Formskifteren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2016
  • Opdateret: 16 feb. 2018
  • Status: Igang
Formskiftere, et sjældent folkefærd, der ofte ender deres dage som slaver eller slået ihjel på grund af ideen om evigt liv eller alt kurerende medicin.
Jayden Cross er en af disse troende. På sin jagt efter en formskifter, støder han på gamle og nye venner og fjender, men alt tager sin drejning da han endelig finder den formskifter han har ledt efter - for vil han i sidste ende kunne tage livet fra en han holder kært?

3Likes
18Kommentarer
998Visninger
AA

4. Et rødt æble skaber veje

Kapitel 3

Et rødt æble skaber veje
 

 

Det var ikke meget der nåede at registrere sig i hendes tanker, fra brædderne under hende gav efter til hun befandt sig midt i et fald på adskillige metre. ”Oh gode Remir” nåede hun akkurat at tænke, inden hun bemærkede til intetheden under hendes fødder. Spekulationen om hvorvidt guden af nåde; Remir, virkelig var den rigtige at bede til, i sådanne situationer, ville dog ikke blive til en fuldendt tanke før senere…

Hun gispede efter vejret, tydeligt besværet i sin højre lunge, som hele højre side af hende trak sig krampeagtigt sammen. Hun lå med lukkede øjne, men åbnede dem hurtigt op, da det, efter et par hurtige åndedrag, gik op for hende at hun stadig var i live, ved bevidsthed og slet ikke så hårdt medtaget, som hun havde regnet med, med et fald på den længde. Hun havde endda landet relativt blødt… relativt.

Hun var så småt i gang med at stor rose Remir, da hun blev afbrudt af noget rømmende under sig. Åh hun havde en dårlig fornemmelse da hun forsigtigt sænkede blikket. Til trods for at hun havde ledt efter ham, var det mørke onde blik hun fik af ham, uden tvivl et hun kunne havde set sig for uden.

Hun nåede dårlig nok at komme med en kommentar om, hvor pudsigt at de sådan stødte på hinanden igen, før situationen gik op for hende. Jayden skubbede hende irritabelt af sig, rejste sig noget ømt op fra jorden, mens Yuya afprøvede sine lemmer; for at se om hun muligvis havde brækket noget. Intet virkede til at være ude af drift, men hun var begyndt at tvivle hvor længe det mon varede ved, med de intense blikke, der blev sendt i deres retning.

Selvom der stadig var uro i rækkerne af dealerens rotter, var de langsomt ved at komme til orden igen. Yuya kom en smule rystende på benene.

”Fed fest du har gang i, men jeg må nu indrømme, at jeg havde nu regnet med at du havde bedre smag for venner”

”Åh det er uden tvivl din ankomst der har fået dem til at se sådan ud –”

GRIIIB DEM!”                            

Blev Jayden afbrudt af og med et, var der en strøm af trampende fødder med anmassende åndedrag som følgesvend. Det hele gik hurtigt, selvom brædder lå som forhindringer, var flere af dem adrætte nok til snildt at tage det som barneleg. Jayden nåede kun lige at få sig et overblik før han bemærkede den tomme hånd; han havde tabt posen med halskæden i. Yuya stod bag ham med et kastende blik på de adskillige nærmende fjender, før det gik op for hende at de åbenbart også så hende som en trussel, så meget for benådighed af Remir.

Jayden selv skulle lige til at springe nogle skridt frem, da hans syn havde spottet posen længere fremme, men hans færd blev forpurrede før han end havde sat i gang. To styks mænd havde cuttet vejen af, ved at stå intet vidende over posen. Jayden brummede kort i svælget før han mærkede et kraftigt ryk i sig. Først troede han at det var en fjende, men Yuyas lyse stemme var ikke til at tage fejl af.

”Glem det, lad os komme ud herfra!” Hun løb hen imod den indgang Jayden havde været kommet fra tidligere. Hun havde et godt tag i hans højre arm som hun trak afsted med ham selvom han, i princippet, sagtens ville kunne følge med. Men inden de var nået ud, var en stor robust mand sprunget ind foran dem. Gisp slap det fra Yuya, men med for meget fart på kunne hun ikke stoppe helt op. Så i stedet for dukkede hun sig, da manden var godt på vej til at sende hende i gulvet med en kommende knytnæve. Det var først bagefter at Yuya kom i tanke om at Jayden havde været lige bag hende. Og sandt nok, fremfor at Yuya blev et skjold, var det Jayden der stod for skud.

Jayden var dog hurtig. Stadig med ligeså meget fart på som før og uden det mindste tegn på at sænke farten, overhælede han Yuya og plantede en robust, knock-out venstre knytnæve i synet på fjenden, så han vaklende faldt om, endnu med den afventende næve ved sin side. Jayden stoppede dog ikke og inden manden var faldet til gulvet, havde Jayden hevet Yuya med sig ud af døråbningen. Nu var rollerne skiftet.

Jayden løb forrest og Yuyas blev hevet afsted.

 

***

 

(Tre timer tidligere)

Så alting havde gået lidt hurtigere end regnet med, men Yuya beklagede sig ikke, faktisk havde det været planen at speed tingene lidt op, men nu stod hun så her, med en skinnende pande og et godt ivrigt åndedrag. Hun havde givet den los ud over stepperne, efter hun havde sat af sted mod byen. Det havde været helt fantastisk.

Med et smil på læben begyndte Yuya at strejfe rundt på må og få. Det tog ikke lang tid før, at hun havde været i alle byens fire ringe. Det overdådige markedsplads i midten leve op til sit navn, som værende et af de førende, på trods af byens lidt mere end hvad godt var, nedslidte ydre ringe. Byen havde fire porte der ledte til hver sin ring, så de rige ikke var bebyrdet med at skulle igennem de to sidste ringe. Det leverede også et væsentlig anderledes blik på byen, hvis man ikke så de fattigste og ødelagte bygninger. Yuya havde været kommet ind af ring tre’s port og selvom hun havde været det meste af byen rundt, havde hun ikke helt kunne få sig selv til at gå helhjertet ind i ring et.

Det var ikke skidtet eller den ildelugtende luft der standsede hende, selvom det ville være mere end nok, det var mest af alt folks håbløshed, der stoppede hende fra at undersøge nærmere.

Som hun gik der i sin lidt melankolske tankegang, tvang fremmede elementer sig ind og rev tankerne fra hinanden. Elementerne havde været lyden af rasende udbrud og hjælpeløse skrig. Hun blinkede et par gange med vipperne og så efter lyden. Da hun endelig lokaliserede postyret, stod hun i syv sind. En rummelig mand, med vom, mørkt skæg og hår, og små sorte onde øjne, havde et godt tag i en langt mindre og spinklere dreng, der lignede en der stadig var våd bag ørene.

Drengen skreg som manden ruskede i ham.

”Din rotten lille tyv, du troede rigti’ du ku’ narre mig, hva?!”

”Slip mig! Jeg har ikke gjort noget!” Blodet brusede under huden på manden, som raseriet syrede og boblede i ham. Et hårdt rusk til og Yuya tvivlede stærkt på at den arme dreng ville kunne slippe helskinnet fra endnu en omgang. Hun rystede kort på hovedet med sammenknebet øjne, som kunne hun høre knoglernes klageskrig fra de baske overgreb.

”Du kommer til at fortryde du valgte mig som dit offer, tyveknægt! Bare vent til jeg overrækker dig til vagterne!”

”Nej, nej jeg er ingen tyveknægt, jeg kiggede bare på dine æbler!” Drengen blegnede mere og mere. Han så næsten helt hvid ud, under hans mørke hår.

”Du vover og lyve for mig!” rasede manden lige inden han rejste en kæmpe lap af en hånd ud i en lussing. Det var dråben. Den stakkels dreng så forfærdet ud og lukkede allerede øjne i, inden hånden havde lavet kontakt med hans sarte beskidte hud.

”Jamen arme mand dog, de må da havde haft en forfærdelig dag, siden de lader deres - helt sikker godt begrundende - vrede udover denne dreng” Drengen åbnede overrasket sine øjne og lod blikket søge forvirret rundt, men han nåede ikke langt, da skikkelsen af en anden stod lige foran ham. Manden så så sandelig også lidt hovedrysten ud, imens han gennemgik den blødsøde stemmes talen, der var langt lysere og klarere i det, end hans egen. Stemmen var næsten helt oplysende, hvis man lukkede øjnene. Hans vrede dalede lidt. Foran ham stod en kvinde med langt lyst hår, flettet og et par grønne milde øjne. Et let smil var på de bløde buer af hendes rosa farvede læber og over hendes skuldre var en lang lukket kappe af fint lyst stof, lagt om det lille ydre.

Hun lagde lige så stille en feminin hånd på hans, der stadig havde et krampefast tag i den væsentlig spinklere drengs arm.

”Hmpf, forfærdelig dag? Jeg skal fandm – ” han rømmede sig kort og korrigerede; ”ska’ gi’ dig forfærdelig dag. Dag ind og dag ud, kommer de-de tyveknægte og stjæler mine saftige æbler!” Hans små øjne havde helt glemt drengen.  Drengen, som var kommet over sit chok skulle til at protester, men inden den første lyd var sluppet ud over de tørre splintrede læber, holdte han inde. Han stirrede vantro på kvinden foran ham, hun havde ryggen mere eller mindre helt til ham, som om hun ikke anede ham. Normalt ville dette havde bragt hans vrede i kog, men synet bedragede fandt han hurtigt ud af.

Med kvindens yndige lille hånd på mandens, slap han stille grebet om drengen. Manden havde forsat sin talestrøm om hvor uretfærdig det hele var, men at han tog imod det, for han var en mand, og ikke svag. Imens stod kvinden blot smilende og ydede ham til at fortælle videre, som var de i deres egen lille verden.

”- Æblerne her er min stolthed, ingen på market kan opnå lig’så gode resultater som jeg, ingen har lig’så saftige eller knasende æbler som jeg, vent, lad mig gi’ dig et par stykker, så kan du selv se - Værsgo, så kan de se at jeg ikke er en mand af løgne – vent… vent lige, hvor pokker blev den tyveknægt af?!” Kvinden så undrende ud, glippede et par gange med øjne, og så bag hende, og så sandt som det var, stod der ingen spinkel dreng bag hende.

”Jamen dog, nå, men så er det vel nok godt, at de, min gode mand, er en så tilgivende herre. Jeg er helt sikker på at den arme dreng, blot ville smage disse yderst skønne æbler, som hele Sharariff uden tvivl kender til” Hun så blidt og stensikker på ham, som kunne hendes ord ingen løgn være. Manden så helt paf ud, med en slap kæbe der hang. Hans ellers så velsmurte talebånd virkede helt og aldeles slidt op. Kvinden nikkede høfligt og vendte så omkring, med favnen af fire skinnende røde æbler.

Kvinden nåede dog kun et par gader hen, før hun stoppede op ude foran en gyde. Hun skimtede kort til siden, ind i mørket.

”Du gjorde det med vilje” Han lød ikke bebrejdende, men han lød heller ikke helt tilgivende.

”Gjorde hvad? Hr. æbletyv” Hun gav ham et skævt smil som rødmen steg ham til hovedet, inden hans små bryn trak sig sammen.

”Jeg er ingen tyv, jeg stjal ikke noget!” Det kommenterede hun ikke på, men rakte ham dernæst tre æbler for selv at putte det fjerde i munden. Med et elegant tag i kappen svingede hun det af sig selv og straks lignede hun hvad hun var; en almindelig rejsende, med ikke en eneste gulvmønt i pungen, langt fra hvad hun lige havde forstillet at være. Han stod måbende som han så forvandlingen.

Da hun havde foldet den yderst fine kappe sammen, der virkede helt fremmeartet i hendes mundering, bed hun til i æblet og spiste et stykke.

”Tak…” Hun løftede et tyndt bryn, ”ja, du ved, for hjælpen” fremstammede han. Hun smilede kort til ham.

”Behold dem, du var sulten, ikke?” Hun nikkede mod æblerne og reagerede ikke, da han så yderst overrasket, næsten frastødt ud i det næste.

”Jamen, jamen det kan jeg da ikke, de er dine?!” Nej, en tyv var han måske ikke, men hun havde ikke brug for så mange æbler på en gang.

”Hvad er dit navn?” spurgte hun i stedet for, blot for at få drengen til at tænke på noget andet.

”Hassan” Hassan kiggede lidt mere indgående på hende, som om han ikke helt turde spørge om hendes, men absolut gerne ville vide det.

”Hyggeligt at møde dig Hassan, jeg hedder Yuya.” Han smilede venligt, som om han smagte på navnet, det tog ikke lang tid før han fandt det velsmagende.

Yuya kiggede lidt rundt og kunne mærke hvordan inden længe, at tusmørket ville nærme sig. Luften var begyndt at få et lille strejf af fugt.

”Hvor langt bor du herfra Hassan?” Han glippede et par gange med øjnene før han svarede.

”Tre gader og en gyde herfra”

”Hm, hm, lad mig følge dig hjem, inden vor’ veje skilles” Hun smilede svagt og var allerede begyndt at bevæge sig ud på gaden hun var kommet fra. Det tog et par sekunder før han rigtig registrerede hvad der skete, men da han så også havde forstået det, sprang han hurtigt efter hende og førte an. Dette var en drejning han ikke havde noget imod tingene tog.

Som de gik afsted, var der stille, indtil Hassans tanker ikke kunne dyede sig mere. Han havde ting han måtte vide.

”Du bad mig om at løbe væk, ik’? Du ved, da du lagde din hånd på min arm mens du talte med ham?” han skævede til hende, som om han ikke helt vidste om han måtte spørge eller ej, men hun indikerede ikke at det var forkert, at han søgte svar.

”Jo, det var rigtig nok forstået, jeg må ærlig indrømme, at jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle gøre, hvis du ikke forstod min hentydning, men heldigvis for det, var du skarp nok til at opfatte min mening” Hun så på ham med et veltilfreds blik og rettede det så fremad. Han så ganske fornøjet ud over rosen.

Det varede ikke længe før de stod foran hvad godt kunne ligne en faldefærdig gård med tre længer. Trist og gråt, det var hvad Yuya fik som sit første indtryk, men hun lod det dog ikke ses på sine trak.

”Det ser ikke ud af meget, men det er et tag over hovedet og vægge mod vinden, det er mere end hvad mange andre har, så jeg klager ikke.” Hassan havde åbenbart følt at det var nødvendig med en forklaring over deres mindre end perfekte gård, men Yuya havde slet ikke behøvet forklaringen. De stod foran en havelåge, der, ligesom resten af stedet, godt kunne trænge til en kærlig hånd. Hassan stod tøvende med en hånd på den lille låge, han skimtede kort til hende.

”Ehm, jeg går ud fra at det er her, vi siger farvel?” Denne gang så han hende direkte i øjnene, mere nåede de heller ikke rigtigt, end ikke et ord over hendes læber, før de blev afbrudt.

”HASSAN!” Den arme dreng sprang nærmest i vejret. Han havde vendt sig så hurtigt om, at Yuya undrede sig over at han ikke havde undgået manden fra æbleboden.

”Mo-mor!” peb han som en stor dame komme vraltende imod dem. Hendes klæder var i jordnære farver, der gjorde at skidtet faldt bedre i et med tøjet. Det skjulte dog ikke lapperne eller hullerne.  Hendes hår var støv blond og årenes strabadser kunne ses i hendes hud.

”Hassan, hvad har du nu haft gang i?!” Udbrød hun, hun havde end ikke ænset Yuyas tilstedeværelse. Hendes grå øjne var kun rettet imod sin dreng.  Mens Hassan prøvede desperat at forklare hvad der var sket og prøvede at trænge igennem til hans mor, at Yuya ren faktisk var der, stod Yuya blot og kiggede på, indtil hun ikke nænnede at se mere.

Hun rømmede sig og med et var moren straks stille. Det tog et kort øjeblik også fik moren en væsentlig rødere farve i kinderne. Yuya prøvede ikke at se alt for overrasket ud over reaktionen, men kvinden var helt sikkert pinlig berørt over ikke at havde lagt mærke til Yuya noget før. Hassan sukkede opgivende.

”Det var det jeg prøvede at fortælle dig, mor! Det her er Yuya, hun hjalp mig og fulgte mig hjem, hun har endda givet mig æblerne, jeg har ikke taget noget som helst, jeg er ingen tyv!” Sluttede han noget oprevet af med. Det tog lidt tid mens tandhjulene arbejdede så det knagede hos moren, indtil et bredt smil spredte sig mere og mere på hendes læber.

”Jamen hvor er min manere dog henne! Kom med ind min kære, kom og spis med os, det er det mindste jeg kan gøre, efter du så godhjertet hjalp min Hassaan” Hun åbnede lågen vidt op og skyndte sig at drive Yuya fremad imod hovedhuset, på samme tid med at hun snakkede uafbrudt.

”Nej, virkelig, det behøver jeg virkelig ikke, vent, hva, jamen, nej, jeg har ikke noget imod saltet kød, men, men, virkelig –” Men Yuyas protester gik for døve ører og inden hun vidste af det, var døren blevet åbnet og så stod hun der, midt i en nedslidt stue. Hun sukkede kort og lod sig affinde sig med den uventede situation. Hun havde ikke opdaget at Hassan stod og kiggede på hende.

”Lad mig vise dig rundt ”

”Øh, okay”

”Kom med”

Stille fulgte Yuya med, mens Hassan pegede og fortalte. Ikke at det tog lang tid, for stort var stedet ikke og op til flere gange måtte Hassan fortælle at et sted eller to var skrøbeligt. Sidst på ruten var deres lille kølerum, hvor hvad end mad de havde, primært blev opbevaret. Det var i et lille skur for sig selv, ikke langt fra hovedhuset, men nok til at man lige skulle gå over gårdhaven.

”- selv forstår jeg ikke vi bruger det her rum, men mor mener sikkert at det få det hele til at virke lidt finere, knap så… fattigt” en rødme begyndte at snige sig over hans kinder, for anerkendelsen overfor andre, kunne ikke være nem. Hun smilede kun kort til ham og kommenterede ikke, at han nok havde lidt ret.

”Pas på gulvet! Mor vil ikke erkende det, men det skulle ikke undre mig hvis det hele falder sammen inden længe – specielt den plet der, pas på den! Gulvet giver efter” Han pegede på nogle lodne brædder og Yuya skrev sig bag øret om ikke at bevæge sig i den retning. 

Det tog ikke længere tid end som så før guidturen var slut, og de befandt sig atter i hovedhuset. Det varede dog kun et kort øjeblik før Hassan måtte ud igen og hente de æg der nu måtte være blevet lagt, så Yuya fandt sig selv alene. Hun studsede lidt over hvordan situationen var endt her, men bevægede sig så roligt hen imod køkkenet hvor Hassans mor måtte være, og så sandt som det kunne være, stod hun der og rørte rundt i en gryde, hvor det lignede at der var puttet en kork prop i siden, for at den skulle holde tæt.

Yuya rømmede sig lidt, så hun ikke forskrækkede damen.

”Aah, Yuya min kære, du må tænke det værste om vores lille gård”
”Nej slet ikke, intet der minder om det” forsikrede hun, men konen smilede bare tvivlende.

”Åh ja, det kunne være meget værre, men som jeg altid siger; et tag over hovedet og vægge til at holde vinden ude, så kommer man langt” Yuya lyttede interesseret med, men kunne hurtigt genkendende ordene, hun blot havde hørt en lille halv time forinden. Det fik hende til at trække på smilebåndet. Åh, mor og søn, det var hun ikke i tvivl om.

”Mor, far er hjemme, sammen med Dean og de andre.” Løb Hassan ind og annoncerede for de to okkupanter i rummet.

”Ih ha, så må vi hellere se at få dækket bordet, Hassan gå ud og hjælp din far og dine brødre” Han nikkede hurtigt og forsvandt med et ud af døren. Yuya nåede end ikke at blinke før, at det hele var sat i turbogear.

”Er der noget jeg kan hjælpe med?” Spurgte Yuya, mens hun så på konen som hun løb frem og tilbage, stillede mad på bordet og alt andet der nu var behov for. Konen kiggede flyvsk på Yuya, før det gik op for hende, hvad der var blevet spurgt om.

”Ah, øh, nej min kære, det tror jeg ikke, sæt du dig bare ned, så skal jeg nok sørge for resten.”

”Jamen jeg kan sagtens hjælpe, det er ikke noget problem.”

”Nej nej, det behøver du slet ikke, vi mangler ikke mere nu – åh, det saltede kød!” Konen skulle lige til at løbe ud af døren, med favnen fuld af brune tallerkener, der var ligeså nedslidte som resten af huset.

”Lad mig, hvor er det henne?” Sprang Yuya frem, inden konen havde så meget som taget flere skridt imod døren. Hun så febrilsk på Yuya, men sukkede så.

”Tak, kære Yuya, det ligger ude i kølerummet” Yuya nikkede og satte straks kurs imod nævnte rum. Hvorfor al den stres kunne Yuya ikke forstå, men hun hverken kommentere eller spurgte ind til det, da det nok ikke ligefrem var det bedste tidspunkt.

Yuya nærmede sig hurtigt kølerummet, åbnede døren og søgte rummet med sit blik, indtil hun fandt det saltede kød. Med et fast blik skyndte hun sig hen over gulvet, allerede klar til at række ud imod kødet.

Men skæbnen ville noget andet. Lige som hun trådte på de brædder tættest på kødet, gav det efter, og en klam lyd sprang i hendes ører. I et hurtigt øjeblik, gik Hassans ord igennem hendes tanker.

”- specielt den plet der, pas på den! Gulvet giver efter.”

Åh nej

Med et ordentligt rabalder, faldt stolper og brædder sammen.

Åh gode Remir

Et skrig slap uhæmmet løs fra hendes strube og Yuya faldt ned i det mørke intethed.

 

***

 

(Tilbage til nuet)

Det ænsede ham ikke, at han stadig holdte den vel forpustede pige i hånden, som de spænende igennem stræder og gader. Det handlede bare at komme væk og inden han fik set sig om, havde de bevæget sig fra den ene ring til den anden.  Det vil sige, de nåede porten, hvor de skulle vise dokumentation for at komme ind i ring tre. Jayden haltede til stop. Han bandede under åndedraget, mens han så sig til siderne for at finde en hurtig løsning. Hans bryst hævede og sænkede sig i et hurtigt regelmæssigt mønster. Yuya faldt næsten forover da de stoppede op. Hun slugte efter vejret, men kunne dårlig nok få det ned, som fik hun det galt i halsen. Det kræsede og krampede i struben, samtidig med at det føltes som om at lungerne var i gang med at mase sig op af luftrøret. En ubehagelig følelse mildes talt.

Efter hun havde fået bare en lille passende mængde luft, stadig forpustet vel og mærket, rettede hun sig lidt op, hvor hun fandt Jayden i gang med at søge efter deres mulig flugtvej, for de havde stadig travlt. Bag dem kunne de høre postyr, der uden tvivl stammede fra deres forfølgere. De to var stadig på flygt. Hun kiggede sig over skulderen og mærkede en kold hvislende ned langs hendes ryg, da hun så nogle mænd, med ondskabsfuld udstråling, der med hundrede procent søgte efter dem. Jayden havde også fået øje på dem og han satte straks i gang igen, til trods for at han ikke anede hvor han skulle føre dem hen.

Men Yuyas øjne lyste hurtigt op, da hun kunne genkende stedet.

”Kom med” Hun hev Jayden afsted, selvom hun fik et noget skeptisk blik, fulgte han resolut med og snart var de på farten igen. 

Hun førte ham tæt op langs den store mur, der adskilte de to miljøer fra hinanden. De kom længere og længere væk fra kontrollørerne, men ikke fra deres forfølgere – og det var endda på trods af at folk ikke gjorde det mindste for at komme afvejen, selvom de hidsigt skubbede og råbte af folk.

”Ved du overhovedet hvor du er på vej hen?” Råbte Jayden som Yuya førte dem videre, men blot længere og længere væk og ingen synlig flugtvej i nærheden sprang Jayden i øjnene.

”Ja ja, stol på mig” Svarede hun blot, selvom hendes selvsikkerhed ikke just spejlede sig i hendes stemme. Jaydens buskede bryn trak sig sammen, han stolede ikke på komplet fremmede, men, men måske skulle han alligevel bare denne ene gang bide det i sig. Han håbede for hendes skyld at hun havde ret.

Yuya nåede lige akkurat at blive bekymret om hun havde husket forkert, da hun så det.

”Der!” Hun slap Jaydens hånd og løb alt hvad hun kunne rumme hen imod nogle brædder og kasser der lå op af muren. Jayden stoppede op en meter væk fra hende og så misbilligende på hende.

”Åh, se ikke sådan på mig, der er et hul under jorden, der kan få os over i den anden ring, kom nu” Kom det spydigt fra Yuya da hun lagde mærke til hans blik. Hun fnøs kort, men begyndte at fjerne de kasser hun selv tidligere havde lagt over hullet. Og som hun havde sagt, et mørkt hul kom til synes, da hun havde fjernet en hel bestemt kasse. Hun kiggede afventende på Jayden, som i et forsøg på at han lige kunne vove på at sige at hun var en løgner, men hendes trodsige blik falmede kort, da hun så hans udtryk. Han så besynderlig bleg ud, ikke en nuance man ville havde lagt mærk til ellers, men efter alt det løberig, var de røde kinder støt forsvundet, samt hans øjne var nærmest fængslet til hullet.

”Jayden -?” Hun nåede ikke at fuldende hendes sætning, for lyden bag dem afslørede at deres forfølgere var langt tættere på end anet. Hun gispede kort, men Jayden havde allerede sat i bevægelse og skubbet hende i hulet, inden han selv hoppede i og dækkede deres eneste lyskilde af med kasserne. 

De ventede ikke på at deres forfølgere ville løbe forbi, de forsatte i den dunkle og fugtige gang, der var så lav at de måtte kravle på alle fire, for at komme over på den anden side. Yuya skubbede en plade fra hullet og tusmørkets sidste toning af lys ramte hende. Hun smilede kådt og sprang op fra hullet. Som hun børstede benene af fra jord, kravlede Jayden op. Hun vidste ikke helt om hun skulle spørge indtil hans pludselige fraværende tilstand før, men hans blik undgik bestemt hendes og hun gav ham det rum han så tiltrængende bad om.

”Det må jeg sige, du ved sørme hvordan man slutter en fest af med manere” grinede hun, måske en smule presset. Han hævede kun et bryn som han skævede til hende. Et fnøs lignende grin slap fra ham og Yuya kunne allerede mærke en underlig form for lettelse forplante sig i sit bryst. Hun hverken overvejede eller gav følelsen nære tanker, lige nu handlede det blot at komme videre og muligvis fjerne den tunge tilstand omkring dem.

”Ja, men jeg tror du overgå mig på det felt, party crasher” Hånede han og tog det første skridt væk fra hullet, efter at havde dækket det til med pladen igen. Hun stod måbende tilbage før hun fik taget sig sammen og løbet op til ham.

”Så du ved engliansk, kan jeg høre” Hun skævede til ham, men han kommentere ikke, han sendte hende blot et erkendende blik før han forsat kiggede fremad. Yuya smilede kort, indtil det gik op for hende, hvad der ren faktisk var hændt. Hun havde efterladt Hassan og hans familie på et lidt brat måde og de havde stadig forfølgere, der heldigvis ikke virkede til at havde opdaget deres flugtvej – endnu. Hun blev pludselig bekymret, som hun stod der. Natten var ung, hun havde dårligt nogle penge, hendes rejsefælle ville egentligt ikke vides af hende og nu havde hun et kobbel af hævngerrige tyve efter sig, som hun ikke havde gjort noget imod – altså udover at falde igennem deres lodne tag vel og mærket.

Ikke så underligt at Hassan havde advaret mod den plet der, når der ikke skulle ret meget mere til, end at hun løb på de brædder, før det hele brasede sammen.

Lidt stod hun i tanker, før det gik op for hende, hvad hun måtte gøre. Hun var faldet bagud. Hun tog en dyb indånding, rankede ryggen og tog en beslutning.

Jayden tog et par dybe vejrtrækninger, alt for at få sine tanker over på noget andet. Han var ikke bange, han var ikke et byttedyr, han var rovdyret. Han havde gået nogle skridt, men han manglede følelsen af en ved sin side. Lige som han skulle til at vende sig om, hørte han hurtige skridt og pludselig stod Yuya tæt på ham. Han kiggede lidt indgående på hende, men hendes øjne afslørede intet af hvad hun havde i tankerne.

Han rystede kort på hovedet for så at forsætte. Det var ikke fordi han gad have en rejsefælle, han kunne bedst lide at være alene nu, men Yuya var på en og samme måde en forfriskning og en pestilens. Det var en underlig cocktail, erkendte han. Det betød dog ikke, at han gad have hende ved sin side, han manglede ikke kvindelig varme eller det der lignede, og han manglede absolut ikke en kvinde der hele tiden skulle redes, plejes eller det der mindede om det…

Atmosfæren i ring tre var ligeså mærkbar som stanken i gyderne i ring et. Ting var vedligeholdt, gaderne var oplyste med fakkelpæle, med en farvet glaskube over ilden, der gav byen et varmt sælsomt skær. Det fortrængte det farlige ved natten. Der var ikke nær så meget liv nu, som blot havde været timen forinden, men det var måske meget godt, at Yuya og Jayden var de eneste sjæle ude på denne gade. De havde fået bevæget sig ind i en mere venligstemt gade, fremfor hvor de lige havde været.                 

Det eneste jeg mangler nu, er at finde en kro med et ledigt værelse og noget mad.

Et lille rømmende host fik Jayden bragt fra sine tanker. Hans øjne fokuserede atter på omgivelserne før han vendte sig imod Yuya, der endnu engang havde sat stop i maskineriet.

Hvad nu? Tænkte Jayden irritabelt. Begynder hun nu? Jeg gider ikke ynk eller hysteriker…

Hendes blik hvilede beslutsomt på ham, før hun åbnede munden.

”Den eneste grund til at jeg valgte at rejse lige akkurat med dig, var ene og alene på grund af din plan, om at finde en formskifter –” Han så til dels overrasket ud på hende, men på den anden side var han alligevel ikke helt taget med bukserne nede. Han valgte dog ikke at afbryde, for hun virkede som om hun havde taget mod til at sige sin mening om lige præcis dette.

”- og jeg ved godt, jeg sagde jeg ikke ville rejse med dig alligevel, men… men det var blot for at få dig til at tænke på noget andet. Min plan er stadigvæk fastlagt, jeg rejser med dig, om du vil det eller ej! Og nu hvor du alligevel har fået en hel flok tyve efter os begge to, synes jeg faktisk det er meget rimeligt, ja” Det virkede som om hun mistede ordene jo længere tid hun snakkede, som om hun havde glemt hvad hun havde skrevet ned, men ikke desto mindre, fik hun sin hentydning ud. Jayden stod lidt og studsede over det.

”Og inden du siger nej, så jeg kan ligeså godt fortælle dig, at jeg har tænk mig at følge efter dig, også selvom du prøver at lave samme nummer som i morges, skal jeg nok finde dig! Så vil det ikke bare være meget nemmere hvis vi blev rejsepartnere?” Sådan, nu var alt kommet ud og Jayden havde endnu ikke svaret. Yuya vidste ikke helt hvilket ben hun skulle stå på, men det ville bare være så meget rarere hvis han accepterede hende nu.

Hun kunne dårligt nok holde stilheden ud, men at fjerne sit blik fra hans, var en ting hun ikke ville gøre, selvom det føltes brændende i øjeæblerne. Alt for at blinke, vige væk, et eller andet, men hun holdte skak imod hans nådesløse øjne. I hvad der føltes timer forsat det sådan, indtil han endelig brød tavsheden.

”Gør hvad du vil, men du sørger for dig selv” Det var alt han ytrede før han vendte sig om og gik videre. Yuya sukkede lettet op, det var ikke et nej. Et smil på læben også fik hun løbet sig frem og op til hans side.

Nej, en kvinde der skal reddes, plejes eller lignende er hun ikke…

____

AN: My godness, jeg har ikke kigget på dette kapitel i jeg ved ikke hvor lang tid, så beklager fejl osv. men nu har jeg lagt det op. Det er svært at skrive når man hader ens skrivemåde ^^! Og jeg er virkelig ikke tilfreds med min måde at skrive på, mere... jeg har skrevet bedre, det indrømmer jeg gerne, men jeg skal bare have noget i gang, og nu, næste kapitel - det har været færdig jeg ved ikke hvor længe... kapitel 4 er stort set også færdig - 12 sider and still counting ^^!

Until next time :)
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...