Formskifteren

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2016
  • Opdateret: 16 feb. 2018
  • Status: Igang
Formskiftere, et sjældent folkefærd, der ofte ender deres dage som slaver eller slået ihjel på grund af ideen om evigt liv eller alt kurerende medicin.
Jayden Cross er en af disse troende. På sin jagt efter en formskifter, støder han på gamle og nye venner og fjender, men alt tager sin drejning da han endelig finder den formskifter han har ledt efter - for vil han i sidste ende kunne tage livet fra en han holder kært?

3Likes
18Kommentarer
995Visninger
AA

6. Et bump på vejen

Kapitel 5

Et bump på vejen

 

Ilden knitrede som var den i gang med at fortælle gamle historier om drager og riddere, i et oldgammelt sprog, som ingen af dens tilskuer kunne tyde. Asken steg til vejrs med kurs mod den stjernerige himmel, der var henlagt i Nyxs domæne, natten. Selv var Yuya ikke en stor tilhænger af guder og prækdier om dommedag, men når alt kom til alt, så var det bestemt det nemmeste sted at bede om hjælp, uden at virke hjælpeløs. For en bøn kunne være lydløs, og ingen form for svigt kunne tage form, hvis den ikke blev hørt.

Et råb om hjælp var straks en anden ting.  

Det gav et ubehageligt prang i brystet på hende. Yuya trak tæppet tættere ind til sig, helt op under hagen. Hendes blik hvilede betænksomt på hendes medrejsende, der sad overfor hende på den anden side af bålet. De gyldne flammer gav ham hårde skygger og livlige former, når ilden dansede i vinden. Hans mørke øjne virkede ufokuseret på ilden, men Yuya vidste at de var alt andet end det. Det sammenrullede tæppe, der fungerede som hovedpude var hård og en anelse ru imod hendes skin, men det var bedre end ingenting, og Yuya klagede ikke som hun lå der på jorden klar på at få noget søvn efter dagens strabadser.

Jayden havde bestemt ikke været glad for hendes forsvindingsnummer, og han havde da heller ikke undladt at sige sin rå mening. Yuya havde dog intet sagt om sit møde med den besynderlige fyr. Hun havde bidt sig selv i tungen for ikke at give modsvar på tale, som Jayden havde brokket sig.

Hendes blik gled som en magnet over hans krop og endte ved hans side, hvor hans trofaste sværd lå hvilende op af ham. Han gav væsentligt bedre omsorg til sit sværd end ham selv, konstaterede hun stille i sit sind. Det overraskede hende nu heller ikke, hvor end lidt hun nu vidste om manden. Hun holdte et suk tilbage og tænkte lidt over hvor besynderlig omstændighederne var. Aldrig i sit liv ville hun havde fuldt efter en fremmet eller insisteret så endelig på det.

Der var noget over ham, det måtte hun erkende, en eller anden form for ro, tryghed, uanset hvor farlig han så virkede (for ikke at snakke om negativ.) For det gjorde han. Hun var ikke et sekund i tvivl om, at han vidste præcis hvordan han skulle håndtér sværdet han bar rundt på – på trods af manglende beviser af dette.  

Han havde da også været mere end klar til at tage en blodig vals med sit sværd som partner igennem rækkerne af tyve. Yuya havde været den som stoppede det. Hun kunne ikke se andet for sig en et nytteløst nederlag med så mange modstandere. Hun bed sig kort i læben, overvejende, om hun overhovedet ville kunnet have hjulpet til – nej… ikke kunnet, om hun ville have hjulpet. Hendes blik søgte op igen til det stillestående blik hvis mørke glans var en direkte kontrast til de varme flammer de hvilede på. Yuya havde ganske vist trukket ham med sig, væk fra faren og fjenderne – andet ville hun ikke kunne få sig til. Og det svarede måske også på hendes spørgsmål erkendte hun, men lod ikke tankerne synke på dette.

Hvad der muligvis føltes som timer var blot nogle sekunder før Yuya næsten kunne overbevise sig selv om at hun blev spiddet så råt at det ramte hende koldt i sit indre. Jaydens blik havde løftet sig blot en centimeter, og som en knude der blev strammet, fæstnede hans blik sig i hendes. Urokkeligt. Lungerne frøs kort i et lydløst gisp, mens gibbet bredte sig ud i resten af hendes krop. De små hår rejste sig kort.

Han sagde ikke noget, det gjorde hun heller ikke. Knuden var bundet. De grønne i de næsten sorte. Hun bemærkede dårligt nok hvordan hendes læber smaskede kort, tungen der strøg og vædede hendes pludselige meget tørre mund. Det var først da hun registrerede hvordan et skævt smil trak mundvigen op i arrogant selvtilfredshed, at hun fik brudt knuden op.

Hun fnyste misfornøjet og rykket lidt på sig, for at tvinge sig ud af hvad end for en tilstand de begge havde været under kort forinden. I et kort øjeblik fokuserede de grønne øjne på flammerne, men det var som om at uanset hvor strålende og stærke de var, var de bare ikke stærke nok til at overkomme manden bag. Snart efter faldt blikket på ham igen. Denne gang lod hun sig dog ikke tryllebinde - eller prøvede i hvert fald ikke på det under alle omstændigheder.

Det viste sig at falder under en knap så tilfredsstillende kategori; svaghed. Det var en intens fornemmelse, som næsten fik hende til at sætte sig op, bare for at slippe væk, komme af med det. I stedet brød hun tavsheden.

”Kan du overhovedet bruge den?” Han så undrende på hende. Hun sukkede og uddybede atter.

”Dit sværd. Kan du overhovedet bruge det?” Hendes stemme havde fået et snert af trods, vris, som om at hun gav ham alt skylden for hvad end der lige var hændt. Det uforklarlige, og hvis der var noget Yuya ikke kunne fordrage, så var det når ting blev uforklarlige. Jayden rykkede dog ikke på sig. Det eneste der indikerede at han havde hørt hende, udover øjenkontakten (som hun brød flere gange), var et mørkt hævet øjenbryn, som om han spurgte hende om hun var seriøst.

Hun sagde ikke mere, men stirrede dernæst mere insisterende. Han smilede kort, rettede ryggen og lænede sig op af træet bag ham.

”Utryg?” sagde han blot. Hun studerede ham kun kort, før hun kneb øjnene let sammen. Han tog sig ikke synderligt af hendes hårde blik. Snarere trak det blot mere på hans smilebånd.

”Ikke spor, det kunne bare vær rart at vide om jeg bliver nød til at redde os ud af problemer fremover.”

”Aha, som da du faldt igennem brædderne? Eller blev væk?” hånede han.

”- eller! Da jeg trak dig ud af rottereden, eller da jeg fandt hulet, ELLER! Da jeg-” hun stoppede kort op, da det gik op for hende at hun egentligt var løbet tør for omstændigheder. Hun rømmede sig kort som han klukkede kort for sig selv.

”Hmpf. Hvorfor har du i det hele taget dit navn på sværdet? Det virker egentligt lidt arrogant…” Endte hun ud med, men stridigheden i hende dalede en smule. Han lignede mest en som overvejede hvad han skulle svare – hvis han overhovedet ville svare. Hvor meget sandhed eller hvor meget han skulle undlade, men det tog ikke så lang tid før Yuya fik sit svar.

”Det var min fars…”

Ah

Yuya blev pludselig i tvivl om dette var et ømt emne, for Jayden virkede hverken stolt eller særlig snaksalige, men i sidste ende kom hun frem til at han nok skulle komme med sine mening, hvad end den nu var.

”Din far er…?” spurgte hun indledende. Tungen nægtede at forme det sidste ord. Jayden kiggede kort på hende, ulæselig, før han rettede blikket mod nævnte objekt. Han nikkede kort.

”Det er lang tid siden nu. Det er det sidste jeg har tilbage af ham, udover minder.” Han virkede ikke som om han var i sorg eller lignende, faktisk virkede han temmelig indifferent. Det var en underlig situation. At sidde overfor en der emmede af ren ligegyldighed - i kontrast til hendes egen følelser omkring samme emne, hvor blot det at tænke tilbage på gamle minder var noget smerteligt. Hun kommenterede ikke mere på det.

”H-har… har du nogensinde slået nogen ihjel?” Hun vidste ikke hvor det kom fra, men på en eller anden måde så havde spørgsmålet sneget sig frem. Hun havde sat sig op nu. Som i at samtalen var alt for alvorlig til at blive liggende.

Et underligt grin tog from, som om han gjorde grin med noget, ikke med hende, nej, det var som om at han ikke kunne undgå at se ironien med spørgsmålet. Hun ventede blot. Smilet i sig selv gav hans svar. Det efterfølgende nik han gav emmede hverken af fortrydelse eller skam. Ikke at hun forventede det af ham. Det gik i strid med hvad end lidt hun kendte til ham.

”Aye” Han kiggede på sværdet før han lignede en som var klar til at sove. Han lagde hovedet tilbage mod barken på træet, og lukkede øjne i. Det var en brat stop, men i sidste ende overraskede det ikke Yuya. Hun lagde sig ned igen, kiggede kort op imod himlen, sukkede, og lukkede så helt af fra omgivelserne.

 

***

 

Tre dage havde passeret siden deres lejrbål snak. Intet mindeværdigt havde indtil videre sket på vejen til deres næste destination. Det passede Jayden fint. Yuya? Han var ikke sikker, han vidste bare at hun havde faldet på plads bag ham, som var det noget hun havde gjort hele sit liv. En gang imellem ville hun gå side om side med ham, men det var som regel når hun prøvede at føre en samtale, noget hun hurtigt opgav. For Jayden svarede ikke tilbage med meget, hvis overhovedet.

Det var i deres egne tanker eller fokusset på næste skridt, at Jayden lagde mærke til noget. Hans mørke blik var rettet fremad, hans kappe svingede let i takt med hans bevægelser, mens hans sorte hår gled lydløst hen over hans ansigt, i den samme monotone trit. Jayden havde valgt en af de større veje at føre færden på. Vejen var bred nok til at vogne kunne køre forbi hinanden, men så heller ikke meget mere. Lys grus jævnede jorden og store træer omkredsede vejen, og kastede mange tusind skygger om dem. Det var et let dække for efterårssolens stråler.

Det var dog ikke dette som opfangede Jayden. Den nye iagttagelse fik musklerne til at spille kort, som de stivnede i forberedelse inden de blev slappe, dog mere end parat. Hvis det var muligt, rankede hans ryg sig mere. Kun et snert af hans opmærksomhed lagde sig på Yuyas reaktion. Hun forblev bag ham, virkede søgende, og uden tvivl havde opdaget hans pludselige anspændte kropssprog som han stoppede op.

Og hvis det ikke var fordi at Jaydens egen bevågenhed var optaget, ville han havde fanget hvordan Yuya selv stod musestille. Ingen hurtige ryk fra siden til side, for at finde den mulige fare. Det var som om hun vidste at hurtige bevægelser var som at fremprovokere en slange til at angribe. Hvad han dog lagde mærke til i sin underbevished var at hun med tre vejrtrækninger fik sit eget under kontrol og fulgte hans. Som om de ikke var to, men et væsen.

Jayden havde under overvejelser valgt at tage den direkte rute, den de var på nu. Grunden til overvejelserne var i gang med at komme fra skyggerne omkring dem.

Røvere.

Jayden talte stille i sit sind og kunne se og fornemme i alt ti af dem. Ti ildelugtende mænd, der hver især havde deres egne våben, der rangerede fra sværd, til spyd, til dolke og økser. De var ikke så tætte på at Jayden og Yuya kunne lugte deres duns af en ånde, men Jayden behøvede ikke at lugten den for at vide at den stank.

o enkle skridt bragte Yuya lidt tættere på Jayden, som han fornemmede at to mand cuttede af fra den vej de var kommet fra. Ikke at de havde behøvet det ifølge Jayden, han havde skam ikke tænk sig at løbe tilbage af den vej.

                         

Yuya sagde intet, og det var bestemt ikke fordi hun ikke havde noget at sige, men Jayden virkede yderst koncentreret og hvis der var en ting hun ikke ville, så var det at formindske deres chance for mulig overlevelse. For Yuya var i dette tilfælde ret sikker på, at uanset hvad hun fandt på, så ville røverne ikke hoppe på en mulig scene hun kunne udspille.

Hun havde ikke haft i tankerne at nærme sig Jayden, men hun følte sig alligevel presset fra de to mænd bag hende, som hun havde set ud af øjenkrogen. En ting var deres tilstedeværelse og sultne øjne, en anden var deres intense blikke på hende. Og hun var rimelig sikker på at hendes tøj ikke var lavet af guld, derved vidste hun udmærket godt hvad deres blikke sagde. Hun sank en klump, mens det løb hende koldt ned af ryggen. Aldrig, i hele hendes liv, var hun for at vise sårbarhed, men lige i denne situation, var det som om noget havde sat sig i klemme i omløbet og frosset hende fast i nerver, der kun var under låg ved at følge Jaydens åndedrag.

Med et hurtigt glidende blik over fjenderne der omringede dem, kunne Yuya konstatere, trods at det ikke var det hun gik mest op i, at disse røvere ikke gik særlig højt op i hygiejne, men derimod ikke sagt at de ikke havde været succesfulde i deres ærinde som røvere. Trods deres tøj var beskidte, ansigter ligeså, med kold råhed ætset i deres linjer, besad flere af dem værdifulde ting, for ikke at snakke om deres våben, der ikke var noget de havde fundet ved vejkanten.

Alt dette tydede ikke godt for Jayden og hende, var næste tanke hos Yuya.

Den største og grummeste ifølge Yuya, trådte tre skridt frem mod Jayden. Hans små sorte øjne stirrede arrogant og selvglad på dem, som et grumt smil af gule tænder spredte sig på hans flossede læber, hvor et ar løb igennem begge læber. Hans ansigt så busket ud med hans store fuldskæg, hvor det lignede der lå madrester i. Hvis Yuya ikke var i gang med at holde skarpt øje med hver eneste bevægelse, havde hun vendt sig om for at hakke og hoste i et forsøg på at kaste op. Alas, hun stod yderst stille bag Jayden og overvejede om hun eller Jayden havde gjort noget i deres tidligere liv, med alle de bum på vejen de havde haft siden de begyndte deres rejse.

Den grumme afbrød den anspændte stilhed.

”Smid jeres våben og gi’ mig jeres værdier.” Hans stemme var dyb, rusten, men på ingen måde behagelig at høre på, mest af alt havde Yuya lyst til at holde sig for ørene. Hun skævede kort til Jayden. At give deres våben var så godt som at dødsdømme dem, men det var de nok under alle omstændigheder hvis de gjorde imod. Hun tænkte på højtryk, der måtte være noget de kunne gøre. Imens alt dette stod Jayden stille og lyttende, men virkede ikke besynderlig interesseret eller bekymret. Noget der stod i stærk kontrast til Yuyas egen sindstilstand.

Hun forstod udmærket hele ideen med at holde hovedet koldt i alvorlige situationer, men som hun stod afventende på Jaydens beslutning, måtte hun erkende at han måske holdte hovedet lidt for koldt, så koldt at der intet forgik derinde. Hun skulle lige til at hviske hans navn da han endelig reagerede. Hun ønskede dog i næste sekund at han havde forsat sit stumme, forfrosne tilstand.

"Skrid, I herreløse hunde, og jeg skåner muligvis jeres liv.”   

Eeek!

Et nanosekund efter og hele Yuyas krop fros i takt med at hendes øjne voksede sig store.

”Jayden!” Hvæsede hun i en hvisken, som om at det kunne redde situationen – få Jayden til at sige undskyld og alle gik hver deres vej med blomster i håret. Således gik det ikke. I de næste sekunder udviklede situationen præcis som Yuya havde frygtet; anspændthedens boble sprang som torden og med et var intet stille. Med lynets hast havde Jayden trukket sit sværd, slog de første slag væk med hvirvlende bevægelser, der bragte ham rundt om sine modstandere - der alle havde omkredsede dem eller kom løbende. Yuya sprang til siden og undveg så godt hun kunne - for hun var (heldigvis) ikke den de fokuserede mest på, eller den de var mest arrige på.

”YUYA!”

Et blink. Omkring - og dernæst registrerede at Jayden havde kastet noget til hende. Lige som hun nåede at tage det fra jorden, hørte hun et sus lige over hende. Et sværd havde forinden svunget igennem luften med hendes hals som mål. Hun gispede og rullede hurtigt væk hen ad jorden, undgik så vidt muligt ikke at blive trådt på, og kom på benene igen.

”EN DOLK? SERIØST?” Skreg hun af Jayden da hun endelig havde nok opmærksomhed til nævnte genstand.  

”SOM OM DEN ER NOK IMOD ET SVÆRD – ELLER EN FUCKING ØKSE!” Skreg hun videre, som hun pararrede endnu et angreb. Det sved og spændte i hendes arme. Presset imod dolken hun holdte i begge hænder, blev tungere og tungere. Hun havde ikke en jordisk chance for at skubbe røveren væk, med hans vægt og størrelse imod hendes. Endnu et sus efterfulgt af presset der forsvandt så hurtigt at hun var ved at falde forover.

Det var med snublende skridt hun blev hevet ind i favnen, hvor en stærk arm rundede sig om hende, og holdte hende tæt ind mod det store muskuløse bryst, det hævede og sænkede sig i en fast, hurtig rytme imod hendes eget forpustede et. De grønne øjne steg straks til vejrs som en falk og fangede et par mørke der fandt hendes lidt efter. Jayden stod let i knæ, halv bøjet ind over hende og holdte hende til ham, som den anden arm var holdt ud med sværdet i hånden. De grønne øjne blinkede nogle gange, i takt med at hun prøvede at få styr på hvad der lige var hændt indenfor de sidste minutter. Med hurtige sidekastende bevægelser indtog hendes blik omgivelserne. Lettere måbende farede de tilbage imod Jaydens. Et skævt smil tog form på hans læber.

”Holder du aldrig mund?” Spurgte han med en let tone der ikke bedragede nogen form for irritation.

Som ordene blev registeret skete der ikke meget mere end at hun observerede ham nøje (vel og mærket stadig måbende). Lettere piblende sveddråber markerede hans pande, hans øjne havde et intens rødlig skær, der udstrålede liv. Så meget liv at det næste gav hende gummiknæ. Hun kiggede igen omkring dem; hvad hun kunne se var der seks mand nede, resten måtte havde flygtet for livet, mens hun havde bøvl med den ene røver.

Et væld af følelser strømmede i hende, men irritation var ikke en del af dem, og lidt efter lidt spredte et kæmpe smil på hendes læber. Jayden blev overrasket, næsten blændet af hvor strålende det var, glæden så stor, at han ikke nåede at tænke mere før Yuya havde kastet sig om ham med begge arme i et tæt kram. Hun brød ud i latter. En varm, kærkommen latter han aldrig havde hørt før - eller prøvet at få frem. Det gav et underligt stik i ham ved den viden.

Næsten tøvende, lagde han sine arme om hende, sværdklingen ikke i nærheden af at ramme hende. En underlig sensation, for Jayden havde prøvet mange lignende denne situation, og intet i nærheden havde før været grund til at fejre overlevelse, sejer. Yuya derimod, havde allerede forudset det værste konstaterede han. Hun var lykkelig over at være i live, så beruset af lettelse at hun ikke engang tænkte over at kramme ham, trods deres forhold til hinanden, samt at hans tøj var mere end plettet af frisk blod.

Han vidste dog at lykken ville være kort livet, og snart ville omverden slå ind. Tankeløst fik det hans arme til at holde hende tættere ind til ham, uden at vide at dette bragte et varmende smil på Yuyas læber.

 

-------------------------------

Endnu et kapitel som egentigt bare har ligget og ja, ligget. Det var sådan set ikke færdigt, og derfor bare ligget, men nu tænkte jeg med næsten 8 sider, så kunne det godt stopper her x) Næste kapitel er ikke skrevet på, og jeg har ingen anelse om hvornår det kommer - beklager vente tiden. Hvis jeg kunne, havde jeg alle kapitlerne færdige, men ja, sådan er livet bare ikke.
Peace out! 
Tak fordi du tog tid til at læse min historie :) det værdsætter jeg! uanset hvor langsom jeg så er til at få uploadet kapitler x')

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...