Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5458Visninger
AA

42. Disney World del 2 (Chris)

Mine fornemmelse med at det ville blive udmattende for Helene holdte stik. Selvom hun prøvede at skjule at hun var træt og udmattet, kunne jeg godt se hende, at det var hårdt. Dylan var også ved at være godt brugt, men han var stadig alt for nysgerrig, til at han bemærkede det. Så længe han kunne holde sig kørende på det, var min bekymring møntet på Helene. 

 

Da aftnen faldt på, var jeg mere end villig til bare at køre hjem, så Helene og Dylan kunne slappe af. Dylan virkede også til at være blevet meget træt, og var ikke så oplagt til at være her mere. Men Helene insisterede på, at vi skulle blive her, så vi også kunne få fyrværkeriet og den sidste pararede med. 

 

“Hvornår skal vi fortælle ham det?” spurgte jeg.
“Lad os vente til i morgen. Jeg tror han er for træt til at kunne forstå det nu.” svarede hun ligegyldigt.
“Er du sikker på det?”
“Ja.”
“Okay. Lad os finde et sted og spise aftensmad. Det tror jeg til gengæld du ville have godt af skat.”
“Jeg er også helt vidt sulten.”
“Det kommer ikke bag på mig.”
“Far, se der!” råbte Dylan og pegede.

 

Lidt længere fremme, stod Hemsworth familien. 

 

“Skal vi ikke gå hen og sige hej.” spurgte han.
“Jo, lad og os det.” svarede jeg. 

 

Afslappet gik vi hen til dem. Dylan var glad for at se de andre unger, og de var hurtigt inde i den nærmeste forlystelse. Eftersom der ikke havde været så mange mennesker herinde i dag, havde jeg intet problem med, at Dylan løb rundt, uden at vi kunne se ham. Jeg var sikker på, at han viste hvor vi var. 

 

Helene og Anna havde sat sig på en bæk lige op ad forlystelsen, så Chris og jeg stod for os selv, så vi kunne snakke.

 

“Helene ser lidt træt ud.” konkludere han.
“Jeg tror også det har været fysisk og psykisk hård dag for hende. Både at stå op så mange timer, og så at hun ikke helt kan være med i forlystelserne som hun gerne vil. Og som Dylan gerne ville have hun skulle have været med.”
“Fortryder du, at I tog afsted?”
“Nej. Dylan har brug for denne her oplevelse. At han får følelsen af at vi elsker ham, inden den lille nye kommer til verden.”
“Ved du hvad det bliver?”
“En dreng. Han får den lillebror, han ønskede sig.”
“Tillykke.”
“Tak, du. Er I stoppet?”
“Ja. Anna vil ikke have flere. Hun mener, at hun ikke har tid til det.”
“I har også 3. Måske har hun ret.”
“Jeg ville nu gerne have haft en mere.”
“Hvad? Du har sku da alt, det du behøver. 2 drenge og 1 pige.”
“Ja, men alligevel.”
“Jeg tror også vi stopper her.”
“Ja, den har jeg ligesom hørt en gang før. Og den holdte ikke.”
“Igen, det var ikke meningen det skulle ske.”
“Måske ikke, men du kommer til at høre for det, i meget lang tid. Bare så du ved det.”
“Det er jeg godt klar over.”

 

Helene og Anna rejste sig fra bænken, og gik over til os. 

 

“Har du fortalt ham det?” spurgte Helene.
“Ja, det har jeg. Hvor længe har du vist det Anna?”
“Jeg fandt ud af det i dag. Ligesom dig.” svarede hun, med et smil.
“Tror du virkelig, at jeg undgik at fortælle dig det.”
“Ja, det gør jeg faktisk. Du har haft det billede til at lægge i tasken siden du kom hjem fra Danmark. Jeg tror ikke helt på, at du ikke havde kigget på den, bare en enkel gang siden du kom hjem.”
“Men det har jeg altså ikke.”

 

I det samme kom ungerne tilbage. Dylan havde et stort smil på læberne. Endelig var der nogle på hans egen størrelse, der ville med i forlystelserne. 

 

“Var det sjovt, skat?” spurgte Helene.
“Det var vildt sjovt mor. Og den var så vild. Ikke James?”
“Jo, den var mega vild.”

 

James var den ældste af Chris og Annas børn. Han var knap 6 år ældre end Dylan. Alt hvad James synes var sejt, synes Dylan også var sejt. Jeg smilede taknemligt til ham. 

 

Vi brugte resten af aftnen sammen med Hemsworth familien. Stemningen var god, da vi fandt en ledig plet på græsplænen, med god udsigt til paraden. Vi havde slottet bag os, så vi kunne se det fyrværkeri, som officelt lukkede parken for denne sæson. Jeg havde hørt, at det paraden, musikken og fyrværkeriet skulle være vildere i dag. 

 

I mens vi ventede på paraden faldt Dylan i søvn i min favn. Helene fandt hurtig telefonen, og tog et billede af os. Hun kunne altså noget med et kamera. Idet paraden næsten var ved os vækkede jeg ham, så han kunne se paraden og fyrværkeriet. 

 

“Wow, hvor var det flot.” udbrød han, da den sidste raket var sprunget på nattehimlen.
“Var det så det værd at vente på.?” spurgte jeg.
“Det var det helt sikkert. Men jeg vil også gerne hjem nu, far.”
“Og det skal vi også. Parken lukker nemlig.”

 

Vi rejste os, og fulgte den lette strøm af mennesker ud gennem slottet og videre ud på parkeringspladsen, for enden af de lange rullebånd. Musikken kørte stadig i baggrunden, men jeg hørte den ikke rigtig længere. 

 

Helene holdte den ene hånd under maven. Lidt som om hun havde ondt et eller andet sted. Jeg lagde støttende en hånd på hende ryg. Det var tydeligt at hun kæmpede med at holde sig vågen. Og ikke at beklage sig over den smerte hun end måtte føle. 

 

“Gør det ondt?” spurgte jeg diskret.
“Lidt. I ryggen.” svarede hun. 

 

Hendes stemme rummede en til pas mængde smerte, til at jeg fortrød, at vi ikke var taget hjem tidligere. 

 

“Undskyld.” hviskede jeg.

 

Hun kiggede forundret op på mig.

 

“Hvorfor undskylder du, for at jeg har lidt ondt i ryggen?”
“Vi skulle været taget hjem tidligere.”
“Hold op, Chris. Det var godt vi fik det sidste med. Dylan elskede det, og du var helt vild med det.”

“Ja. Det var ret fedt. Men det glæden forsvinder lidt, når du siger, at du har fået ondt i ryggen.”

“Det går over igen, skat. Lige så snart jeg får lidt sædevarme, så går det over igen.”
“Vil du have sædevarme i den her varme?”
“Ja, det vil jeg, hvis jeg ved det virker. Og det gør det.”

 

Hun satte sig veltilpas ind i bilen, mens jeg fik Dylan ind. Inden vi havde forladt parkeringsområdet var han faldet i søvn. Jeg kunne se på Helene, at hun kæmpede med ikke også at falde i søvn.

 

“Bare hvil dig lidt.”

 

Hun smilede som svar inden hun lukkede øjnene, og sov overfladisk. Turen hjem gik hurtigt, da der ikke var så mange mennesker i L.A. Da jeg parkerede bilen foran huset, besluttede jeg, at jeg først ville køre den hen i parkeringshuset i morgen. Jeg var for træt til at gøre det i dag. Helen vågende og kiggede ud på den velkendte vej. Hun smilede, og steg ud. 

 

“Jeg kører bilen ned i morgen, så bare lad tingene blive.”
“Og Dylan?” spurgte hun.
“Jeg skal nok ligge ham i seng.”

 

Jeg gav hende nøglen til huset. Mens jeg fik Dylan ud af bilen låste hun op. Døren stod på klem da jeg kom derop. Nu ville jeg også bare gerne i seng. I en fart fik jeg tøjet af Dylan, og fik ham langt i seng. Jeg tror ikke han bemærkede, at han var kommet i seng.

 

Jeg kom ind på badeværelset, hvor jeg fandt Helene i færd med at børste tænder på toilettet. 

 

“Det var en rigtig god dag, Chris.” sagde hun med tandpasta i munden.
“Ja, det var det. Det var godt at se, at James tog sig godt af Dylan.”
“Han er en god dreng.”

 

Hun rejste sig fra toilettet, og spyttede ud, inden hun gik ind i soveværelset. Jeg fulgte kort tid efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...