventede for meget af ham. Og han kunne ikke klare det.” græd jeg.
“Det er ikke din skyld, Helene.”
“Jeg bliver nødt til at tage tilbage. Nu.”
“Lufthavnen er lukket nu. Der går ingen fly.”
“Jeg kan ikke bare blive her. Min mand er totalt fra den. Så meget, at selv hans far er bekymret. Ved du så hvor slemt det er? Har du en ide, om hvor meget Chris har brug for mig?”
“Eller hvor meget du har brug for ham.” sagde en stemmen, som kom ude fra gangen.

Jeg kiggede derhen. William stod, og kiggede irriterede på mig.

“Du vækker hele huset, Helene. Du opfører dig som et pattebarn, som kun vil have opmærksomhed.”
“Lad nu vær William. Jeg tror ikke det er et godt tidspunkt at være så storbror-irriterende.”
“Nå så det tror du ikke. Kan du ikke se, hvad hun har gang i Jonas. Hun er bare kommet for at ødelægge alt ting.” sagde han bebrejdende.
“Det passer ikke William. Jeg kom for at sige farvel til mor. Og får at få alt det skide papir arbejde ud af verden. Så kunne vi alle leve, som vi gerne ville, uden at tænke på det. Men jeg undskylder da, at jeg ødelagde mors begravelse ved overhovedet at komme hjem. Jeg er ked af, at du ikke fortalte mig at jeg var blevet faster. Jeg er ked af, at jeg åbenbart er verdens dårligste søster, som er så skide egoistisk som du mener jeg er. Jeg ved ikke hvad jeg har gjort forkert i dit hovede, men jeg er oprigtig ked af det.” sagde jeg grædende.
“Det du har gjort forkert, er at tænke Chris og Dylan, før os. Vi har mistet vores mor, på grund af dig. Og du tænker kun på hvornår du kan komme hjem til din familie. Helene for fanden, se dig omkring. Du er hjemme. Vi er din familie. Chris tog ikke engang med dig…”
“Fordi jeg ikke ville have, at han kom med. Jeg ville ikke have, at han så, hvad jeg kom fra.”

“Hvorfor ikke?”
“Fordi det her, er ikke det han troede jeg var. Jeg vil ikke vise ham den side af mig selv, som jeg flygtede fra. Jeg har ikke lyst til at være denne her Helene. Jeg er lykkelig i USA, og det bliver jeg ikke her. Og slet ikke, når EN der skulle forstille, at være min bror bebrejder mig, for vores mors død. Det kan jeg simpelthen ikke acceptere.”
“Det var ikke sådan ment, Helene.” prøvede han.
“Hun ønskede det selv, William. Og så bebrejdede hun mig for det.”
“Det er ikke rigtigt.” svarede han hårdt
“Hvis jeg ønskede, at hun døde, havde jeg nok forsøgt det. Men jeg ønskede det ikke. Jeg ville gerne, at hun stadig var her. At vi havde snakket om det. Hvis jeg viste hvor langt ude hun var, ville jeg have gjort noget. Men der var ingen af jer, der fortalte mig noget.”
“Nej. For vi viste, at du ikke ville høre på os alligevel.” mumlede Jonas.
“Hvordan ved du det, når I ikke engang prøvede.”
“Du havde nok problemer at slås med på det tidspunkt. Vi ville ikke også bekymre dig med det her.” sagde William.

Det tog total pusten fra mig. 

“Jeg vil gerne, at I begge går nu. Det er stadig midt om natten.” mumlede jeg koldt.
“Okay.” sagde Jonas.

Han rejste sig fra sengen, og gik hen til døren. Kiggede et øjeblik på William, inden han drejede om på hælene og forlod værelset. Jonas slukkede lyset, og lukkede døren efter sig. Jeg lagde mig ned i sengen, og trak dynen op over hovedet. 

 

Hvorfor var jeg sådan et forfærdelig menneske? Hvad havde jeg gjort forkert? Hvorfor skulle jeg straffes på denne her måde? Jeg var flygtet i rent afmagt. Flygtet for at få det liv, alle piger ønskede sig. At blive gift af kærlighed. Og jeg havde fundet lykken i Amerika. Jeg havde fået det jeg drømte om. Men nu ramte ulykkerne. Først historierne om utroskabet i foråret, så min mors død, derefter min elskede mands nedtur, og nu beskyldte mine brødre mig, for at jeg var skyld i min mors død. Det var hendes egen beslutning, og jeg havde intet med det at gøre. Der i mørket græd jeg mig selv i en urolig og ubehagelig søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...