Unknown Love (Harry Styles)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 8 jul. 2015
  • Status: Igang
Harry Edward Styles er kendt. Kendt for at være god til at synge, kendt for at knuse mange pigehjerter og kendt for at være ham. Længe har han søgt den eneste ene, sin soulmate. Ægte kærlighed.
Her kommer den 19-årige Katelin Dustine Chardon ind i billedet. Hendes karriere fylder hele hendes liv. Tid og kræfter ligger hun i det. Arbejdet som model er hårdt, hun er tit hjemmefra og aldrig har følelsen for ægte kærlighed ramt hende. Hvordan reagerer hun, når den specifikke følelse rammer hende? Vil den modsige hende? Rive op i hendes hårde fortid og ødelægge hende? Ødelægge ham? Deres karrierer? ----------------- Kan virke meget langtrukken i starten! Men hav tålmodighed! :)
Fortæl mig endelig hvad i synes! :)

28Likes
5Kommentarer
11887Visninger
AA

3. Akward

Katelins synsvinkel..

 

Caras ord bliver ved med at hænge i luften omkring mig. Hun joker. Det gør hun altid. Selvfølgelig, hvad ellers?

,,Og desuden er det altså dig han er vild med, og ikke mig.." Det eneste jeg svarede hende tilbage med, var et forvirret udtryk inden Harry pludselig stod i døren og smilte stort.

Jeg har valgt at tilbringe tid herinde. Inde i mine trygge rammer. Mit værelse.
,,Hun er bare genert.." Sikkert det eneste hun vil sige om mig, mens hun blinker alt for kraftigt med sine store mørke øjenvipper, kun for at opnå én bestemt ting. Hans opmærksomhed. Min forestilling virker pludselig alt for virkelig, og ingenting virker til at vil have mig tilbage til nutiden. Min dagdrømmen bliver vildere. Billeder af de to der danser tæt op ad hinanden. Kind mod kind. Læber mod læber. Hånd i hånd.
Caras snakken og forestillinger om ham bliver ved med at poppe op i mit endeløse hoved. En høj og rummelig latter er hvad der skal til, inden nutiden igen rammer mig.

Mit blik lander ned på den nu sorte skærm, som før var lyst op af et billede. Cara og jeg, selvfølgelig. Det kan man jo kun sige sig selv, hvem skulle det ellers være?
Tanken om MacBook´ens sorte skærm river mine tanker tilbage på min dagdrømmen. Hvor lang tid har jeg været væk? Og hvorfor tænker jeg overhovedet på den ene ubetydelige sætning? For det er lige præcis det den er. Ubetydelig. Endnu en gang lytter mine øre efter hendes rummelige latter. Den bringer et kort smil på mine smalle læber.

En finger lander på startknappen, inden vores billede endnu en gang lyser min skærm op. Tanken om hvad jeg skulle til at tilbringe tid på, er væk. Helt væk.
Jeg lander tilbage ned i min seng. Væk i den alt for store dyne bliver jeg, mens mit lange brune hår svæver kort over mit hovedet, inden det langsomt melder sin ankomst. Jeg puster tungt ud og fjerner håret med min ene hånd.
Den glade latter er der endnu, og lytter ikke til at vil forsvinde.

,,Gør jer selv den tjeneste, ikke at gå ud. Paps is here!" Den næste ubetydelige sætning melder sin ankomst og kæmper alt hvad den kan for at fange min opmærksomhed. Mission completet.
Han har været her mange gange. Harry Styles. "Cara Delevingne & Harry Styles together?!"
Overskriften fra sidste uge, har pludselig ingen betydning fået. Betydning har den haft, og endda meget af det. Cara var panisk og frustreret. ,,Et eller andet skal de jo have at skrive om.." Var de eneste ord der kunne vise sig fra min side af. Ord der skulle berolige hende, men de hjalp overhovedet ikke. Frygten for at han aldrig ville se hende igen, fyldte hele vores i forvejen fyldte lejlighed.

Overskrifterne har altid været her. Hun tiltrækker opmærksomhed. Hun tiltrækker medierne. Hun tiltrækker det modsatte køn.
Jeg bebrejder hende ikke. Hun er skøn, dejlig, fantastisk. Sig selv. Jeg forstår dem godt.

Endnu en gang dagdrømmer jeg. Så stop det dog.
En banken på døren lyder og får mine øjne til at give efter. Hele min krop til at give efter. Snart står jeg henne ved den råhvide dør.
Et velkendt ansigt viser sig for mine øjne idet jeg for åbnet døren, mens et venligt smil bliver formet på mine læber.

,,Vækkede jeg dig?"
,,Nej nej, jeg var bare lige ved at tjekke noget på computeren.."
,,Nå okay.. Jamen jeg ville også bare lige høre om noget. For Harry og jeg er blevet enige om hente noget mad, du ved nede fra den der sunde helse restaurant nede på hjørnet, så det var bare om du ville have noget med?" Hendes rene og klarer stemme runger i mine øre.
,,Jo.. Det vil jeg egentlig gerne," Det venlige smil sidder stadig som limet fast på mine læber, idet hun siger ,,Super!" og forsvinder ud i køkkenet.

Mine lange ben for ført mig ud i stuen, og hele den lange vej til de mørkebrune sofaer. Et par rare grønne øjne og et venligt smil møder mig da jeg når hen til den ledige sofa.
Efter nogle lange sekunder, bryder han den akavede stilhed.

,,Jeg så nogle billeder fra din catwalk i Kina, her fra sidste uge," Hans venlige smil er der stadig, mens han folder sine hænder sammen. ,,Det så godt ud.."
,,Ehm.. Tak," Jeg vælger kort at gengælde hans venlige smil.

,,Det er vil ikke på grund af mig, at du sådan forsvinder?" Jeg mærker hans øjne hvile på mig, mens jeg modvilligt lader ham fange mine.
,,Hvad..?" Er det eneste ord der forlader mine læber, da jeg ikke helt forstår hvad han mener?
,,Ja altså, sådan ind på dit værelse. Jeg synes altid at du går der ind når jeg kommer. Jeg håber ikke at det er på grund af mig?" Et kort øjeblik mærker jeg et sus i min mave, hverken er det godt eller dårligt. Det er nærmere en frygt. En frygt for at give ham ret.
,,Nårh nej.." Min tunge fugter kort mine læber, inden et smil former sig sin vej frem.
,,Nårh det var godt.. Jeg vil nemlig nødig komme og nærmest smide dig ud af din egen stue," Denne gang vælger han at smile med sine tænder, mens to smilehuller pludselig viser sig.
,,Jeg skulle lige have tjekket noget på min computer, såe.."
,,Nå nå, så giver det hele lidt mere mening," Endnu en gang smiler han, inden Cara pludselig fanger vores begges opmærksomhed.

,,Skal i med?" Hun griber hurtigt sin jakke, inden hun allerede er gået i gang med at spænde sine sko. Harry rejser sig hurtigt op og klapper kort sig selv på lårene, vidst kun et behov for en konstatering om, at han har det hele med sig. Endnu en gang fanger han mine øjne.
,,Skal du ikke med?" Cara fanger igen igen min opmærksomhed.
,,Ehm nej, gå i bare," Siger jeg kort mens jeg smiler sødt til hende.
,,Er du sikker?"
,,Jae, så finder jeg noget drikkelse og bestik og noget," Ordene der forlader min mund, virker ikke til at give ret meget mening, men Cara opfatter dem hurtigere end jeg selv gør, og er lynhurtig til at sige farvel inden de smutter ud af døren.
 

Nok har han været her mange gange, og tit i flere timer, men aldrig før har han spist her. Tanken om udviklingen i deres forhold, rammer mig idet jeg tager fat i fjernbetjeningen. ,,Det så godt ud.."
Hvad var hans mening bag det? Hvornår har han overhovedet set de billeder?
En stemme indeni mig snakker. Cara. Selvfølgelig er det da Cara der har vist ham dem, men hvorfor? Ingen af mine tanker giver nogen som helst mening. Tankerne føltes bare til at køre rundt i mit hovedet, mere end nogensinde før.

 

Næste morgen.

Hele aftenen i går kan man kun beskrive med ét eneste ord. Akavet.
For det var det. Selvom jeg udmærket godt er klar over, hvor genert jeg egentlig er. Op til flere gange havde han fanget mine mørke øjne, selvom jeg frivilligt sad og kæmpede alt hvad jeg kunne, for at han ikke gjorde det. Men det lykkedes ham. Mange gange. Det er først nu det går op for mig, at jeg faktisk har gloet mere på ham, end på Cara i går aftes. En tung indånding skal der til, inden jeg lander på jorden igen og for gjort mig helt færdig.

Da jeg er på vej ud af døren, tager jeg mig selv i at kigge hen på Caras dør. En tanke om at hun er alene derinde, rammer mig slet ikke, men den modsatte gør. Endda rigtig meget. Stop dog.
Jeg ryster kort på hovedet, inden jeg tager mig sammen til at tage afsted.
 

,,Heeeeey georges!" Hans tøsede stemme runger i mine øre, og bringer et stort smil på mine læber.
,,Tim!" Jeg omfavner ham hurtigt, mens jeg mærker roen ligge sig i mig.
,,Jeg har virkelig savnet dig!" Tager jeg mig selv i at sige, men sandheden er jo, at jeg faktisk har savnet ham mere end noget andet.
,,Årh søde, jeg har da også savnet dig! Jeg troede du var gået under jorden?" Vi giver kort slip på hinanden, før vores blikke mødes.
,,Under jorden? Nej da," et fnis forlader mine læber.
,,Nårh, jeg var helt ved at blive bange.. Men nok om det. Lad os komme i gang!"

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...