Familie

Der er gået 5 år siden Helene og Chris blev gift. Deres kærlighed er lige så stor, som da de blev gift, men familielivet har store problemer. Chris arbejde holder ham væk, i længere tid ad gangen, og Helene var ved at være færdig på The Academy Of Art University. Alt i mens er deres søn, startet i børnehave, og bliver hentet og passet af Augusteen og Ted. (Chris' forældre)

Info: Dette er 2'eren af En Udvekslingsstudent. Så læs den først, og få mere ud af denne :D god læseslyst.

5Likes
3Kommentarer
5410Visninger
AA

5. Aflevere Dylan (Chris)

Jeg kunne mærke, at jo mere jeg var væk, jo mindre blev jeg af den familie, som var min. De små hverdagsting, havde en fast rytme og jeg ødelagde det, når jeg var hjemme. Alt den stabilitet Helene, prøvede at give Dylan, skulle hun bygge op igen, hver gang jeg tog afsted. Hver gang jeg kom hjem, var Dylans glæde overvældende, og hver gang jeg tog afsted, var smerten endnu større end den glæde han havde givet mig, da jeg kom hjem. Det stak i hjertet hver gang jeg skulle sige farvel. Frygten for, at jeg ikke havde en familie, når jeg kom hjem plagede mig, hver gang. Jeg kunne ikke fortælle Helene om den frygt. Det ville måske ødelægge alt. Jeg elskede dem begge for meget. For meget til at ødelægge det. Der var mange af mine kollegaer, som havde haft utallige affærer, mens de havde været gift, og da konen eller manden fandt ud af det, var ægteskabet ødelagt. Jeg elskede Helene for meget til, at jeg kunne gøre det mod hende. Efter jeg blev gift, var jeg pludselig blevet mere attraktiv. Jeg fik mange tilbud. Men for Helene, ville jeg afvise dem alle.

Jeg var helt alene hjemme. Det var lige omkring middagstid, og Helga var ved at rydde op på Dylans værelse. Jeg rejste mig fra stolen i køkkenet, og gik restløs rundt, indtil jeg stod inde i stuen. Mit blik gled hen mod den franske dør ud til haven. Mindet kom rullende fra et hjørne i min hjerne. Et minde fra vores bryllupsdag

Helenes hånd lagde sig let ind mod min overarm. Jeg kiggede ned i hendes smukke øjne, som var endnu smukkere den dag, end de plejede at være. Hendes smil, fuldendte hendes perfekte ansigt. Hendes hår var en smule rodet, efter en omgang i sengen, men med øvet hånd, havde hun fået det til at se naturligt ud. Hun havde det der, tilfredsstillende blik i øjet, som kun hun kunne få. Jeg følte mig, som verdens lykkeligste mand. En kaldte på hende, og hun fjernede blikkede fra mig. Jeg kendte stemmen. Min søster havde ønsket Helene opmærksomhed. Isabella vinkede Helene hen til sig. Isa hviskede noget til hende. Helene himlede med øjnene, og fik det til at virke som ingenting. Hun smilte tilfreds til mig. Alt ved hende, var uimodståelig. Jeg ville bare have hende for mig selv. Jeg ville bare til Hawaii. Men festen skulle være perfekt. Perfekt for hende, og det var den. Hun kom hen til mig igen. Vi cirkulerede rundt mellem gæsterne. Hendes glæde, og hendes selvsikkerhed havde overmandet mig, og jeg viste, at hun kunne noget, som ingen andre kunne. Hun elskede mig, og bar vores første barn. Hvordan kunne hun, bare komme, og brase ind i mit liv på den måde? Hun var der bare, og havde vendt mit liv på hoved. Det måtte være følelsen af at være forelsket. Helene var gået over, til Jessica og Isabella. Der stod hun, med nogle hun skulle bruge sin tid med. Hun skulle ikke allerede til at have en familie. Hun kiggede over på mig, og smilede. Hun vinkede. Jeg blev revet ud af min beundring, da Chris lagde en hånd på min skulder. Han grinte lidt af mig. Han havde altid troet, at jeg ville være den sidste der blev gift. Og at der var mange år til det endnu. Det var kommet lidt bag på ham, at han ikke kendte hende. Men nu viste han hvorfor.

Jeg blev revet ud af mit minde, da Helga sagde mit navn. Jeg vendte mig rundt.
”Ja. Hvad er der?”
”Hørte du ikke telefonen?” spurgte hun.
”Nej. Ringede den?”
”Ja. To gange.”

Hun stod og viftede med den.

”Det er børnehaven.”

Jeg tog telefonen op til øret.

”Det er Chris.”
”Hej mr. Evans. Det er Julia, fra børnehaven. Jeg er bange for, at du bliver nød til at komme og hente ham.”
”Hvad er der sket?”
”Han har kastet op.”
”Er han syg?”
”Ja åbenbart. Hvornår kan du være her?”
”Jeg kommer med det samme.”

Jeg lagde på og løb ud i gangen.

”Hvis Helene ringer, så sig til hende, at jeg er kørt hjem til mine forældre med Dylan. Og sig til hende, at hun ikke skal være bekymret.”
”Hvad er der galt?”
”Han har kastet op. Mor ved hvordan man håndtere den slag. Det gør jeg ikke.”
”Men Helene?” spurgte hun.
”Helene har en vigtig forelæsning i dag. Hun skal snart til eksamen. Hun har ikke tid til, at Dylan bliver syg. Jeg køre hjem til mine forældre med ham, og så køre vi derhen med hans ting, når hun kommer hjem. Alt er fint Helga. Bare sig til hende, at alt er under kontrol.”

Jeg tog bilnøglerne til Pochen, og så var jeg ude ad døren. Jeg løb ned ad gaden. Bilen stod selvfølgelig som den sidste. Jeg fik den ud på vejen, og kørte hen til børnehaven. Da jeg parkede bilen foran børnehaven, var der en masse børn ude og lege. Jeg gik ind på legepladsen. Jeg havde ikke været i børnehaven så mange gange, men jeg kunne alligevel huske hvor jeg skulle hen. Jeg fandt kontoret. Bankede på og gik ind.

”Åh, godt du kunne komme så hurtigt, mr. Evans. Dylan ligger herinde.”

Kvinden rejste sig, og gik ind i et lille rum, ved siden af sit kontor. Jeg fulgte efter. Han lagde på en madras med et tæppe om sig. Kvinden lagde en hånd på hans skulder, og han slog sine øjne op. Han så ikke særlig frisk ud.

”Dylan.” sagde hun blidt.
”Din far er her.”

Dylan kiggede hen på mig. Jeg gik hen til ham.

”Hvordan har du det, skat?” spurgte jeg.
”Ikke godt. Hvor er mor?”
”Mor er i skole, Dylan.”
”Skal jeg hjem til bedstemor og bedstefar?”
”Ja. Mor og jeg kommer, inden vi tager hen på hotellet.”
”Okay.” sagde han og lukkede øjnene.

Jeg tog ham op i mine arme, og gik ud mod bilen. Alt hvad jeg måske burde have taget med, lod jeg være. Jeg havde kun Dylan og Helene i tankerne. Min telefon begyndte at brumme i min baglomme. For første gang i flere år, lod jeg den bare ringe. Jeg satte forsigtigt Dylan i børnesædet, og spændte ham fast. Jeg fiskede telefonen op ad lommen, mens jeg gik rundt om bilen.

’Helene’

Jeg ringede op. Efter 3. ring tog hun den.

”Skat? Hvad er der sket?”
”Ikke noget skat. Han er bare syg. Jeg køre hjem til mine forældre. Og så kan vi komme med hans ting senere.
”Er du sikker på, at det er en god ide?”
”Ja da skat. Jeg ringer til mor, mens jeg kører derhen. Det skal nok god. Jeg har styr på det.”
”Okay. Ring til mig, når du køre hjem. Elsker dig.”
”Skal jeg nok skat. Elsker også dig. Kys.”
”Kys.” sagde hun, og lagde på.

Jeg satte mig ind i bilen, og kiggede mig over skulderen. Dylan sov allerede. Jeg fandt nummeret på mor, og ringede op. 4 ring senere var jeg ude på vejen, og hun tog den endelig.

”Hej Chris. Er der noget galt?”
”Hej mor. Jeg er også glad for, at snakke med dig. Og hvorfor skulle der være noget galt?”
”Jeg har allerede snakket med Helene, Chris.”
”Og du syntes ikke jeg skal komme med ham?”
”Jo. Lad ham endelig komme. Det er ikke det. Det er mere det, at du ikke lige snakkede med Helene.”
”Han er også min søn, mor. Jeg kan godt tænke selv.”
”Det er rigtigt. Men tror du ikke han også vil være sammen med dig? Du er trods alt hans far.”
”Jeg bliver hos jer, et par timer.”
”Det ved jeg godt, skat. Hvordan går det med jer?”
”Det syntes jeg ikke vi skal snakke om nu.”
”Så spørger jeg bare Helene, når jeg snakker med hende.”
”Mor!”
”Jeg tager pis på dig Chris. Vi ses.”
”Det gør vi.”

Jeg lagde på, og kiggede op i bakspejlet. Dylan lagde stadig og sov. Hvorfor skulle han også blive syg nu? 20 minutter senere parkedede jeg bilen, foran den velkendte boligblok i Santa Monica. Jeg løsnede Dylan, og løftede ham op i mine arme. Han slog øjnene op, og kiggede lige ind i mine øjne. Jeg smilede opmuntrende til ham. Han lagde sit hoved op ad mit bryst. Jeg lukkede bildøren, og gik over vejen. Da jeg kom op på mine forældres etage, blev deres dør åbnet, og mor kom til syne. Hun smilede. Glad for at se mig.

”Hej mor. Godt at se dig.”
”I lige måde min dreng. Åh Dylan. Du ser da lidt skidt og træt ud.”
”Han sov hele vejen.” sagde jeg, da vi gik ind.

Hun kiggede trist op på mig.

”Du skal nok få dit knus, lige så snart Dylan er kommet ind i seng.”
”Hvordan gør du det?”

Jeg havde endnu ikke forstået, at hun kunne gøre det.

”Jeg er din mor, Chris. Jeg kan se den slag. Moderinstinkt.”
”Så siger vi det.”

Vi gik ind i soveværelset, hvor jeg lagde Dylan i sengen. Mor nussede lidt om ham, mens jeg gik ind i stuen.

”Hej far.” sagde jeg.

Jeg satte mig med et suk i sofaen, ved siden af ham. Han lagde sin arm, om min skulder.

”Hvad så, sønnike.”
”Jeg kan ikke finde ud af det.”
”Vel kan du så. Kvinder forstår bare ikke os mænd. Vi er ikke skabt til at passe børn. Det er de. De forventer for meget af os. Bare rolig. Helene skal nok forstå det, på et tidspunkt.”
”Tror du?”
”Der er sket meget i hendes liv. Hun er bare bange for, at du også skal svigte hende.”

Det var min mor der svarede. Hun stod i døren, og kiggede trist på mig.
”Du skal ikke se sådan på mig mor. Jeg gør alt hvad jeg kan, for at være der. Men det er som om jeg bare er til overs når jeg er hjemme. Når jeg ikke er hjemme, fortæller hun mig, hvor meget hun mangler mig, men når jeg så er der, så er jeg der bare.”
”Og det er måske også nok. Så har hun ro, og hun ved, at hun har dig, for sig selv. Når du er hjemmefra, føler hun sig efterladt.” svarede hun.
”Hun har da jer og Dylan.”
”Hun føler hun er en dårlig mor. Hun føler ikke, at hun er der for Dylan, og hun føler, at du køber hans kærlighed, i de gaver du har med hjem til ham. Hun er sammen med ham i de gode og de dårlige stunder. Du har ham kun i de gode, og lige så snart der er noget, kommer du her. Det kan hun ikke gøre.”
”Men hendes studier?”
”Du og Dylan kommer før det. Hun vil hellere bruge hele denne her uge hjemme sammen med jer, end at sidde på en skolebæk. Tro mig. Jeg ved hvordan hun har det.”

Jeg løftede det ene øjenbryn, og kiggede mistroisk på hende. Hun rystede bare på hovedet. Hun satte sig ved siden af mig. Jeg kunne hælde alle mine bekymringer af på dem. Bare fordi, de viste hvad, det var jeg gik i gennem. Eller de prøvede på at forstå det. Da klokken slog 1, bankede det på døren. Mor rejste sig, og gik ud for at åbne. Døren til gangen stod på klem.

”Helene?”
”Hej Augusteen.
”Kom da ind. Hvordan er du kommet?”
”Helga kørte mig. Chris havde jo en bil til at være her, så det ville jo være dumt, hvis jeg så også havde taget bilen.”
”Det er rigtigt. Skal jeg ikke tage nogle af alle de ting. Dylan lægger inde i soveværelset, og Chris er inde i stuen sammen med Ted.”

Der lød et lille bum ude i gangen, hvorefter døren blev skubbet op, og Helene kom til syne. Hun smilede undskyldende til mig. Jeg rejste mig, fra sofaen og gik hen til hende. Hun lagde sin ene hånd på mit bryst.

”Hej Ted.” sagde hun forbi mig.
”Altid en fornøjelse, Helene.” svarede hun.

Endelig rettede hun sin fulde opmærksomhed mod mig. Hun kiggede undersøgende på mig. Jeg bøjede mig forover, og kyssede hende på kinden. Jeg kunne mærke hendes spændinger.

”Hej skat.” sagde hun.
”Hej.” svarede jeg og kyssede hende en gang mere.
”Jeg går lige ind og ser til Dylan.” sagde hun.
”Det behøver du ikke, Helene. Han sover.”

Mor kom ind i stuen. Hun havde sikkert været inde med de ting, Helene var kommet med.

”Sæt jer ned.” sagde hun.

Jeg tog Helenes hånd, og trak hende ned i sofaen, ved siden af mig. Efter lidt tids stilhed brød far den endelig.

”Hvordan gik det til forelæsningen, Helene?”
”Det gik fint.”
”Hvad handlede det om i dag?”
”At kunne skelne mellem billederne. Og at kunne finde de rette billeder til en udstilling.”

Jeg forstod ikke, at det var nødvendig, at skulle lære, at finde billeder til en udstilling. Men jeg havde jo heller ikke forstand på billeder. Jeg skulle bare kunne posere for fotograferne. Helene fortalte om nogle af teknikkerne til, at kunne kende forskel på et originalt billede, og et billede der var forfalsket. Hun havde sat sig helt op ad mig, og hun lagde sine hænder på mine lår. Ubevist havde jeg lagt min arm om hende. Jeg lyttede til det hun sagde, og spurgte når der var noget jeg gerne ville have forklaret lidt mere. Efter noget tid, sammen med os, gik hun ind i soveværelset, for at kigge til Dylan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...