Infinite

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Igang
En atomkrig har ødelagt jorden som vi kender den. Nora vågner op og ved ikke hvordan hun har overlevet. Da hun ved en tilfældighed hører om en by der efter sigende skulle have overlevet krigen og være befolket, drager hun ud for at finde den, i håbet om at finde sin familie der. På vejen møder hun soldaten Alex, som på mystiskvis også overlevede krigen. Sammen opdager de at de har specielle kræfter, de begge må tage hånd om, mens at de bliver jagtet af blodtørstige væsner, der er blevet påvirket af strålingen.

4Likes
6Kommentarer
2060Visninger

9. 8

Der var stille i bilen, da vi kørte. Alex kørte og ingen af os sagde noget. Jeg lænede mig fremad, for at tænde radioen og det fik ham til at se på mig. Da jeg trykkede på knappen, forventede jeg en skratten eller stilhed, men blev mødt af musik. Det fik os begge til at stivne og se overrasket på radioen. Jeg skiftede mellem kanalerne og stoppede da en stemme fangede min opmærksomhed. "Vi sender denne besked fra Las Vegas og håber at nogen hører den. Hvis i hører den, så find os", sagde personen og jeg pegede på radioen, mens jeg så på Alex. "De er i Las Vegas. Jeg sagde jo det var rigtigt", påpegede jeg og grinede lettet, mens jeg lænede mig tilbage i sædet og bed mig selv i læben. Jeg kørte min hånd gennem mit hår og så ud af vinduet, mens jeg smilede stort. "Vi skal bare finde ud af hvor vi er", sagde han og brød stilheden der havde lagt sig mellem os. Jeg drejede hovedet, for at se på ham, mens jeg fugtede mine læber. 

Vi kørte i noget tid og mørket begyndte at lægge sig over os, hvilket gjorde området mere dystert. "Vi skal finde en by inden vi lægger os til at sove", kom det fra Alex, som brød stilheden. Jeg nikkede stille og så fremad, hvor området fortsatte i lang tid endnu. "Nu hvor vi  ved hvor byen er. Er du så bange for hvad du finder?", spurgte han stille og jeg sank en klump, mens jeg undlod at svare. Der var en trykket stemning mellem os og jeg hadede det, men jeg ville heller ikke svare på hans spørgsmål. Jeg kiggede rundt i området. Det eneste der lyste området op, var bilens forlygter og månen. Jeg lænede mig tilbage i sædet og støttede mit hoved mod min hånd, mens jeg så ud på landskabet der gled forbi. Mine øjenlåg var tunge og jeg havde ondt i kroppen. Jeg var udmattet og sov ikke ordenligt, frygten for at støde ind i Robbie igen eller at min familie var døde, sad dybt i mig. "Vi nærmer os en by nu", kom det stille fra Alex, men jeg rykkede mig ikke. Landskabet blev erstattet med mørke og dystre bygninger, der så forfaldne ud. Mørket gjorde dem mere skræmmende end de egentlig var. Han parkerede i indkørslen til et hus og slukkede bilen, så vi begge sad i stilhed. Jeg drejede hovedet, for at se på ham. "Vi må hellere komme ind", han steg ud og jeg fulgte hurtigt efter ham, op mod huset. Han tog i døren og sukkede, da der var låst. "Hvad gør vi nu?", spurgte han opgivende og slog ud med den ene hånd, inden han drejede hovedet og så på mig. "Brug din super styrke", mumlede jeg opgivende og han så tilbage på døren, inden han hamrede ind i den. Den åbnede og jeg gik ind, mens han fulgte tavst efter.

•••

Jeg vågnede ved at noget et sted i huset væltede. Jeg var pludselig lysvågen og så hen på Alex, der lå til venstre for mig og sov. Dynen lå halvt over ham og hans venstre hånd hvilede på hans brystkasse. Lyden nedenunder kom igen og jeg satte mig langsomt op, inden jeg rejste mig fra sengen og gik hen til døren, som jeg åbnede. Nogen bevægede sig rundt nedenunder og det skræmte mig lidt, hvilket fik mig til at bakke ind på værelset igen og lukke døren i. Hurtigt låste jeg døren, inden jeg listede tilbage i sengen og lagde mig, uden at vække Alex. Han så ud til at sove tungt og jeg ville derfor ikke vække ham. Det var ved at blive morgen og vi skulle snart op, men jeg prøvede ihærdigt at falde i søvn igen. En time der føltes som minutter gik, og lyset stod ind på vores ansigter. Alex rykkede lidt på sig og jeg klemte øjnene lidt sammen, så det lignede jeg sov. Han satte sig lidt op og drejede hovedet hen mod mig, hvilket fik mig til at lukke øjnene i. Jeg ved ikke om han stadig så på mig, men jeg åbnede ikke øjnene igen. Sengen knirkede og gav sig lidt, inden lyden af trin fangede min opmærksomhed. Jeg åbnede øjnene og fulgte Alex med øjnene, da han gik ud på badeværelset. Langsomt satte jeg mig op og kørte en hånd gennem håret, inden jeg rejste mig fra sengen og gik hen til vinduet. Byen så anderledes ud, nu hvor der var lyst. Den var ikke så dyster, mere hyggelig. 

"Byen vi er i hedder Bullhead City", Alex hæse stemme gav mig et chok og jeg pustede lidt luft ud, inden jeg så bagud og fik øjenkontakt med ham. "Den er ca halvanden times kørsel fra Las Vegas", sagde han og smilede lidt, hvilket fik en knude til at vokse i min mave. Halvanden times kørsel. Det var ikke så lang tid. Håbet voksede i mig og jeg begyndte at smile, mens jeg så ud af vinduet igen og kiggede på alle bygningerne. Hvis Alex ikke havde fundet mig, så ville jeg aldrig have været kommet så langt. "Er det okay hvis jeg tager et hurtigt bad inden?", spurgte han og pegede ud på badeværelset, mens han lænede sig op af dørkarmen. Jeg grinede og nikkede, mens jeg så bagud på ham. "Det tager kun 2 minutter, du kan starte bilen imens", han kastede bilnøglerne til mig og jeg greb dem. Han bakkede ud på badeværelset og lukkede døren i, mens jeg forlod værelset og gik nedenunder. Da jeg nåede hoveddøren, tog jeg en dyb indånding og skubbede håret væk fra min hals. Jeg åbnede døren og gik ud, mens jeg så rundt. Der var stille, og vinden var kølig. Jeg bevægede mig ned til bilen og så rundt, samtidig med at jeg låste døren op. Mit blik landede på huset igen og jeg sukkede en enkelt gang, inden jeg satte mig ind i bilen og lukkede døren. Der lød et klik og dørene blev låst, hvilket fik mig til at tage i døren. Den åbnede ikke. "Hvad fanden", mumlede jeg forvirret og prøvede at låse døren op igen, men jeg kunne ikke. Det begyndte at blive varmt inde i bilen og jeg så fremad, hvor noget lys fangede min opmærksomhed. Der var ild i bilen. Jeg hamrede på ruden og tog panisk i døren, inden jeg råbte på Alex. Der var en stor chance for at han ikke kunne høre mig, men det var forsøget værd. Jeg vendte rundt og kiggede på området bag bilen. Robbie dukkede op og jeg stivnede, inden jeg vendte rundt og bankede hårdere på bilen. Jeg prøvede at stoppe tiden, men jeg kunne ikke. 

"Alex", råbte jeg panisk og begyndte at græde, mens jeg kunne mærke varmen brede sig i bilen. Jeg havde svært ved at trække vejret ordenligt og gispede derfor panisk efter luft, mens jeg sparkede til døren for at få den op. Døren til huset gik op og jeg så derop, hvor Alex kom ud. Han gik og fløjtede. Da hans blik landede på bilen, stoppede han i en bevægelse og stivnede. Han sagde noget jeg ikke kunne høre og styrtede ned til bilen, hvor han rakte frem mod håndtaget. Han tog i det og fik hurtigt trukket hånden til sig, mens han hvinede. "Alex hjælp mig", råbte jeg panisk og hamrede på ruden, mens jeg så på Alex. Han gik væk fra bilen og panikken steg op i mig, da han ikke gjorde tegn på at hjælpe. "Hvad laver du?", råbte jeg og slog på ruden, men han gik væk. "Alex", hulkede jeg og kravlede om på bagsædet, for at følge ham. Robbie var ingen steder at se. Alex så rundt og gik tilbage igen, hvilket fik mig til at vende rundt og kravle om på forsædet igen. Alex stoppede op ved døren og jeg så rundt i bilen, hvor der begyndte at blive tåget af røg. Jeg holdte mig for munden med ærmet på min jakke og så tilbage på Alex, der tog en pistol frem. Han sigtede på døren og skød et par gange, så det gav genlyd inde i bilen. Han åbnede døren og jeg hoppede nærmest frem mod ham. Han tog fat om mig, så jeg ikke slog hovedet ned i jorden. Vinden kærtegnede min hud og fik mig til at køle ned. Jeg tog dybe indåndinger og kunne mærke hvordan den rene, friske luft erstattede røgen jeg havde inhaleret. "Det var Robbie", fik jeg fremstammet og gispede efter vejret igen, mens han rejste mig op og så rundt. "Han er væk nu", påpegede han stille og jeg så tilbage på ham, mens jeg rettede mig op og han grinede lidt. "Og vi skal have en ny bil", konstaterede han og smilede skævt, inden vi begge så rundt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...