Formskifteren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2016
  • Opdateret: 16 feb. 2018
  • Status: Igang
Formskiftere, et sjældent folkefærd, der ofte ender deres dage som slaver eller slået ihjel på grund af ideen om evigt liv eller alt kurerende medicin.
Jayden Cross er en af disse troende. På sin jagt efter en formskifter, støder han på gamle og nye venner og fjender, men alt tager sin drejning da han endelig finder den formskifter han har ledt efter - for vil han i sidste ende kunne tage livet fra en han holder kært?

3Likes
18Kommentarer
969Visninger
AA

3. Min fjendes fjende er min ven - eller?

 Kapitel 2

 

Min fjendes fjende er min ven – eller?


 

Med et skridt foran det andet var Jayden kommet et godt stykke, hans mål var byen Sharariff, en handelsby. Den kunne dog ikke måles med handelsbyerne, Heel ved kysten og Bajifar, der lå indlands, tæt på hovedstaden, Khatar. For at nå til Sharariff fra Kilwind kunne man tage igennem nogle forskellige byer, som lå imellem, men Jayden havde ingen planer om dette. Jo færre stop, jo hurtigere kom han frem. Ingen grund til at spilde unødvendig tid - og da slet ikke når man ikke havde tiden at spilde.   

Traskende igennem mudderet kæmpede han sig over træstupper eller igennem andet, som havde fået forvildet sig over stien han færdedes på. Det var bestemt ikke et sted for dem af hunkøn, og alligevel… alligevel befandt der lige præcis sådan en blot tre meter bag ham. Det nærmest ulmede fra ham, når han enten hørte hende nynne, snakke eller bare når der generelt kom en lyd fra hende, hvilket blot virkede til at more hende endnu mere.                     

Han havde skævet tilbage på hende et par gange efterhånden, og selvom at han absolut håbede på at terrænet var nok til at snart skabe et hysterisk anfald fra hende, der ville få resultatet at Yuya besluttede sig for at vende snotten hjemad, dermed efterlade ham til sig selv, skete intet af dette. Faktisk lignede Yuya en feline, som hun bevægede sig over og under diverse forhindringer, yderst elegant og let, men uanset hvor let og elegant hun var, kunne hun dog ikke undgå naturens kærlige hånd, ved navn snavs og specielt i dette tilfælde; mudder (der var resultatet efter de sidste dages regnskyl).                          

Selv dette virkede ikke til at påvirke hende halvt så meget som Jayden håbede, så Jayden vendte blikket fremad igen, mens deres tidligere diskussion rumsterede i hans tanker - det fik ham til at skære tænder…                           

”Jeg bad dig udtrykkeligt om at skride hjem, snothvalp!” Hvæsede han, da han efter adskillige minutter stadigvæk kunne høre hende bag sig. De var blot få meter fra det sted, hvor hun var dukket frem som en anden overraskelse, som om hun havde fået den ide, at det var lige dét han havde gået og håbet på.                           

”Ja det hørte jeg godt, men jeg er ingen snothvalp, du kender allerede mit navn, så hvorfor ikke bruge det i stedet for? Det er da et meget pænt navn. Jeg kan i hvert fald godt lide det.”                           

”Jamen tillykke at du kan lide dit eget navn, det rager mig en papand, bare lad vær med at følge efter mig!” Det var lige før han trak sit sværd for at skræmme hende... Måske skulle han bare stikke hende ned?  Noget sagde ham dog at tomme trusseler var noget hun grinede af, og en rigtig trussel var noget hun nok skulle sige sin mening om, altså mere snak, og hvis der var noget han ikke orkede, var det mere snak.                           

”Bliver din familie ikke bekymret, hvis du bare sådan forsvinder?” Han prøvede en anden taktik. Et feminint grin lød. Han hævede brynene, men kiggede ikke på hende.                          

”Jamen dog, du lyder helt bekymret nu, så du kan bekymre dig om andre -”

Irriterende møgunge!

”- men, jeg kommer ikke fra Kilwind, så bare rolig, jeg ender ikke med at få hjemve.”

Sådan var det endt, han sagde ikke mere efter det, for uanset hvad han sagde så fik hun vendt det imod ham, hvilket var begyndt at gå ham voldsomt på nerverne. At Yuya ikke var fra Kilwind overraskede ham lidt, men interesserede ikke nok til at spørge ind til det. Det var ikke så underligt at nogle af folkene i byen var tilflyttere.

 Han var lige ved at gå i stå da han lagde mærke til noget. Der var stille… helt stille. Han kæmpede næsten med sig selv, for ikke at dreje rundt på stedet for at se om hans ører lavede fup med ham. Forhåbningsfuld kiggede han over skulderen, det var næsten lige før at hans øjne kun lod sig mærke med omgivelserne, men nej, hun stod der endnu. Det blonde hår skilte sig ud fra den grønne bevoksning.                          

Han slap næsten et suk, men rankede sig blot og tog et stort skridt over en vandpyt. Selv havde han blot gået nogle ekstra skridt da han hørte et plask. Han skulle nyde stilheden, det blev han nød til, det var tosset at tage den forgivet, hvem vidste hvornår han ville få den igen…                       

”Okay…”                           

Du skulle bare Jinxe det, Jayden!                          

”Fint, jeg tag’ ikke med dig”

Denne gang stoppede Jayden op, han vendte sig halvt om og kiggede tilbage på Yuya. Hun så ikke så ilde tilret som han havde forstillet sig et hunkøn ville være efter denne sti han havde valgt. Han havde helt bevidst valgt den mest besværlige, men også den der var hurtigst. Hans mørke øjne studerede hende kort, men så vendte han blot om igen.

”Det var på tide, smut så hjem med dig” Han gik, om hvor vidt tøsen kunne finde hjem herfra eller ej, var ikke hans problem, han havde ikke bedt hende om at tage med… Efter nogle meter stoppede han dog brat op igen og vendte sig lynhurtigt om. Der stod Yuya med et uskyldigt blik, som om hun ikke kunne forstå hans undrende stikkende øjne, der absolut nidstirrede hende.

”Hvad. Laver. Du. Her?” Spurgte han i en anstrengt tone. Hun løftede et tyndt bryn, som om hun ikke rigtig forstod ham. Han pustede ud.

”Kilwind er den modsatte vej!” Han kastede højre arm frem og pegede i den retning han rigtig, rigtig gerne ville have hun skulle gå i, så hurtigt at han daskede til en gren der hang ned over stien. Den svingede frem for så at fare imod ham igen med hvad, der ville havde givet en godt piskesmæld med et tilhørende rød lussing på kinden, hvis det ikke var fordi den blev fanget i hans modsatte hånd. Grenen knækkede under fingrenes pres. Yuya blinkede kun et par gange, så smilede hun som om hun først nu forstod hvad han mente.                           

”Det ved jeg”                          

”Hva’ laver du –”                        

”Men jeg sagde ikke noget med at jeg ville tage tilbage.” Jayden stod med halvt åben mund efter han var blevet afbrudt. Det var som om han ikke helt forstod hvad hun lige havde sagt.                           

”Hvad mener du –”                          

”Ja, jeg skulle under alle omstændigheder snart rejse fra Kilwind, så en dag til eller fra gør ikke den store forskel for mit vedkommende” Hun gik nogle skridt frem imod ham. Hun havde stadigvæk det ækle smil på læberne, der betød at Jayden stadigvæk ikke helt kunne lure hende. Det gjorde ham anspændt.                           

”Og hvorfor er det så lige at du tager samme vej som jeg? ved du overhovedet hvor jeg er på vej hen?” Nu kunne han endelig slippe af med hende! Det var han stensikker på, han havde nemlig ikke nævnt hvor han skulle hen.                           

”Sharariff…” Han tabte næsten hele mælet der, hvordan i alverden… hvordan kunne hun?                          

”Du ved, handelsbyen-”                          

”Jeg ved godt hvor og hvad Sharariff er, tak!” Snerrede han irriteret. Han vendte sig opgivende rundt, men lige inden han skulle til at tage næste skridt, stoppede han og så over på hende igen. Hun så stadigvæk uskyldig ud, men hun lignede en som havde skyndt sig at gemme et grin væk, inden det blev opdaget.                           

”Hvordan vidste du at det var der jeg skulle hen?” Hun smilede stort, det krøb ham koldt ned af ryggen.

”Det læste jeg på skiltet”

Skiltet? Hvilket skilt?

”Du ved, det skilt der stod i krattet, lige ved starten af stien? Ja? Nej? Kigger du overhovedet længere frem end din egen næsetip? Du er ikke blind vel?” Hun så næsten ud som om hun havde ondt af ham. Han skar tænder, mens hans øjne blev mørkere i det og drejede så helt omkring og forsatte sin rute med hurtige friske skridt, så Yuya skulle små løbe for at følge med.

Fucking skilt.

 

***

 

Overskyet og fugtigt, med en lummer nordvind, der strøg over de blussende røde kinder, blev hun mødt med da ikke et træ kunne ses milesvis fremad. Det var et godt stykke tid siden hun sidst havde været på farten, så da den mudret skovsti endelig ebbede ud i en grussti blandt marker og enge var det lige før hun sukkede ud i lettelse, hun sagde dog intet, hun vidste at hendes ufølsomme medrejsende kun ledte efter svagheder at håne hende med, så hun lod blot et smil være på læberne og daskede frem med en energi hun ikke besad. Hun vidste godt at det var med vilje at han ingen pauser havde holdt, selvom de havde været i gang størstedelen af dagen. Hun kunne dog ikke andet end at beundre ham lidt for hans udholdenhed, de fleste ville havde bukket under for kramper og stivelser i benene på nuværende tidspunkt – for ikke at snakke om hende selv.

Til den ene side var marken fyldt af raps, gyldne og strålende, til den anden side var det højt græs med adskillige vilde flora, der grav et unikt syn i alt det grønne, med deres mange forskellige farver. Yuya tog en dyb indånding, for nok var vinden lummer, men den opkvikkende fornemmelse man fik af en god frisk vind kunne ikke undgås. En ting Yuya holdte særligt meget af.

Hun nåede dog dårlig nok at nyde øjeblikket før hun kunne høre stenene knase under presset fra Jaydens vægt – han var allerede videre, han havde ikke så meget som stoppet op for at nyde miljø-skiftet. Hun kiggede en sidste gang tilbage på skoven de var kommet fra. Skoven var en ujævn en af slagsen, med sine tonsvis af bakker, grøfter og skæve skranter, der lå op til bjergene. Det havde været en udmattende tur.

Nok havde hun rejsetøj på, men det skulle absolut ikke undre hende, hvis hun havde mere end tre vabler på hver fod. Det gjorde det besværligt at gå, besværligt at bevæge sig i en fart, som kunne følge med Jayden, generelt gjorde det bare tingene mere besværlige end hvad de burde være. Tossede hende, hun behøvede slet ikke at følge med ham, mindede hun sig selv om, men som hun stoppede op for at overveje blot at holde sin velfortjente pause, satte tankerne ind og hun vidste at det var lige præcis det hun ikke kunne gøre. Hun måtte ikke miste ham af syne, hun havde trods alt besluttet med sig selv, at gøre dette.

Opgivende satte hun i gang igen, hun var faldet bagud med en godt fem meter, men det var lige før hendes ben knagede bare ved tanken om at sætte i løb for at indhente ham. Nej, måske var det godt med lidt mellemrum. Hun havde dog ikke sagt noget i et godt stykke tid, hun havde prøvet at spørge ind til hvad han skulle bruge medicinen til, hvortil han blot havde ignoreret hende, så hun tog det som et følsomt emne. Hun havde ikke snakket siden, i hvert fald ikke med ham.

Det virkede til at lette lidt på humøret hos ham, så mere bad Yuya ikke om dette øjeblik. De forsatte videre, som de havde gjort længe på grusstien - den virkede uendelig. Hun kunne slet ikke se skoven de var kommet fra mere. Yuya havde adskillige gange været ved at falde af udmattelse, men det havde hjulpet lidt på sagerne for selv Jayden virkede til at begynde at kunne mærke en hvis form for træthed, for nu kunne hun følge med uden at anstrenge sig, så det var da altid noget. Rejsetaskens strop virkede som var den i gang med at slibe sig ned i skulderen på hende og kappen havde hun for længst taget af og krøllet ned i tasken.

Hun var fugtig af sved og det lange gyldne hår, flettet sammen, føltes som det rene bly hængende efter hende. Hvem var da også så tosset at forsætte i over otte timer i træk, uden en eneste pause? Hun himlede med øjne, for svaret gik lige foran hende. Han havde hverken taget kappen af eller skiftet skulder med hensyn til tasken - Yuya havde skiftet skulder mindst ti gange nu på bare de sidste to timer. 

Resten af rejsen forgik i en udmattende stilhed, til trods for at dette ikke var i stil med Yuyas egen karakter, så brugte hun sine resterende kræfter på at forsætte uden at falde omkuld. Den stille bøn der gav gentagende klang, og var næsten ved at bryde ud på tungespidsen, blev overraskende nok hørt da Jayden pludselig, som han havde haft dette spot i tankerne hele dagen, bevægede sig væk fra stien og dumpede sin taske ned i en lille omkreds af buske og et par træer nogle metre væk fra stien.

Her tilbragte de natten og selvom at Yuyas havde forventet en eller anden form for protest over at hun holdte lejer med ham, forholdte han sig tavs. Som om han havde opgivet at slippe af med hende og bare ville have så meget fred som overhovedet muligt. Dette sagde Yuyas dog intet til og hun nåede dårlig nok at lægge sig ned før søvnen overrumplede hende nådesløst.
Næste morgen vidste Yuya præcis hvorfor han intet havde sagt.

Han var forsvundet.

Yuya bandede og svovlede for sit indre da hun fandt ud af at hun havde sovet væsentligt længere end planlagt. Det var langt op af formiddagen da hun var vågnet og klar til at forsætte sin rejse. Med fødderne plantet endnu en gang på grusstien, kiggede hun op på himlen med en skærmende hånd for solen. Hun vurderede hurtigt, at hun på to ben først ville være ved byen Sharariff, til aften. Med et nik forsatte hun målrettet.

 

***

Der var mange scenerier Jayden kunne havde forestillet sig, hvordan denne dag kunne ende ud i, og han fortræk hver og en af sine fantom scenerier, selv de mere pinefulde af slagsen, frem for hvad realiteten ren faktisk endte ud i, musede han over som han gav los så det spændte og brændte i hver en sene og muskel i hans krop. Sveden trillede i dråber og tungen hang nærmest ud af gabet på ham, for at få nok ilt ned.
Det blonde hår ved hans side, gjorde det heller ikke meget bedre. Hvis han ikke var så stærkt optaget i at løbe, ville han have skulet hende helt ned til Sebarus rige i helvede og tilbage igen, men a las var hans opmærksomhed optaget et andet sted.

Det havde startet meget godt ud, tænkte han, som han hoppede over et bræt, der var væltet og lå halvt over en efterladt bod på hjørnet af gaden. Han nåede lige at hive fat i Yuyas arm inden hun selv var faldet over nævnte bræt. Han træk hende med sig, og de forsatte ind i en gyde, der fik rynker på næsen, som en stærk og krasende lugt sprang dem i møde og et spørgsmål om hvad de brugte denne til - et spørgsmål der var bedst ubesvaret.
 

 

***

(En time tidligere)

Okay, så han havde ditched hende, men han havde fra start sagt, at han absolut intet ville have med hende at gøre… Han sukkede. Han havde været i Sharariff i godt en time nu og han havde stadigvæk ikke fået fat i sin informant, der gik under dæknavnet; Dealeren – det huede ham bestemt ikke, men han lod det ikke ses på sit ydre.

Til forskel fra Kilwind, var Sharariff ikke et sted hvor strejfende blev lagt mærke til. Folk der havde bosat sig her, var så van til folk kom og gik, at det var et under hvis de ren faktisk lagde mærke til om de fik nye naboer. Kilwind havde nok været våd og mudderet da Jayden havde lagt vejen forbi, men selv der havde byen haft en vist charme og farve, der på en og samme tid fik den til at virke imødekommende og fjendtlig. Det var en underlig blanding, men her i Sharariff, var alt blot i en tone af gråt. Folk var slidte, mere end mindre havde de altid en grimasse på, husene i de yderste ringe, var placeret på rad og række, grå og ensformigt og gyderne vrimlede med kriminelt aktivitet. Det var i byens midte at det rigtige handelsmarket forgik. Lommetyve, tasketyve, fupmagere og hvad der ellers var af former for kriminalitet, ville kunne blive fundet her – ligesom i alle andre handelsbyer eller større byer tænkte Jayden. Ordensmagten befandt sig kun i midten af byen – hvor der var reneste og de betydningsfulde befandt sig. Ingen under at byen så så skidt ud som den gjorde.                           

Byen var bygget som ringe i vand. I alt fire ringe. Hvor der var tydeligt på både pris og komfort. Man skulle tro at man gerne ville tiltrække folk med en pæn facade, men måske var de bare blevet så mange mennesker, at det nu handlede om at skræmme mulige tilflyttere væk derfra, så de fire ringe ikke blev overbefolket, eller endnu værre, at den indre ring blev væltet af masserne, der skubbede udefra.

Jayden befandt sig i den anden ring ud af fire, hvis han gik meget længere ind i byen, ville han skille sig ud, og det var noget Jayden prøvede alleer helst at undgå. På dette tidspunkt priste han sig lykkelig over manglen af den rejsefælle han havde efterladt. Han havde en ide om at påtalte person kun ville bringe flere problemer på hans vej.

Der gik en halv time før der begyndte at ske noget, han stod præcis der hvor de havde aftalt at mødes for godt tre uger siden. Jayden følte sig mere og mere dum, som han fik undrende blikke, for hvem lod sig dog hænge ud ved en rådden forladt bod og et væltet bræt? Han havde stået her i en lille halv time. Han mente snarere at han var blevet brændt af og da han endelig var ved at indse dette, med eder og bander, skete det som Jayden havde ventet længere end længe på; Hvad der kunne ligne en bredskuldret gorilla og en ranglede spidsmus, var to sløset gutter, med mørke render under øjnene, skæve gule tænder, (som kunne ses når en af dem snerrede af gloende på deres vej) og lappet tøj. De havde kurs lige mod Jayden. For første gang den dag, men ikke den sidste, stod Jayden i det dilemma hvor han meget grundigt overvejede at stikke af. Ikke af frygt, men af den simple årsag af, at han ikke orkede at miste flere hjerneceller på at snakke med nogen som mindede så meget om de nævnte dyr, der ikke ligefrem udstrålede menneskeligt intelligens. De skulede til ham, som om de spekulerede på om han var god nok til deres selskab – men de tjekkede nok nærmere om beskrivelsen passede på den de søgte; det gjorde den.

”Mister Cross?” Jayden løftede et busket bryn og så dem lidt mere an. Den store stod bagved den lille, som var han en omslugende mur omkring dem.

”Hvem spørgere?” Spurgte Jayden. Som var det læst op fra et stykke papir, begyndte den ranglede lave gut at ævle om noget, der kunne lyde fra en intro til en helt - eller skurk.

”En der hører græsset gro, som kan plukke en nattergals fjer, snyde skakmesteren fra sin konge. Med øjne overalt, han ved din ankomst før du selv gør. Gydernes konge.” Jayden himlede med øjne og var lige ved at gnide i dem, men fornuften om at han nok ikke burde fjerne blikket fra disse mænd kom ham i forkøbet, så de mørke øjne bevarede deres falkeblik på dem. Med et nik og de rette placeringer imellem hinanden førte de Jayden videre igennem spindet af gyder og glemte gader.

Hvad der føltes som timer var blot minutter og inden han havde set sig om stod han foran hvad han selv ville kalde for rotternes rede. Et stort hul med tremmer for i en grå og fugtbelemret mur. Den store af mændene løftede tremmerne op som var det en lem; derved afslørede deres videre færd. En skarp dunst strøg Jayden i hovedet. Den var stærkt nok til at det var lige før han kunne smage det, det fremkaldte syrende galle i hans svælg. Han hostede kort før han trådte indenfor.

Jayden gruede mere og mere som han gik længere ind i mørket. Af og til kunne han høre dråber. Spidsmusen tændte en fakkel og ledte gruppen frem.

Gangene var fugtige imod huden, ildelugtende som en dunst af blanding af råddent mad og afføring omgav dem, og på trods af faklens varme kilde, var lyset der holdte det mørke intethed på afstand, næsten ligeså kølig som det vand, der omgav deres støvler. Kun en gang imellem skimtede Jayden der pelsede våde rotter, når de kom fortæt ind i lyset. Han hørte dem før han så dem, og deres skingrende lyde fulgte dem på vej, som en sirenes sang. 

Da de havde gået i et ukendt tidsrum, igennem flere snørklende gange, begyndte der at falde et sælsomt lys ind. Det tog lidt før Jaydens øjnene vænnede sig til det, men jo mere han gjorde, desto mere længtes han at komme ud.

Jayden vidste ikke helt hvad han havde forventet, måske et underjordisk rum lavet af sten med fakler på væggene, store dyre vægtæpper, men stedet han blev ført ind i, var slet ikke så specielt, nej, tværtimod, loftet var lavet af gamle planker befængt med mug og fugt. Adskillige tæpper og beskidte sejl hang i loftet og rundt omkring på væggene. Alt i alt lignede det en joke på en tronsal. Forenden af rummet stod en stor stol, faldefærdig, men noget der lignede guld og juveler, Jayden var dog ikke i tvivl om at der var tale om en efterligning, maling og farvede sten. Stolen stod på en masse kasser med adskillige slæb over sig, samt væggen bag ved. I stolen sad en mand; tynd, ranglet, strittende skæg, fedtet hår, store øjne med render under, stikkende kindben. Hans tøj var i væsentligt bedre stand end de andre okkupanter i rummet, men det sagde ikke meget. Hans ene ben hang over et armlæn, mens ryggen var delvis på det modsatte armlæn og ryglænet, samtidig med at der blev skænket en mørk væske i det bærer han rakte ud fra sig af en af hans tyveknægte.

Han var Dealeren.

”Så mødes vi endelig, mister Cross.” Jayden sagde intet, men gik blot lidt længere ind i rummet efter de to mænd som havde hentet ham, flyttede sig ud til siderne. Jayden kunne ikke helt holde undringen tilbage over hvorfor at lave et tronrum her, det virkede så ustabilt. Han stod helt stille, som ville den mindste bevægelse provokere et angreb fra de i alt 20 gutter inde i rummet. De mindede ham om rotter; de blev i hjørnerne, stod, sad og hang lidt over det hele, tyndekraften holdte ikke dem på jorden. Jayden måtte indrømme at han følte sig placeret i et spotlys - der var mest lys hvor han stod. Hver en bevægelse han lavede blev iagttaget nøje, som havde de inviteret en tiger ind i deres rede; og det var måske heller ikke så langt væk fra sandheden.      

Dealeren grinede lidt, da han så Jaydens søgende øjne, der undersøgte rummet. Et par tænder var skiftet ud med guldtænder, de resterende var gule af farve, stumper eller helt væk. Mad sad i mundvigen og skægget – det lignede alleer mest brækrester.

Jaydens øjne søgte kortvarigt op imod loftet, da støv røg ned og gjorde luften tungere, plankerne knirkede og Jayden kunne svagt høre stemmer oven over dem. 

”Tag dig ikke af det, de ved ikke at vi er her” Kom et slesket svar, som var Dealeren meget fornøjet over at de havde været så gode til at skjule sig under en bebyggelse uden nogen havde opdaget det endnu, Jayden synes han var tåbelig og risikoen for stor, men han sagde intet.

”Skal vi komme til sagen. Du sagde du havde de informationer jeg har brug for” Overtog Jayden samtalen med. Han så bestemt på Dealeren, til trods for at synet bragte væmmelse.

”Så sandt, så sandt, men jeg har intet at kunne fortælle uden lidt kompensation, har du det vi aftalte, med?” Jayden knep øjnene lidt sammen, men tog så en hånd ind under sin kappe og frembragte en brun læderpose. Den hverken klirkede som mønter eller virkede besynderlig tung. Dealerens øjne nærmest zoomede ind på posen, som kunne han allerede se hvad der var i den. Hans tynde flossede læber krusede i et smil, han skævede kun kort på en af sine mænd, som var han bange for at et blik væk fra posen ville gøre at den forsvandt, han lavede et kort stift nik, og en mand kom ud fra skyggerne.

Jayden så mistroisk på manden, men lod ham undersøge indholdet.

”Den er go’ nok, boss” Smilet blev større.

”Jah, det anede mig, rygter går mig altid for øret, lad mig se den.” Men da manden skulle til at tage posen fra Jayden, trak Jayden posen ud af rækkevidde. Dette behagede bestemt ikke Dealeren, der fik et væsentligt køligere blik.

”Pas nu på, mister Cross, glem nu ikke, at jeg har den information du søger!”

”Muligvis, men glem nu ikke, kære Dealer, jeg har hvad du vil have her” Jayden rystede posen for at pointere hvor de stod.

”Hmpf, og hvordan kan jeg vide du ikke snyder mig? Den kunne være falsk!”                        

Jayden tog hånden ned i posen og trak en genstand op, der skinnede stjerner og glemte drømme. Et halssmykke med perler, guld og ædelstene. Dette var den ægte vare. Dealeren så hypnotiserende på halskæden, som trak den i ham som en anden sirenes sang, der lullede ham til den visse død. Jayden var tilfreds og med et slap han smykket så det faldt tilbage i posen og magien ophørte. Dealeren rømmede sig, og prøvede ihærdigt at bevare fatningen, men guldfeberen havde allerede ramt ham, og nu var tålmodigheden begyndte at glippe ud af ham.                           

”Godt så, det du søger rygtes at kunne findes nord herfra, i byen Harmintoff og giv mig så smykket som aftalt” Hvæsede han næsten af Jayden. Jayden vippede hovedet lidt på skrå.                           

”Rygter huh, og hvad skal jeg så bruge dem til? Rygter er intet mere end spekulationer og dårlige fortællinger, intet jeg kan bruge til noget” Det var bestemt ikke et svar Dealeren så sig godt på, han pustede sig op og Jayden vidste godt hvad ville ske derefter. Han placerede sin højre hånd tættere på sværdet ved hans side, klar til et angreb, hvis det skulle gå så vidt.                           

”Jeg beklager Mister Dealer, men jeg tror ikke jeg kan gøre forretning med dem” Sagde Jayden, som han begyndte at bakke baglæns imod udgangen. Det kogte og syrede hos Dealeren, rød som en tomat brød hans læber de sammenbidte kæber fra hinanden, og han skreg med sine fulde lungers kraft, så spyttet fløj fra hans mund.                           

”FANG HAM! LAD HAM IKKE SLIP–” Mere nåede han ikke før det virkede som om hele verden gik i stå. Et gennemskærende skrig lød blandt faldne brædder, der fik det til at sne med støv over dem og gjorde det hele melet at se på. Det var alt Jayden nåede at opfange før han fandt sig selv desorienteret, overkroppen umedgørlig tung og en dundrende smerte i kæben, på gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...