Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5438Visninger
AA

9. Afsked (Chris)

Ved middagstid søndag, var de første pressefolk begyndt at komme til hotellet. De havde fået et tip om, hvor jeg befandt mig, og var derfor taget derud for at undersøge det. Helene og jeg var ved at få frokost, da de anonymt kom ind på hotellet. Der var ingen der havde bemærket dem komme. Det var først da vi var færdige med at spise, og var på vej op til vores værelse, at helvede brød løs. Vi lignede for mange af hotellets gæster, et helt almindelig kærestepar, og for dem som eventuelt havde genkendt mig, havde ladet os være. Mange af dem, var venner af kendisser, så for dem, var det ikke overraskende at jeg var der. Det her var en af de få gange, jeg var glad for at Dylan ikke var sammen med os. Det var lige i overkanten til, at jeg selv syntes det var behageligt. Jeg kunne på ingen tid, mærke Helenes ubehag ved deres tilstedeværelse. Hun kendte spillereglerne, og hun spillede kortene perfekt. Efter chokket, kom hendes naturlige udtryk frem, og hun virkede naturlig for dem, men jeg kendte hendes skuespil. Kendte hendes facader, og kendte hendes kropssprog. Jeg viste hvornår var nok. Hun svarede på de spørgsmål, hun blev stillet, og smilede til kamerarene. De fik hvad de ville have. Det havde hun fundet ud af. Giv dem hvad de vil have, og de er væk, før man ved af det. Jeg havde flere gange prøvede at fortælle hende, at hun ikke behøvede at snakke med dem. Men det var som om hun kendte presset bedre end mig.

Vi var derefter gået op på værelset for, at pakke de sidste ting. Da vi var kommet ned i receptionen igen, var der sort af pressefolk, og i små øjeblikke helt hvidt af små korte blitz, fra kamerarene. Folk snakkede i munden på hinanden. Og et eller andet sted i mængden var der en, som prøvede på at få folk ud. Men det lykkedes ikke. Helene var sikkerheden selv. 5 år i det her helved og hun kunne styre dem, bedre en mig. Hun fik dem til at tie stille og få dem udenfor, hvor hun stod og snakkede lidt med dem, mens jeg betalte, og endnu engang undskyldte for ulejligheden af pressen. De forsikrede mig om at de var vant til det, og det ikke gjorde dem så meget. Da jeg kom ud, blev der taget et par billeder, og så kørte vi til Santa Monica.

Dylan sad på bagsædet, og legede med sin action-man. Helene sad og kiggede stille ud ad vinduede, og prøvede på ikke at begynde med at græde. Selvom hun havde prøvet det her, så mange gange før, gjorde det vist stadig ondt på hende, at jeg skulle afsted. Jeg lagde en trøstende hånd på hendes lår. Hun kiggede kort på den, og så op på mig. Jeg kunne se sorgen i hendes øjne. Hvor gjorde det ondt. Det brændte helt inde i mig. At se den smerte i hende brune øjne. De var efterhånden ved at være helt rødsprængte, efter flere timers stille gråd. Hun prøvede stadig at skjule det, men de fysiske tegn kunne hun ikke skjule. Hun lagde sin hånd på min, og kiggede så over på Dylan. Han kiggede op på hende og smilede.

”Du må ikke græde mor.” sagde han opmuntrende.
”Det gør jeg heller ikke.” løj  hun.
”Du har jo stadig mig. Jeg rejser aldrig fra dig.” fortsatte han.
”Det jeg glad for skat.” svarede hun, og smilede.

Hun sendte mig hendes mildeste dræberblik. Det var ment som en hentydning til mig. Men jeg viste, de kunne klare sig. De havde hinanden. Jeg kørte ind på parkeringspladsen foran lufthavnen. Nu kom det sværeste. Lige om lidt ville det gå op for Dylan, hvorfor vi var har her. Jeg slukkede bilen, og kiggede et øjeblik på Helene. Vores øjne mødtes. Så er det nu. Jeg åbnede bildøren, og steg ud i den milde aftenluft. Smækkede døren, og gik rundt om bilen, for at hente mine tasker. Mens hjalp Helene Dylan ud. Han havde genkendt området. Sorgen og vreden blussede stille op i ham. Jeg satte mig på hug foran ham. Åbnede mine arme, og han faldt vej til mig.

”Det er okay, Dylan.”

Han begyndte at græde stille i mine arme. Jeg rettede mig op, og Dylan lagde sine ben om mig. Helene drejede sig lidt. Hun ville ikke se på det.

”Jeg elsker jer virkelig højt. Det ved I godt.”

Dylan nikkede let i mine arme, men Helene gjorde ikke noget.

”Hvorfor gør du det?” mumlede Dylan.

Først forstod jeg ikke, hvad det var han sagde. Men så gik det op for mig, at det faktisk var sværere for Helene end det var for ham. Jeg satte ham ned igen, og gik hen til Helene. Lagde mine arme om hende. Hendes ryg mod min mave. Jeg kunne mærke, at hun rystede. Ganske svage rystelser. Jeg kyssede hendes hoved. Lod hende mærke mig.

”Jeg elsker dig virkelig meget Helene. Mere end noget andet.”
”Det ved jeg, Chis. Derfor er det svært, at du rejser fra mig. Fra os.”
”Det er også svært for mig. Jeg har dine tårer i mine tanker hele tiden. Hver gang jeg rejser, græder du. Jeg troede det ville blive nemmere. Hvorfor kommer vi ikke videre?”
”Fordi det er for svært.”

Hun drejede rundt, og kiggede op på mig. Hun tørrede øjnene, og prøvede at smile. Hun kæmpede hårdt, men hun prøvede. Hun stillede sig på tæerne, lagde sine arme om min hals, og kyssede mig. Kort og bildt.

”Du kommer for sent far.” råbte Dylan.

Vi kiggede på ham. Han stod og kiggede op på et fly, som lige var lettet. Vi grinte lidt ad ham.

”Jeg tror ikke, at jeg skulle have været med det fly der, Dylan.”
”Nå. Hvad så med den der?”

Han pegede på endnu, som var ved at lette.

”Nej heller ikke den der.”

Jeg tog hans hånd, og begyndte at gå mod indgangen. Helene gik lidt bag os. Lidt far søn tid, kaldte hun det. Jeg kunne høre hendes skridt lidt bag os. Vi gik ind i tjek-in området, hvor jeg fik øje på Chris. Vi skulle rejse sammen tilbage til New York. Dylan fik hurtigt øje på ham. Han gav slip på min hånd, og løb hen til ham. Chris fangede ham, og løftede ham op. Helene kom op på siden af mig, og tog min hånd. Hun gav den et lille klem, og smilede til mig.

”Hvor er du blevet stor, Dylan.” sagde Chris.
”Jeg er også vokset 1o cm siden sidste.” sagde han stolt.
”Hold da helt op. Det er meget.”
”Hvor er tante Anna?” spurgte han.
”Hun lægger syg derhjemme.” svarede Chris trist.
”Øv.”
”Ja, det er træls.”
”Hej Chris. Tak for sidst.” sagde Helene.
”Hej Helene. Smuk som altid.” sagde han.

Han gav hende et knus.

”Hvad så gamle.” sagde jeg.

På rutine gav vi hinanden hånden, som kun rigtig gode og nære venner kan.

”Hvem er det nu, der er ældst?”
”Jeg er ikke gammel.”
”Hvis du siger det.”
”Du skal ikke være for ond ved ham. Indtil videre er det kun mig, som har lovlig ret til at kalde ham gammel.” sagde Helene drillende.
”Nej du har ej.”
”Det har hun faktisk. Du gav hende automatisk lov til det, da I blev gift.”
”Moar. Jeg skal tisse.”
”Du var på toilettet inden vi kørte hjemmefra.” svarede hun.
”Men jeg skal virkelig tisse.”
”Vi ses drenge. Og pas nu godt på hinanden.” sagde hun.
”Jeg skal nok holde øje med ham, Helene.

Hun kyssede ham let på kinden.

”Jeg elsker dig skat.”

Hun lagde sin hånd om min nakke, og tak mig ned til sig. Kyssede mig, så ingen af de forbipasserende var i tvivl om at vi var sammen. Jeg gav hende nøglerne til bilen.

”Elsker også dig skat.”
”Vi ses far. Farvel onkel C."
”Vi ses Dylan.”

Dylan vinkede til os, mens Helene trak ham hen mod dametoilettet. Med et var de opslugt af mængden af mennesker. Jeg gik hen til disken, og tjekkede ind.

”Det var da ikke så slemt i dag, var?”
”Du skulle bare vide.” svarede jeg.
”Hvad er værst? Er du ved, at du ikke er sammen med dem hele tiden, eller at du ikke ved om hun er sammen med en anden?”
”Helene kunne aldrig drømme om, at være sammen med en anden. Det hele giver desuden også, på en eller anden syg måde, god mening.”
”Du glemte det?”
”Jeg havde ikke mere.” svarede jeg.

Det var lidt flovt at indrømme. Det var min ide, at vi skulle bruge det, efter Dylan. Og så den ene gang, hvor jeg havde tænkt over, om der var mere, glemte jeg at købe noget. Og nu kom konsekvenserne af det. Konsekvenserne er måske lige loveligt groft at sige, men det her var resultatet af det. Vi ville begge to, gerne at jeg var sammen med dem hele vejen. Men ligesom sidste gang, kunne det bare ikke lade sig gøre. Der skulle absolut komme en skide film i vejen. Chris snakkede hele vejen ned til gaten, mere eller mindre med sig selv. Da vi endelig dumpede ned i de kedelige jernstole, blev jeg igen opmærksom på emnet. Han var ikke kommet videre med kondom emnet. Jeg sendte ham Lad-nu-vær-blikket. Han skiftede emne. Fortale hvor fed en oplevelse det var, at blive far for anden gang. Jeg nikkede, hver gang jeg syntes han sagde noget klogt. Solen gik ned i det fjerne. Vi blev vist ombord på flyet. Dagen hvor alt gik som smurt, og vi var på vingerne til tiden. Jeg lagde mig til at sove med det samme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...