Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5413Visninger
AA

26. Begravelsen (Helene) (Lang)

Jeg brugte det meste af  i går på, at sove. Jeg havde kort hilst på Williams kæreste, og deres fælles datter. Den lille pige på Williams arm. Nu var jeg, ved det normale. Jeg var ikke længere træt, og jeg var klar til at møde den verden jeg havde forladt. 

Alle dem jeg kendte, ville komme. Alle mine gamle venner ville komme. Christoffer, manden jeg flygtede fra, ville komme. Jeg frygtede at se dem alle i øjnene igen. Hvordan ville de modtage mig, nu hvor jeg kun var kommet tilbage, for at sige det sidste farvel til min mor. Ville de trods alt være glade for at jeg var kommet, eller ville de fryse mig ude, og kun snakke med mine brødre? Jeg frygtede at tage med drengene ind til kirken, så jeg havde sagt til dem, at Jacob ville køre kort tid efter, at de var kørt. Det var næsten 20 minutter siden nu. 

 

Jeg stod foran det store spejl på mit værelse på Fuglebjerg Gods. Hvordan kunne jeg være den samme person, som jeg havde været for 10 år siden? Telefonen ringede, og rev mig ud af min trance. Let gik jeg hen over det mørke gamle trægulv og tog telefonen op fra sengebordet. Jeg overvejede ikke engang at se hvem det var. Jeg regnede bare med at det var ham. Ham jeg savnede allermest. Ham der ville holde om mig, og sige at det nok skulle gå. Uden at tænke over at det kunne være andre end Chris. Min elskede Chris, slog jeg over i engelsk.

“Chris?” spurgte jeg nervøst.
“Godt du tog den, skat.” sagde han fortvivlet.
“Hvad sker der?”

Jeg kunne høre panikken i min stemme. I den anden ende kunne jeg svagt høre gråd. En velkendt gråd. Dylans.

“Chris, hvad sker der?” udbrød jeg igen.
“Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre Helene. Han har grædt i flere timer nu. Og jeg har prøvet alt, og han vil ikke fortælle mig hvad der er galt. Han bliver ved med at spørge efter dig. Hvad skal jeg sige til ham?”

Hans stemme skreg af fortvivelse.

“Giv ham telefonen. Lad mig lige snakke med ham. Måske hjælper det, hvis han bare hører min stemme.”
“Okay. Et øjeblik.”

Jeg kunne høre, Chris gå hen over gulvet. Jeg forestillede mig hvordan han elegant satte sig på huk foran Dylan og gav ham telefonen. Gråden stoppede. 

“Mor?” spurgte han snøftende.
“Hej min lille skat.”
“Jeg savner dig så meget mor. Hvornår kommer du hjem?”
“Åh Dylan. Jeg savner også virkelig dig. Rigtig meget endda. Men der kommer nok til at gå noget tid inden jeg kommer hjem. Men jeg skal nok skynde mig, det lover jeg.”

Der blev banket på døren ind til mit værelset. Jeg gik hen til den og åbnede.

“Du skal ikke være ked af det. Far gør alt hvad han kan for at være der for dig. Han vil så gerne, at det kommer til at fungere, men du bliver nød til at samarbejde med ham. Der vil måske være en dag, hvor jeg ikke vil være her mere, og så er der kun dig og far tilbage.”
“Vil du snart dø mor?” spurgte han panisk.
“Nej jeg skal ikke snart dø.”

Jeg kiggede hen mod døren, og Jacob stod afventende. Jeg smilte undskyldende til ham. Han løftede armen, og slog let på håndledet. Et tegn til at vi var sent på den.

“Dylan, jeg bliver nød til at snakke med far nu. Må jeg få ham.”
“Lov mig at du ikke dør?”
“Jeg lover dig, at jeg kommer hjem med et bankende hjerte. Lad mig nu få ham.”

Jeg tog telefonen fra øret og kiggede spørgende på Jacob.

“Begravelsen starter om 15 minutter.”
“Og hvor lang tid tager det at køre derned?”
“10 minutter.” svarede han kort.
“Super, så har jeg 5 minutter endnu. Gå ned og start bilen, så kommer jeg lige om et par minutter.”
“Skynd dig. Dine brødre har allerede spurgt efter dig.”
“Okay. Jeg skynder mig. Gå nu ned og starte bilen.”

Han forlod væreslet og lukkede døren på klem efter sig. Jeg tog telefonen op til øret ingen.

“Chris? Er du der?”
“Ja, jeg er her stadig. Hvad skal jeg gøre hvis han begynder igen?”
“Fortæl ham at jeg snart kommer hjem. Og at jeg har det godt. Jeg elsker dig. Det gør jeg virkelig.”
“Jeg elsker også dig Helene.”
“Det ved jeg godt… Og Chris?”
“Ja?”
“Jeg er stolt af dig. Det er jeg virkelig.” sagde jeg og smilede for mig selv.
“Skulle du ikke til at afsted til en begravelse?” spurgte han.
“Jo det skulle jeg. Jeg ringer til dig, når den er færdig.”
“Glæder mig allerede.”
“Vi ses.”
“Elsker dig.”

“Elsker dig mere.”

Jeg tog telefonen fra øret, og lagde på. En sidste gang kastede jeg et blik på spejlet som ufortrøden kastede mig spejlbillede tilbage mod mig. Jeg var iført en sort knælang tætsiddende blondekjole der fremhævede den lille bulede mave, et par sorte strømpebukser og mine sorte yndlingssko. Jeg havde krølle mit lange hår, og samlet det løst i nakken med en masse hårnåle. Jeg sukkede og gik ud i husets korridorer. Elegant gik jeg ned mod trappen.

Idet jeg begyndte at gå ned ad trappen i hall’en blev døren åben, og Jacob kom til syne bag den store dør. Han kiggede op på mig, og trak undskyldende på smilebåndet. Jeg stoppede op et øjeblik, og kiggede op i hans medfølende grønne øjne. Jeg nikkede en enkel gang og fortsatte  ned ad den brede trappe. Døren bag mig blev lukket. Jeg lod Jacob gik først ned ad trappen. Gammel vane. Solen stod højt på den skyfrie himmel, og temperaturen lagde på de 20 grader.

Bildøren til bagsædet stod åben, og jeg gled elegant ind på sædet, og døren blev blidt lukket efter mig. Jacob satte sig ind bag rettet, og satte bilen i gear. Hurtigt havde vi lagt huset bag os, og kørte mod landevejen.

“Du behøver ikke at skynde dig, Jacob. Vi skal nok nå det. Der er stadig 11 minutter.” sagde jeg smilede til ham i bakspejlet.
“Ja, men du skulle have været der for 15 minutter siden. Inden alle sammen kom. Sammen med din familie.”

Han lagde tryk på det sidste. Jeg tog en dyb indånding og rystede ligegyldigt på hovedet. Et par minutter i 11 parkerede vi foran indgangen til Vor Frue Kirke i Kalundborg. Jeg steg ud, og gik ind i den store kirke. Et øjeblik senere var Jacob bag mig, fulgte mig helt ind i kirken. Kirken var helt proppet med mennesker. Der var mennesker over alt, og de var alle klædt i sort. Kvinder i buksedragter og mændende i smoking. Forbavselsen og forundringen strålede ud af alles ansigter. Flere havde tabt kæben og gloede på mig. Et øjeblik stod jeg stille et par skridt fra døren, og lid dem alle forstå at jeg faktisk var kommet tilbage fra USA. Der var ingen, som faktisk viste det, men der var gået en masse rygter. I den anden ende rejste Valdemar sig op, og kiggede bebrejdnede på mig. Hans blik sagde alt det, de andre tænkte. 

En kort tætsiddende kjole, til din mors begravelse? Helt ærligt! Og så kommer du endda for sent. Hvorfor kunne du ikke vise hende mere respekt?’

Jeg gik op ad kirkegulvet, med alles blikke rettet mod mig. William rykkede ind, og jeg satte mig ved hans side. Jacob satte sig nede bagerst i kirken sammen med de andre, som arbejdede på godset. Jeg kiggede på William et øjeblik. Vores øjne mødtes og han skar ansigt, og kiggede op på den hvide kiste, som var dækket af blomster og kranse. Jeg besluttede mig for, at lade det være. Det var mit valg. Jeg var kommet for at sige farvel til min mor, og få alle former for papirarbejde ud af verden, inden jeg rejste tilbage til min familie. 

“Christoffer sidder derover.” hviskede William ligegyldigt.

Først kiggede jeg undrende op på ham, og kiggede derefter i den retning, han pegede med fingrene. Den høje magre mand, som kunne have været min mand, lignede noget der var løgn. Hans hår var gråt og pjusket. Hans blå øjne var matte og trætte.

“Han fik kræft sidste år.” fortsatte William kort tid efter.
“Og han ønskede virkelig ikke at blive reddet. Men så mødte han kvinden ved hans side. Vivi. Hun er sygeplejerske på Riget.”
“Hvorfor fortæller du mig det?”
“Jeg tænkte du gerne ville vide, hvad du var gået glib af.”

Jeg drejede hovedet igen, og kiggede op på ham. Vores øjne mødtes endnu engang. Han trak på smilebåndet, og rystede på hovedet, og trak kort på skulderne. 

“Tak for det. Har du nogle lidt mere positive nyheder, som du vil dele med mig, så jeg ikke får endnu mere dårlig samvittighed.”
“Ja. Hun venter sig deres første barn.”

Han smilede overfladisk, og drejede hovedet. Præsten var kommet ind, og gik i gang. Tiden i den overfyldte kirke, sneglede sig afsted. Flere gange mærkede jeg min lydløse telefon brumme i den lille sorte håndtakse, jeg havde på skødet. Hvor ville jeg dog gerne tage den. Høre Chris’s stemme. 

 

Flere gange tog jeg mig selv i at prøve at græde. Det var som om, alle sørgelige følelser var spærret inde. De ville ikke ud. Flere gange kiggede jeg på mine brødre, som sad med rødsprængte øjne, røde våde kinder og ihærdigt prøvede ikke at græde. 

Hvordan kunne jeg være så følelseskold, og ikke græde til min egen mors begravelse. Hun var gået i døden, i den tro at hun gjorde mig en tjeneste. Hun troede inderligt, at mit liv ville blive lettere uden hendes tilværelse. 

Men helt ærligt. Der var ikke plads til hende i mit nye liv. Jeg havde ikke brug for hende længere. Jeg havde Chris’s forældre, og jeg havde mine brødre. Men ville jeg stadig have dem nu. Når vi gik ud ad disse døre, ville de så se skævt til mig? Ville alle i dette rum se skævt til mig, fordi jeg ikke græd? Elle ville de blide sig ind, at chokket endnu ikke havde lagt sig, og jeg stadig havde for meget jetlag til at kunne føle noget som helst? Et kort øjeblik fangede jeg Christoffers bebrejdende og sårede blik. Et lille stik i hjertet af fortrydelse og skyldfølelse. Men jeg viste jo ikke, at han ville få kræft, vel. Jeg kunne ikke elske en som ham. Vi var alt for forskellige. Og nu havde han mødt en søde kvinde, som kunne hjælpe ham. Det ville jeg aldrig kunne. 

 

Jeg registede ikke, at alle havde rejst sig. William tog hård fat i min arm og trak min op. Han sendte mig, sit værste dræberblik det korte øjeblik vores øjne mødtes. Han var virkelig blevet sur på mig. Det var kommet lidt i etaper. Det startede samme dag, hvor jeg var kommet hjem, og vreden var blevet mere og mere voldsom,  i løbet af dagene.

Jeg kunne ikke blive i kirken længere. Jeg måtte ud, og få noget frisk luft. Idet jeg trådte ud på den lille midtergang, kiggede hele min familie på mig. Nu kunne jeg mærke sorgen. Sorgen over det svigt mine brødre viste mig. Det had de havde til mig. De fik mig til at føle at det hele var min skyld. Jeg stod lidt og kiggede på dem. Der registrerede jeg at kirken var blevet helt stille. Jeg rystede let på hovedet, og gik mod udgangen. Alles blik var nu rettet mod mig. Lyden af mine høje hæle mod de store kampesten i gulvet gav genlyd i kirken. Et utal af uvillige gisp lød i rummet. Mit sårede blik mødte Jacobs, og uden tøven rejste han sig, og fulgte efter mig ud i våbenhuset, og videre ud i det fri. Luften var varm og uudholdelig. Jeg stoppede op. Trak vejret et par gange inden jeg lod følelserne få frit løb.

Jeg havde ødelagt det hele. Igen. Endnu engang var det mig, der havde kvajet mig. Det virkede et øjeblik alt for uoverskueligt. 

“Helene.” forsøgte han.
“Jeg kunne ikke Jacob. Jeg kunne simpelthen ikke. De hader mig alle sammen. Det hele er min skyld. Ved du godt det Jacob. Det hele er min skyld. Og jeg har endnu engang ødelagt alt for mine brødre.”
“Det er ikke din skyld Helene. Dine brødre bebrejder dig ikke noget. De er bare mere i sorg over jeres mors død end du er. Du er bare i chok.”
“Jeg vil gerne tilbage til Fuglebjerg.”
“Helene vente.” 

Valdemar kom løbende gennem våbenhuset, og ud i den varme sensommerluft. 

“Hvad skete der?” spurgte han en smule forpustet.
“Jeg kunne ikke. Det blik William sendte mig. Det var for meget Valdemar. Jeg tager tilbage. Ser om alt er okay, til når I er færdige her. Jeg vil ikke blive her længere.”
“Det bliver du nød til. Vi skal snart til at bære kisten ud.” prøvede han.
“Valdemar, jeg kan ikke. Jeg kan ikke klare det.” skreg jeg.
“Det bliver du nød til Helene. Det var hendes sidste ønske. Hun ville have, at du skulle have det hele med…”
“Men jeg kan ikke. Jeg kan simpelthen ikke klare det mere. Alle de bebrejdende blikke. Alle de nedværdigenede blikke. De får mig til at føle, at jeg er ligegyldig, og at det hele var min skyld. Jeg kan ikke klare, at de alle sammen, selv jer, kigger skævt til mig. Jeg så godt det blik du sendte mig, da jeg kom ind i kirken. Du tænkte det samme som alle andre.”
“Jeg tænkte; hold kæft min lillesøster ser lækker ud i den sorte sag. Men den passer bare ikke lige til en begravelse. Og slet ikke sin egen mors begravelse.”
“Jeg vil ikke mere Valdemar. Jeg tager hjem og pakker mine ting.”
“Og hvad så? Rejse tilbage til USA. Leve livet med ham?”
“Han er min mand, Valdemar. Og jeg har elsket ham hele vejen igennem.”
“Ja, ja så siger vi det. Men der er stadig en masse papirer som skal skrives under af os alle sammen. Du skal også have kigget på alle de ting, som nu er dine.”
“Fint, jeg tager tilbage og kigger på det nu.”
“Helene, hør nu på ham. Der er ikke særlig lang tid tilbage, og så skal hun i jorden ved siden af din far. Og så er det over stået.” sagde Jacob bestemt.
“Jeg troede du var på min side.” sagde jeg anklagende.
“Jeg vil dig jo bare det bedste Helene.”

Uden tøven greb de begge om mine overarme, og halvtrak mig tilbage ind i kirken. Irriteret satte jeg mig på bænken nu mellem William og Valdemar. Ganske rigtigt så var der ikke så lang tid tilbage, og 20 minutter senere  var hun i jorden, og alle var på vej til deres biler. 

“Helene?” spurgte en velkendt kvindestemme.

Jeg stoppede op, og kiggede mig over skulderen. Det velkendte ansigt tilhørte min bedste veninde, Olivia Hansen. Jeg trak let på smilebåndet og drejede overkroppen mod hende. Vi stod et øjeblik og bare kiggede på hinanden som to fremmede. 

“Hej Olivia. Jeg er glad for at se dig.” sagde jeg prøvende.
“Spring det over. Du ser; forandret ud.”
“Der er også sket meget siden jeg rejste.”

Hun kom op på siden af mig, og sammen gik vi ned mod bilerne.

“Sig mig en ting. Hvordan er det, at være gift med en af Statens mest eftertragtede skuespillere?”
“Det er ubeskriveligt på så mange måder. Du skulle kommer over og besøge mig en gang. Det vill være så dejligt, hvis du kom.”
“Mener du det?”
“Ja selvfølgelig. Uden dig, var jeg aldrig kommet afsted.” sagde jeg og smilede.
“Jeg skylder dig så meget. Og så synes jeg du skal møde mine veninder og min familie.”

Vi stod lidt nede ved min bil og snakkede. Mens vi stod der kom Amalie og Freja. Gruppen var samlet igen. 

“Vil I ikke køre med mig tilbage til Fuglebjerg?” spurgte jeg.
“Jo, jeg vil gerne.” sagde Freja.
“Jeg kører med Mikkel.” sagde Amalie, og løftede diskret hånden.
“GUD, du er blevet gift.” udbrød jeg.
“Ja. Et lille intimt bryllup i mine forældres baghave.”
“Hvor sødt. Jeg synes ikke jeg fandt nogen invitation.” drillede jeg.
“Så var det derfor du aldrig svarede.” sagde hun alvorligt.
“Det var for sjov Amalie.”
“Men jeg laver ikke sjov. William gav mig en adresse, som jeg sendte brevet til, men jeg hørte aldrig fra dig.”
“Hvilken adresse?” spurgte jeg.
“Det var på Hollywood Boulevard.”
“Jeg har aldrig boet der. Jeg bor på Argyle Ave.”
“Okay. Så har vi fået det på plads piger. Jer der vil med her; hop ind. Helene skal tilbage nu.” sagde Jacob surt.
“Desuden kan I snakke alt det I vel på Godset.” fortsatte han.
“Okay.” sagde jeg.

Jeg gled ind på forsædet, mens Freja og Olivia satte sig på bagsædet. Ved en stor sort Jaguar stod Mikkel Johansen og ventede på Amalie. Han kiggede op, da hun kom hen til ham. Jeg drejede hovedet og kiggede spørgende på Freja. Hun rystede bare på hovedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...