Bodyshots |

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 maj 2015
  • Opdateret: 30 maj 2015
  • Status: Igang
Traumer fra en alkoholisk far, et terrorangreb og en psykisk syg storebror sidder i mig, og jeg ved ikke hvordan jeg kan slippe af med det. Så jeg skriver.

3Likes
0Kommentarer
621Visninger
AA

2. 21:03

Jeg føler mig ikke berettiget til at kalde mig selv forfatter. Jeg sidder fast i den samme køre af skole, lektier og søvn, og hvis jeg endelig oplever noget nyt er det for det meste fordi togene ikke er forsinkede - for en gangs skyld. Jeg vil leve mit liv. Jeg vil opleve det danske land, jeg vil knalde med drengene fra min parallelklasse og jeg vil vide hvordan jeg får en fransk fyr til at falde for mig - men jeg vil jo ikke have det at vide af en lærer eller en af mine venner. Jeg vil opleve det. Jeg vil lave den fejl at falde for den forkerte - igen - og få mit hjerte brudt i så mange stykker, at jeg bliver nødt til at forklare i detaljer hvordan jeg har tænkt mig at samle dem alle sammen op. 

Jeg vil spise pizza til aftensmad, mens jeg går igennem Rom's gamle gader, og tilbringe midnat i Paris med kun mig selv og mit kamera til selskab. 

Jeg vil til Ghana og lærer børn engelsk, eller hjælpe bønder i Østeuropa med deres høst, blot for et sted at sove og lidt at spise. Jeg vil forelske mig igen og igen i den samme person, blot fordi de smiler til mig. Jeg vil se solen stå op klokken fem i LA og så tage et fly der jager månens lys, og give mig flere dage end jeg fortjener. Jeg vil... Jeg vil ikke være her. 

Jeg ved ikke om jeg mener her som i lige her i mit soveværelse eller om jeg mener her som i... Som i jeg har ikke lyst til at mine lunger virker længere. Som i, at jeg ikke mener at mit hjerte fortjener at pumpe blod rundt i kroppen. Men jeg ved at når jeg ser på mig selv i spejlet, og de blå øjne stirrer tilbage, kan jeg ikke genkende mig selv.

Jeg har tabt mig selv et eller andet sted, og jeg har på fornemmelsen at jeg er der hvor jeg mindst har lyst til at være, men hvor jeg burde være. For jeg burde jo ikke være her, hos min mor. Overhovedet ikke. Jeg burde være hos min far, lige ved siden af skolen. Og jeg vil gøre alt for at det var muligt, men hver gang jeg forestiller mig hans grin, fortsætter billedet, og han sætter en mørkegrøn flaske imod læberne. 

Jeg ved at jeg kan bestå hvilken som helst skriftlig prøve der bliver lagt foran mig, men ligeså snart det er en mundtlig eksamen, bryder jeg sammen. Jeg ved at mit stofskifte altid har været højt, og at jeg altid har været undervægtig, og nu tager jeg på som en gris der fedes op til jul. Og jeg er den eneste der ser det. Jeg ser næsten fedtet grine af mig, hver eneste gang jeg tager en bid af min rugbrødsmad. 

Jeg ved at uanset hvad jeg gør, vil jeg altid være en lille smule misundelig, når jeg ser hende med hendes nye kæreste... Og når hun skriver til mig og fortæller mig at de er flyttet sammen i en lejlighed, præcis som vi drømte om, så kan jeg mærke en lille del af mit hjerte der brister, men mest af alt kan jeg mærke den måde arene på mine lår sitrer efter lår. Efter al den tid. 

Det er et år og tre dage siden jeg sidst skar i mig selv, og det er noget af det sværeste jeg nogensinde har gjort. Jeg kan stadig huske følelsen da det sveg på mine håndflader, min mave og mine lår hver gang jeg gik i bad. Jeg kan huske hvordan det føltes da bladet ramte min hud, og hvor fascinerende det var at kigge på de små bobler af blod der så lyset. 

Jeg ville lyve hvis jeg sagde jeg ikke savnede det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...