Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5426Visninger
AA

24. Brevet (Chris)

Posten kom nogle timer senere. Helene og Dylan sad inde i stuen og så børne-tv da jeg tog imod den lille stak breve. Helene havde hørt døren gå op, og kom ud i gangen idet jeg lukkede døren. Jeg rystede let hånden med brevene, som svar til hendes spørgende ansigt. Der var ualmindelig mange i dag. Mens jeg gik hen til hende, kiggede jeg dem igennem.

“Der er kommet 3 til dig. 2 af dem er fra William.”
“Fra William. Giv mig det.”

Hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra roligt til nervøst. Jeg kiggede undrende på hende mens hun åbnede det. Hun læste det hurtigt igennem. Undervejs ændrede hendes udstråling markant. Hendes kæbe begyndte da dirrer da hun havde læst brevet igennem anden gang. Uforstående kiggede jeg spørgende på hende, men det var som om jeg pludselig ikke eksisterede længere. Som om alt om hende var gået i stå. Hun gav instinktivt slip på det cremefarvede papir og lod det falde til jorden. 

“Det andet brev fra William.” sagde hun forholdsvis fattet.

Uden spørgsmål gav jeg hende det. Hun åbnede det, slap kuverten og lod også den falde til jorden. Dette brevpapir havde samme cremede farve som det andet. Hun læste det igennem to gangen inden hun også gav slip på det. Hun kiggede et øjeblik på mig, inden hun måske fattede hvad hun havde læst. Jeg stod bare og kiggede spørgende på hende. Forventede lidt, at hun ville fortælle mig, hvad hende bror havde skrevet. Men hun sagde intet. Hendes ansigt var forunderligt koncenteret. 

“Hvad skrev han, Helene? Hvad ville han?”
“Min mor har begået selvmord.”
“Din mor? Selvmord? Hvornår?” spurgte jeg uforstående.
“For et par dage siden.” sagde hun.

Efter de ord brød hun fuldstændig sammen. Faldt sammen på knæene og slog hænderne i jorden. Skreg et inderligt og dybdegående skrig, som skar sig igennem huset. Jeg stod bare og kiggede ubevægeligt på hende. Hendes reaktion over tabet kom mildes talt en smule bag på mig. Helene havde slet ikke snakket med sin mor, siden hun var her flere måneder før vores bryllup. Hun var her ikke engang til Dylans barnedåb. Det eneste hun havde hørt, var det hendes brødre fortalte. Jeg fik hende op i soveværelset, hvor hun bad om at være alene. Lidt modvilligt forlod jeg rummet og gik ned i stuen til Dylan, som sad forskrækket i sofaen.

“Hvad er der med mor?” spurgte han bange
“Hun har fået et brev. Fra hende brødre i Danmark.” startede jeg.
“Hvad ville de?” spurgte han.
“De ville fortælle hende, at hende mor, din mormor, er død.”
“Har hun ikke været død længe?” spurgte han.

Hans blik fortalte, at han ikke forstod noget. I det øjeblik gik det op for mig, at Helene hele tiden havde fortalt Dylan, at hendes mor var død. Vi sad og kiggede på hinanden, og ingen af os sagde noget. 

“Det skal nok gå Dylan. Mor skal bare have lidt tid til at forstå det.” sagde jeg så.
“Hvorfor har hun altid sagt, at mormor var død, hvis hun først er død nu?”
“Det er fordi at mor og mormor ikke har været på talefod i mange år. Og da din mormor, fandt ud af, at mor var blever forelsket i mig, og ikke kom tilbage til Danmark, ville din mormor ikke have noget med mor at gøre, så hun brød forbindelsen til os. Selv da vi kontaktede hende for at fortælle at hun var blevet mormor, kom der intet svar.”

Jeg trak ligegyldigt på skulderne, og kiggede på ham. Han tænkte over det.

“Vil det sige, at jeg aldrig nogensinde vil komme til at kende min mormor?”
“Ja. Det vil det. Men du har jo stadig dine onkler. Og de vil alle 3 dig, Helene og mig.”

Sidst på formiddagen ringede telefonen. Det var Jonas, som ville høre, om Helene havde fået deres breve. Jeg spurgte, hvorfor de ikke bare havde ringet til os, da Helene på den måde ville have kunnet have reagerede hurtigere på det. Han svarede, at det var deres mor, som havde sendt brevene i Williams navn, og det havde de først fået at vide, dagen inden hun døde. Jonas ville gerne snakke med Helene, så jeg gik op til hende, for at give hende telefonen. Forsigtigt åbnede jeg døren. Kiggede ind. I sengen lagde hun helt stift. 

“Vi ringer tilbage.” sagde jeg, og lagde på.

Jeg gik hen til sengen, og rørte let ved Helenes arm. Hun flyttede hovedet en anelse og kiggede op på mig.

“Det var Jonas der ringede.” sagde jeg.
“Hvad ville han?”
“Høre om du havde fået brevene. Han sagde, at det var din mor, der havde skrevet dem, og sendt dem i Williams navn.”
“Det kommer ikke bag på mig.”
“Hvad stod der i de breve Helene?”
“Der stod bare, at mor var havde begået selvmord, fordi hun havde fået dårlig samvittighed, over måden hun havde behandlet os på, og at hun ville ønske, at hun kunne have gjort det om, så hun kunne have mødt sit eneste barnebarn. Der stod, at hun fortrød alt hvad hun havde gjort, men at hun havde gjort det i bedste mening. Hun ønskede bare, at jeg var lykkelig. Og den eneste måde hun kunne se, at jeg blev lykkelig, var ved at hun døde. Jeg forstår det ikke Chris. Hvorfor ringede hun ikke, hvis hun ønskede det skulle blive anderledes? Hvorfor kontaktede hun os ikke?”
“Og hvad med det andet brev? Hvad stod der i det?”
“Det var hendes afskedsbrev. Det havde hun selv underskrevet, men skrevet Williams navn og adresse på kuverten.”
“Og der stod? Hvad skrev hun, Helene?”
“Cirka det samme. Bare med hende egne ord. Forklarede hvorfor hun havde handlet som hun havde gjort. Og bedt om tilgivelse.”
“Kan du det? Altså tilgive hende?”
“Det var jo hende, der fik mig til at rejse hertil, til at begynde med. Det var hende jeg flygtede fra. Jeg mødte dig, og fik en familie, i flugten fra min familie. Jeg kunne ikke være hende mere taknemlig.” 

Hun havde sat sig op i sengen, og havde taget min hånd. Flettede sine fingre i mine. Et smil bredte sig over hendes læber.

“Jeg bliver nødt til at tage tilbage til Danmark. En sidste gang, for at sige et sidste farvel til min mor.”

Jeg lagde en hånd på hendes kind. Aede hende. Et anstrengt smile bredte sig i mit ansigt. 

“Jeg kan ikke tage med. Jeg har et møde med et par filmselskaber og reklamebureauer. Og Dylan skal i børnehave.”
“Jeg vil ikke have, at I skal med. Jeg ønsker at I bliver i her. Får tingene til at fungere jer to. I har behov for, at finde ud af, at I godt kan klare jer uden mig.” sagde hun bedende.
“Helene. Det kan jeg ikke. Ikke nu.”
“For min skyld Chris. Jeg har brug for at sige farvel til min mor. Mine brødre har brug for mig.”
“Men hvad så med os? Vi har jo brug for dig.”
“Du skal nok klare den Chris. I to skal nok klare jer. Det ved jeg. Jeg ringer til dig hver dag, men jeg er væk. Men lad os ikke snakke om det nu. Jeg vil gerne være alene.”
“Okay. Husk at ringe til Jonas.”
“Det skal jeg nok. Men tænk over det jeg sagde. I to har brug for, at kunne klare jer selv. Uden mig.”

Hun lagde stor tryk på det sidste og fastholdte roligt mit blik. Hun smilte roligt og elegant til mig. Jeg trak lidt på smilebåndet, inden jeg drejede rundt og gik ud på gangen, og lukkede døren. Jeg kiggede ned ad gangen, og fik øje på Dylan, som sad på det øverste trappetrin. Han kiggede grædende på mig. Jeg gik slapt hen til ham, og klemte mig ned ved siden af ham. Jeg lagde armen om ham. Et øjeblik sad vi bare sådan. Han lænede sig ind til mig, og begyndte let at græde. 

“Så, så Dylan.”
“Forlader mor os nu?”
“Nej. Det gør hun ikke. Hun skal bare tilbage til Danmark. Til hendes mors begravelse.”
“Men vi må ikke komme med?”
“Det er bedst at vi bliver hjemme, og passer på alt imens hun er væk.”
“Jeg vil være sammen med mor.”
“Åh Dylan.”
“Hvorfor må jeg ikke komme med?”
“Fordi du ikke kan dansk, og du kender jo ingen. Derfor synes mor, at det er bedst hvis du bliver hjemme sammen med mig.”
“Men du skal jo bare ud og snakke med forretningsmennesker. Hvad skal jeg så lave?”
“Vi skal nok finde på noget sjovt at lave. Det er jeg sikker på.”

Døren til soveværelset gik op, og Helene kom til syne. Hun kiggede på såret på mig, inden hun gik hen til os. Satte sig på huk bag ved Dylan, og lagde armene om ham. Hun sinkede hovedet og lagde det på Dylans lille skulder.

“Du ved godt, at jeg aldrig kunne finde på at forlade dig. Ikke?”
“Det siger du.” sagde han.
“Men far har ret. Du vil intet få ud af at komme med mig til Danmark. Ikke på nuværende tidspunkt.”
“Hvorfor ikke på det her tidspunkt?”
“Der vil være for meget kaos omkring mig. Og der er mange ting som jeg skal have gjort, når jeg kommer hjem.”
“Kaos omkring dig? Hvordan?” spurgte jeg.
“Det er svært at forklare, men tro mig, det vil ikke være godt for nogen af jer, at komme men lige nu.”
“Har du snakket med Jonas?”
“Ikke endnu. Men jeg skal nok.” 

Hun smilte let, og blinkede til mig. Helene fik trøstet Dylan, mens jeg roligt vandrede op og ned ad gangen. Det hun bare gør, vil jeg aldrig kunne gøre på samme måde. Hvordan kunne hun forvente, at det ville fungere, når hun ikke var her. Jeg ville ikke kunne gøre det rigtigt. Hun fangede mit nervøse blik, og smilte opmuntrende til mig. Det ville jeg savne når hun var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...