365 Days to Enjoy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2015
  • Opdateret: 9 feb. 2016
  • Status: Igang
Nogle siger, jeg er tosset. Andre siger, jeg har en forskruet tankegang. I bund og grund er der mange ord der kan beskrive mig. Men hvis jeg selv skulle sætte ord på det, ville det nok lyde cirka sådan:
Jeg er en forskruet 15-årig pige. Mine tanker flyver rundt omkring mig, som små fluer, dagen lang. Nogle gange er jeg heldig at fange dem, andre gange flyver de bare forbi.
Dette her der din chance for at se forbi mine mange facader. Jeg er en pige med mange ansigter, og du får nu muligheden for at se bag dem. Så må du jo vælge det ord, som du synes, beskriver mig bedst. Tosset, forskruet eller bare mærkelig...?
Bigdrag til Dagbogskonkurrencen

5Likes
7Kommentarer
9949Visninger
AA

6. 10. + 11. maj 2015

Jeg er gåer i stykker, en mundharmonika uden mundstykke, uden årer, uden musik.

Jeg virker ikke. Jeg er en snurretop uden bevægelse.

Jeg kan snurre og snurre i mine drømme og så vågne og opdage, at jeg står stille.

 

Det er vidst det, der beskriver mig bedst lige nu. For at sige det lige ud, har jeg det af lort til, og jeg ligner også lort. Men det skal I nok høre alt om bagefter. Lad os istedet starte med i går...: 

 

10. maj 

I går skulle jeg til min morfars fødselsdag (Selvom det var mors-dag). Hele min mors side af familien kom, hvilket ikke er så lidt. Jeg vil ikke lyve for jer; jeg er ikke god til familie-komsamner. Eftersom alle mine kusiner og fætre er langt ældre end mig, er der aldrig det helt store at snakke om. Så når alt snakken er overstået inden for de første 10 minutter, er 5 timer lang tid at være social. Men man slipper jo aldrig uden om familie, så med skulle jeg selvfølgelig. 

 

Turen derned var næsten den sjoveste del. Med musik i ørene og ud på motorvejen, får tankerne frit løb. Det kan være en farlig ting, hvis man ikke er klar på det, men i de rigtige situationer, kan det være en dejlig ting. I denne situation, var det en god ting. Jeg havde 40 minutter i bilen, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge på. Og så var det jo lige jeg tænkte; Bring it on!

 

Da vi så endelig nåede frem, var mit hovede tom og klar igen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft det sådan. Det skulle så også vise sig, at jeg fik brug for at have mit hovede klar den dag. For hvad jeg ikke vidste var, at min kusines kæreste var med. Lad mig bare sige det sådan; kan er en smule omklamrende og han elsker at drille mig med ALT. Men han er nu sjov nok (til tider). 

 

Efter at have været totalt høflig og sagt hej og givet hånd til alle, fik jeg endelig muligheden for at liste mig over i hjørnet, og lure med på alt den sladder, som min moster og tante altid kommer med. Det er også ovre i hjørnet, jeg har det bedst. 

 

Som altid havde mormor lavet mad nok til en hel hær. Både kød, kartofler, pasta og to slags salat. Og lad mig bare sige; hun spare ikke noget sted. Så den næste time gik med at spise. Mine fætre, min søster, min kusines kæreste, og jeg selv var placeret i børneenden. Det er vi sjovt nok altid. Jeg tror det er i håb om at vi skal være lidt sociale med hinanden, men sandheden er, at mine fætre og min kusines kæreste snakker om alle mulige computerspil med lange navne, og min søster og jeg snakker om alt mulig andet. Jeg ved det godt: Vi er en asocial familie. 

 

Efter maden udbrød min kusines kæreste, at han gerne ville give alle os "børn" en slikkepind, hvis vi gik med ned i kiosken. Det var jo så fint nok, for så slap vi for at være sociale med de voksne. Da vi så kommer udenfor, kommer min kusines kæreste hen til mig, lægger armen om mig og siger (alt for højt) "hva' så har du nogle søde drenge for tiden?" Mine fætre hørte det selvfølgelig, og blev pludselig meget interesseret i samtalen. Af ren flovhed udbryder jeg hurtigt "nej". De tre drenge vendte sig i vantro mod min søster. Allerede før de nåede at spørge hende om mit kærlighedsliv, begyndte den lille møgunge at grine. Det besvarede jo ligesom deres spørgsmål. Så hele vejen ned til kiosken OG tilbage igen, spurgte alle tre drenge gentagende gange: "Hvad hedder han? Hvad hedder han? Hvad hedder han?" Da vi så kom tilbage igen, var jeg rød i hovedet af flovhed, min søster af at grine, og de tre drenge af surhed. Det var jeg nu ret ligeglad med. Jeg havde ikke i sinde at fortælle dem noget som helst om Mickey.

 

Vi kom så indenfor. Mine fætre gik ned på et af værelserne for at være asociale med et eller andet computerspil, mig og min søster satte os i sofaen og var asociale med vores mobiler, og min kusines kæreste sætter sig op til bordet med de andre voksne. Han satte sig lige over for min far, og råbte til ham: "Hvad hedder din nye svigersøn?!" Alle hørte ham selvfølgelig, og på få sekunder var alles øjne rettet mod mig. 

 

For en pige der aldrig nogensinde har været vild med opmærksomhed (og slet ikke fra familien), var det, noget af det mest pinlige, jeg nogensinde har oplevet. I kan lige tro, han ikke fik noget som helst navn ud af mig, resten af den dag. Hvilket han blev mega sur og tøsefornærmet over. Det hjalp så heller ikke på hans humør, at jeg lige tæskede hellefamilien i et eller andet boldspil, min morfar havde bygget. 

 

I bund og grund var det en meget mærkelig dag. Bare det at have alle øjne i lokalet rettet mod en, kan virkelig få en til at krympe sig sammen af bare flovhed. Det er helt klart ikke noget, jeg kan anbefale. 

 

 

11. maj 

I dag har langt fra været lige så sjov. Jeg tog hjem allerede efter anden time, fordi jeg ikke kunne trække vejret, og det føles som om hele min mave bare bliver mast sammen til en stor klump. Nu ved jeg godt I alle tænker: "Det var godt nok nogle voldsomme meno-smerter." Så kan jeg så fortælle jer: "Det er heller ikke meno-smerter." 

 

Jeg har nu i et halvt år ikke kunne dyrke nogen former for idræt eller sport. Hvorfor, spørger du? Det er ganske enkelt på grund af mine lunger. Jeg kan ikke fortælle præcist, hvad det er (der er der vist ikke nogen der kan) alt jeg kan sige er bare: Det gør pisse ondt. 

 

I dag var så en af de slemme dage. Jeg kunne ikke gå, uden at der bare kom den ene smerte efter den anden. Det samme skete, hvis jeg trak vejret lidt for tungt. Smerterne er virkelig  uudholdelige. Så jeg ringede til min mor, og fik lov til at tage hjem. Da jeg så skulle spørge min lærer om det var okay jeg tog hjem, kiggede hun på mig, og sagde halvt grinenden: "Du ser da ikke syg ud." Jeg forklarende hende så, at det var fordi jeg havde ondt i mine lunger. Hendes øjne lyste af en blanding af irritation og vantro, da hun sagde okay, til at jeg smuttede. 

 

Jeg har aldrig været en der pjækker, glemmer at lave lektier eller lyver (totalt dengse, ved det godt) så jeg blev virkelig sur over at se, at min lærer ikke troede en skid på mig. Det er problemet ved at have ondt et sted folk ikke kan se: De tror ikke på en. Nu har jeg brugt den "undskyldning" i et halvt år, og jeg kan godt sige, at det har været lort ikke at kunne spille håndbold, men høre mine venner snakke om det HVER ENESTE DAG. Ikke at kunne deltage i idrætsundervisningen og have det hyggeligt med min dejlige klasse. Jeg har skulle sidde ude på bænken og kigge på mens mine venner har hygget sig med lige præcis noget af det, jeg elsker aller mest. Så spørger jeg bare: Hvorfor skulle jeg så bruge den "undskyldning", hvis det ikke var rigtig? 

 

Så resten af min dag er gået med at ligge i min seng, og være totalt ynkelig. Yay! Imens har alle mine venner oppe i skolen haft en skide god dag med kage og film. Men hvem gider også lige det? Lad mig give dig et hint: Det gør jeg! 

 

 

// Her kom så, som lovede, opdaten fra både i går og i dag. Det er også derfor den er blevet ret lang. Husk på hvis I har nogle spørgsmål, skriv endelig en kommentar, og jeg skal besvare den, så godt jeg kan. 

XoXo Misérable

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...