Et år af et liv

"Jeg ved ikke hvem jeg er om et år. Men når jeg er færdig med denne her dagbog ved jeg det. Meget kan ændre sig, alt kan ske! Velkommen til mit liv!

4Likes
5Kommentarer
1469Visninger
AA

14. Mandag d. 16/5 - to verdener: fortid og nutid

Kære dagbog. Wow, jeg skriver dagbog i år 2016! Det er dælme lang tid siden jeg sidst har gjort det, og det må du undskylde. Jeg har måske haft brug for at skrive nogle gange, men jeg har ikke fået det gjort. Nå, men grunden til at jeg lige har fundet dig frem igen, er, at jeg lige har genset “To Verdener”. Og så kom jeg til at tænke på det jeg skrev i dig sidste gang jeg så den, og fik lyst til at skrive i dig igen, og det gør jeg så nu. Det var faktisk en virkelig god dag, den dag jeg så “To Verdener” for 2 år og nogle måneder siden: “Kære journal. One day, I shall come back. Yes, I shall come back. Until then, there must be no regrets, no tears, no anxieties. Just go forward in all your beliefs and prove to me that I am not mistaken in mine. I dag har jeg noget at skrive om, og jeg har tid til at skrive. Så jeg vil skrive. Jeg starter fra starten af dagen, men længere nede på siden, kommer der noget absolut fantastisk! Ginger Ten vækkede mig. Der er næsten ikke nogen mere behagelig måde at blive vækket på. Han synger jo fantastisk! Da klokken var 8, tog jeg tøj på og løb i skole. Først kedeligt biologi. Så kedeligt tysk. Men i kristendom så vi en rigtig god film om en pige, der er Jehovas vidne, der bliver forelsket i en dreng som er ateist. Jeg blev temmelig sur på Jehovas vidner. Det er som om de lever i en papkasse. Og de tror at de gør det rigtige. Vi fik vores engelsk stile tilbage (dem som vi afleverede før jul...) i dag. Jeg fik 10. Jeg begynder at føle at jeg er god til engelsk. Efter skole stod vi Sean, Janne og jeg og ventede på Jannes bus. Det gør vi stort set hver dag. Men i dag fik jeg lidt alene-snak med Janne. Det var faktisk meget rart. Sean og jeg skulle til KUL-møde. Vi tog bussen derind, og skulle sidde og vente 20 minutter på de andre. Jeg var meget glad for at jeg ikke var alene. Efter mødet gik vi ned på banegården. Der var et par kilometer, så vi gik forbi Rema 1000 og købte slik for 2 og 5 kroner. Nu kommer det fantastiske: Vi snakkede om alt og intet imens vi gik. Også om HTX. Og så sagde Sean den fantastiske ting: han ville vælge HTX i Vejle, hvis han kunne se nogle fordele ved det! Da jeg kom hjem, sendte jeg et link til ham, med hvilke linjer der er på Vejle HTX. Og nu har han valgt. Vejle!! Det er fantastisk! Nu ved jeg hvad jeg skal vælge, og jeg ved at det bliver fantastisk. Det er synd for Frank, men han kan jo også bare vælge Vejle. Hvis han gør det, bliver mit liv brilliant! Lige et Ronja Røverdatter agtigt forårsskrig, selvom det ikke er forår og ikke er et skrig: FANTASTIC! MULTO BENE! TOTALLY AWESOME! BRILLIANT!!! Raggedy journal, goodnight.” Det var den dag jeg fandt ud af, at Sean ville vælge HTX i Vejle og blev overlykkelig over det (jeg tror godt det kan ses i min tone fra den dag. Seriøst, jeg har skrevet at det var dejligt at blive vækket om morgenen! WTF!). Mit liv var perfekt, for nu kom jeg til at gå sammen med Sean og Janne og tæt på Hannah. Så glemmer vi bare lige at det ikke forløb helt efter planen hehehe. Hæ. Av :-(. For selvom jeg nu går på HTX i Vejle sammen med Sean og Frank, og ser Janne forholdsvis ofte, er jeg stadigvæk ikke tilfreds (men ville livet også være værd at leve, hvis jeg var fuldkommen tilfreds? Så ville jeg jo ikke have noget at kæmpe for). Jeg savner stadigvæk fortiden. 8. klasse, hvilket i min hjerne officielt er fortiden/de gode gamle dage. Jeg savner hvor tætte Sean, Janne og jeg var. Hvor godt mit venskab plus moms med Hannah var. De ting har ændret sig siden dengang, og ironisk nok, er det det med Sean der har ændret sig mindst. Eller også har det ændret sig tilbage igen. Vores venskab var fantastisk i 8., kompliceret* i 9., og nu er det så rigtig godt igen, selvom det ikke er helt så godt, som det var i 8. (forklaring på “kompliceret*”: Sean var mega mærkelig, og vi snakkede ikke så meget sammen mange af dagene. Vi nåede at sige godmorgen, at være sammen i det lille frikvarter, så tog han hjem i det store frikvarter og gik meget hurtigt når vi fik fri, så jeg ikke kunne nå at sige farvel. (i 8. Kunne han sagtens finde på at blive en time efter vi havde fået fri, for at være sammen med Janne og mig. Vi var ALDRIG sammen efter skole, så ja, vores venskab var mega kompliceret, for han var flink nok i det få øjeblikke, hvor han rent faktisk var der). Det samme kan ikke siges om Hannah. 8. Klasse sluttede med at jeg blev kærester med hende, 9. Begyndte med at hun slog op med mig. Omkring nytår følte jeg, at Hannah og jeg var tilbage på vores gamle venskabsniveau. Vi fik set hinanden rigtig meget i sidste halvdel af 9., men så skulle hun på fucking-langt-væk-fra-sine-venner-skole, også kaldet efterskole… I år har vi ikke haft særlig meget kontakt til hinanden. Jeg har ikke set hende siden starten af januar, og hvor vi en gang skrev sammen 24/7 (næsten bogstaveligt talt!), skriver vi sammen en gang om ugen, og de samtaler er oftest “Hey Jonas, vil du hjælpe med nogle computerproblemer?”. “Ja”. “xxx virker ikke”. “Genstart”. “Tak, det virkede”. Eller, hvis det er mig der skriver. “Hey Hannah, vil du med til det her?”. “Det kan jeg desværre ikke, selvom jeg gerne ville :-(“. Ikke længere noget fooglebook. Ingen gallifreyan beskeder klokken 2 om natten. Ingen jeg-er-klogere-end-dig-og-den-her-julekalender-er-meget-bedre-end-en-anden-julekalender beskeder. Jeg savner virkelig de tider, og jeg savner Hannah. Det er alt for lang tid siden jeg har set hende, men nu er hun heldigvis snart færdig med fucking-langt-væk-fra-sine-venner-skolen! Og så er der Janne. Janne som var så stor en del af mit liv i 8. Vi er stadigvæk venner. Vi har været forholdsvis gode til at holde kontakten og se hinanden ofte. Før hun tog på efterskole, lovede jeg hende, at jeg ville skrive til hende hver dag, og se hende hver 14. dag. Det har jeg måske ikke heeelt holdt, men jeg ser hende forholdsvis ofte nu. Og ligesom tidligere, kan hun stadigvæk gøre en dårlig dag god, eller en god dag endnu bedre. Men vores venskab føles ikke helt som det føltes i 8. Jeg tror en del af det er, at vi er gået fra at være venner der ser hinanden hver dag, til at være venner der ser hinanden en gang hver anden uge. Jeg savner dengang, hvor vi kunne snakke, og snakkede, om alting. Jeg føler stadigvæk, at jeg kan fortælle hende stort set alt, men det er ikke så ofte jeg gør det. Nogle gange er det nok meget godt for os begge. Men andre gange kunne jeg godt bruge et af hendes fantastiske råd. Vores venskab er bare ikke helt så tæt som det har været, og jeg savner, hvordan det var, selvom jeg også er rigtig glad for, at det stadigvæk er så godt som det er. Når jeg kigger tilbage på min gamle dagbog, ser det ud som om alting er perfekt nu. Men det er det jo ikke. Og det bliver sandsynligvis aldrig helt perfekt. Men selvom noget ikke er perfekt, kan det sagtens være godt. Og det er det også nu. Jeg har ikke mistet nogle af mine venner siden for to år siden, hvor det var en kæmpestor frygt for mig. Ting har ændret sig. Nogle til det gode, andre til det dårlige. Jeg er blevet endnu bedre venner med Anne siden dengang, og jeg har lært Nanna at kende, og er blevet rigtig gode venner med hende. Men jeg har også mistet noget af mit meget tætte venskab med Hannah og lidt af mit tætte venskab med Janne. Er det så bedre ellerdårligere nu, end det var før? Det ved jeg ærlig talt ikke. Jeg har en fantastisk evne til at glemme alle de dårlige ting ved fortiden, så den altid virker bedre end nutiden. Men måske er den cirka lige så god. Jeg tror, at jeg var lykkeligere dengang, men jeg var også meget mere ked af det. Mit humør er ikke helt så meget ude i ekstremerne nu, og heldigvis mere til den gode side, end til den dårlige. Så jeg har det nok egentlig ganske udemærket, selvom fortiden føles bedre. Raggedy diary goodnight.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...