Infinite

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Igang
En atomkrig har ødelagt jorden som vi kender den. Nora vågner op og ved ikke hvordan hun har overlevet. Da hun ved en tilfældighed hører om en by der efter sigende skulle have overlevet krigen og være befolket, drager hun ud for at finde den, i håbet om at finde sin familie der. På vejen møder hun soldaten Alex, som på mystiskvis også overlevede krigen. Sammen opdager de at de har specielle kræfter, de begge må tage hånd om, mens at de bliver jagtet af blodtørstige væsner, der er blevet påvirket af strålingen.

4Likes
6Kommentarer
2061Visninger

10. 9

Vi havde fundet en ny bil, og var nu på vej mod Las Vegas. Vi kørte i stilhed, hvilket jeg troede vi begge var glade for. Ingen af os var i humør til hygge snak. Jeg så op, da et skilt viste at vi nærmede os Las Vegas. Langsomt satte jeg mig op i sædet og så ud på området, i håb om at se nogen jeg kendte. Men der var intet. Kun ørken. Solen stod højt på himlen og alligevel var der intet tegn på liv. Det sitrede i min krop og jeg kunne mærke at jeg holdte vejret, så spændt var jeg. "Alt skal nok gå", Alex brød stilheden og det fik mig til at se på ham. Han stirrede ligefrem, med et ansigtsudtryk der ikke var til at tyde. Noget i hans øjne fik mig til at tro på at han det han havde sagt var for at berolige mig og være venlig, men ikke var fordi han mente det. "Det var da dig der sagde i går, at byen måske ikke var virkelig", påpegede jeg irriteret og så fremad, mens jeg lænede hovedet op af døren ved siden af mig. "Men så hørte jeg det der over radioen", svarede han i samme toneleje som mig og jeg skævede hen mod ham. "Du har altid været skeptisk omkring ideen med den her by, hvorfor tror du på den nu?", spurgte jeg direkte og rettede mig op, mens jeg vendte mig i sædet og så afventende på ham. Han rykkede ikke en mine, havde samme hårdføre facade oppe som før og så ligeglad ud af forruden. "Noget skal jeg jo tro på", svarede han roligt og sendte mig et venligt smil, der fik det til at koge i mig. "Du er utrolig", mumlede jeg og kastede mig tilbage i sædet, mens jeg tog armene over kors. "Det får jeg fortalt", svarede han kækt og jeg kneb øjnene vredt sammen, mens jeg så på ham og skulle til at sige noget. "Vi er her nu", hvinede han og jeg så fremad, mens jeg begyndte at smile. Vi kørte ind i en by og jeg så rundt, hvor der gik mennesker. De stoppede alle op og så smilende på os. Alex stoppede bilen, og før han havde bremset, var jeg hoppet ud.

"Byen fandtes", hvinede jeg glad og så rundt på menneskerne, der kom hen til mig. "Nora", råbte en stemme et sted i mængden og jeg så op, hvor en teenage dreng kom løbende. "Seth", råbte jeg og løb frem mod ham. Da han var henne ved mig, slog jeg armene om ham og knugede ham ind til mig. Han var en 10 cm højere end mig, så det var mere ham der knugede mig ind til sig. "Jeg har savnet dig så meget", hviskede jeg og begyndte at græde, hvilket fik ham til at stryge mig over håret og slippe mig igen. "Er far her?", spurgte jeg med rystende stemme og tørrede mig under øjnene, mens jeg så rundt. "Han er hjemme i huset vi bor i", forklarede han og pegede bagud, inden han så på noget bag mig. "Hvem er din ven?", spurgte han forvirret og slap mig. Jeg så bagud, hvor Alex kom gående hen til mig. "Det er Alex. Han er en soldat", forklarede jeg og han rakte hånden frem mod min lillebror, som hurigt tog den og trykkede den. "Han sørgede for at der ikke skete mig noget", konstaterede jeg og smilede til Alex, der så på mig og smilede. "Du bor med os så. Kom", Seth vendte rundt og gik gennem mængden. Jeg så på Alex og vinkede ham med, inden jeg fulgte efter Seth. Vi gik ind af en sidegade, forbi et forladt casino. Alt var dækket med sand, udover de steder hvor menneskerne gik. Der var sandet væk og man kunne se fortovet under. Bygningerne var slidte og ødelagte. Malingen var slidt af, vinduerne var beskidte og nogen endda i stykker. Alt så ødelagt ud og det var en smule sørgeligt at se på. Jeg så på min bror og lagde først mærke til nu, hvordan han havde forandret sig. Han så ikke lille ud mere, han var skudt i vejret og havde skægstubbe det svagt kunne ses. Han så stærkere ud og mere voksen ud. Krigen havde gjort ham ældre. Den havde gjort alle ældre. "Seth", jeg stoppede op og Alex gik ind i mig, hvilket fik ham til at lægge hænderne på min skuldre. Seth stoppede op og så bagud på mig, inden han løftede øjenbrynene. "Hvor lang tid er der gået. Siden krigen brød ud?", spurgte jeg svagt og noget i ham gik i stykker. Hans skulder sank lidt mod jorden, gnisten i hans øjne forsvandt. "Snart 1 år", svarede han stille og det føltes som om at jeg blev slået i maven. Jeg så bagud på Alex, der så ligeså chokeret ud. "Nora?", sagde en stemme ved siden af os og vi så alle derhen, hvor en mand stod i døren. "Far", hvinede jeg og styrtede hen til ham. Han tog armene om mig og jeg knugede mig til ham, mens jeg hulkede og lukkede øjnene i. Han strammede grebet om mig og støttede sit hoved på mit, mens han prøvede at berolige mig. Jeg åbnede øjnene og lagde hovedet tilbage for at se ham. Han græd også. 

Han så så gammel ud. Han havde rynker og så slidt ud. "Kom ind", han slap mig og fjernede sig fra døren. "Far, det her er Alex. En soldat der rejste med mig og hjalp mig", jeg pegede på Alex, der smilede venligt til min far og rakte hånden frem. Min far tog imod hans hånd og præsenterede sig selv, inden vi alle gik ind. Sekundet døren var lukket efter os, sagde Seth: "vi troede du var død". Jeg så på ham og skulle til at svare, da min far tilføjede: "det er ikke til at forstå. Området du var i, lå i ruiner". Jeg satte mig i en gammel slidt sofa, ved siden af Alex og så på min far. Han satte sig i en stol overfor, mens Seth satte sig på gulvet. "Hvordan overlevede du?", spurgte han forvirret og jeg trak på skulderne. Alex så forvirret på mig og jeg lavede øjne til ham. "Hvordan overlevede du?", min far så nu på Alex, der tøvende sank en klump. "Jeg ved det faktisk ikke, jeg vågnede op og var i live", forklarede han stille og grinede nervøst, mens han kløede sig på halsen. "Er i sultne?", Seth rejste sig og jeg rystede på hovedet, hvilket Alex også gjorde. "Liam er her", jeg så på min far sekundet efter han havde sagt det. Liam var en dreng jeg havde kendt siden jeg var lille og han var min bedsteven. Jeg havde haft så travlt med at overleve og tænke på min familie, at jeg slet ikke havde tænkt på mine venner og veninder. "Jeg henter ham lige, han vil sikkert gerne hilse på dig. Seth lav lige lidt kaffe", sagde min far, da han rejste sig. Seth forlod stuen og jeg så på min far, der bevægede sig hen mod døren. Han sendte os et smil og forlod lokalet, så Alex og jeg var alene. "Hvorfor fortalte du ikke din far om vores kræfter?", spurgte han lavmælt og lænede sig lidt fremad, mens han støttede armene mod sine knæ og pressede fingerspidserne mod hinanden. Da jeg ikke svarede, drejede han hovedet og så afventende på mig, med et hævet øjenbryn. Jeg sank en klump og så rundt i lokalet, mens jeg fugtede mine læber. Et ur tikkede et sted i baggrunden og den endeløse tikken, fik mig til at knipse. Uret stoppede og jeg så på Alex, der også var frosset i tiden. Jeg tog en dyb indånding og pustede ud, mens jeg støttede armene mod knæene og tog mig til ansigtet. Jeg begravede ansigtet i mine hænder og kørte dem bagefter op i håret, inden jeg satte mig op og igen tog en dyb indånding. Jeg knipsede og den uudholdelige tikken begyndte igen. "Jeg synes ikke han skal vide noget om kræfterne", hviskede jeg ærligt og Alex nikkede, inden han så hen mod døren. Seth kom gående ind med kaffe på en bakke og han satte den på bordet, inden han så på mig. "Vil du hente noget vand til mig?", spurgte jeg stille og han nikkede, inden han forlod stuen igen. Denne gang, brød jeg stilheden. "Hvorfor er det vigtigt han ved det?", spurgte jeg og han trak på skulderne, inden han så væk. 

Seth kom tilbage og rakte mig glasset, inden han satte sig i stolen overfor os. Jeg begyndte at drikke og havde planer om at bunde glasset. Han så skiftevis på os og fugtede sine læber, inden han spurgte: "er i sammen?". Spørgsmålet, fik mig til at spytte vandet ud, så det ramte ham i ansigtet og drev ned af ham. Han lukkede øjnene og pustede luft ud gennem næsen, inden han tørrede sit ansigt i ærmet. Jeg holdte mig for munden og stirrede chokeret på ham, mens Alex begyndte at fnise. "For at besvare dit spørgmål, nej vi er ikke sammen", kom det fra ham, mens han kæmpede for ikke at bryde ud i grin. "Der er 20 år mellem os", tilføjede han og Seth nikkede, inden han så på mig. Hoveddøren åbnede og vi så hen mod indgangen til stuen, hvor min far kom gående ind. Bag ham kom Liam gående og da han så mig, lyste han op i et smil. Jeg rejste mig og styrtede hen til ham, hvor jeg slog armene om ham. Han holdte mig tæt på og gav mig et klem, inden han slap mig og lagde sin højre hånd på min kind. "Jeg vidste du var i live. Jeg kunne mærke det", hviskede han smilende og blå øjne borede sig ind i mine, på en måde der fik mine knæ til at give efter. Inden krigen, havde tingene vokset mellem os og jeg var begyndt at få følelser for ham. Han slap mig og jeg vendte mig mod min far, der lagde armen om mig og kyssede mig på panden. "Det er dejligt at se dig igen", hviskede han glad og strøg mig over håret, inden han støttede sit hoved ovenpå mit. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...