Unknown Love (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 8 jul. 2015
  • Status: Igang
Harry Edward Styles er kendt. Kendt for at være god til at synge, kendt for at knuse mange pigehjerter og kendt for at være ham. Længe har han søgt den eneste ene, sin soulmate. Ægte kærlighed.
Her kommer den 19-årige Katelin Dustine Chardon ind i billedet. Hendes karriere fylder hele hendes liv. Tid og kræfter ligger hun i det. Arbejdet som model er hårdt, hun er tit hjemmefra og aldrig har følelsen for ægte kærlighed ramt hende. Hvordan reagerer hun, når den specifikke følelse rammer hende? Vil den modsige hende? Rive op i hendes hårde fortid og ødelægge hende? Ødelægge ham? Deres karrierer? ----------------- Kan virke meget langtrukken i starten! Men hav tålmodighed! :)
Fortæl mig endelig hvad i synes! :)

28Likes
5Kommentarer
11886Visninger
AA

5. Understanding

 

Katelins synsvinkel..

 

**Tankerne i mit hoved har meldt sin ankomst. Endnu en gang om Harry. Så kører vi..**

Og ja. Ja. Ja. Ja. Harry. Harry. Harry. Hvad sker der?

 

Cara er stadigvæk ikke kommet ud af sit værelse, ikke engang for at gå på toilettet. Hun må virkelig være såret. Mine tanker har kørt det hele igennem fra i går af. Sagde jeg noget forkert. Virkede jeg glad. Virkede jeg ligeglad. Osv. Jeg synes det ikke, jeg synes at jeg reagerede fint. Altså jeg forsvarede ham jo ikke, jeg kan ikke lide ham, så hvordan hun pludselig kunne få den vendt til, at jeg forsvarer, har jeg ingen anelse om.

Tanken om at gå hen og banke et par gange på hendes dør, mens hendes navn forlader mine læber har ramt mig et par gange nu, men videre er jeg ikke kommet. Jeg tror heller ikke at jeg kommer videre. Jeg har ikke sagt noget forkert. 

En banken hiver mig tilbage til nutiden. Fedt. 
Jeg rejser mig langsomt op fra sofaen, inden jeg fortsætter videre hen til den hvide fordør. Stille og roligt trykker jeg min hånd ned om håndtaget, inden døren går op. Et blik som jeg alt for meget har mødt, fanger mine mørke øjne. Jeg stivner kort et øjeblik, inden hårene over hele min krop rejser sig. Harry.
Ingen ord har valgt at forlade min mund endnu, kun mine øjne i hans.

,,Hey.. Undskyld at jeg sådan bare kommer brasende.." Hans stemme lyder uskyldig. Alt for uskyldig.
,,Ehm, er Cara hjemme?" Endnu en gang.

Ingen ord synes at ville dukke op, mine øjne er stadig i hans mens jeg står og siger ingenting. Overhovedet.

,,Jeg forstår godt hvis hun er sur på mig, men jeg bliver virkelig nødt til at snakke med hende," Og igen.
,,Øhm, er du okay Katelin?"

Det er første gang jeg har hørt ham sige mit navn. Katelin. Det er jeg sikker på. Jeg bliver ellers aldrig kaldt Katelin?

,,Og hvorfor skulle hun gide at snakke med dig?" En koldt, kynisk og flabet svar lyder fra mig, og overrasker ikke kun den krølhårede fyr foran mig, men også mig selv. Et eller andet ved ham irriterer mig. Måske fordi at han er kommet imellem Cara og jeg, gjort os uvenner. Muligheden for at han generelt bare er træls, er der jo selvfølgelig også. Men jeg tvivler.

,,Det var virkelig ikke min mening at såre hende,"
,,Det er jo ikke sådan, at jeg vil droppe kontakten med hende helt.."
,,Må jeg ikke nok komme ind og snakke med hende?"
,,Please Katelin,"
,,Det er virkelig vigtigt at jeg gør,"
,,Katelin,"

,,Fint," Endnu en gang svare jeg ham koldt, muligheden for at jeg nogensinde vil svare ham pænt, findes vidst overhovedet ikke. Ihvertfald ikke i dag.
Min hånd giver slip på håndtaget, inden jeg fortsætter ind på mit værelse og lukker døren.
Jeg puster tungt ud med lukket øjne, efter jeg har lukket døren bag mig. Min hånd føles til at ryste, mine ben føles til at ryste. Hvad sker der?

Endnu en gang hører jeg en banken, denne gang ind til Cara. Heldigvis.
Jeg ved ikke hvorfor jeg har lukket ham ind. Han gad jo ikke stoppe og den måde han sagde mit navn på, om og om igen gav mig myrekryb.
,,Cara, det er mig. Harry. Jeg er virkelig ked af det.." Hans ord for mig til at ryste på hovedet, inden jeg tænder for mit fjernsyn og skurer godt op.

Hvorfor droppe en person, for derefter at rende bogstavligttalt i røven af personen? Det giver jo ikke nogen mening. Hán giver ikke nogen mening.
Hver gang jeg ruller ned over min Facebook, popper han op. Hver gang jeg åbner et blad, popper han op. Hver gang jeg tænker, popper han op! Så stop dog forhelvede med at poppe op?!
Igen bliver jeg irriteret på ham, og han står ikke en gang foran mig.

Jeg smider mig ned i min seng, inden jeg kryber ned under den store dyne. En varm brise former sig hurtigt omkring min spinkle krop, idet jeg lukker øjne i. En kraftig trang til at falde i søvn og drømme mig langt langt væk, rammer mig pludselig.

Du skal ikke sove nu Kate. Klokken er kun 14.15 eller noget. Ikke sov nu.

Hurtigere end nogensinde slår jeg mine øjne op, svinger dynen af mig, griber fat i min taske og jakke, inden jeg stormer ud af mit værelse, ud af lejligheden, ud af bygningen - ud i friheden.

 

 

Harrys synsvinkel..

,,Du vil hellere være venner Harry! Venner?! Hvorfor tror du at jeg SÅ gerne ville på den forpulede date?! Svar mig på det!" Vreden i hendes øjne er alt for nem at se, mens tårerne ser klar ud til at springe frem.
,,Du hører jo ikke hvad jeg siger Cara,"
,,Måske fordi jeg ikke gider at høre mere på dig Harry! Din åndsvage forklaring i går, var nok!"
,,Cara, jeg," Mere når jeg ikke at sige, inden døren bag mig pludselig bliver revet op og ud løber Katelin.
,,Hvad fanden har du sagt til hende?!" Cara rynker vredt, men samtidig forvirret sine øjenbryn, idet hun svinger en hånd ud efter Katelin. 
,,Jeg har ikke sagt noget, du kan ikke skylde skylden på mig over alting!"Jeg hæver kort mit toneleje, hvilket overrasker os begge, inden jeg vælger at gå min vej.

Kvinden gider jo ikke lytte til mig og jeg hader at diskutere. Jeg synes at det er spild af tid og ord. Hvis hun siger at det hele er min skyld, so be it. I don´t care.

Da jeg kommer ned og ud af den store bygning, sætter jeg mig hurtigt ind i den sorte bil og køre afsted. 
Jeg drejer ned af endnu en vej, inden jeg igen kører i de vante omgivelser. Jeg for parkeret bilen, inden jeg fortsætter indenfor.

,,Hey Haz!" Nialls glade og friske stemme bringer et smil på mine læber, lige hvad jeg havde brug for. 
,,Hvor har du været henne?" Han slår røven i sædet i den store sofa, inden han tænder for fjerneren. 
,,Bare.. Du ved.. Ingen steder," Jeg åbner køleskabet inden jeg griber fat i en vand.
,,Det lyder jo spændende," Siger han og griner kort.
,,Sikkert..." Mumler jeg kort for mig selv, inden jeg fortsætter op ovenpå og videre ind på The Master Bedroom.

Selvfølgelig sagde jeg ja til ham. Hvem kan sige nej til Niall? Ihvertfald ikke mig. Desuden føles lejligheden stor og alt for tomt, dog faktisk uden at være nogle af delene, da ikke længere. 
Det eneste den her lejlighed egentlig er til, er når jeg er her i byen og når vi ikke er på tour. Et eller andet sted, skal jeg jo ligesom have adresse.


Da min røv rammer sofaen og roen atter igen ligger sig over mig, rammer hun mig. Katelin.
Hun stormede ud af døren med en taske i sin favn, ikke et eneste ord forlod hendes læber. Scenen fra før i dag, viser sig som et film inde i mit hoved. Hun virkede nervøs. Hun virkede faktisk meget nervøs.
Hun stod endda og rystede en smule. Hendes mørke øjne lå i mine, de virkede til ikke at ville give slip, men så alligvel.
Hun forvirrer mig, Katelin. Hun forvirrer mig virkelig. Hun er slet ikke til at læse. Hendes væremåde er underlig, genert, interessant.
Trangen til at lære hende bedre at kende, melder sin ankomst og vil slet ikke forlade mig igen. Overhovedet.

 

 

 

 


 


 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...