Lost - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2015
  • Opdateret: 25 maj 2015
  • Status: Igang
Liv Steele kører gokart som eneste pige der kører seriøst i hendes klub. Hun drømmer om at leve af at køre, men hun har mange forhindringer på vejen mod de professionelles baner, fordi hun er en pige. Det irriterer hende at hun ikke kan deltage i de store løb for "mænd".

En aften Liv er ude og feste med sin bedste ven Matthew, da hun møder den verdens berømte Harry Style, men han er ikke ligefrem så fantastisk som alle siger. Han er bare en playboy på jagt efter et offer, som tilfældigvis er Liv.

Liv gennemskuer ham dog, men så let lader Harry hende ikke slippe.

*på pause*

22Likes
15Kommentarer
8007Visninger
AA

12. Run

Jeg var på vej over til Harry. Jeg havde lige været på arbejde, så jeg havde stadigvæk den hvide skjorte og butterflyen på, som nu engang var min uniform.

Jeg ringede på lejligheden, og tog så butterflyen af. Måske var den lige lidt for meget. Bare en lille smule.

Harry åbnede. Han så godt ud. Jeg elskede hans hår. Det var virkelig flot til ham med krøller, selvom jeg aldrig havde synes krøller fungerede for drenge.

På den anden side, hvor meget forstand havde pigen uden smag på mode? Ikke en skid, er svaret.

Han havde en hue på og solbriller på, da han foretrak at være nogenlunde anonym i offentligheden. Det forstod jeg godt.

Det var fredag og derved 5 dage siden jeg havde givet ham den sidste chance. Jeg fortrød det ikke, men jeg havde bange anelser om at han ville droppe mig igen.

Vi havde været sammen tirsdag og onsdag, og i går havde vi videochattet i alt for lang tid. Det endte med at jeg først sov klokken 2.

Det resulterede i at jeg lignede en zombie, men Miss Marylin var heldigvis verdens bedste chef, og havde sat mig til at vaske op bag i resturangen, i stedet for at servere som jeg plejede.

"Skal vi gå?" Spurgte Harry. Jeg nikkede, og tog hans hånd.

 

Vi var kommet ind i forlystelsesparken, efter en times tid i kø. Det var fuld solskin, så der var sort af mennesker.

"Når hvad skal vi starte med?" Spurgte Harry, og jeg så mig rundt.

"Ikke noget for kedeligt," svarede jeg. Han smilte, og foreslog en  rutsjebane, og vi stillede os i kø. Den var meget lang.

"Det er meget sjovt Ali ikke har nævnt dig i de 3 år vi har kendt hinanden," sagde Harry, mens vi stille og roligt gik frem i køen.

"Det er også 3 år siden vi for alvor mistede kontakten," sagde jeg, men Harry forlangte jeg uddybede det.

"Du ved vel godt hun er model, og det var for omkring 3 år siden hun blev populær blandt bureauerne. Hun begyndte gradvist at ændre sig, og inden længe synes hun jeg var pinlig og grim og tyk, og sådan noget. Det endte med at vi hadede hinanden, selvom vi altid har været som bedste venner. Så jeg flyttede til lejligheden med Matt, og lod Ali være sit nye snobbede jeg alene," forklarede jeg.

Harry nikkede. "Du har ret i hun er noget af en bitch nogen gange, men hun kan altså også være den sødeste og mest forstående veninde jeg har," sagde han, og jeg trak på skuldrende.

Hvordan var vi egentlig kommet ind på det emne? Når lige meget.

 

Vi var nået frem til rutsjebanen, og vi satte os ind på hvert vores sæde i vognen. Det var en vogn med fire sæder på hver række. Harry sad yderst, og mig ved siden af ham. De to pladser ved siden af mig var taget af to teenagepiger.

"Skal vi prøve noget sjovt når turen starter?" Spurgte Harry. Jeg nikkede kort til ham. "Så skal du være klar til at løbe bag efter," sagde han.

Åh nej, hvad havde han tænkt sig?

Da turen satte i gang, råbte han så alle i vognen kunne høre det: "Jeg er Harry Styles!"

Kaos. Det var vist det bedste ord til at beskrive situationen bagefter. Pigerne ved min side skreg helt vildt, ligesom alle andre i vognen, og prøvede at nå Harry, men selerne holdt dem tilbage.

Jeg kunne ikke lade være med at grine. Det var da for komisk at alle gik amok, fordi Harry som faktisk var et normalt menneske, sad i vognen.

Harry smilede bare sit skråsmil.

 

Da turen var ved at ende, spurgte Harry mig om jeg var klar til at løbe. Jeg nikkede.

Vognene stoppede, og ligeså snart selerne var af, løb mig og Harry. Vi løb direkte igennem souvenirbutikken, og ud på en murstensbelagt vej, som løb mellem de forskellige forlystelser.

Det var heldigvis ingen der bemærkede det var Harry, på grund af huen og solbrillerne. Det var let at gemme sig i mængden, så jeg blev ikke håbløst forpustet før vi slap fra pigerne i vognen.

Vi var begge flade af grin, da vi stillede os i kø til en eller anden svingarm.

"De skulle bare vide, hvor stor en idiot du er, så ville de ikke blive så henrykte," jokede jeg, og vi kunne næsten ikke få vejret af grin.

"Du skulle bare vide, hvor fantastisk jeg er, så ville du også rende skrigende efter mig," byggede Harry videre på joken.

"Du er sku da værre end min søster, når det kommer til store egoer." Sådan jokede vi os gennem køerne.

 

Vi havde besluttet os for at få en is. Harry sagde at han ville betale for mig, og jeg nikkede og sagde tak.

Jeg vidste godt der var mange der ikke ville tage imod at nogen købte noget til sig. Sådan var jeg slet ikke.

Hvis nogen frivilligt ville købe en is til mig, så havde jeg åbne arme. Så værsgo at købe isen, og så bag efter en macbook og en ny mobil, det havde jeg da intet imod.

"Hvor mange kugler skal du så have i?" Spurgte Harry mig.

"4? Det lyder godt, og med guf og en flødebolle på toppen... mums. Og husk lidt syltetøj," sagde jeg, og smilede stort og lækkersultent.

Harry rystede på hovedet af mig, og bestilte. Han bestilte en ligeså stor vaffel som jeg selv gjorde.

 

Da vi senere sad på en bænk med hver vores is, spurgte jeg:

"Hvorfor væddede du om mig?" Det spørgsmål havde jeg faktisk stillet mig selv et par gange. Hvad var der så specielt ved mig, at det ligefrem skulle væddes om?

"Det var fordi du afviste mig så groft der tilbage på klubben, så mig og Louis vædde om hvor vidt jeg kunne få dig med i seng," sagde Harry som om det var helt normalt. "Men så faldt jeg for dig, og jeg lover at det ikke gælder mere."

Jeg nikkede bare, og spiste af min is. Jeg indrømmer at jeg var lidt ked af at det hele havde startet som et væddemål.

Jeg var nok godt glad for Harry, det måtte jeg indrømme, men at han ligefrem havde væddet om mig, som var jeg en ting?

Det tror jeg aldrig at jeg helt vil tilgive ham for.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...