Infinite

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Igang
En atomkrig har ødelagt jorden som vi kender den. Nora vågner op og ved ikke hvordan hun har overlevet. Da hun ved en tilfældighed hører om en by der efter sigende skulle have overlevet krigen og være befolket, drager hun ud for at finde den, i håbet om at finde sin familie der. På vejen møder hun soldaten Alex, som på mystiskvis også overlevede krigen. Sammen opdager de at de har specielle kræfter, de begge må tage hånd om, mens at de bliver jagtet af blodtørstige væsner, der er blevet påvirket af strålingen.

4Likes
6Kommentarer
2061Visninger

7. 6

Det var begyndt at blive mørkt og det skræmte os begge. Frygten for at møde Robbie igen, sad dybt i mig. Hvis vi havde kræfter vidste vi ikke hvilke, og det så ud til at Robbie kendte sine kræfter, så han var et par skridt foran os. Det var begyndt at blive mørkere end før og det fik mig til at se op på himlen, hvor stjernerne var begyndt at komme frem. Det Alex havde sagt til mig den nat. "Stjernerne om natten er tættere på end du tror", gentog hans stemme i mit hoved og det fik mig til at se på ham. Han gik med faste skridt og hænderne stoppet i lommerne. Han havde et alvorligt udtryk malet henover ansigtet og det fik mig til at se væk igen. Han så fremad, som så han på noget foran os. Det fik mig til at gøre det samme og fugte mine læber. "Er det en by?", spurgte jeg og pegede på noget i horisonten. Det fik ham til at leve lidt op og han så på mig, inden han så hen mod horisonten. "Det tror jeg det er", et lille håb var til at høre i hans stemme og det fik mig til at grine lettet. "Hvis vi løber er vi der nok snart", påpegede han og jeg grinede, inden jeg sagde: "jeg løber kun når det er nødvendigt". "Og det er det ikke nu?", spurgte han grinene og jeg fnes, mens jeg rystede på hovedet og så fremad. "Skal vi se hvem der kommer først?", spurgte han og jeg så på ham, inden jeg nikkede og så fremad. Vi satte begge i løb og jeg kæmpede for at komme før ham. Normalt ville jeg være færdig nu, men jeg følte mig ikke forpustet eller smadret endnu. Jo tættere på vi kom, jo mere tårnede byen sig op foran os. Jeg stoppede op, da jeg nærmede mig en bil, hvor det lignede nogen sad i den. Det fik mig til at tage fat i Alex og stoppe ham. "Jeg var ved at vinde", mumlede han og jeg tyssede på ham, mens jeg så på ham. Han rynkede panden og så rundt, da jeg pegede på bilen. Det fik ham til at trække sin pistol og gå hen mod bilen. Han så ind og pustede ud, inden han sukkede og sagde: "det er et lig". Jeg trådte væk fra bilen og skar ansigt, mens jeg så rundt. Han tog pistolen væk og trådte frem mod mig. Noget sprang frem fra under bilen og tacklede ham, hvilket fik mig til at skrige og tage mig til hovedet. 

En zombie prøvede at bide Alex og jeg stod bare og så på. Det fik mig til at fare frem mod dem og skubbe til zombien. Jeg væltede hen over Alex og landede ovenpå zombien, som bed ud efter mig og prøvede at skubbe mig væk. Jeg havde mine hænder om halsen på den og jeg rystede, mens jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre. Hvis jeg gav slip, ville den angribe mig og jeg vidste ikke hvordan man dræbte den. Et par arme tog fat om mig og løftede mig væk, hvilket fik mig til at gispe efter vejret. Armene fjernede sig fra mig og jeg vendte mig mod Alex, der tog dybe indåndinger. "Vi skal væk", mumlede han alvorligt og tog fat i min arm, inden han greb tasken fra jorden og begyndte at gå hen mod bygningerne. Zombien rejste sig og løb frem mod os. Alex skubbede mig væk og tog imod angrebet, hvilket fik mig til at prøve at hjælpe ham. Jeg blinkede og det var som om alt stod stille. Alex stod stille midt i et fald og stirrede forskrækket på zombien foran ham, der også var frosset. "Hvad fanden", mumlede jeg og gik hen til dem. Jeg lænede mig helt hen til zombien og studerede dens ansigt. Kinden var flænset op og der var størknet blod ned af kinden, samt ved munden. Det fik mig til at skære ansigt og gå lidt tilbage. Jeg ramte dens arm og stivnede. Den fortsatte med at stå stille. Det fik mig til tage fat i den og vende den rundt. "Okay hvordan starter jeg?", spurgte jeg ud i luften og blinkede, men det hjalp ikke. "Start", råbte jeg og så rundt. Tiden stod stadig stille. Jeg lavede en bevægelse med hænderne, mens jeg tænkte at tiden skulle starte. Det gjorde at der kom bevægelse i dem igen. Zombien væltede ned i sandet og Alex var ved at snuble, mens han så forvirret på zombien, der i følge ham havde vendt sig på et splitsekund. "Jeg kan stoppe tiden", hvinede jeg og så på zombien, som rejste sig. "Hvad snakker du om?", spurgte Alex og greb fat i min arm, mens vi så på zombien. Den rejste sig og vendte sig mod os, inden den knurrede og hoppede frem mod os. Jeg lagde hånden på hans arm og lavede en bevægelse med den frie hånd, mens jeg sagde: "stop". Tiden stoppede og zombien stod stille i luften. Langsomt drejede jeg hovedet og så på Alex, der også bevægede sig. "Holy shit", hviskede han og gik frem mod zombien, mens jeg slap hans arm. 

Han rørte ved den og trak hånden til sig, inden han grinede og så på mig. "Lad os flygte, mens den er der", hvinede han fnisende og tog sin taske, inden vi løb hen mod byen. Da vi kom til en bygning, vendte jeg rundt og startede tiden igen. Zombien landede i sandet og rettede sig op, hvor den så forvirret rundt. Alex trak mig med sig og jeg så på ham, inden vi farede hen mod et hus. Da vi kom op til døren, så han på mig. Han tog i døren, som var ulåst. "Fantastisk", hvinede han og gik ind. Jeg fulgte trop og låste døren efter mig, inden jeg fulgte efter ham ind i huset. "Bliv her, så tjekker jeg det efter", forklarede han og lagde en hånd på min skulder, inden han fortsatte rundt i huset. Jeg slog mig ned på en sofa og så rundt. Et billede stod foran mig på sofabordet og jeg fik en klump i halsen. Det var et billede af en mor og datter. Et kæmpe savn voksede i mig. Jeg savnede min far og bror, jeg savnede min mor og mit gamle liv. En tårer trillede ned over kinden på mig og jeg tørrede den væk, inden jeg tog en dyb indånding og bed mig selv i læben. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...