365 Days to Enjoy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2015
  • Opdateret: 9 feb. 2016
  • Status: Igang
Nogle siger, jeg er tosset. Andre siger, jeg har en forskruet tankegang. I bund og grund er der mange ord der kan beskrive mig. Men hvis jeg selv skulle sætte ord på det, ville det nok lyde cirka sådan:
Jeg er en forskruet 15-årig pige. Mine tanker flyver rundt omkring mig, som små fluer, dagen lang. Nogle gange er jeg heldig at fange dem, andre gange flyver de bare forbi.
Dette her der din chance for at se forbi mine mange facader. Jeg er en pige med mange ansigter, og du får nu muligheden for at se bag dem. Så må du jo vælge det ord, som du synes, beskriver mig bedst. Tosset, forskruet eller bare mærkelig...?
Bigdrag til Dagbogskonkurrencen

5Likes
7Kommentarer
9980Visninger
AA

5. 9. maj 2015

Måske er jeg en lille smule overtroisk. Her de sidste par uger, næsten en måned, har jeg drømt om den følgende dag. Det har været præcis, som hvis jeg rent faktisk var der. Nogle gange er det jeg har drømt rent faktisk sket. Det er begyndt at skræmme mig en smule. Jeg har flere gange overvejet at google "drømmetydning", men problemet er at jeg ike rigtig tror på den slags. Men efter nu snart en måned, er jeg ved at være lidt desperat efter at vide hvad det betyder. I nat for eksemplet drømte jeg om dagen idag. Jeg kan ikke præcis huske drømmen, men da jeg vågnede i morges, var jeg sikker på at jeg allerede havde oplevet den dag, og det derfor var søndag og ikke lørdag. Jeg fandt jo så ud af at det rent faktisk var lørdag, og jeg derfor havde en smule små travlt. For jeg skulle med en bus ind til byen. 

 

Som jeg før har nævnt, har jeg været meget i tvivl med hensyn til Mickey. I dag bestemte jeg mig for at være sammen med han inde i byen, og se bagefter hvordan jeg havde det med ham. Det var efter min mening en fornuftig måde at få styr på mine følelser på. Og det passede også med at en af mine veninder rigtig gerne ville møde ham - jeg var ikke helt vild med ideen med at gøre det alene (ved ikke hvorfor) - så vi tog bussen fra morgenen af, ind til byen for at mødes med ham. Jeg var faktisk overraskende afklaret med at skulle være sammen med ham igen, og jeg vidste, at min veninde ville fjerne alt akavet stilhed. Så det var med klare tanker og forventinger, jeg steg ind i bussen. Turen derind virkede utrolig lang, også alligevel, da vi kom derind, virkede den slet ikke lang nok. I det sekund jeg trådte ud af bussen, begyndte mine tanker at flyve frit omkring igen. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere jo tættere vi kom på "mødestedet". 

 

Det gik nu fint nok, og vi faldt hurtigt i snak. Mit hjerte faldt langsomt til ro igen, og vi begav os længere ind i byen. Snakken kørte som smurt og vi hyggede os en del derinde. På et tidspunkt tog min veninde så hjem, og der var kun Mickey og min tilbage. Jeg var en smule nervøs i starten, men efter et par minutter faldt vi en dyb snak om eksamener og derefter flød snakken bare over i den ene ting efter den anden. Jeg var lettet, over at det gik så godt, og i et øjeblik var jeg faktisk så tæt på lykkelig, som jeg nogensinde har været. 

 

Men tiden kom til, at vi begge skulle hjem. Afskeden blev et akavet kram og et kort "vi ses", hvorefter vi hoppede på hver vores bus. Mine tanker summede i mit hoved. Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig fik jeg vildt ondt i maven. Min første tanke var, at det havde noget med Mickey at gøre. Måske har det også det, men så kommer det store spørgsmål jo så: Hvorfor? Hvorfor fik jeg ondt i maven efter vores akavede kram og hurtige farvel? Spørgsmålet fulgte mig hele vejen hjem og gjorde det derved svært for mig at tænke på noget andet. Da jeg så steg ud af bussen og påbegyndte den korte gåtur resten af vejen, var jeg kommet frem til et forholdsvis fornuftigt svar: Jeg har ikke de samme følelser for ham, som han har for mig. Men til sådan et svar, følger endnu et spørgsmål: Hvor meget KAN jeg så overhovedet lide ham? Det er jeg så (desværre) ikke nået frem til et svar på endnu. Noget i mig bliver også ved med at sige, at jeg ikke vil kende svaret. 

 

Jeg er ikke sikker på noget som helst lige nu. SIden hvornår er kærlighed blevet så kompliceret? Det var meget nemmere, da det var mig, der gav mine veninder gode råd (efter hvad jeg havde set i romantiske komedier) om kærlighed. Men nu er rollerne blevet byttet, og det er mig der har brug for råd. Desværre er mine veninder ikke de bedste til at rådgive. Jeg er snart løbet tør for ideer.

 

En (forholdsvis stor) del af mig, har mest lyst til at ignorere ham i en periode, for at finde ud af mine følelser, inden jeg giver ham en klar ide om, at jeg er smask forelsket i ham, uden at jeg er det. For det ville jo være ret ondt af mig. Jeg vil jo ikke såre ham, for han er uden tvivl den sødeste og mest dejlige fyr jeg overhovedet kender. En anden (knapt så stor) del af mig, vil blive ved med at skrive med ham, og beholde den (efterhånden lille) gnist der er i mellem os. Der er dog stadig en gnist, for jeg får sommerfugle i maven, hver gang han skriver "skat" eller "dejlige" ELLER "jeg elsker dig". Jeg ved bare aldrig, hvad jeg skal svare til det, uden at give ham falske forhåbninger. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...