Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5430Visninger
AA

31. Dagen før rejsen til Detroit (Chris)

På nuværende tidspunkt var der nogle ting, som jeg viste, og var helt sikker på. Jeg viste at jeg havde lidt modelarbejde for Hugo Boss, som startede i morgen. Jeg viste at Helene ikke ville være hjemme før efter d. 3. september. Jeg viste, at der ikke var mulighed for at mine forældre eller min søster kunne tage Dylan mens jeg var afsted. Det var trods alt lidt over en uge, jeg skulle være afsted. Jeg viste, at jeg skulle havde Dylan med på arbejde de næste 9 dage, indtil Helene kom hjem. Dylan havde længe spurgt om, han ikke måtte komme med, når jeg skulle lave modelarbejde. Jeg viste, at Hugo Boss ledte efter børnemodeller, og jeg havde på fornemmelsen at Dylan ville være et godt bud. Han var et roligt barn, som var nemt at arbejde med, og jeg viste at Helene ville hade ideen, om at vores søn skulle være barnemodel. 

 

Jeg viste ikke hvordan Dylan ville håndtere presset omkring mig, nu hvor Helene ikke ville være sammen med os i lufthavnen. Vi skulle til Detroit, Michigan i morgen tidlig. På nuværende tidspunkt glædede han sig helt vildt til vi skulle afsted. 

“Far?” råbte han inde fra sit værelset
“Ja, Dylan, hvad nu?” svarede jeg.

Jeg rejste mig fra computeren, og gik ind til ham igen. Jeg havde sat godnat til ham 4 gange allerede. Han havde sat sig op i sengen, med en af Helenes gamle bamser. Han syntes stadig at den duftede af hende. Jeg lænede mig op ad dørkarmen, og kiggede spørgende på ham. Han ligende en, der godt kunne begynde at græde. Hans savn var vågnet igen. Jeg smilede skævt til ham, og gik hen og satte mig på sengekanten. Han lagde sig op ad mit ben, og lagde armene omkring mit lår. 

“Hvad så Dylan. Hvorfor sover du ikke endnu?”
“Jeg er bange.”
“For hvad?”

Min stemme var rolig og omsorgsfuld.

“Jeg er bange for at du glemmer mig i morgen tidlig, når vi skal ud at flyve.”
“Jeg glemmer dig ikke Dylan. Det kommer ikke til at ske. Det lover jeg dig.”
“Og i lufthavnen? Hvis jeg nu bliver væk?”
“Så finder jeg. Også selvom det vil betyde, at vi misser flyet til Michigan. Jeg efterlader dig ikke, og jeg rejser ikke fra dig.”
“Hvor skal vi være i Michigan?”
“I Detroit. En hyggelig gammel by, og en af de største i Michigan. Så der er nok at lave for os to.” sagde jeg og smilede opmuntrende til ham.
“Læg dig nu ned og sov. Vi skal tidlig op i morgen.”
“Har vi bodyguards med i lufthavne?” spurgte han skræmt.

Jeg kiggede et øjeblik på ham inden jeg svarede. Jeg viste godt hvorfor han spurgte.

“Ja, selvfølgelig har vi det. Og der vil også være nogle i Detroit.”
“Hvor lang tid tager det at flyve til Detroit?”
“Lidt mere end 4 timer. Du skal sove nu, Dylan.”
“Vil du ikke blive her til jeg sover?” 

Han kiggede spørgende op på mig. Det lille ansigt med det lyse hår, og de klare blå øjne. Han havde arvet Helenes måde at kigge spørgende på folk. Jeg smilte let til ham. 

“Okay. Ryk lidt, så din store far kan være her.”

Han smilede til mig, og flyttede sig, så jeg kunne lægge på siden. Han lagde sig til rette og lukkede øjnene. 20 minutter senere var han faldet i så dyb søvn, at jeg godt turde at rejse mig fra senge, og gå ind ved siden af. Jeg kiggede på uret. 22:00. (07:00 i DK). Jeg havde snakket med hende i morges, hvor hun havde sagt, at hun skulle til et møde inde i København ved 10-tiden den følgende dag dansk tid. 

 

Jeg tog min telefon og fandt hendes nummer. Jeg havde brug for, at høre hendes rolige velkendte stemme. Den ringede et par gange inden den blev taget.

“Hej skat.” mumlede hun træt.
“Vækkede jeg dig?” spurgte jeg forsigtigt.
“Det gør ikke noget. Jeg skulle alligevel op nu.” sagde hun, og kom til sig selv.
“Hvordan går det hos jer?” spurgte hun.
“Det går fint. Og hos dig?”
“Indtil videre fint.”

Jeg kunne høre smilet i hendes stemme. 

“Og barnet? Hvordan har barnet det?”
“Jeg tror den har det fint, Chris. Er I ved at være klar til Detroit?”
“Ja det tror jeg. Jeg har lige fået Dylan til at sove. Jeg sad ved ham i 20 minutter, inden jeg turde at gå fra ham.”
“Du er alt for god af dig Chris.”
“Virker det, så virker det. Jeg ville bare lige høre hvordan det gik hos dig. Og høre din stemme.”
“Jeg glæder mig virkelig til at komme hjem Chris. Ved du godt det?”
“Ja det gør jeg.” svarede jeg.
“Hvad er der galt Chris? Jeg kan høre, der er noget du ikke fortæller mig.”
“Jeg skal jo lave noget arbejde for Hugo Boss i Detroit. Og de mangler nogle modeller til deres nyeste børnekollektion. Og nu hvor Dylan alligevel skulle med spurgte de, om de eventuelt kunne for lov, at lave nogle prøve photoshoot med ham, og det svarede jeg, at det måtte de gerne. Så ville han måske ikke komme til at kede sig så meget.”
“Du synes måske ikke, at det ville have været en god ide, at vende det med mig, inden du svarede?”
“Jeg ved godt, at du ikke synes det er en god ide. Men synes du ikke at han skulle have muligheden? Og nu fik han chancen.”
“Jeg ved ikke hvad jeg skal synes, Chris.”
“Jeg ved godt du ikke er begejstret for tanken, om at han skal være model, men han skal jo alligevel bruge mere end 1 uge i et fotostudie. Måske ville han synes det er sjov.”
“Eller også vil han blive skræmt fra vid og sans, fordi han forbinder blitzene med noget dårligt.”
“Det er rigtigt. Men den eneste måde vi kan finde ud af det på, er ved at lade ham prøve det. Og lige nu virker han glad for at komme med til Detroit.”
“Han du fortalt ham, at han skal være model?”
“Ikke direkte.”
“Jeg er bare bekymret Chris.”
“Det ved jeg godt Helene. Men han er i gode hænder hele tiden. Det lover jeg dig. Og jeg skal nok ringe til dig, hvis der sker noget.”
“Det er jeg slet ikke i tvivl om.”
“Så du er okay med det?”
“Spørg mig igen, når du har fortalt hvordan det er gået.” svarede hun
“Okay.”
“Jeg bliver nød til at smutte nu. Det banker på døren.”
“Vi snakkes ved skat.”
“Ja det gør vi. Sov godt skat. Elsker dig.”
“Elsker også dig skat.”

 

Jeg lagde på, og kiggede et par minutter på computeren, inden jeg slukkede den, for at gå i seng. Jeg lagde længe i sengen, og forestillede mig Helene bekymrede ansigt. Forestillede mig hvordan hun ville være, når hun var i det land hun var vokset op i. Var i nærheden af folk som kendte mere af hende, end jeg gjorde. Kendte mere til hendes fortid, end hun ville fortælle mig. Der var noget inde i mig, som sagde mig, at hun var anderledes. Hun virkede underlig nervøs, når hun snakkede med mig i telefonen. Som om hun var bange for, at der var nogen som opdagede at hun snakkede med mig. 

 

Jeg lagde ikke mærke til overgangen fra tankerne til søvnen. Det føltes bare som en overfladisk søvn. Men noget ændrede sig, da der var nogen der rev let i min arm. Jeg kom til mig selv, og kiggede ind i et par skræmte blå øjne. 

“Hvad er galt, Dylan?” spurgte jeg en smule forvirret.
“Jeg havde mararidt.” sagde han stille.
“Kom her op til mig.”

Jeg klappede let på sengen og flyttede mig, så han kunne være ved siden af mig. Han kravlede op til mig, og lagde sig tæt ind til mig.

“Fortæl mig så, hvad du drømte.”
“Jeg drømte, at det fly vi skal flyve med i morgen, falder ned fra himlen. Og så dør alle sammen undtagen mig. Og der er ingen der opdager at flyet er faldet ned, og der er ingen som finder mig.”

Han græd roligt.

“Åh Dylan lille skat. Der er ingen grund til at være bange. Jeg er sikker på at det fly vi skal flyve med i morgen, er så sikkert, at vi nok skal komme hel skinnet til Detroit. Desuden er der mere end 10.000 fly der lander og letter dagligt over hele verden, og det er jo ganske sjælden at et fly styrter ned.”
“Er du sikker på det, far?”
“Det er jeg helt sikker på. Hvis det hjælper skal jeg nok tage en snak med piloten i morgen.”
“Okay.”
“Læg du dig til at sove. Det hele skal nok gå fint.”

 

Han lagde sig til at sove, og sov ret hurtigt igen. Jeg lukkede øjnene og sov med det samme igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...