Lost - Harry Styles

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 maj 2015
  • Opdateret: 25 maj 2015
  • Status: Igang
Liv Steele kører gokart som eneste pige der kører seriøst i hendes klub. Hun drømmer om at leve af at køre, men hun har mange forhindringer på vejen mod de professionelles baner, fordi hun er en pige. Det irriterer hende at hun ikke kan deltage i de store løb for "mænd".

En aften Liv er ude og feste med sin bedste ven Matthew, da hun møder den verdens berømte Harry Style, men han er ikke ligefrem så fantastisk som alle siger. Han er bare en playboy på jagt efter et offer, som tilfældigvis er Liv.

Liv gennemskuer ham dog, men så let lader Harry hende ikke slippe.

*på pause*

22Likes
15Kommentarer
8003Visninger
AA

10. R.I.P

Jeg stod på adressen jeg havde fået tilsendt, med Matts arm om mine skuldre.

Jeg havde for en gang skyld en kjole på. Denne kjole var sort og havde lange ærmer. Det var Sky der havde overtalt mig til at købe den, og det var jeg glad for.

Matt havde en mørkegrå skjorte og et sort slips på.

Kapellet, vi stod ude foran, lå som en stor, sort kasse midt på gravpladsen. Det var et humørforladt sted.

Vi traskede indenfor. Der var allerede mange mennesker, og en stor del af dem græd. Jeg så min far stå og snakke med præsten oppe ved en hvid kiste.

Kisten var kreativt dekoreret med et kors, og der lå store blomsterbuketter rundt omkring ved den. Det var en sær tanke at min mors lig var inden i den.

De store buketter fik rosen, jeg havde i hånden, til at være helt til grin. Alligevel betød rosen noget. Selvom der ikke var tusinde af den, og den ikke havde kostet den største sum penge.

Den betød noget af den forstand, at det var min forsoningsgave til min mor.

Jeg gav slip på Matts hofte, og han slap min skulder, så jeg kunne gå op med den. Jeg gik med små skridt. Rosen knugede jeg i hånden, og jeg var taknemlig for at den ikke havde torne.

Mit blik fangede Alis, men jeg kiggede hurtigt væk, og gik videre mod kisten, med blikket fæstnet på korset. Jeg mærkede blikke på mig, fra fjerne familie medlemmer, og mors "fine" venner, som jeg ikke kendte.

Jeg gøs. Jeg hadede når folk kiggede på mig, når jeg følte mig usikker. Jeg havde ikke noget imod at være i centrum, når jeg var mit normale, selvsikre jeg, men det var ydmygende når jeg var så usikker som nu.

Jeg placerede rosen en meter væk fra kisten, da jeg ikke følte at jeg var tæt nok på mor til at ligge den på eller lige ved siden af hendes kiste.

Jeg lukkede øjnene et øjeblik, og vente mig så om. Jeg fangede Matts blik længere nede ad gangen. Han smilede sørgmodigt til mig.

Jeg tog endnu en dyb indånding. Jeg fattede det ikke. Mor var væk. Rigtigt væk. Ikke bare væk som i at vi ikke sås, ligesom det havde været de sidste par år, men væk som i at hun var død.

Vi ville aldrig nå at blive forenede igen.

Jeg gik ned til Matt, og vi satte os på den bagerste bænk. Han tog min hånd, og jeg lagde mit hoved på hans skulder.

Orgelet begyndte at spille en trist melodi, og jeg lukkede øjnene og lyttede til den smukke melodi. Den mindede mig om melodien i mit skrin derhjemme, og roen sænkede sig straks over mig.

De rene toner snoede sig gennem min øregang. De samme toner som i skrinet, men anderledes sat sammen.

Jeg smilede stille for mig selv. Jeg var glad for at mor fik en så fin afsked.

Orgelet stoppede sin sang, og præsten begyndte at snakke på den hellige og højtidlige måde alle præster snakker på.

Han snakkede om det nye liv mor skulle leve i paradiset. Jeg havde åbnet øjnene og så rundt. Mit blik landede på Ali, som sad ved siden af min far og grad.

Jeg blev pludselig grebet af en trang til at gå op og sætte mig ved hendes side, og lægge mine arme om hende. Jeg bekæmpede trangen og forsøgte at lytte til præsten, men jeg kunne ikke fokusere.

Jeg sad bare og betragtede min søsters mørkblonde hår. Mon hun savnede mig? Mon hun også lå og tænkte på mig om aftenen en gang imellem, som jeg gjorde på hende.

Dårlig samvittighed sneg sig ind på mig, selvom jeg ikke mente, at det der var sket var min skyld. Hun havde bare ændret sig meget efter hendes modelkarriere havde taget fart, og hun blev bare endnu en snob i rækken af berømtheder.

Jeg havde taget afstand til hende og mine forældre, da jeg hadede den nye opmærksomhed min søster fik. Jeg var flyttet i lejlighed med Matt, og mig og min familie var langsomt gledet fra hinanden.

 

Min far, min grand onkel eller noget i den stil og nogen mænd jeg ikke kendte, havde båret kisten ud til mors grav sted, hvor den var blevet sænket ned i jorden.

En ensom tårer trillede ned ad min kind, og jeg knugede Matts hånd. Han klemte beroligende min hånd.

Jeg stod og kiggede på jorden, der langsomt dækkede mere og mere af den blanke kiste. Den ensomme tåre fik en ven.

 

Folk begyndte at gå rundt mellem hinanden og lave en sær gestus, som gik ud at give hinanden et kram, nikke kort og mumle et eller andet lignende: "det gør mig ondt."

Mig og Matt holdt os lidt i baggrunden. Vi kendte ligesom ikke nogen andre end Ali og min far, og dem snakkede jeg i hvert fald ikke med.

Vi kiggede på de grædende skikkelser, da det begyndte at regne. Lige til en begravelse i en Hollywood-film.

Jeg lod bare regnen gennembløde mit hår, mens flere af de andre mennesker slog sorte blondeparaplyer op.

Jeg sukkede. Det her var hårdere en jeg havde regnet med.

Mit blik mødte et par øjne.

Et par fantastiske, grønne øjne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...