Lost - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2015
  • Opdateret: 25 maj 2015
  • Status: Igang
Liv Steele kører gokart som eneste pige der kører seriøst i hendes klub. Hun drømmer om at leve af at køre, men hun har mange forhindringer på vejen mod de professionelles baner, fordi hun er en pige. Det irriterer hende at hun ikke kan deltage i de store løb for "mænd".

En aften Liv er ude og feste med sin bedste ven Matthew, da hun møder den verdens berømte Harry Style, men han er ikke ligefrem så fantastisk som alle siger. Han er bare en playboy på jagt efter et offer, som tilfældigvis er Liv.

Liv gennemskuer ham dog, men så let lader Harry hende ikke slippe.

*på pause*

22Likes
15Kommentarer
8004Visninger
AA

8. truth

HVAD!? Var det hele bare et eller andet sygt væddemål? Harry den forbandede nar.

Jeg mærkede vreden hobe sig op indeni mig.

Det hele var løgn. Det hele var beskidt spil fra galleriet. Jeg som troede der rent faktisk var noget imellem os.

Jeg er en idiot. Jeg burde have regnet den ud. Det ligger jo ikke ligefrem i berømtes natur at være søde ved folk.

De var bare stinkende rige, falske mennesker, som troede det ejede hele verden.

Jeg var så vred. Både på Harry og mig selv. Jeg var så dum at tro på ham, og jeg af alle burde have vidst bedre.

Jeg trampede ind i stuen, hvor drengene forskrækket kiggede på mig. De sad på de samme pladser som før.

"Jeg glemte min mobil," råbte jeg hidsigt, og marcherede hen til pladsen ved siden af Harry, hvor min mobil ligeså fredeligt lå.

Jeg samlede den op, og gik så det sidste skridt hen til Harry. Jeg gav ham en lussing så hård, at at slaget efterladte et rødt mærke formet som en hånd på hans kind.

"Og det er jeg glad for. Nu ved jeg at jeg ikke skal tilbringe mere tid sammen med Sådan en fucking lort som dig Harry."

En tårer banede sig vej ned ad min kind, men jeg vendte mig hurtigt om, så ingen af dem kunne se den, og så spurtede jeg ud ad lejligheden, så hurtigt som havde jeg djævlen i hælene. Hvilket jeg havde.

Da jeg kom ud på gaden var mine kinder våde af tårer, og jeg kæmpede bravt for at holde hulkene tilbage.

Jeg fik fat i en taxi og gav manden bag rettet min adresse. Han var heldigvis ikke for nysgerrig.

Jeg kunne ikke tænke på andet end Harry, og jeg var ved at overkoge af vrede.

Jeg vidste ikke, hvordan det kunne være det her sårede mig så meget efter så kort tid.

Måske var det fordi Harry var min første kærlighed.

Jeg havde kunnet lide ham rigtig meget. Det gik faktisk først op for mig nu, hvor meget jeg havde elsket ham.

Nu var kærligheden vent til had, og det var der intet at gøre ved.

Jeg tog en dyb indånding, og prøvede at få styr på mine vejrtrækninger.

Sådan en idiot havde ikke lov til at sørge mig på den måde. Det ville jeg ikke give ham.

Jeg trådte ind i min og Matts lejlighed, og snøftede. Jeg var holdt op med at græde, men en klump i min hals truede med at få mig til at starte igen.

Matt kom ud til mig i entréen, og så forbløffet på mig.

"Hvad er der dig sket?" Spurgte han forvirret, og trak mig ind i en omfavnelse.

Klumpen overvandt viljestyrken, og tårer rullede på ny ned ad mine kinder.

"Det var bare et væddemål! Han kunne slet ikke lide mig," hulkede jeg ned i hans skulder.

Jeg kunne mærke Matt spænde i musklerne, mens han strøg mig over håret.

Han blev mindst ligeså sur over sandheden som jeg. Han knugede mig ind til sig.

Han hadede når jeg var ked af det, ligeså meget som jeg hadede når han var ked af det.

Hvis jeg kendte Matt rigtigt, ville han sikkert finde Harry og banke han halv død.

"Shh, det skal nok gå alt sammen," mumlede Matt beroligende, og begyndte at brumme melodien fra mit skrin. Det var sådan et skrin med en ballerina der drejede rundt.

Jeg fik det af mine forældre, før jeg mistede kontakten til dem.

Hver gang jeg var trist over et eller andet, åbnede jeg skrinet, og betragtede den dansende ballerina.

Den velkendte melodi beroligede mig, og jeg stoppede med at græde og lyttede istedet.

Jeg gik tidligt i seng, både fordi jeg skulle på arbejde i morgen, og fordi jeg trængte til at flygte fra mine tanker.

Matt lå ved siden af mig i min dobbeltseng, og han snorkede.

Man skulle tro at det irriterede mig, men det gjorde faktisk det at falde i søvn meget lettere.

Jeg følte mig altid mere tryg med Matt ved min side. Det havde jeg dog aldrig sagt til ham, da jeg frygtede at hans ego ville blive for stort.

Jeg faldt i søvn, mens jeg lå og lyttede til hans snorken. I aften uden noget smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...