Velkommen til mit fucked up liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2015
  • Opdateret: 30 apr. 2016
  • Status: Igang
Jeg hedder Laura Thomassen. Jeg kommer fra Tølløse. Velkommen til mit fucked up liv.

23Likes
27Kommentarer
1627Visninger

2. 1

-Et-

 

 

Tølløse er ikke ligefrem den største by, der findes her på Sjælland, men den er alligevel stor nok til, at det absolut ikke er alle, der kender alle. Den er ikke stor nok til at have ghettoer eller rigtig kriminalitet, og den er heller ikke stor nok til at have et gymnasium eller et sygehus. Men den er stor nok til, at vi har en hovedgade (der temmelig bogstaveligt deler byen på midten hele vejen fra den ene til den anden ende: Dens navn er i øvrigt Tølløsevej, indtil den har krydset jernbanen, så hedder den Kvarmløsevej). Og den er stor nok til, at vi har en jernbane og en station. Her er der i øvrigt direkte forbindelse til både Holbæk og Roskilde, som er de foretrukne steder at tage hen, hvis man vil opleve et rigtigt byliv (lad mig nok anbefale Roskilde over Holbæk: Den er større, og der sker automatisk mere), og som også er de to foretrukne byer at tage til, når man går på gymnasiet. Hvilket jeg gør - Går i 1.g på en STX i Holbæk for at være sådan helt nøjagtig -, og selvom jeg har Wildcard (og faktisk også rejsekort), så behøver jeg ikke at tage toget: Det er fordelen, når ens mor er gymnasielærer. Man bliver kørt i skole.

   Vi har en masse småveje og et enkelt lyskryds i byens vestlige ende, og jeg har altid været af den opfattelse, at hvis en by har et lyskryds, er det fordi, den er stor nok til at trafikken kan blive slem, selvom jeg ikke selv syntes, at Tølløse-trafikken plejer at være noget særlig bemærkelsesværdigt, medmindre det er fredag klokken 5, hvor der er myldretid i sneglefart, men det er intet til sammenligning med Holbæk. Eller med Roskilde. Eller med Hovedstadsområdet, for den sags skyld. Selvfølgelig er det ikke det, når man bor i en Sjællandsk landsby med kun lidt over tre tusind og et par hundrede indbyggere, med kun ét lyskryds og én hovedgade og to tankstationer og en Aldi og en lokal Superbrugs og en enkelt Fakta og en rundkørsel. Vi har ikke engang nogen egentlig gågade. Det er byen slet ikke stor nok til.

   Vi har en kirke, hvor jeg gik til konfirmationsforberedelse tilbage i 7’ene klasse og skulle bekende mig til en Gud, jeg ikke helt ved om jeg faktisk tror på, og forstå en bibel, jeg med sikkerhed ved at jeg slet ikke tror på, og en kirke, hvor min mor og min lillebror og jeg altid tager til, når det er store bededag. Dette år var ingen undtagelse. Jeg ved ikke helt, præcis hvorfor vi gør det, men det er ikke for at bede, så meget er sikkert. Det er der ikke rigtig nogen af os - mor inkluderet - der er troende nok til at gøre. Det er nok mere en slags kultur-ting-ting (ting-ting er min mors udtryk, og har altid været det, men nu har jeg altså slægtet det på), for at minde os selv om, at vi er danskere eller sådan noget. Men jeg ved ikke. Jeg tror nu egentlig ikke, at det har noget som helst med vores nationalitetsfølelse at gøre. Jeg tror i stedet det har noget at gøre med, at der i Tølløse kirke altid serveres varme hveder på Store Bededag, ganske gratis, og at vi derfor har en mulighed for at få en gratis frokost. Det er den eneste grund i mit hoved, der reelt set giver nogen mening, for hvis der findes et sted, hvor jeg er næsten overbevist om, at det at dø af kedsomhed rent faktisk er en mulighed, så er det Tølløse Kirke. Og muligvis kirker generelt. Jeg ved ikke om det bare er mig, men det er lidt som om, at kirken forsøger at komme i Guinness Rekordbog for ’jordens mest røvsyge sted at opholde sig.’ Hvis det også er sådan himlen er ifølge kristendommen, så forstår jeg egentlig godt, at Djævlen sagde ’farvel og nej tak’ og smuttede. Jeg ville nok have gjort det samme i hans sted.

   Vi har to skoler. Vi har Sejrgaardsskolen, der ligger ved jernbanen, og som jeg ikke helt ved hvorvidt jeg skal kalde en efterskole eller en privatskole. Den er vist lidt af hvert, tror jeg, og så har den også en SFO, hvor jeg vist har et par barndomsminder, nogen mere behagelige end andre - og begge minder involverer et puderum med lidt for hårdt betongulv, i øvrigt -, og der er et par piger i min gymnasieklasse, der har gået på Sejrgaards, og så har vi den skole, hvorpå jeg selv har gået det meste af mit liv, indtil jeg skulle i 1.g og derfor var nødt til at pendle - med mors hjælp - til og fra Holbæk mandag til fredag. Elverdamsskolen. Den er en anelse større end Sejrgaardsskolen, og det er ikke en privatskole, og den har en sportshal (hvor jeg gik til håndbold indtil den her nye skolereform gjorde det for stressende, og jeg i stedet var nødt til at dyrke motion på andre måder: Derfor, cykling) og en fodboldplæne (hvor min lillebror spiller fodbold med sin klub), og det er den skole, hvorfra jeg har de fleste gode minder i mit liv. Eller det vil sige, de fleste gode minder indtil 9’ene. Hvorfor rækker de gode minder sig ikke videre til efter 9’ene?

   Jo.

   Ja.

   Det er det, jeg gerne vil fortælle jer.

   Mit navn er Laura Thomassen. Jeg er fra Tølløse. Velkommen til mit fucked up liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...