Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5422Visninger
AA

19. Empire State Building/Central Park (Chris)

Når man har siddet i en taxa i 1 ½  time, for at komme til at se frihedsgudinden, kunne man godt komme i tvivl, om det var det værd. Dylan havde været rolig indtil nu, men nu rakte hans tålmodighed ikke længere. Jeg kiggede næsten opgivende hen på Helene. Hun smilte, men var også utålmodig. Mine øjne spurgte om vi ikke bare skulle opgive det for nu, og så måske tage derned senere i eftermiddag. Hun nikkede kort.

”Bare hold ind her. Vi kommer ingen vegne alligevel.” sagde jeg til chaufføren.

Uden tøven svingede han taxaen ind til siden. Nævnte et beløb og jeg betalte. Så steg vi alle 5 ud af den klemte taxa.

”Hvad så nu?” spurgte Eliza.
”Lige et øjeblik.” mumlede jeg.

Jeg drejede et par gange om mig selv. Når man fandt Empire State Building, vidste man altid hvor man var. Vi var ret tæt på Empire State Building.

”Har du set Empire, skat?”
”Øh, nej det tror jeg ikke. Måske nok fra luften.” svarede hun.
”Okay. Kig derhen?”

Jeg pegede i en sydvestlig retning.

”Den der høje bygning?” spurgte hun.
”Ja. Det er Empire.”
”Hvor langt er der?” spurgte hun nysgerigt
”15 minutters gang herfra.” svarede Helm.
"Og du kan helt klart finde vej dertil.”
”Det kan jeg i søvne. Det er nogle rolige gader, så det vil ikke blive et problem at gå dertil.”
”Desuden vil det tage nogenlunde lige så lang tid at tage undergrunden dertil.” kommenterede Eliza.
”Skal vi gå helt over til den skyskraber?” spurgte Dylan opgivende.
”Der er ikke så langt, som det ser ud til Dylan.” svarede Eliza pædagogisk.
”Der ligger vist også nogle rigtig gode is butikker på vejen derhen.” indskød Helm.
”I kan da også lokke ham med alt.”
”Må jeg få en is far?” udbrød han glad.
”Hvis onkel har ret, så må du få lige så mange is du kan spise.”
”Lov ikke for meget Chris. Det kan blive en dyr omgang.”

Eliza blinkede lumsk til mig. Åh gud, der er virkelig nogle gode is butikker på den vej.

”Jeg tror hun har ret.” sagde Helene flirtende.

Hun lagde let sin hånd på min skulder, og smilede det der smil, som kun hun kan smile. Det tog fuldstændig pusten fra mig.

”Skal vi finde et hotel på vejen til jer to?” grinede Helm.
”Klap dog i.” svarede jeg grinende.

Hendes hånd gled ned ad min arm, og tog blidt om min. Ubevist flettede jeg mine fingre i hendes. Helm tog Dylan i hånden og førte an mod Empire.

”Han ser ud til at være ret glad for Helm.” sagde Helene.
”Det er dejligt. Men han har jo heller ikke så meget familie.”

Jeg stoppede og, og kiggede undersøgende ned på hende. Hun smilede kærligt op til mig.

”Nej du har ret. Det er da dejligt at se, at han vænner sig så hurtigt til nye mennesker.”
”Han kan måske mærke, at vi stoler på dem.” svarede jeg.
”Ja måske.”

Hun drejede hovedet, og kiggede op mod dem. De var stoppet op, og kiggede spørgende ned på os. Jeg klemte hendes hånd og smilede til hende.

”Det her er fantastisk Chris. Lige nu laver vi noget, som en almindelig familie. Måske er det ikke så svært alligevel.” sagde hun håbefuldt.
”Nej måske ikke. Men der er heller ikke så mange mennesker på de her stille veje. Tro mig, det bliver værre når vi kommer til Empire.”
”Jeg tror dig, men lad os nu nyde den her tur. Jeg bliver nervøs, når du skal være så anspændt hele tiden.”
”Jeg er bare nervøs for dig og Dylan.”
”Men vi klare den. Vi er sammen, husk det Chris. Som en familie.”
”Elsker du mig stadig?”

Det kom bag på mig, at jeg lige havde spurgt hende om det. Og det kom også bag på hende. Hun kiggede dumt på mig et øjeblik inden hun svarede.

”Ja. Jeg elsker dig stadig Chris. Faktisk mere end jeg gjorde for 6 uger siden. Du har vist mig, at kærlighed er noget man skal kæmpe for. Det er ikke bare noget, som kommer af sig selv. Man skal gøre sig fortjent til det.”

Jeg kyssede hende som svar. Hun lagde ømt sine arme om min hals, og trak sig helt ind til mig.

”Hallo!” råbte Helm.

Vi kiggede ned på dem. Han stod og vinkede med store armbevægelser.

”Skulle vi ikke ned til Empire State?”

Afslappet gik vi ned til dem. Dylan trak let i mit bukseben.

”Hvad er der Dylan?”
”Jeg skal tisse.” sagde han flovt.

Jeg kiggede mig rundt, for at finde et eventuelt offentligt toilet.

”Vi er henne ved Empire om fem minutter, Dylan. Tror du ikke du kan holde dig så længe?” spurgte Helm.
”Nej. Jeg skal tisse nu.”
”Okay.” sagde jeg.

Jeg tog ham i hånden, og gik op ad den lille sti, til det hus vi stod foran. Jeg bankede på. På ingen tid blev døren åbnet, og en ældre kvinde kom til syne.

”Jeg køber ikke ved døren.” sagde hun, og lukkede døren.

Jeg bankede på igen.

”Jeg køber stadig ikke ved døren.” sagde hun igen.
”Og jeg sælger ikke ved døren. Min søn skal på toilettet. Så jeg ville bare spørge om han ikke måtte låne deres?”

Kvinden kiggede ned på Dylan.

”Åh en yndig dreng. Selvfølgelig må du låne mit toilet. Kom indenfor.”

Vi fulgte efter hende ind i en lille entre.

”Der er gæstetoilettet. Den må du gerne låne.” sagde hun.
”Mange tak, frue.” sagde Dylan.”
”Åh så høflig.”

Dylan gik ind på toilettet. Kvinden stod og kiggede undersøgende på mig.

”Er der noget glat?” spurgte jeg.
”Jeg synes bare du virker bekendt.”
”Chris Evans. Skuespiller.” sagde jeg ligegyldigt.
”Arh ja. ’What’s your number’, ikke sandt?”
”Blandt andet.” svarede jeg smilende.

Hun nikkede et par gange. I det samme kom Dylan ud.

”Tak fordi jeg måtte låne dit toilet frue.”
”Det var så lidt unge mand.”
”Farvel.”
”Farvel Chris Evans.”

Jeg åbnede døren og gik ud, med Dylan i hånden. 3 minutter senere stod vi foran New Yorks højeste bygning. Vi stod bare og kiggede op på den, mens den kastede solens lys ned i øjnene.

”Jeg er sulten far.”
”Det er jeg også Dylan.” svarede jeg imponeret.
”Det er jeg også.” indskød Helm.
”Du er altid sulten.” sagde Eliza.
”Jeg har det ikke så godt.” sagde Helene svagt.

Jeg nåde lige at se hende i øjnene inden de lukkede, og hun faldt sammen. Hurtigt sad jeg på knæene ved siden af hende. Lagde mine hænder på hendes skuldre og ruskede let i hende.

”Helene!”
”Moar!!” sagde Dylan panisk.
”Rolig Dylan. Hun er okay. Ikke Chris?”
”Vil i hente en flakse vand?” sagde jeg fraværende.
”Ja selvfølgelig. Kom Dylan.”

Helm tog Dylan med hen til en lille rullende bod og købte et par flasker vand. Jeg prøvede at virke afslappet, mens jeg ruskede i Helene. Kort tid efter slog hun øjnene op, og kiggede forvirret på mig. I det samme kom Dylan og Helm tilbage. Helm rakte mig en flaske vand, som jeg gav videre til Helene. Hun tog imod den, og drak lidt af den. Hun så med et meget bedre ud. Hun kiggede hen på Dylan. Hun kunne se panikken i hans øjne.

”Jeg har det okay Dylan.”
”Jeg synes lige vi skal have dig tjekket.” sagde Eliza.
”Er hun okay?”

Jeg kiggede op på en høj mørk mand, som kiggede spørgende på os.

”Ja undskyld. Jeg er tilfældigvis læge. Og normalt besvimer folk ikke bare sådan lige. Heller ikke selvom står ved Empire State Building. Jeg kan lige tage et hurtigt kig på hende.”
”Jeg kan faktisk godt høre dig.” jokede hun.
”Din humor fejler hvert fald ingenting.” grinede han.

Vi gik hen til en bænk, hvor Helene satte sig, og lod sig undersøge af den fremmede mand. Et par minutter senere gik jeg hen til dem.

”Ja. Det er vist bare en dehydrering. Du skal huske at drikke lidt mere væske end du plejer.”
”Det skal jeg nok, Travis.”
”Godt. Og så skal du nok også snart have noget at spise.”
”Ja.”
”Okay. Men held og lykke.”
”Farvel. Og tak for hjælpen.”
”Det var en fornøjelse.”

Han rejste sig, og kiggede op på mig. 15 centimeter lavere end mig. Muskuløs og godt bygget. Han nikkede en enkel gang, og gik forbi mig.

”Du kan da også skræmme alle mænd væk, var?” grinede Helene.
”Lagde han an på dig?” spurgte jeg jaloux.
”Nej han gjorde ej, skat.”

Hun rejste sig op, og kyssede mig. Der foran en af de største turistattraktioner i New York. Der var en let strøm af mennesker, som gik hen over pladsen foran bygningen. Lige i det øjeblik var jeg bare en mand, med en familie, som var turist i den største by i USA.

”Hvordan føles det?”

Hun havde mærket min forundring over at være som alle andre.

”Rart.” svarede jeg lettet.
”Du har været så bekymret over alt det her, at du først nu, kan nyde, at du har fri. Du behøver ikke at imponere nogen.”
”Ikke engang dig?”

Jeg kiggede spørgende på hende.

”Nyd nu bare et par afslappende dage med familien i New York. Jeg er imponeret hver gang du overrasker mig.”
”Og jeg har lige overrasket dig?”
”Ja.”

Hun lagde sin ene arm ind mellem min og min krop. Vi gik hen til de andre.

”Hvor skal vi spise?” spurgte Helm.
”Der skulle ligge en god pizzarestaurant, ikke så langt herfra.” indskød Eliza.
”Fint med mig.” sagde Helene.
”Også med mig.” smilede Dylan.
”Okay.” sagde jeg.
”Super. Lad os gå derhen.”

Nogle gader derfra lagde der en lille ting, som udgjorde en restaurant. Stedet var rent og ret nyt. Bag kassen sad en ung mand, og gumlede i en tandstik. Da døren lukkede efter os, kiggede han op på os. Jeg nåde lige at se tandstikken falde ud ad hans mund, inden den lydløst ramte borde. Hans mund stod på hvid gab. Man kunne ligefrem se overraskelsen og glæden i hans øjne.

”Åh Gud. Du er er jo Chris Evans.” fremstammede han.
”Du er sku ikke så nem at narre, mand.” svarede jeg.
”Åh mand. En stjerne i min biks.”
”En afslappet tur med familien?” sagde jeg og kiggede på Helene.
”En ud ad en million. Slap af Chris. Kan vi bestille nogle pizzaer og spise i fred?” spurgte hun afslappet.
”Helt klart.” sagde han cool.

Vi bestilte 3 pizzaer. Der kom ikke en andre, de 3 kvarter vi var der. Vi var blot en almindelig familie, som spiste på en pizzarestaurant i NY. Grinede og snakkede. Flere gange kiggede jeg hen mod vinduerne, bare for at være sikker på at paparazzierne, ikke havde fundet mig. Men der var ikke en eneste. Helene lagde hver gang en hånd på mit lår, og smilede beroligende til mig. Nikkede et par gange, og vente så opmærksomheden mod de andre. Jeg lagde hver gang min hånd på hendes, og gav den et lille klem. Hun fik mig, for en gangs skyld til at glemme hvad jeg var. Fik mig til at være den familiefar, som jeg så gerne ville være. Idet vi rejste os, kom ejeren om på den anden side af kassen.

”Chris?” sagde han spøgende.
”Ja.”
”Jeg kunne vel ikke få et billede og en autograf?”
”Jo selvfølgelig.”

Helene tog mandens kamera og tog et billede. Derefter fandt han en lille blok og en kulepind, og gav det til mig. På ingen tid havde han fået den tilbage.

”Hvordan var jeres pizzaer?”
”De var rigtig gode.” svarede Helene.
”Fedt. Hvis I hører nogen, som mangler et sted at spise, så må i gerne sende dem herhen.”
”Okay.” svarede jeg smilende.

Vi gik ud på gaden igen, hvor solen stadig stod højt på himlen langt over byen. Jeg kiggede på mit ur. 14:05. Helm, Eliza og Dylan stod hende ved en nedgang til Subwayen. Dylan vinkede os hen til dem. Jeg greb Helenes hånd, og gik hen til dem.

”Hvor skal vi hen nu?” spurgte Helene.
”Central Park.” svarede Eliza.
”Okay. Jeg har hørt, at der skulle være en statue af en gammel dansk forfatter.” sagde Helm.
”Åh ja det er rigtig. Åh hvad var det nu han hed?” spurgte Eliza.
”H.C. Andersen.” indskød Helene spørgende.
”Ja det er rigtig. Det var vist det han hed.”
”Ham kender jeg.” sagde Dylan stolt.
”Gør du?” spurgte jeg overrasket.
”Ja. Jeg har læst nogle af hans eventyr for ham.” sagde Helene, uskyldigt.
”Selvfølgelig har du det.” sagde Helm, og himlede med øjnene.

Vi gik ned ad de mange trapper til undergrunden. Jeg havde taget Dylans hånd, og holdte godt fast i den. 20 minutter senere så vi igen sollyset, på østsiden af central park. Der var dog et par gader hen til parken, men det var altid rart at gå i NY, især når man ikke bliver genkendt. At gå rundt inde i parken, var virkelig afslappende. Man havde ikke fornemmelsen af at man var inde midt i en millionby. Det var afslappende, og man kunne næsten ikke høre bilerne som kørte forbi ude på 5th avenue. Stierne i parken var brede nok til en hel hær kunne gå der. Men Eliza og Helm var gået lidt op foran os, så vi kunne nyde turen i parken som familie. Efter en time havde vi fandt vi endelig H.C. Andersen. Helene stod lidt og beundre manden af sten, men jeg kunne virkelig ikke se det fascinerende ved ham. Det må jeg sku ærligt indrømme. Men Helene. Ja hun blev næsten helt lykkelig.

”For første gang siden jeg kom hertil, har jeg set noget, som minder mig om min far.”

Hun kiggede på mig, med en tåre løbende ned ad kinden. Jeg lagde en hånd på hendes skulder og kiggede spørgende på hende.

”Hvad mener du?”
”Alle de eventyr jeg har læst for Dylan, var nogen som han havde læst for mig. Men at se den her statue, gør at det hele kommer til at virke mere ægte. Mindet om min far, bliver svagere og svagere for hver dag. Men når jeg ser denne her, kommer alle minder væltende ind over mig.” sagde hun lykkelig.
”Jeg er glad for at du så fik den at se.” sagde jeg.

Jeg lagde mine læber på hendes pande. Hun lagde sine arme om mig, og tog en dyb indånding. Der stod vi så, foran en gammel mand, og tænkte på en som var død, og som betød rigtig meget for Helene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...