Mine dukker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2015
  • Opdateret: 6 maj 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
224Visninger

1. Mine dukker

Jeg kan mærke, at han kommer. Jeg kan fornemme hans tilværelse. Jeg begynder at rode inden under sengen. Jeg skal finde æske med bamserne inden han kommer. Sidste gang blev han sur og begyndte at bide hovederne af mine dukker. Han rev mine tegninger ned fra væggen, dem jeg havde brugt så lang tid på at lave. Jeg kan mærke gulvet under mig begynder at ryste. Kom nu tænker jeg. Jeg skal finde æsken inden han kommer. Jeg får fat i æsken og prøver at rejse mig, men det kan jeg ikke. Det følelses som om der er et jordskælv. Der kommer et kraftig hvidt skær og der trådte ham frem fra skæret. Et stort grønt monster med gule øjne.
”Hvor er mine dukker?” Spørger han.
”Lige her.” Svarer jeg. Jeg rækker ham en af mine bamser. Han er blind og kan ikke mærke forskel på en mine dukker og bamser pga. hans slimet hænder. Jeg holder så meget af mine dukker, de betyder alt for mig.
Han tager bamsen og bider hovedet af den og smider den på gulvet.
”Ny bamse!” Råber han.
Jeg skynder mig at tage en ny bamse og giver den til ham. Han bider hovedet af den igen. Jeg giver ham igen en ny bamse. Dette bliver vi ved med indtil jeg ikke har flere bamser tilbage.
”Dit flotte blonde hår fortryller mig helt.” siger han. Han er begyndt at kunne se igen. Han kan se ved at spise bamsers eller dukkers hoveder.
Han aer mig på kinden, ligeså blødt og kysser mig oven på hovedet. Han griber fat omkring min hals med sin ene hånd og banker mig ind i væggen. Han kigger dybt ind i mine øjne og kysser mig blidt på munden. Jeg kan ikke lide det. Han prøver igen at kysse mig på munden, men jeg formår at dreje hovedet væk. Jeg ved, at han vil blive sur nu, men jeg bliver nødt til at gøre det. Med sin ene arm kyler han mig ind i væggen bag ham. Han løfter sit ben og begynder at sparke mig. Jeg begynder at skrige. Jeg skriger højere og højere, men min mor er ikke hjemme til at rede mig. Han bliver ved med at slå mig indtil jeg stopper med at skrige. Jeg ligger nu på gulvet og græder. Skriger ikke, græder bare. Han løfter mig op og sætter mig på min sengekant. Han giver mig en ny dukke. Dette gøre han, hver gang han kommer. Han kigger mig i øjne og siger: ”Det her er mellem os to. Mor behøver aldrig nogensinde at finde ud af dette. Okay?” Jeg nikker. ”Det her er vores egen lille hemmelig. Det er det som binder os sammen. Er du enige?” Spørger han mig. Jeg kigger ned på min nye dukke og nikker igen. Der kommer igen et meget hvidt skær og efter nogle sekunder er han væk igen. Nu er det bare mig inden på værelset igen med mine dukker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...