Infinite

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Igang
En atomkrig har ødelagt jorden som vi kender den. Nora vågner op og ved ikke hvordan hun har overlevet. Da hun ved en tilfældighed hører om en by der efter sigende skulle have overlevet krigen og være befolket, drager hun ud for at finde den, i håbet om at finde sin familie der. På vejen møder hun soldaten Alex, som på mystiskvis også overlevede krigen. Sammen opdager de at de har specielle kræfter, de begge må tage hånd om, mens at de bliver jagtet af blodtørstige væsner, der er blevet påvirket af strålingen.

4Likes
6Kommentarer
2067Visninger

8. 7

Vi sad ved spisebordet i huset vi havde overnattet i. Køkkenet og strømmen var stadig intakt, så da Alex ikke kunne sove mere, havde han stået op og lavet morgenmad. "Det lang tid siden jeg har fået så god morgenmad", påpegede jeg med et smil og så på ham, mens jeg sank maden. Hans øjne landede på mig og han nikkede lidt, inden han smilede og så ud af vinduet ved siden af os. Jeg gjorde det samme og fugtede mine læber, mens jeg lydløst trak vejrer dybt ind gennem næsen og pustede ud. "Er du okay?", spurgte han stille og jeg drejede hovedet for at se på ham. Han var stoppet midt i en bevægelse og så på mig. "Så okay som man kan være i den her situation", sagde jeg og grinede lidt, men latteren døde ud og stilheden lagde sig over os igen. "Det er okay at være bange", påpegede han roligt og jeg så på ham, mens jeg sank en klump og lod ham fortsætte: "alt det her der sker". Han stoppede med at snakke og rystede på hovedet, inden han smilede opgivende og sagde: "krigen, os der overlevede, de der sære kræfter". "Det har været meget at sluge", han så væk og fortsatte med at spise, mens jeg så på ham. "Hvor lang tid tror du vi har været væk?", spurgte jeg og han stoppede med at spise, men han så ikke på mig. "Der kan have været gået måneder eller år", sagde jeg bange og han sank en klump, inden han løftede hovedet og så på mig. "Hvad hvis alle i byen er døde?", spurgte jeg bange og sank en klump, inden jeg så ud af vinduet og bed mig selv i læben. Jeg rystede svagt på hovedet og slog hovedet ned, mens jeg lyttede til stilheden. Han svarede ikke, hvilket jeg egentlig var glad for. Mine øjne landede på en skikkelse, der bevægede sig rundt derude. "Alex", mumlede jeg og pegede på skikkelsen. Han lagde hvad han havde i hænderne og lænede sig frem mod vinduet. "Det Robbie", kom det stille fra ham og jeg så hen på ham. Han havde rynket panden og hans mund var en tynd streg. Frygten stod ud af hans øjne. "Vi skal væk herfra. Er der en bagdør?", han rejste sig pludseligt op og jeg skyndte mig efter ham, mens jeg så ud af vinduet, hvor Robbie nærmede sig huset. 

Jeg lukkede døren til stuen, i sekundet nogen tog i hoveddøren. Det fik min puls til at stige og jeg så panisk rundt efter Alex, der ikke var til at finde. "Fuck", jeg låste døren og trådte bagud, mens jeg stirrede skræmt på døren. Hoveddøren blev smadret og det gav et sæt i mig, hvilket fik mig til at tage dybe indåndinger og tage mig til hovedet. Indtil videre vidste jeg kun at jeg kunne stoppe tiden og ikke kunne dø, men jeg ville ikke kunne klare mig mod Robbie. Der blev taget i døren og jeg gispede efter vejret, inden jeg gik hen til vinduet og prøvede at åbne det, men det sad fast. Døren blev sparket op og jeg stivnede, mens jeg løftede hovedet. "Ser man der", sagde en hæs stemme og jeg fugtede mine læber, inden jeg sank en klump. "Hvor er din soldater ven? Har han forladt dig?", spurgte han og jeg vendte langsomt rundt, for at se på ham. Min ryg ramte væggen bag mig og jeg sank en klump, mens hans ene mundvig trak sig op i et ondskabsfuldt smil. "Hvad er der, er du bange?", spurgte han kækt og lagde hovedet drilsk på skrå, mens han gik frem mod mig som en legesyg kat. "Hold dig væk fra mig", jeg pegede på ham og gik en bue udenom ham. Han slog en latter op og rystede på hovedet. "Hvorfor vil du dræbe os?", spurgte jeg direkte og han så overrasket på mig, inden han grinede lidt og ærligt svarede: "jeg har en fortid med Alex og vil have ham udslettet". Jeg skulle til at svare, da han fortsatte: "jeg dræber dig, for sjovs skyld". Noget inde i mig frøs til is og jeg så skræmt på ham, da han begyndte at gå frem mod mig. Han tog fat om min hals og strammede, inden han løftede mig op. Jeg tog fat om hans håndled og prøvede at fjerne hans hånd fra min hals, mens jeg sparkede ud efter ham. Jeg kunne mærke varme mod min hals og begyndte at gå i panik. Han havde tænkt sig at gøre det der, hvor han brænder med hænderne. "Alex", fik jeg fremstammet mellem mine utallige gisp efter luft. 

Jeg prøvede at kalde hans navn igen, men der kom ikke en lyd ud. Robbie begyndte at grine og jeg stoppede tiden, men det hjalp ikke. Hans greb om min hals var stadig stærkt og derfor startede jeg tiden igen. Han fortsatte med at grine og så rundt, inden han strammede grebet om min hals og sagde: "det ser ud til at Alex ikke vil hjælpe dig". Han lagde hovedet på skrå og så på mig, så hans øjne borede sig ind i mine. Han skulle til at sige noget, da nogen tacklede ham og hans hånd blev fjernet sig fra min hals. Jeg ramte gulvet og gispede panisk efter vejret, mens jeg tog mig til halsen og så rundt. Alex havde fat i Robbie's hals og stod med ham, som Robbie stod med mig for få sekunder siden. "Du skal ikke røre hende", snerrede han vredt og hamrede ham op mod væggen, hvilket fik Robbie til at grine højlydt. "Hvem skulle stoppe mig? Dig?", spurgte han hånligt og smilede skævt, inden han så på mig og rynkede panden. "Du kan ikke beskytte hende, du er for svag", hviskede han, som han så tilbage på Alex, der pressede læberne sammen til en tynd streg. Robbie begyndte at grine igen og rystede på hovedet. Alex trådte et par skridt tilbage og så bagud på mig, inden han kastede Robbie ind i væggen. Han røg gennem væggen og udenfor, hvilket fik mig til at måbe og se hen på Alex. Han gik hen til mig og tog en arm om mig, inden han løftede mig op og sagde: "en anden af mine kræfter, er super styrke". Han grinede lidt og vi skyndte os udenfor, hvor solen stod højt på himlen. Jeg kunne trække vejret optimalt igen, men følelsen af Robbie's hånd, sad stadig stramt om halsen på mig.  

"Er du okay?", Alex havde ikke sluppet mig endnu, men havde stadig godt fat om mig, i frygten for at jeg skulle falde. "Kan han dræbe mig?", spurgte jeg bange og så op på ham, hvilket fik ham til at fnyse og se ned på mig. "Jeg ved ikke mere end du gør", kom det ærligt fra ham og han så frem igen, mens vi gik. Vi satte farten lidt op og jeg tog fat i hans arm, så han ikke skulle kæmpe med at holde mig oprejst. "Hvad gjorde du der gjorde Robbie så vred?", spurgte jeg stille og han stoppede op, inden han så på ned på mig og langsomt slap grebet om mig. "Jeg ved det ikke", han så tilbage hvor vi kom fra og sank en klump. Hans kæbe dirrede lidt og han fugtede panisk sine læber, inden han tog fat om min arm og trak mig med. "Av, det gør ondt", jeg rykkede min arm til mig og det fik ham til at se på mig, med et forskrækket udtryk. "Alex", råbte en stemme vredt bag os og vi så begge bagud, hvor Robbie kom gående mod os. Han så vred ud. Jeg tog fat i Alex og så hen mod Robbie, inden jeg blinkede. Han stoppede i en bevægelse og det fik mig til at se tilbage på Alex, der så på mig. Jeg trak ham med mig gennem byen. Mine fødder hamrede mod asfalten under mig og jeg trak vejret i små stød, mens jeg knugede fat om hans håndled. Han så bagud og gispede selv efter vejret, inden han fik fremstammet: "vi er altså langt væk nu. Du kan godt starte tiden igen". Jeg lyttede ikke, fokuserede bare på at komme ud af byen. En bil fangede min opmærksomhed og jeg stoppede op, inden jeg gik hen til den og åbnede døren. "Nøglerne sidder stadig i", påpegede jeg og slappe grebet om ham, inden jeg satte mig ind og lukkede døren. Han gik om på den anden side og satte sig ind, mens jeg drejede nøglerne om og håbede på at den ville starte. Lyden af en motor der startede, nåede mine ører, hvilket fik mig til at grine lettet og bakke ud. 

Jeg så tilbage den vej vi kom fra og lavede en bevægelse med hånden, så tiden startede igen. "Hvad hvis vi finder byen", kom det fra Alex, da vi kørte væk fra byen. Jeg så tilbage på ham og rynkede panden. "Hvad hvis vi finder den, men alle er døde", hviskede han tøvende og så ned i skødet, hvilket fik mig til at synke en klump. "Det skader ikke at være optimistisk", mumlede jeg irriteret og så fremad, mens jeg knugede begge hænder om rattet. "Men det skader heller ikke at være realistisk", sagde han vredt og jeg fugtede mine læber, mens jeg strammede grebet om rattet. Det gav sig under mine fingre og jeg stirrede vredt ud på sandet foran mig. Vreden over hans ord voksede i mig som et sort hul. "Hvad gør vi hvis de er døde? Hvis vi kører den forkerte vej?", råbte han og jeg tog lydløst en dyb indånding, mens jeg kæmpede for at bevare roen. "Du kan have hørt forkert Nora, hvem siger stedet overhovedet findes", fortsatte han hånligt og hamrede til døren, inden han fortsatte: "din familie er sikkert fucking død". Jeg hamrede bremsen i bund og bilen hvinede, mens baghjulene løftede sig lidt fra jorden. Bilen landede igen og jeg flåede døren op, inden jeg steg ud. Der blev mørkt omkring os og himlen blev mørk, da sorte skyer gled ind foran solen. Det begyndte at regne, samt tordne. Jeg løftede hænderne og tordenen blev voldsommere, mens jeg bed tænderne sammen. Jeg pegede på et træ foran mig og fokuserede på det. Et lyn slog ned i det og jeg spærrede chokeret øjnene op, mens jeg holdte vejret og stirrede på det brændende træ. "Hold da kæft", mumlede Alex skræmt bag mig og jeg vendte rundt, så jeg så på ham. Han skyndte sig ud af bilen og så undskyldende på mig, inden han sank en klump. "Jeg ville ikke gøre dig vred Nora, jeg ved bare ikke hvordan jeg skal håndtere det her", forklarede han og holdte hænderne op for at vise at han overgav sig, hvilket fik mig til vende rundt og gå væk fra bilen. "Nora", råbte han bag mig og jeg lagde hovedet tilbage, så jeg så op i regnen. Det tordnede og lynede omkring mig, men jeg frygtede det ikke. Alex havde ret. Byen var der måske, men alle kunne være døde. Jeg vidste ikke om min familie levede, det var håbet der holdte mig kørende. De kunne være døde og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Det begyndte at lyne voldsomt, samtidig med at mit skrig gav ekko i området. Mine ben knækkede sammen under mig, så jeg landede ned på jorden på mine knæ. Jeg skreg stadig og tårerne strømmede ned over kinderne på mig, så det blandede sig med regnen der hvilede over området. 

Et par arme lagde sig om mig og trak mig tættere, hvilket gjorde at jeg stoppede med at skrige. Regnen stoppede, stilheden lagde sig og skyerne forsvandt. Solen skinnede igen og plantede en varme i mig. Mine hulk var det eneste man kunne høre. Alex havde armene om mig og trøstede mig, ved at stryge mig over håret. "Undskyld. Jeg skulle ikke have sagt det", hviskede han ærligt og jeg lukkede øjnene, mens jeg lod tårerne fortsætte ned over mine kinder, som kæmpede de for at komme først. Jeg lagde hånden på hans overarm og knugede mig til ham, mens jeg græd. Han sagde ikke noget efter det, lod mig bare græde og omfavne ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...