Demons Reborn

Natalie stod alene tilbage. Skyggerne styrede hende. Hun var nærmest en selv. Kold. Ubarmhjertig. Stædig. Men om det blot var en facade, efter det der skete, er et godt spørgsmål.

Jason til gengæld. En glad dreng. Sporty, sjov og med måske lidt for høj selvtillid. Hvad kunne han have med hele sagen at gøre?
Han hader Natalie, og sådan vil det nok altid være.
Men han kan ikke benægte, at han ved noget hun ikke ved.

1Likes
6Kommentarer
327Visninger
AA

3. Den nye start.

 

 

 

 

Den nye start


 

Jeg løb. Mærkede brisen, der strøg igennem mit sorte lange hår. Huset var hvidt, himlen grå, livet sort.
Jeg mistede alt på en nat. Jeg var ramt af karma siden. Uheldsbarn, det er hvad jeg var. Gid jeg aldrig var blevet født.
Luften fyldtes af røg. og en gammel bil nærmede sig. 
- Hej Natalie, - Sagde fru. Andersen.
Hun var en tyk, gammeldags kvinde der kom fra Danmark. Jeg kunne ikke rigtig udtale hendes navn.
Jeg så op på hende. Jeg løftede bare hånden lidt op i luften. Hun ville give mig et lift, da det så ud til at regne.
Jeg rystede bare på hovedet, og fortsatte videre. Fru. Andersen trådte ud af sin bil. 
- Jeg har noget til dig, - sagde hun muntert.
Jeg så irriteret på hende. Fattede kvinden ikke at jeg skulle skynde mig videre, så livet gik lidt hurtigere?
Hun rakte mig en rød rose.
- Når dagene er grå, så se på den og skab farverne, - 
Gammeldags, virkelig gammeldags. Men jeg tog imod den.


Længere nede ad grusvejen havde jeg lagt skoven bag mig, og nærmede mig motorvejen.
Jeg gik med rosen i hånden, og pillede blad for blad af den. Jeg knækkede stilken på midten.


Lugten af benzin nærmede sig mine næsebor. Motorvejen var tæt på. 
- Naty! - råbte en velkendt stemme.
Jake. Han var lederen af bikerne. Jeg fattede ikke hvordan han kunne være leder.
Han ser det kun som en magt. Han tror han bestemmer over os alle. Specielt mig. Men jeg kan se det på ham. Han er bange for mig. Jeg ved det. Jeg kunne mærke det.
En motorcykel kørte op foran mig. 
- Ja? - sagde jeg irriteret.
Hvorfor lige lyde positiv, når alt omkring en er negativt?

- Dig, mig, gallafest, om en månede, - sagde han, med sit flirtende blik.
- Og hvorfor skulle jeg det, du forelsket i Sasha? - sagde jeg, og fik ham til at lyde dum.
- Naaaah, jeg leder, du underleder. Vi bliver nødt til det, for at beholde vores status! - sagde han lavmælt, da Sasha kom gående.
- Hej venner! - råbte hun, med et smil på læben.
Hvad er det de kunne gå sådan og skråle over? Det jo ikke sådan at et dårligt hold vandt i Motor Cross i lørdags, vel?
Jeg er som altid bagud. Jake rakte mig hans øl. Han drak allerede om morgenen? Det virkelig typisk ham. 
Jeg kastede med håret, drejede om på hælen, og smed flasken til jorden. Der kunne den vel godt rådne op? Ligesom mine følelser gjorde, ikke?

Han var allerede halvfuld, virkelig typisk ham. Jeg fattede ham ikke.

Jeg var gået langt, men jeg kunne hører Jake råbe alligevel. Gu' ville jeg ej vente på ham. 
Eller burde jeg? Der kom Jason gående med det irriterende følge af cheerleadere og ham Oliver.. Ham selv derimod, var langt mere irriterende. Jeg havde siddet ved siden af ham i klassen i flere år? Han har fået mig op i det røde felt. Hvilket han jo ikke ved? Fordi jeg jo ikke viser følelser? Ikk? Jo.

Jason den af dem der griner mest, og altid er i godt humør. Jeg tør væde min jakke på at han ikke kan tage noget seriøst. 
For seriøst? Det umuligt, for en som ham. Jeg griner indeni. I må endelig ikke tro jeg ikke gør det. Det svært, når man kan se så dum ud.
Jeg så hen på ham. Jeg følte mig lille. Krympet. Jeg var lavere end ham. Men ALLE vidste jeg var stærkest. Han kunne spare sine små ord, han kalder fornærmelser. Det nok han snakker til mig, eller ja. Bare ser på mig. 
Han kom over til os, med hans enorme følge af piger, der går op i stiletter, og drenge der sveder, i sine knæstrømper, af at jagte en bold. Wow. Tiltrækkende? Sker der for piger og fodbolddrenge? 

- Er man lidt sur, hva Nat, fik du ikke sovet længe nok? - fik han sagt, med den der klynkende stemme, der råbte efter hans egen mor.
Jeg stirrede ham direkte ind i øjnene. Er det virkelig dé brune øjne, alle pigernes hjerter smelter over, ad. 
Han var bange for mig, bakkede tilbage, fald direkte ned på sin røv, ja. Kys gruset, det er det eneste der tiltrukket af ham, samt de hjernedøde zombier. 

Der kom ham der Oliver ham til ondsætning, skubbede til mig, han fik brændemærker. Det er en slags ting, der havde været der siden min families død. Et tegn på dæmoner. Død. Had. Og mest af alt.. Svigt.
Overraskede mig at hans arm ikke brændte af, fortjente han. Alle gispede over en lille berøring? Ingen havde rørt mig før, og der kom han bare.
- Du virkelig varm! - fik han klynket frem, med øjnene fyldt af.. Hah. Gæt det hjernedøde zombier, tåre. Det jeres drømmehelt. Ha.

Nogengange troede jeg, at jeg var en af dæmonerne. Ville ikke overraske mig, jeg har allerede en masse ting ved mig, der ikke lige er så ''naturligt''.

Senere

Inde i skolen, den bygning hvor den hvide maling var kalket af, og man kunne se murstenene, og et halvfærdigt tag. 
Alligevel meget god teknologi. Vi var inde i kantignen. Bikerne, som miiiiig, ved vores bord. 
Der var den her årlige aftale med fodboldholdet og cheerleaderne at holde reglerne imellem os. En pagt. En pagt de andre klikker selvfølgelig ikke kendte til. Klokken blev 13;30. Det var tid. Vi fik fri. Tog hver vores vej, ned imod en stor park. Vi gik ind i en bygning, som nærmest havde stået der i 50 år. Vi tog en plads. Ventede. På vores side af bordet. Vores leder, Jake. Sad i midten af det hele. I det vi kalder den høje stol, han skulle have øjenkontakt til fodboldlederen, og cheerleadernes holdleder..
De var her allesammen nu.
- Godt så, ifølge paragraf 29, så siden skolen blev opbygget, er der en masse regler vi skal følge. Jeg vil nu læse dem op. - sagde Jason, på det ene tidspunkt hvor han vidste jeg faktisk lyttede til ham. Han fortsatte; 
______________________________________________________
Intet venskab mellem bikerne og fodboldspillerne og cheerleaderne, bliver dette opdaget skal alle tre parter opgive deres del af klikken, og kan ikke komme tilbage.

Opstår der kærlighed mellem nogen, gælder de samme regler.

Cheerleaderne og fodboldspillerne må ikke rører bikerne i mere end 5 sekunder. 

Ingen samtale mellem disse parter, uden hele klikken, må være over 10 min, medmindre det højest nødvendigt som en skoleopgave.

Disse regler er blevet skrevet af rektor Jane Will, 1873.

_____________________________________________________
Der blev stille, og alle nikkede.
En af cheerleaderne løb ind, hun var forsinket. HAH!
- Vent! - Råbte hun, og fortsatte; - Jeg fandt dette pergament nedenunder i kælderen, til eftersidning.. Det en ny regel.. Hvert år, skal fodboldholdet og cheerleader holdet, få en dreng til fodboldholdet, og få en pige til cheerleaderholdet, fra bikerne. Bikerne skal så vælge en fra fodboldholdet, og en fra cheerleaderholdet. - Hun lagde pergamentet ud midt på bordet. Den underskrift var ikke til at tage fejl af. Den var sand. Og i bunden stod der; - Bliver dette bevidst ikke brugt, skal klikken overgive sig, og blive gjort til grin resten af sine skoledage. -

- Der er mere! - Råbte hun, og igen snakkede hun løs; - Det de her personer skal gøre i den nye klikke, er være medlem af den i 2 måneder. Man må ikke brokke sig, pive eller noget andet. Klikkerne vælger selv hvem de sender ud. Man taber det hele, og ens klikke bliver ''lukket ned,'' hvis man gør noget af det ovenstående, forresten må lederne ikke vælge. -


Ja okay, de ville ikke klare sig uden mig. Jeg er deres svar på sejhed. De sender ikke mig afsted, så jeg lænede mig tilbage i min stol, og satte fødderne krydset på bordet. 

Efter en nervepirrende diskution, mellem alle parter var alle klar.

Fodboldspillerne startede; Vi sender Oliver over til Bikerne.
Oliver flippede helt ud, og skældede dem alle sammen ud, før han officelt blev en del af det hele. Han fik en bikerjakke på, og skammede sig virkelig meget. Ha. Jeg nød synet, af at drille ham hele 2 måneder uden han må svare igen. 

Cheerleaderne var de næste; Vi sender Bikerne Jessica.
Jessica var ved at græde, hun holder ikke en dag, hun skal jo følge reglerne. Ha. Jeg skal nok være efter hende, vi lukker begge klikkerne ned, officelt nu!

Bikerne var de sidste; Til fodboldholdet.. Får i Lucas. 
Lucas slog dem alle sammen, men undgik mig. Han var sur, meget sur.

Og nu til cheerleaderholder; Vi sender... Naty ud.
Nej, det måtte være løgn.. Skal jeg gå i en uniform hvor man kan se mine arme og ben, kondisko, og blive kastet op i luften.. Og være glad?! Cheeeeer, eh. Nej. Tror jeg så ikke lige. Jeg gav min bikerjakke, og gik skuffet, men følelsesløst over til dem. De skulle til at prikke, men mit blik der hvilede på dem standsede dem.

Jeg følte noget.. Jeg følte vrede.. Men.. Angst? Hvor kom den fra.. Jeg så ingenting, mit syn var spærret. Jeg så sort. Et lys lyste blidt op i mørket. Blev til flammer. Lugten af blod strejfede mig. Et skrig gennemborede min øregang til det sidste. Jeg faldt sammen. Jeg var svag.. Jeg så skyggen. Min bror. Det hele. Jeg skreg. Faldt gennem det trægulv jeg huskede. Så mine forældre forsvinde. Mine fødder blev til flammer, smeltede som min familie, og videre opad. Det nåede mine øjne. Jeg åbnede dem. Jeg kunne se dem alle. En ting var forandret.. Og jeg vidste hvad..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...