Behind The Shadow

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 jun. 2015
  • Opdateret: 8 aug. 2015
  • Status: Færdig
Jody er en 17 årig pige som arbejder hårdt som detektiv. Hun får til opgave at finde en pige som har været forsvundet siden hun var fem, men den opgave er ikke nem og jo længere hun kommer på at finde ud af hvem pigen rigtig er, føre det hende lidt tilbage til hendes egen fortid. Daniel skal hjælpe Jody med at finde den forsvundne pige, men det bliver ikke nemt når man ikke vil snakke om sin fortid.

3Likes
18Kommentarer
1433Visninger
AA

2. Kapitel 1. "Opgaven er din Jody."

 

Sidder så roligt jeg overhovedet kan ved mit arbejdsbord, for jeg ved at jeg skal arbejde hårdt, gør jeg ikke det vil de måske fyre mig. Jeg ved heller ikke hvorfor den der fyr den anden dag skulle hente de papirer, for de kunne ikke bruges til noget, så jeg forstår det ikke helt.


Bank...Bank..


Lyder det henne ved døren går hurtigt der hen for at åbne, men da jeg ser at det er ham fyren igen, smækker jeg bare døren i hovedet på ham. Kan ikke forstå han er her igen efter at han to de papirer for nogen dage siden. 


Bank....Bank...Bank..


Lyder der igen fra døren af, åbner døren hurtigt så han ikke kan nå at banke igen. Han skynder sig ind så jeg ikke kan smække døren i hovedet af ham igen. 


"Hvad laver du her, dig som to mine papirer. " siger jeg irerterret. 


Han sætter sig roligt ned i min stol men det skal han ikke gøre for længe, for jeg vil ikke finde mig i at han først tar de papirer som jeg godt nok ikke skal bruge også kommer han her som om han ejer mit kontor. Står lidt utålmodigt og venter på at han vil fortælle hvorfor han er her, men han ser bare på et foto som jeg engang for længe siden har fået taget. 


"Jeg er kommet fordi, din chef har fortalt mig at jeg skulle sige til dig at du skal finde ud af hvad der skete med pigen. " siger han. Sender ham et roligt blik som siger at jeg ikke ved hvad han snakker om. 


"Der forsvandt en pige for mange år siden, da hun var fem år gammel. Men nu skal hun findes lige meget hvad. Men du skal ikke selv finde hende selv om det er din opgave, så chefen sagde at jeg skulle hjælpe dig. " 


Sukker kort inden jeg støtter mine hænder på bordet, kan bare ikke fatte at ham der skal hjælpe mig, for jeg kan slet ikke forstille mig at det ender godt. Ser på ham med rolige øjne men han smiler bare selvsikkert til mig før han køre en hånd gennem sit mørke brune hår. 


"Jeg vil ikke have din hjælp. " siger jeg bestemt. 


Han rejser sig op fra stolen af, han ser så roligt på mig at jeg må se væk. Han går rundt om bordet før han stopper op foran mig. Ser roligt op på ham ind i hans brune øjne, men jeg kan ikke lade være med at smile lidt usikkert. 


"Du skal have min hjælp og jeg tror faktisk gerne du vil have den. " siger han. Ryster på hovedet af ham, men da jeg ser hen mod vinduet tar han fat om min hage så jeg bliver lidt tvunget til at så på ham. Han rykker sig stille frem mod mig imens jeg bare står helt stille, holder faktisk vejret en smule da jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Da hans læber møder mine stivner jeg i helle kroppen, som om at jeg ved at det her ikke går. 


Skubber ham hurtigt væk da jeg får samlet mine tanker, for jeg vil ikke lade det her gå ud over en fyr. Han smiler bare som om han ville have at jeg skulle skubbe ham væk, men han skal bare ikke bestemme over mig og jeg kender han heller ikke. 


"Hvorfor kyssede du mig? jeg kender dig jo slet ikke. " spørg jeg forvirret om. "Du kender mig godt Jody, jeg hedder Daniel. Du tror bare ikke at du kender mig fordi du ikke kan huske mig, men jo længere vi kommer med at finde den forsvunden, pige vil du komme i tanke om mere og mere. " siger han så roligt.


Han smiler imens han går hen mod døren, men inden han når at gå sin vej helt skynder jeg mig hen til ham. Tar fat i hans arm men da jeg bare står der og holder om hans arm, dukker der minder op.

 

"Jody pas på du ikke gør nogen fortræd. " siger en velkendt stemme. 
Griner kort før jeg tar fat i hans arm og lader ham føre mig væk fra festen af.

 

Ser forvirret op på ham før jeg slipper hans arm og går et stridt tilbage af. Kan ikke forstå hvad det lille minde har med ham at gøre og jeg forstår ikke hvorfor det faktisk var ham, der førte mig væk fra den fest af. Han ser bekymret på mig inden han skynder sig ud af døren. Står tilbage helt alene og tænker over hvad det her kan betyde. 

 


                                                                              ***


Ser på de mange billedere som min chef har givet mig, kan slet ikke forstå at den her pige var så smuk som lille og nu ved ingen hvor hun er. Tar et billede op som et overvågningskamera har taget, ser at det er hende som bliver taget væk af en eller anden mand. Man kan ikke se hvem manden er på billedet da han har hue på, men det er hende det kan jeg tydeligt se. 


Døren bliver åbnet meget hurtigt ind til mit kontor, ser at det er ham fyren Daniel igen. Sukker indvendigt da jeg ikke vil have at han høre det, prøver at koncentrere mig med at se på billedet men jeg kan ikke lade være med at se op en gang imellem. Daniel sætter sig på en stol over for mig, ser bare ned på de andre billedere, men da han tar et af billederene kigger jeg op på ham. 


"De her overvågnings billedere kan hjælpe dig meget, men det ville hjælpe endnu mere hvis man kunne se hvem fyren var. ", "Det har jeg lige fundet ud af. " siger jeg surt. 
Han himler med øjnene af mig før han ligger billedet på bordet igen, ser ned på billederene igen for jeg vil ikke lade mit arbejde gå til spilde når han er her. Men jeg kan bare mærke at han ser på mig, så jeg ser op med et rasende blik. 


"Kan du ikke bare skride ud af mit kontor og lade mig være i fred! " råber jeg. Knytter mine hænder af raserig for jeg er så sur at jeg bare kunne slå ham. Han smiler bare endnu mere af at jeg råber. Kan mærke at jeg virkelig inden i mig bare virkelig koger, så jeg skal passe på at jeg ikke bare går amok på ham. Han sender mig et roligt blik, men jeg kan slet ikke klare hans rolige blik lige nu. Rejser mig hurtigt op for at komme over på den anden side, så jeg virkelig kan fortælle ham hvem der bestemmer inde på det her kontor.


"Hvis ikke du skrider nu, bliver det værst for dig selv. " siger jeg virkelig surt. 


Han sender mig bare et blik som siger at han er ligeglad og mere skal der ikke til før jeg, får væltet ham ned af stolen og begynder at slå ham. Han skubber mig væk, men jeg er hurtig så jeg tar fat i hans ben og hiver ham tilbage af. Giver ham sådan en knytnæve i hovedet at man sagtens kan høre jeg rammer hårdt. Han får væltet mig så jeg ligger på gulvet, men jeg giver ikke op. Slår ud efter ham men han får taget mine hænder så jeg ikke kan gøre noget. Ser rundt for at se væk fra ham af men jeg ender med at se på ham igen. 


"Ta det helt roligt. " siger han. 


Men jeg nægter at høre efter så jeg får på en eller anden måde min hånd fri til at jeg kan slå ham så hårdt at han vælter til siden. Skynder mig at rejse mig op for at komme væk, men når ikke ret langt da han får skubbet mig ind i væggen. Sparker efter ham alt hvad jeg kan, men ser så en lampe ikke ret langt fra mig. Jeg løber hen til lampen og kaster den efter ham. 


"Slap nu af Jody, du skaber opmærksomhed. " siger han irerterret. "Du kunne bare skride da jeg sagde du skulle. " siger jeg vredt.


Står lidt imens jeg overvejer hvad jeg skal gøre, men jeg er ikke længe til at tænke over det. For pludselig sætter mine ben i løb hen mod vinduet, han løber efter mig og får mig skubbet mig til siden. Jeg prøver virkelig at komme væk fra ham, men han får holdt mig nede, men da jeg bliver ved med at kæmpe giver han mig en lussing. Holder helt op med at gøre noget som helst, da jeg får et nyt minde frem.

 

 
"Lad mig være i fred Daniel! " råber en pige på min alder. Skynder mig over til dem og ser hvordan Daniel snakker til hende. Kan ikke lade være med at løbe over til ham og skubbe ham væk fra pigen. "Lad hende være i fred eller du fortryder det. " siger jeg bestemt. 


Han griner hånligt af mig, kan se på hans øjne at han ikke er bange for mig. Han går tættere på mig men pludselig står han så tæt på mig at jeg overvejer at gå. Da hans hånd rammer min kind, bliver jeg en smule bange for ham, os fordi han tar fat i mig bag efter. 


"Hvis du nogensinde blander dig igen Jody, skal jeg personligt sørge for at der vil ske dig noget slemt. " 

 


Reagere ikke da han fjerner sig fra mig, for jeg kan ikke forstå hvorfor han dukker op i mine minder, det er det eneste jeg kan tænke på lige nu. Sætter mig meget langsomt op før jeg ser hen mod vinduet, kan ikke forstå at jeg lige før var ved at springe ud af det, eller det var min tanke med det i hvert fald. Ser at der ligger knuste glasskår efter lampen, men det kan jeg rydde op senere. 


"Hvorfor dukker du op i mine minder? Du har ikke en skid at gøre med min fortid. " siger jeg forvirret. 
Knytter min hånd for jeg er så forvirret at jeg ikke kan finde ud af, hvorfor han bare sådan dukker op i mine minder, for jeg kan slet ikke huske ham. Han ligger en arm om mig før han forsigtigt tar fat i min hage, han drejer meget forsigtigt mit hoved uden jeg gør modstand. Ser lidt mere roligt på ham, men det her minder os om noget fra min fortid. 


"Kan du slet ikke huske noget? For ellers må jeg bare fortælle dig det helle. " siger han. Ryster på hovedet for kan slet ikke huske ham, der dukker bare lidt minder op en gang i mellem, som om jeg har oplevet noget at det før. 


"Vi var rigtig gode venner engang, men du blev sur på mig fordi jeg ville sladre om en af dine veninder, om noget forfærdeligt hun havde gjort. Du prøvede at få mig til at lade være med at sige det, men jeg syndets ikke at det her skulle holdes hemmeligt, så jeg sagde det til en detektiv, som skulle opklare sagen helt. Du var så sur i lang tid, men den dag du havde brug for mig var jeg der ikke. Da du ikke var sur længere fandt du mig og ville have at jeg skulle sige undskyld til dig, men du sagde os at nogen var efter dig. Så vi blev nød til at flygte begge to og det var dine forældre ikke glade for. Imens vi var på flugt faldt jeg for dig og det gjorde du os til sidst med mig og du indrømmede at du faktisk elskede mig. Dagen efter to du bilen for at køre tilbage, for at se om den person stadig var efter os, men du kørte galt og kunne ikke huske noget efter det. " siger han.


Sidder helt stille for kan slet ikke forstå han lige har forklaret mig at vi faktisk kender hinanden. Kan mærke at nogen af minderne dukker op som han lige har forklaret det, ser små klip af det helle, men nu kan jeg pludselig huske noget af det. Mit hjerte begynder at banke rigtig hurtigt, for jeg kan huske det meste af det nu og jeg kan slet ikke forstå at jeg kunne glemme sådan noget. 


"Jeg kan huske dig nu. Du var med på en ferie sammen med min familie til Paris og du var os med i Mexico, da vi var på ferie der. Jeg kan huske hvor sur min far var på dig da vi kom forsendt hjem efter en fest og jeg kan huske det helle. Men hvorfor har jeg ikke kunne huske det i så lang tid. " siger jeg forvirret.


Giver dig et kram for vil have dig tæt på, da jeg godt ved hvem du er nu. Men jeg forstår stadig ikke hvordan jeg kunne glemme alt det, måske ville jeg ikke huske noget af det, for der er os sket noget i min fortid som jeg vil glemme alt om.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...