Infinite

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 26 jun. 2015
  • Status: Igang
En atomkrig har ødelagt jorden som vi kender den. Nora vågner op og ved ikke hvordan hun har overlevet. Da hun ved en tilfældighed hører om en by der efter sigende skulle have overlevet krigen og være befolket, drager hun ud for at finde den, i håbet om at finde sin familie der. På vejen møder hun soldaten Alex, som på mystiskvis også overlevede krigen. Sammen opdager de at de har specielle kræfter, de begge må tage hånd om, mens at de bliver jagtet af blodtørstige væsner, der er blevet påvirket af strålingen.

4Likes
6Kommentarer
2066Visninger

4. 3

Jeg vågnede ved at noget ramte vinduet, som jeg lå under. Jeg åbnede øjnene og vågnede straks, mens jeg stirrede op i loftet. Der lød noget igen mod ruden og jeg satte mig op, mens jeg så rundt. Vi havde sovet i stuen, på hver sin sofa, da det var bedre at holde os i nærheden af hinanden end at ligge i hver sit værelse. "Hvad sker der?", lød det træt henne fra Alex og jeg lyttede, mens jeg sank en klump. "Nora?", sagde han og jeg tyssede på ham. Noget ramte ruden og jeg gispede efter vejret. Jeg så hen mod den anden sofa og det gav et sæt i mig, da Alex stod ved siden af mig. Han lænede sig hen mod vinduet og skubbede gardinet lidt til side, mens han så ud. "Det er en gren", mumlede han træt og gik tilbage til sofaen. "Vi skal også videre", mumlede han og jeg rullede gardinet op, inden jeg så på ham. Han tog sin vest på igen og satte pistolen i hylsteret, inden han så hen på mig. Jeg rejste mig op og bevægede mig hen mod døren. "Vent, du ved ikke hvad der er derude", sagde Alex, da jeg rakte hånden frem mod håndtaget. Alex kom hurtigt hen til mig og så ned på mig, inden han åbnede døren og hvilede den anden hånd på pistolen. Vi gik ud og jeg indåndede den friske luft, mens jeg så rundt. Der var helt stille og det skræmte mig lidt. "Lad os komme videre", Alex lukkede døren efter os og vi bevægede os ned mod bilen. Han låste op og åbnede døren for mig, hvilket fik mig til at sende ham et smil og sætte mig ind. Bagefter lukkede han døren i og gik om på den anden, side hvor han satte sig ind og lukkede døren. Han startede bilen og bakkede ud, mens han trommede lidt på rattet. Vi kørte gennem byen og jeg så på husene, når vi passerede dem. Jeg følte jeg var med i en af de der jordens undergangs film. 

"Stop", det fløj bare ud af mig og Alex hamrede bremsen i, så bilen hvinede og drejede lidt. "Hvad sker der?", spurgte han forvirret og så på mig, inden han så rundt og tog sig til hovedet. "Vi skal have mad", jeg pegede på et indkøbscenter og han så på mig, inden han kørte ind på en parkeringsplads og holdte. Da han slukkede bilen, steg jeg ud og bevægede mig indenfor. Der var tomt og stille herinde. Nogen lamper virkede ikke mere, men nogen lyste stadig. Kun få ting var blevet taget, men der var stadig meget tilbage. Jeg gik hen mod køleskabene og åbnede dem. Kulden havde blevet inde i, så nogen af tingene var stadig kolde. Det fik mig til at grine lidt og tage den nærmeste tomme vogn. Jeg tog et par flasker af hver slags der var og puttede dem i vognen. Så fortsatte jeg ind i butikken og tog det mad, jeg tænkte vi kunne få brug for. Nemme ting som yoghurter, brød, snacks og nudler. Jeg tog også shampoo og sådan, da jeg tænkte vi kunne bruge det. Jeg kom hen til sminke afdelingen og lagde hovedet lidt på skrå. Selvom der ikke var særlig mange mennesker, så ville jeg stadig se godt ud. Derfor tog jeg et par mascara'er og eyeliners, samt en hårbørste, to tandbørster og et par tuber tandpasta. Jeg smed også et par pakker tyggegummi ned i. Jeg smed også nogen pakker bind ned i vognen.

Et sted i nærheden væltede der noget og det gav genlyd i hele butikken, hvilket fik mig til at stoppe op og se rundt. "Alex?", råbte jeg og lyttede. Intet svar. "Jeg sværger, hvis du giver mig et chok så slår jeg dig så hårdt i maven at du ikke kan gå", råbte jeg og så rundt, mens jeg langsomt bevægede mig fremad. Mit hjerte bankede på livet løs og jeg tog dybe indåndinger gennem næsen, for at berolige mig selv. Jeg drejede om en reol og stødte ind i Alex, der veg tilbage. Han så ned på vognen og grinede, mens han rystede på hovedet. "Hvorfor så meget unødvendigt?", spurgte han med et smil på læben og viftede med sminken. Han fik øje på bindene og puffede til dem, mens han så afventende på mig. Jeg lavede et kast med hovedet og han grinede, mens han nikkede. "Hvad med medicin og sådan?", spurgte han og så rundt. "Det tror jeg er ved kassen", påpegede jeg og han knipsede, mens han pegede på mig og derefter gik hen mod kassen. Der var noget mere der væltede og han stoppede op, inden han vendte rundt. Noget der lød som en blanding mellem et grynt og et gab fangede vores opmærksomhed. Alex gik lydløst hen til mig og så rundt om hjørnet, mens han trak pistolen. Jeg gjorde det samme og så om hjørnet. En af de der zombie mennesker kom gående. "Vi skal væk, nu", hviskede Alex bestemt og jeg nikkede, mens jeg rettede mig op. Min arm ramte noget på hylden ved siden af mig og det røg ned mod gulvet. Jeg prøvede at gribe det, hvilket var skyld i at flere ting faldte mod jorden. 

Det bragede og zombien så på os. "Fuck", mumlede Alex, da zombien nærmest brølede og styrtede frem mod os. Jeg greb vognen og trak den med mig. "Lad vognen stå", råbte Alex og jeg rystede på hovedet, mens jeg skubbede den hen mod udgangen. Vi kom udenfor og jeg styrtede hen til bilen. "Forhelvede Nora", råbte Alex og åbnede bildøren, mens han så panisk på mig. Jeg åbnede bagagerummet og begyndte at kaste tingene ind. Han kom om til mig og så op mod døren, inden han hjalp mig. Da jeg smed det sidste ind i bagagerummet, kom zombien ud af butikken. Jeg smækkede bagklappen i og styrtede op til fronten af bilen, mens Alex satte sig ind og startede bilen. Zombien kom tættere på og jeg nåede lige at lukke døren, da den kom hen til os. Den kastede sig ind på bilen og jeg skreg, mens jeg tog mig til hovedet og klemte øjnene sammen. Bilen bakkede og lyden af motoreren, fangede min opmærksomhed og fik mig til at åbne øjnene. Vi var på vej ud af byen og jeg tog en dyb indånding, inden jeg pustede ud. "Det var tæt på", kom det alvorligt fra Alex og jeg turde ikke se på ham. "Det kunne virkelig have gået galt Nora", påpegede han og jeg støttede min hånd mod min kind, mens jeg satte albuen på den lille kant ved vinduet. "Vi ved ikke hvad der sker hvis de bider os Nora", fortsatte han og jeg sukkede højlydt, inden jeg vendte mig mod ham og sagde: "jeg ville bare sørge for at vi kunne overleve med mad. Det er ikke fordi at der er mad overalt". Han så tavst på mig og fugtede sine læber, inden han nikkede og sagde: "det var godt tænkt af dig". Jeg lænede mig tilbage i sædet og tog armene over kors, mens jeg bed tænderne sammen og så ud på landskabet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...